Nyhed
13. okt. 2016 | 22:55 - Opdateret 16. okt. 2016 | 16:19

Guy Ritchie laver ny Aladdin-film for Disney

Foto | Walt Disney Pictures
Disneys Aladdin vandt to Oscars i 1992 for bedste sang, men det bliver nok en noget anden musik, Guy Ritchie vil gå efter.

Den klassiske tegnefilm fra 1992 genindspilles som live action-film med Sherlock Holmes-instruktøren Guy Ritchie bag kameraet.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

For tiden sprøjter Disney nye filmatiseringer af deres gamle klassikere ud i en lind strøm – senest The Legend of Tarzan og den premiereaktuelle Peter og dragen.

Den trend ser Disney ud til at følge i fremtiden. For nu skal den britiske instruktør Guy Ritchie instruere en ny live action-udgave af Aladdin fra 1992.

Dan Lin, der er instruktørens faste producer, udtaler til Hollywood Reporter, at Ritchies tag på Aladdin er ”ambitiøst og utraditionelt”.

Guy Ritchie brød for alvor igennem med gangster-komedien med den mundrette titel Rub, stub og to rygende geværer fra 1998 samt Snatch fra 2000.

Senest har han gjort sig bemærket med Spionen fra U.N.C.L.E. og to Sherlock Holmes-film nyfortolket som en slags action-eventyr med Robert Downey Jr. som hårdslående mesterdetektiv.

Masser af Disney fremover
Live action-udgaven af Aladdin har endnu ikke fået en premieredato, men hungrer man efter flere Disney-filmatiseringer behøver man ikke vente længe.

For nylig kom det frem, at instruktøren Jon Favreau på samme måde som Guy Ritchie skal stå få filmatiseringen af den populære Løvernes konge.

Og til marts næste år rammer Skønheden og udyret biograferne med Emma Watson, Ewan McGregor og Ian McKellen på rollelisten.

Desuden er nye udgaver af Mary Poppins og Mulan også på vej inden for de næste par år.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko