Essay
11. nov. 2017 | 17:36

Halleys komet skinner hvert fjerde år

Foto | Fred Dufour
Cristian Mungiu var 39 år, da han i 2007 sensationelt vandt Guldpalmen i Cannes for 4 måneder, 3 uger, 2 dage og for alvor satte Rumænien på det filmiske verdenskort.

Den rumænske Guldpalmevinder Cristian Mungiu har skrevet et essay til Ekko om, hvordan Cannes-festivalen med ét slag ændrede hans karriere. På tirsdag optræder han i Cinemateket.

Af Cristian Mungiu / Ekko #72

Jeg står op hver morgen klokken 6.50 for at sende mine børn i skole. Jeg kigger ud ad vinduet i badeværelset og betragter mit nabolag.

Gadebelysningen er stadigvæk tændt på denne tid af døgnet, gaderne er tomme, og fuglene pipper i de gamle træer. Bagefter går jeg ned ad trapperne til stueetagen, hvor jeg hælder mælk på børnenes morgenmad i de samme skåle hver eneste dag. Jeg vækker dem og klæder dem på. Jeg plejede at klappe min kat, men hun er nu gået bort.

Mens jeg kører mine børn i skole, lytter vi til klassisk musik i radioen. Vi ser blomsterne i de mange haver på vej til skolen. Når klokken er syv minutter over otte, hører vi vejrudsigten. Halv ni kysser jeg børnene farvel. Jeg kører gennem skoven på vej hjem fra skolen, mens jeg hører nyheder. Der er altid trafikprop på hjemvejen. Klokken ni er jeg på kontoret.

Jeg er blevet vant til min rutine – den får mig til at slappe af – men hvert fjerde år bliver der vendt op og ned på dagligdagen: Cannes-festivalen.

Lommesmerter
Da jeg begyndte på filmskolen i 1994, tænkte jeg ikke på Cannes som en autoritet i filmverdenen. Da jeg gik i gang med mine første filmoptagelser i 2001, gjorde jeg det til gengæld.

I mellemtiden havde jeg været på forskellige festivaler med mine kortfilm, jeg havde snakket med utallige filmfolk, og jeg var begyndt at læse, hvad rumænske journalister skrev om Cannes hvert år i maj. Derfor begyndte jeg optagelserne til Occident, da det ville være ideelt for opmærksomheden omkring filmen, hvis den fik premiere på samme tidspunkt, som Cannes-festivalen løb af stablen.

Jeg arbejdede sammen med Vivi Drăgan Vasile, en ældre filmfotograf, og han plejede at grine, når jeg nævnte Cannes.

”Vær sikker på, at du gør filmen færdig først,” sagde han altid.

Og det var faktisk svært at få gjort den film færdig. Vi løb tør for penge, før vi havde optaget slutningen.

Jeg tog hjem og hentede nogle tusinde euro, som jeg havde sparet op til svære tider, og så fik jeg betalt filmholdet, så vi kunne få optaget det sidste.

Men vi havde brug for mere hjælp. En amerikansk iværksætter lovede, at han ville tage til Cannes og finde de manglende midler.

”De svømmer i penge,” plejede han at sige. Jeg kunne ikke forestille mig, hvordan han skulle finde finansiering, men alt, hvad jeg kunne gøre, var at håbe. ”Jeg har snakket med mange mennesker,” sagde han, da han kom tilbage – og det er jeg sikker på, han havde – men han fik aldrig indsamlet så meget som én euro til filmen.

Sovesal i landsby
I efteråret 2001 fik vi et tilskud fra Hubert Bals Fund, så vi kunne begynde postproduktionen af Occident. Vi havde en idé om, at filmen skulle være klar til filmfestivalen i Rotterdam.

Filmen kom med i kataloget, men det lykkedes os ikke at gøre den færdig til tiden med de penge, vi havde rejst. Men bare dét at være i kataloget skulle vise sig at blive afgørende.

For Marie Pierre Maciat, som i den periode udvalgte film til parallelsektionen ved Cannes-festivalen, Director’s Fortnight, bemærkede mit navn. Hun kendte mine kortfilm, da hun havde været i en jury, der havde givet mig en pris. Hun havde gennem mine Rotterdam-venner fundet ud af, at vi havde problemer med at gøre filmen færdig, så hun ønskede at hjælpe os.

Vi organiserede en prøvevisning for hende, hvorefter hun sagde, at hun ville overveje filmen til Director’s Fortnight, hvis vi kunne få den helt færdig til tiden.

Med den tilkendegivelse i baghånden gik vi til Centrul National al Cinematografiei – CNC (det rumænske filminstitut) og spurgte efter flere penge, så vi kunne gøre filmen færdig. De spurgte i stedet efter alle rettighederne. Alene dét var vi glade for. Men vi fik penge og begyndte at arbejde som gale. Vi blev færdige, indstillede filmen og blev valgt ud til Director’s Fortnight.

