Indskoling (0. - 3. klasse)
Undervisning
11. okt. 2003 | 08:00

Hænderne op!

Foto | Susanne Mertz
Hænderne op!

Morten Henriksens novellefilm Hænderne op! er et godt sted at starte filmundervisningen i indskolingen.

Af Pia Christensen og Lone Andersen / Ekko #18

Der er noget på spil i os, når vi ser tv og film. Vi identificerer os med personerne og bliver påvirket via klipning, billedudsnit, musik osv. De yngste ser meget tv og har derfor en fantastisk forståelse for mediet, men de mangler kompetencer for at kunne forholde sig analytisk og kritisk til den virkelighed, de præsenteres for i film og tv. Her kommer danskfaget ind. Som lærer kan man skærpe børnenes analysebevidsthed ved at undervise i de levende billeders form og indhold – ligesom inden for litteraturen. Hvad fortælles der, og hvordan fortælles der? Med en forståelse for, hvordan en films byggesten er sammensat, giver man børn redskaber til at bearbejde og forstå de indtryk, de får igennem massemedierne.

Undervisningen kan med fordel starte i indskolingsfasen med Morten Henriksens 22 minutter lange novellefilm Hænderne op! fra 1997. Filmen handler om den cowboyglade dreng Oliver. Når han og lillesøsteren Louise skal passes, rykker babysitteren fru Brusse ind i hjemmet. Men Fru Brusse bryder sig øjensynlig ikke om vilde cowboydrenge, i hvert fald giver hun Oliver en fornemmelse af, at han ikke hører til indendørs. For den lille, men ret seje cowboy er den naturlige løsning at få Brusse afløst af den unge Josefine, som er hans absolut foretrukne babysitter. En nødløgn fører Oliver ud i en svær og knap så heldig situation. Alene hjemme med sin lillesøster kommer han til at smække sig ude og dermed Louise inde i huset. Men Oliver lader sig ikke slå ud, og med sin ukuelige opfindsomhed får han ikke bare vist, at han hører til i ”eget hus”. Han får også bevist over for sig selv, at han kan klare livets udfordringer. Og forholdet til lillesøsteren bliver tættere.

Kameraet som fortæller
De første minutter af Hænderne op! er et slående eksempel på, hvordan forskellige billedperspektiver kan være med til at tegne en filmkarakter og anslå temaet. Filmens første billeder er holdt i fugleperspektiv. Herfra får vi Oliver etableret. I et enkelt billede fortælles om hans cowboy-lidenskab og karakter. Samtidig vises et idyllisk villakvarter, og dermed er drengens rammer etableret. Det egentlige anslag kan nu starte og gør det med et dramatisk skift i kameraposition. Der klippes pludseligt og direkte ned til sagens kerne i stuen: Olivers uønskede tilstedeværelse! Se på de to forskellige kamerapositioner, fugleperspektivet og det voldsomme dyk ned i historien til frøperspektivet filmet gennem Olivers skrævende ben, lige inden han er på vej ind i stuen. Udpeg for børnene, hvordan kameraet først fungerer som den overordnede fortæller, der ser det hele lidt oppefra. Herefter går kameraet tættere på begivenhederne. Hold øje med kameraet: Bevæger det sig altid efter vores hovedperson?

Kameraet skildrer afstanden mellem fru Brusse og Oliver, da han går ind i stuen til fru Brusse og Louise. De sidder i sofaen og hygger sig. Idet Oliver træder over tærsklen – tærsklen til stuen og i symbolsk forstand tærsklen til fru Brusse – forbliver kameraet inde i det andet rum, hvorfra Oliver er kommet. Indstillingen bliver ikke holdt mere end nogle få sekunder, men frys eventuelt billedet, så fornemmelsen af afstand kan trænge ind hos børnene. Kameraet fungerer som subjektiv fortæller eller illustrator af Olivers følelse af afstand til de to i sofaen.

Klip og lyd
I sofascenen (med fru Brusse, Louise og Oliver) benytter instruktøren sig af en synlig, kontrasterende klipning. Der klippes gentagne gange mellem en harmonisk billedbeskæring af fru Brusse og Louise og et isoleret billede af Oliver. Denne klipning kræver en tolkning; der er noget på færde, noget instruktøren forsøger at fortælle os. Igennem det isolerede billede af Oliver forstår vi, at han ikke hører til i stuen, så længe Fru Brusse sætter dagsordenen. Samtidig illustreres hans forsøg på at bryde ind i deres billedramme og være med.

Læg også mærke til, hvordan lydsiden fungerer som bro mellem billederne – lydbroer er ofte benyttet i film således, at lyden fører beskueren fra det ene billede til det næste. Hvem taler i det enkelte billede, og hvem figurerer rent faktisk på billedet? Lyden foregriber ofte det næste billede. Mens kampen står på, og klippene flyver som skud mellem personerne, er der dog et enkelt billede, hvor Louise fremstår alene. Hun reagerer på Olivers leg, en positiv reaktion, hvor hendes gestus er vendt mod ham. Det lille billede, som næsten drukner i klip, udpeger et potentiale for søskendes forhold. Hvis Fru Brusse er udelukket, kan en kontakt mellem de søskende etableres. Med et ”gå så” fra fru Brusse må Oliver dog – i denne ombæring – se kampen som tabt. Det sidste billede i scenen tiltrækker en vis opmærksomhed: Mens kameraet er placeret ved fru Brusses side, må en slukøret Oliver liste ud af stuen. Hvorfor holder kameraet sig på denne afstand af Oliver?

