Han stiller spørgsmål uden svar

Lørdag den 24. maj kl. 8.30. I Lumière-teatret i Cannes. Festivalfanfaren lyder for en trættende 117. gang. Palmerne uddeles i morgen aften, men egentlig sluttede festivalen i aftes med Wim Wenders' seneste maveplasker.

I dag er mere proforma. Teatret er tyndt besat, mange er taget hjem allerede. Vinderen har vi allerede set uden at vide det. Det ligger i luften. Var det en af de brasilianske? Den tyrkiske? Den amerikanske?

Strengt taget stod der ikke skrevet "Guldpalme" med flammeskrift over nogen af dem, hvor glimrende de end var, men nogen skal jo ha' palmen. Den skide palme.

Tyve minutter inde i Laurent Cantets kompromisløst prosaiske klasseværelses-semi-dokumentar Klassen (Entre les murs) slår det mig:

Her er den! Filmen, vi tog herned for. Den vi med hånden på hjertet vil kunne anbefale til venner, bekendte og læsere.

Om det var midt i den helt neutralt gengivne, ufiltreret naturalistisk spillede scene, hvor skolens lærere diskuterer, hvordan de skal administrere lærerværelsets kaffeordning, husker jeg ikke, men overordnet melder tanken sig, når man bruger tid hos Cantet, at enten er dette plat, trættekær køkkenvaskrealisme, eller også er det Shakespeare!

Som når graverne fra Hamlet udveksler triviel sniksnak, bag hvilken der skjuler sig indsigter og sandheder, som knap lader sig udtrykke i ord. Som hvis Mozart havde skrevet sin Così fan tutte-opera over en notits i avisen.

At finde sin rolle
Klassen fortæller om en ung lærer og hans oplevelser gennem et skoleår med en ottendeklasse i en multikulturel parisisk forstad. Han er en dygtig lærer, pædagogisk ambitiøs, stringent. Og repræsenterer tillige de gode, smukke viljer, som Cantets film er fulde af.

I en film fra 2008 uden Robin Williams i hovedrollen er lærerens projekt og solidaritet selvfølgelig dømt til undergang, og han møder modstand overalt hos de teenagere, han vil udstyre med en god start i livet, på hvis vegne han vil bryde den sociale arv. Han kan ikke vinde, for globaliseringen stiller os nogle spørgsmål, som vi ikke er i nærheden af at kende svarene på.

I alle Cantets film drejer det sig om at finde og definere sin rolle i verden: læreren over for en klasse elever, han ikke deler sprog eller værdier med, den hjemmegående hustru i Dobbeltspil, der ikke ved hverken ud eller ind, hendes mand, der fyres, sexturisten der overfører sine romanbladsfantasier til ferieøens møder med smukke sorte drenge, arbejderdrengen med enkeltbillet til direktørstanden ...

Laurent Cantet vandt sin palme, og fred med det. Og Camera Film købte Klassen til dansk distribution, og sådan skal dét være.

Siksakmønster
Hvem er han så, denne Cantet, denne prunkløse filmskaber, denne nøgterne iagttager, der synes at dukke sig behændigt uden for skudhold, når der tales kunst med stort K. Som vandrer mellem det trivielle og det sublime, ja, hos hvem der nærmest er lighedstegn mellem det trivielle og det sublime?

Han blev født ind i en parisisk lærerfamilie for 47 år siden. Han udsendte i al stilfærdighed tre kortfilm og en godt timelang tv-film fra 1997, Les Sanguinaires.

Human Resources fra 2000 blev et eklatant gennembrud, og den er en imponerende moden skildring af en arbejderkamp på en fabrik i Normandiet, men nok så meget en besættende fortælling om social arvesynd, om sociale dynamikker, om den syge evolution, der kan finde sted fra slægtled til slægtled, der vil overtrumfe hinanden, og som derved mister kontakt, nærhed.

Jeg har altid følt mig understimuleret, når jeg har set Cantet interviewet om — og anmeldt på! — de mere åbenbare temaer i hans film: klasseforskelle, arbejderkamp, social arv med mere. Fordi hans ærinde i min optik synes så meget større og mere presserende, hvor beredvilligt han end har svaret.

"Jeg synes ikke, jeg har noget til fælles med Ken Loach," har han svaret en af de mange gange, han har fået spørgsmålet. "Loach er militant, det er jeg ikke. Jeg stiller en masse spørgsmål, men besvarer ingen af dem. Didaktik interesserer mig ikke. Jeg undersøger et menneskesind, og jeg har ikke en fremstilling, der tegner en linje mellem A og B. Der er mere et siksakmønster."