Vi havde overhovedet ikke overvejet at sende filmen til hovedkonkurrencen. Vi gik ikke ud fra, at nogen ville se den.

Inden vi blev færdige med filmen, bad vi Director’s Fortnight om at vise vores film så sent som muligt. Vi var bange for, at vi ikke kunne gøre den færdig i tide. De efterkom vores ønske.

Da vi nåede til Cannes, var pressen og de fleste filmfolk væk. Vi var taget til festival uden at have en salgsagent eller en presseansvarlig med. Og vi kendte ingen. CNC havde lejet os en sovesal med seks senge i en landsby, der lå cirka 20 kilometer fra Cannes.

Op ad den røde løber
Ikke desto mindre blev filmen godt modtaget. Vi fik pludselig henvendelser fra distributører. Vi anede ikke, om vi skulle tage 100, 1000 eller 10.000 euro for filmen, så min producent, som var endnu mindre erfaren end mig, endte med at skjule sig fra køberne.

Alligevel var vi glade. Vi følte, at vi havde gjort det. Vi kiggede på palmetræerne for at forsikre os selvom, at det ikke var en drøm. Vi var der, og som filmfolk følte vi, at det var den største mulige gave.

Der var en dag, hvor alle deltagerne i Director’s Fortnight blev opfordret til at gå op ad trappen på den røde løber til en filmfremvisning, mens vores navne ville blive nævnt. Man fik lov til at invitere en af de medvirkende fra sin film med på den røde løber. Jeg tog skuespilleren Alexandru Papadopol med mig.

Da vi begyndte at gå op ad den røde løber og passerede fotograferne, steg en ung, fransk skuespillerinde ud af en officiel bil, hvilket fik alle fotograferne til at vende sig mod hende. Hun stjal al opmærksomhed, og ingen tog billeder af os.

Alexandru ville have nogle billeder af sig selv på den røde løber, som han kunne forære til sin mor. Vi var jo ikke sikre på, at vi nogensinde ville komme tilbage dertil.

Den næste dag gik han hen til det sted, hvor fotograferne solgte deres billeder. Han fandt ét af den franske skuespillerinde, hvor halvdelen af hans hoved kunne ses i baggrunden – helt ude af fokus. Han købte to for 40 euro.

Tre filminstruktører – deriblandt mig selv – fik at vide, at vi kunne bo i Cannes indtil slutningen af festivalen, da vores film var blevet shortlistet til prisen for bedste debutspillefilm, Camera d’Or. De andre var mexicanske Carlos Reygadas og den franske instruktør Julie Lopes Curval, som løb med prisen.

Før vi forlod festivalen, tog vi et billede af vores lille hold foran filmpaladset. Når festivalen i Cannes er ovre, bliver den røde løber igen blot et tæppe, der er tilgængeligt for alle.

I lang tid stod billedet på en hylde i min bedstemors hus. Hun var meget stolt af det.

Rygter om hård film
Efter vores første Cannes-festival traf jeg nogle beslutninger. Jeg fik mit eget produktionshus og besluttede, at hvis jeg nogensinde kom tilbage til Cannes, ville jeg tilknytte en salgsagent og andre professionelle fagfolk.

I 2006, da jeg begyndte at arbejde på 4 måneder, 3 uger og 2 dage, var rumænske film regelmæssigt til stede ved Cannes-festivalen. Og de begyndte også at vinde priser med Un Certain Regard i 2005 og Camera d’Or i 2006. Lige pludselig opstod der en forventning om, at rumænske film burde være i Cannes hver gang og i sidste ende vinde priser.

Jeg besluttede i september 2006, at jeg ville prøve at være klar med min næste film til festivalen i 2007, selvom det virkede som kort tid. I januar var vi stadigvæk i gang med optagelser, men i februar havde vi første udgave klar. Vi blev færdige med at redigere to dage før afslutningen af filmfestivalen i Rotterdam. Jeg bad mine hollandske venner om at hjælpe mig igen med at organisere en filmvisning for salgsagenter og distributører. Det lykkedes os at skabe noget omtale.

I Berlin var der allerede rygter om en hård, rumænsk film. Vi fik brændt nogle dvd’er med en råklippet version af 4 måneder, 3 uger og 2 dage. Jeg fik min lineproducer til at rejse til Berlin og udlevere en kopi af filmen til salgsagenter under festivalen. Det var vist ikke den almindelige måde at gøre det på, men jeg kunne ikke komme i tanke om andet.

Vi indstillede filmen til Cannes-festivalen, og vi fik et meget varmt, uformelt svar om, at filmen ville blive udtaget til Un Certain Regard, der rangerer lige under hovedkonkurrencen i hierarkiet. De var tilsyneladende ret vilde med filmen.