Point of no return
Man skal ikke være bange for at give børn de rigtige faglige betegnelser. Jo før de får disse faglige redskaber, jo bedre. Det er vigtigt, at børnene får ordene mellem hænderne, så de ikke bliver underlige og fremmedartede udtryk, børnene ikke tør bruge. Tag for eksempel udtrykket point of no return. Fortæl børnene, at udtrykket stammer fra flyvevåbnet, at det bruges, når de er på krigstogt fra hangarskibene og er fløjet ind bag fjendens linier. Løber de tør for brændstof, er de derude, hvor de må melde over radioen: Jeg er point of no return, jeg kan ikke komme tilbage til udgangspunktet, jeg må lande bag fjendens linier.

Hvor er point of no return så i Hænderne op!? Hvornår er det for sent for Oliver at vende tilbage til udgangspunktet? Hvornår får hans handlinger konsekvenser? Børnene vil sikkert kunne finde forskellige tidspunkter i filmen, som de mener er point of no return, men det virkelige interessante er, hvordan de argumenterer for deres synspunkt. Lad børnene fortælle, hvor de mener, det sker, men prøv også at være øjenåbner for dem.

Magtforholdet vender
Analyser den scene, der fungerer som filmens egentlige point of no return: Den anden og afgørende duel mellem fru Brusse og Oliver, der foregår i indkørslen. Oliver vinder denne kamp, fru Brusse går derfra og point of no return starter med Olivers nødløgn: At moren har hovedpine, og at de ikke skal passes alligevel. Nu står han foran sit valgs konsekvens!

Derfor er scenen fortalt med en række kameravinkler, der understøtter Olivers styrke og scenens alvor. Kameraets placering som subjektiv fortæller viser, hvem kameraet støtter og står bag. Et frøperspektiv filmet gennem Olivers skrævende ben danner rammen om fru Brusse, der åbner havelågen og bevæger sig hen mod Oliver. Hun er langt væk i billedet – rollerne er altså byttet om fra første sofascene – og derfor virker hun lille og ubetydelig. Der klippes væk fra Brusse sekundet inden, hun når hen til Oliver, og på den måde bevares synsbedraget: Hun får ikke lov at vinde sin størrelse i forhold til Oliver, for han har truffet en beslutning. De to fjender står nu over for hinanden. Og nok er hun større end Oliver filmet i et frøperspektiv, men når der klippes til Oliver, er kameraet i øjenhøjde med ham, og han formår faktisk at vinde en duel på ord. Kameraet udstiller altså ikke hans størrelse og synes derfor at være på hans side.

Det samme er tilfældet i scenens sidste billede, hvor Fru Brusse vender sig og går. Kameraet holder sig bag Oliver, og han puster sejrssikker hen over pistolløbet, mens lydsiden lægger op til et kommende spændingspunkt. Spil scenen igennem med børnene og undersøg, hvordan styrkeforholdet ville være fordelt, hvis Oliver blev præsenteret fra fru Brusses synsvinkel. Hvad kunne det gøre ved vores oplevelse af styrkeforholdet, hvis kameraet i stedet var placeret bag fru Brusse, så vi kiggede over hendes skulder og ned på Oliver?

Western og eventyr
Lydsiden i filmen starter nogle helt specifikke forventninger om genre. Skruer man ned for lyden i for eksempel en gyserfilm, er meget af det uhyggelige afdæmpet markant. På lydsiden refererer Hænderne op! til westerngenren, og en måde at gøre eleverne opmærksomme på, hvor meget af fortællingen, der faktisk ligger i lydsporet, er ved at spille filmen igennem med sort skærm.

Giv et hold til opgave at finde de specifikke westerntræk i Hænderne op! En direkte reference til denne genre får vi, da den ”onde” fru Brusse ankommer med bussen og nærmer sig Olivers hus, mens kameraet fokuserer på hendes fødder, og der bygges en spænding op med dramatiserende klip til Oliver i huset. En anden reference er måden, Oliver puster hen over pistolmundingen, hver gang han har affyret et skud. Og et klassisk westernbillede er filmet gennem Olivers skrævende ben. Genkender børn det billede, og er de bevidste om hvorfra? Ellers er der rig mulighed for at bevidstgøre dem om det.

Et andet hold undersøger så eventyrgenren. Bagefter skal de to grupper lytte til hinandens opdagelser. Præcis som i eventyret findes der i filmen en modstander (fru Brusse), en hjælper (Josefine), et ”magisk” hjælpemiddel (den røde bolschehjerte, som Oliver får af Josefine) og et mangelfuldt udgangspunkt for hovedpersonen. Slutningen ender i overflod med prinsessen (Josefine) som gevinst.

En sidste øvelse kunne være at lade børnene tegne deres eget storyboard. De skal vælge en episode fra deres eget liv. Hvordan skal den fortælles? Hvem holder kameraet i historien? På den måde opdager børnene hvor mange valg, der skal træffes, og hvor meget betydning der ligger i, at historien fortælles med et hvordan i tankerne.



Mere undervisningsmateriale til Indskolingen.

Kommentarer

Hænderne op! Danmark 1997 Instruktion: Morten Henriksen Længde: 22 min. Distribution: Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut har lavet et undervisningsmateriale til Hænderne op! og andre skolerelevante novellefilm i temapakken: » Den gode historie.

© Filmmagasinet Ekko