Er det ikke så gyldig en definition på kunst som nogen?

Drilsk iscenesættelse
Det er, som om det ikke er gået op for Laurent Cantet, at han er sin generations Claude Chabrol: sædeskildrer, samfundskritiker, moralist og kriminalist på én og samme gang.

Trækkerdrengens flugt hen over blikskure og plankeværker i Mod syd, det natlige indbrud på fabrikken i Human Resources og hver eneste suspense-elektriske scene i Dobbeltspil demonstrerer, hvor effektivt, hvor økonomisk og uden dikkedarer Cantet — über-naturalisten — kan pace, strukturere og afvikle uhygge, endog action.

Når Cantets film forekommer overraskende, er det ikke, fordi deres dramaturgi er anderledes. Slet ikke. De er egentlig så klassisk opbygget, som man kunne drømme om, i deres plotafvikling og udløsning. Det er i deres iscenesættelse — mise-en-scène — at de bliver formidable og drilske.

Til slut i Human Resources sidder arbejderdrengen Frank, som har fundet tilbage (eller har han?) til sit udgangspunkt efter at have flirtet med ledelsen og sin sociale mobilitet, og spørger sin kollega:

"Og dig, hvor skal du være? Hvor er din plads?"

Men allerede mens han spørger, glider kameraet venstre om, så ham, Frank spørger og hvis svar, vi i princippet afventer, gemmes væk, og Franks ansigt fylder rammen.

Det er ikke kollegaens mere eller mindre facile svar, der er interessant, pointen er at huske at stille spørgsmålet. Netop dét spørgsmål. Netop det spørgsmål, filmen slutter med.

Lige så retorisk er åbningen af filmen. Vi hvirvles hovedkulds ind — smak: et billede i øjenhøjde, neutralt, af ung mand undervejs i et tog. To sekunder varer billedet — og smak: sorte fortekster.

I et filmisk univers, der lader sin tematik folde sig ud i lange, dvælende sekvenser, er denne indledning overrumplende brat, kantet. Men det er, som om Laurent Cantet med sit i sig selv ret betydningsfattige, umættede billede vil sige: a slice of life — just any slice of life.

Nægter at levere varen
Human Resources handler om handelsskoleeleven Frank, der vender hjem for at begynde som praktikant hos personalechefen for den fabrik, hans far, søster og barndomsvenner arbejder på. Faren er så stolt og derfor helt uforstående, da Franks sympatier skifter, da denne finder ud af, at faren og elleve andre ældre arbejdere står for at skulle fyres.

Lige meget hvor tit manuskriptet lægger op til en scene mellem far og søn, hvor pater familias modstræbende, men sært veltalende påtager sig rollen som vis ældre mand, nægter Cantet at levere varen.

Hvis ikke Frank svigter sit ophav i arbejderklassen, er farens uformidlede projekt på slægtens vegne mislykkedes. Det er i sig selv lige så meget klassisk melodrama a la Douglas Sirks Imitation of Life, som det er moderne socialkritik. Farens egen tilintetgørelse som autoritetsfigur er forudsætningen for, at Frank kommer derop, hvor græsset siges at være grønnest. Hverken far eller søn har de ord at sætte på, og de uudsagte ord skiller dem ad for evigt.

En fremmed fugl
Hvor Human Resources er en perfekt film, der lokker til mange gensyn, er efterfølgeren Dobbeltspil Cantets absolut bedst anmeldte film. Lidt irriterende, så planlagt og forholdsvist konventionel tager den sig ud.

Som genrestykke er den komplet og fuldt forløst og kommer tæt på en nøje formuleret poetik, Chabrol Revisited eller Chabrol Meets Vintage Wenders. Men filmens fermhed, dens glathed og æstetiske lækkerhed i underbelyst, rugende clairobscur, placerer den i en kategori for sig selv — stilistisk en lidt fremmed fugl i Cantets voliere. Alle, inklusive de mange amatører, spiller som rigtige skuespillere.

Dobbeltspil handler om manden, der er blevet fyret fra sin mellemlederstilling, men ikke fortæller det derhjemme. Tværtimod kører han hver morgen af sted i sin bil, blander sig mellem de ansatte i virksomheder, hvor han intet har at skaffe, overnatter i bilen på rastepladser, når hans job i FN tilsiger ham at være udenlands — og finder på de mest utrolige tuskhandler og ambitiøse svindelnumre for at skaffe penge.