Guldfeber
Snart ringede telefonerne på kontoret. Vi var blevet kontaktet af de vigtigste salgsagenturer i Europa. Alle ville have filmen. De tilbød et relativt lille forskud, men jeg var ligeglad med pengene.

Franske Wild Bunch var blandt de første, vi talte med. Selskabets medstifter, Vincent Maraval, har et lille distributionsselskab, Independenta Film. Men han fortalte, at Wild Bunch ikke var interesseret i at sælge vores film, eftersom de allerede repræsenterede syv film det år, og han sagde, at han ikke kunne tage sig ordentligt af vores interesser.

Men en dag skiftede Vincent Maraval mening og fortalte, at han alligevel gerne ville repræsentere os. Hans syv film kom ikke med i konkurrencen. Han sagde, at han følte, at 4 måneder, 3 uger og 2 dage burde være med i konkurrencen.

Det var det, jeg ønskede at høre. Vi underskrev.

Dagen før den officielle udmeldelse besluttede festivalen at rykke nogle film fra Un Certain Regard op i hovedkonkurrencen. 4 måneder, 3 uger og 2 dage var blandt dem. Det gjorde os utroligt glade.

Vi blev tilbudt at få vist filmen enten i begyndelsen eller slutningen af festivalen. Wild Bunch overvejede, om det var bedst i begyndelsen. Så ville vi i det mindste have noget opmærksomhed én dag, var deres argument.

Jeg lejede et hus nær Cannes og en bil. Jeg havde besluttet mig for at holde ferie med min familie under festivalen. Jeg skulle have tre dages presse, men jeg endte med at arbejde hver dag under festivalen. Vi hørte folk på gaden, der talte begejstret om vores film, hvilket var det største kompliment, vi kunne tænke os.

For første gang nogensinde valgte en rumænsk tv-station, at de ville sende live fra prisoverrækkelsen. Til pressemødet, efter at vi havde fået Guldpalmen, spurgte en rumænsk journalist mig: ”Er det gået op for dig, at det her er toppen af din karriere, og at du formentlig aldrig vil lykkes med at gøre noget lignende igen?”

Sære oplevelser
Der kom en masse gode ting ud af at vinde i Cannes, men det medførte også nogle lidt sære oplevelser. Journalister trængte sig på hos mine forældre og affotograferede mine barndomsbilleder, hvor jeg var nøgen og blot tre år gammel. Og de stillede mine forældre og min bedstemor meget personlige spørgsmål om min barndom.

Inden der var gået 48 timer, blev jeg af en manuskriptforfatter beskyldt for at have stjålet hans manuskript. Et webmedie fandt frem til, at filmen havde indbragt ti millioner dollars, så jeg blev nødt til at forklare dem, at det langt fra var mine penge alle sammen. Folk havde pludselig en opfattelse af, at jeg var rig.

En berømt musiker inden for rumænsk folkemusik sagsøgte mig endda for en masse penge, men da vi havde en gyldig kontrakt ringede jeg til hende og spurgte hvorfor. Hendes advokat svarede, at man i USA bliver rig, hvis man vinder sådan en retssag, så det var værd at prøve.

Jeg stillede op til interviews og rejste for at promovere filmen indtil januar 2008, hvor filmen ikke blev nomineret til en Oscar.

Derefter stoppede jeg.

Jeg kom dog tilbage til konkurrencen i Cannes to gange efter 2007 og var med en enkelt gang i juryen. Og siden 2010 har jeg arrangeret en filmfestival i Bukarest, der hedder Les Films de Cannes à Bucarest. Formålet med festivalen er, at det rumænske publikum også kan se filmene fra Cannes, i stedet for bare at tale om dem.

Hvert fjerde eller femte år bliver Cannes-festivalen på en eller anden måde ligesom Halleys komet: Den skinner klart et par dage, tager os ud af vores rutiner og gør, at folk betragter film som det vigtigste i verden. Det er jeg ikke sikker på, det er, men det føles godt at tro på et par dage.

Trailer: Prøven

Cristian Mungiu

Født 1968 i Iaşi, Rumænien

Arbejdede som lærer og journalist, inden han blev filminstruktør.

Studerede på National University of Theatre and Film ”I.L. Caragiale” i Bukarest.

Vandt Guldpalmen i 2007 som første rumæner med 4 måneder, 3 uger og 2 dage, som Ekko har udgivet på dvd #12.

Vi besøgte Mungiu i Bukarest i Ekko #38, og han skrev i #48 om, hvorfor han blev instruktør.

Prøven vandt instruktørprisen i Cannes i 2016.

Film

Graduation
2016

Beyond the Hills
2012

Den gyldne tid
2009

4 måneder, 3 uger og
2 dage
2007

Occident
2002

Mungiu i København

Cristian Mungiu holder en masterclass om sine film.

Moderator er Ekkos chefredaktør Claus Christensen.

14. november kl. 19 i Cinemateket.

Køb billet her.

© Filmmagasinet Ekko