Nyhed
27. okt. 2017 | 10:17

Harvey Weinstein sagsøger sit selskab

Foto | uoplyst
Harvey Weinstein blev fyret fra The Weinstein Company tre dage efter, at anklagerne mod ham brød løs i The New York Times.

Den fyrede producent ønsker adgang til sin email og personlige dokumenter, som han mener kan frikende ham i visse sager.

Af Nicki Bruun

Efter flere uger med mange og voldsomme anklager mod Harvey Weinstein, er den tidligere så magtfulde producent nu øjensynligt ved at stable et forsvar på benene.

I går indsendte Weinsteins advokat et søgsmål til retten i den amerikanske delstat Delaware, hvor han søger om adgang til sin email og andre personlige dokumenter hos The Weinstein Company.

Harvey Weinstein og hans advokat mener, at adgang til disse kommunikationer vil hjælpe ham i kommende retssager, skriver branchemediet Variety.

”Hr. Weinstein tror, at hans email-konto, der er den primære, hvis ikke eneste, som han brugte under sin ansættelse på The Weinstein Company, indeholder informationer, der vil frikende ham og dermed selskabet fra påstande,” står der ifølge Variety i det 33 sider lange søgsmål.

The Weinstein Company er i gang med en undersøgelse af Harvey Weinstein, hvortil de har bedt om adgang til hans mobiltelefon. Selskabet har desuden bedt Weinstein om at frigøre potentielle vidner fra deres fortrolighedsaftaler.

Handlet overilet
Harvey Weinstein blev fyret fra The Weinstein Company den 8. oktober, tre dage efter New York Times’ store artikel med adskillige navngivne kvinders anklager mod producenten.

Siden er anklagerne fortsat i en lind strøm mod Weinstein, der foruden fyringen er blevet bortvist af Oscar-akademiet og forkastet af filmbranchen i Hollywood.

Producenten søger også om adgang til sine personlige dokumenter, fordi han mener, at nogle af dem er blevet lækket til pressen, skriver Variety.

Ifølge branchemediet fremgår det desuden af søgsmålet, at Weinsteins advokat Patricia Glaser overvejer muligheden for at sagsøge The Weinstein Company for ulovlig opsigelse.

Hun anklager selskabets bestyrelse for at have handlet overilet, før der var blevet foretaget en grundig undersøgelse. The Weinstein Company skal allerede være blevet sagsøgt af en af de skuespillere, som anklager Harvey Weinstein for overgreb samt af rigsadvokaten i New York.

© Filmmagasinet Ekko