Taget for pålydende lyder historien som en tragedie, men Laurent Cantet selv fremhæver i interviews sin hovedperson som et ideal til efterfølgelse, manden, der ikke vil være ansat, manden, der vil være fri, men som ingen i omverdenen forstår. Han vil udfylde en ny rolle til sig selv, men en rolle, der ikke er defineret i samfundet endnu.

I slutningen af Dobbeltspil får Vincent sig et job, et rigtigt job. For at redde forholdet til sin familie. En lykkelig slutning? Underlægningsmusikken går helt ned i maven i mol, men som altid hos Cantet, der mindst af alt kan kaldes manipulerende, må vi selv om, hvad vi synes.

Alt skal klinge ret
Laurent Cantets fjerde spillefilm, Mod syd, er et formfuldendt kammerspil, der foregår i strandkanten af Baby Docs Haiti i 1970'erne. En håndfuld midaldrende kvinder er taget på rutinemæssig sexferie for at nyde livet med de muskuløse, unge, sorte drenge, som de kommanderer rundt med og halvforelsker sig i, som vinden nu blæser.

Charlotte Rampling har rollen som den syrlige, bostonske fransklærerinde, der må dele sin unge tyr, Legba, med en kvinde, der er lige så stormende forelsket, men til gengæld uden rænker. At der grangiveligt er noget Douglas Sirk over Mod syd, siger mere om Sirks bedrageriske og helt moderne lethed end om Cantets bekendelse til melodramaet.

Cantets evige udfordring er spillerne, men ikke i nogen Ibsen'sk forstand, selv om de har naturalismen tilfælles. Ud over selve hovedrollen, der gerne spilles af en professionel, udgøres Cantets film af myriader af små og halvstore roller, hvor alt skal klinge rent og autentisk og ikke må forstyrre eller støje med skuespilmanerer.

Cantet mener, at almindelige mennesker er bedre til at spille sig selv, end professionelle skuespillere er til at spille dem. I hvert fald i små stumper. Amatøren kan ikke overskue forløbet af sin rolle eller dynamisere udtrykket i længere sammenhænge, men han eller hun kan levere glimtet af ægthed.

Som i en Breughel-komposition fyldes virkelighedens fabriksarbejdere, skoleelever, lærere og slummens fattige i Cantets film alle med netop dén farve eller tone, der er påkrævet.

Skoleeksempel
Hovedrollen som læreren i Klassen spilles af François Bégaudeau, der ikke alene var ham, der skrev bogen, som filmen bygger på, men som tillige er den selvsamme parisiske lærer, som bogen og filmen handler om.

Det gør imidlertid ikke Klassen til Bégaudeaus film, heller ikke til en filmatisering af en bog. Dertil er bogens og filmens ærinde for væsensforskellige. Instruktøren har fortalt, hvorfor klasseværelset har lokket ham:

"Det er her, elevernes personligheder udvikles — i modsætning til og i samspil med de andre elever og med lærerne."

Carl (Nanor), eleven, der midt i filmen pludselig ankommer til klassen, fordi han er blevet smidt ud af en anden skole, er Cantets skoleeksempel på amatørens force. Når han bad ham spille rå over for læreren, udførte han instruktionen til perfektion, og når han krævede af Carl, at han blev klassens blide, lidt generte dreng, kæmpede den unge amatør sig gennem vreden og fandt ind til sødmen.

"Hvordan? Disse piger og knægte skifter hver fjortende dag, prøver alle personligheder af. De er så unge, så de stadig kan bevæge sig, ændre sig, de står aldrig og marcherer på stedet," forklarer instruktøren.

Faren i Human Resources er selv mangeårig fabriksarbejder, og hans opgave i filmen var at trække sig ind i sig selv, nægte at engagere sig, hobe frustrationer op indeni, så han næsten — men også kun næsten — er ved at implodere. Og i Dobbeltspil er det lige ved, at charlatanen, som Vincent en tid slår kludene sammen med, er den, der når længst ind. Og det er ham, der er amatøren blandt dem.

Som helt ung udlånte jeg en række Dostojevskij-bøger til en ven, der efter en tid leverede dem tilbage. Skuffet. "De handler jo kun om penge." Men hvis budskabet her skal bredes ud til at omfatte såvel Dostojevskij som Cantet, kan man sige, at endog helt store eksistentielle indsigter kan gemme sig bag en hundrederubelseddel — eller bag kaffeordningen i lærerværelset.





"Klassen" forventes at få biografpremiere i starten af 2009.