Er ungdomsfilmen død?
Tema
30. nov. 2009 | 08:00

Hippier, homoer og en jysk borgersjæl

Foto | Vibeke Winding
Mig og Charly

I midten af 70’erne greb de unge kameraet. Og for første gang kunne ungdommen kigge op på lærredet og genkende sig selv. Historien om en gylden, langhåret periode, der druknede i frisind og Hollywood.

Af Jacob Ludvigsen / Ekko #47

Et hold uerfarne filmfolk er i gang med at indspille en film om to identitetssøgende unge mennesker, der efter en gidseltagning har søgt tilflugt i et sommerhus. Ib Tardini, pædagog forfremmet til produktionsleder under optagelserne, ringer til filmens producent Steen Herdel.

”Der er ingen, der laver noget. De ligger bare på gulvet og snakker,” klager Tardini.

Ankommet til sommerhuset føler den pengeansvarlige Herdel sig diplomatisk frem. Hvad er der galt?

”Det er for kedeligt,” siger den ene.

”Det er ikke som derude på Christiania,” siger den anden.

”Ja, hvorfor får vi ikke de der unge fra Christiania med i filmen,” spørger en tredje.

Steen Herdel kører ud til fristaden og henter et par unge fra den antiautoritære Børnemagt-bevægelse. Manuskriptet bliver i al hast ændret, så tre flippede unge kan gøre filmens protagonister selskab i sommerhuset. Med langt hår og i stramme jeans drikker de sprut og argumenterer for børns rettigheder og et progressivt tiltag, der senere skal blive kendt som bycyklen.

”Dengang var der ikke så mange stopklodser, når vi fik vores idéer,” husker Morten Arnfred, medinstruktør af Måske ku’ vi fra 1976.

Skaberglæde i folkevognsrugbrød
Fra midten af 70’erne til start-80’erne vokser en særlig dansk, humanistisk ungdomsfilm frem af dette virvar af pædagoger, hippier og andre bløde mænd. Producerne Steen Herdel og Ib Tardini og instruktører som Arnfred, Søren Kragh-Jacobsen, Lasse Nielsen og ikke mindst Bille August er alle omkring de 30 år, da de mere eller mindre uforvarende revolutionerer dansk film.

De kaster sig ud i projekterne med uld i lommerne og en fornemmelse i maven af, at det hele nok skal gå. Fordi det føles rigtigt. På Måske ku’ vi bliver beslutningerne truffet i fællesskab rundt om lejrbålet over en frisklavet hyllebærsuppe, og som Bille August indrømmer:

”På Busters verden bestod filmholdet af ti-tolv mennesker, der kørte fra sted til sted i to folkevognsrugbrød. Det var båret af uskyld, spontanitet og skaberglæde. Det kan jeg da godt savne i dag.”

Men hvordan går det til, at en mere eller mindre selvlært generation af filmfolk pludselig nagler ungdommen fast på filmens Danmarkskort – uden nedskrevne manifester eller enslydende metoder?

I 1960’erne og start-70’erne er dansk film lullet ind i en virkelighedsfjern, idéforladt dvale. Nordisk Film laver fortrinsvis Erik Balling-film, og folkekomedier som Far til fire og Min søsters børn dominerer markedet. Med Bille Augusts ord: ”De film, der tidligere blev lavet for børn og unge, var enten af enormt dårlig kvalitet eller utroligt overpædagogiske. Der manglede i den grad film, der var i øjenhøjde.”

Lene og Sven Grønlykkes Balladen om Carl-Henning fra 1969 og året efter Franz Ernsts Ang.: Lone foregriber en mere dokumentarisk stil med fokus på de unge, men selvom teenagetilværelsen er blevet et begreb mange år før, opdager filmmiljøet i Danmark det først for alvor i midten af 70’erne. Og den banebrydende forandring kommer fra en uventet kant.

Pædagog skifter branche
Det starter med en 8 mm-film. En slags dansk udgave af Fluernes herre, lavet af den pædagoguddannede Lasse Nielsen på en sommerlejr.

Han viser filmen til Steen Herdel, der rejser verden rundt og laver film for rejsekongen Simon Spies. Det er i de år, hvor lilleskolen og Bernadotte-skolen for alvor opdager tankerne fra den britiske Summerhill-kostskole, som giver eleverne stor medindflydelse og frihed til selv at tilrettelægge deres tid.

”Alle ville gerne vide, hvordan de skulle opdrage deres børn. Pædagogikken var virkelig oppe i tiden,” husker Steen Herdel. Herdel ser noget nyt i måden, de unge bliver skildret på i Lasse Nielsens film. Han slår pjalterne sammen med sin seminariestuderende ven Ib Tardini, der vil være lærer, så han kan påvirke børnene i en socialistisk retning.

”Da jeg så første gang – fætter frisk og langhåret – fortalte, hvordan tingene hang sammen, sagde eleverne: ’Det passer ikke, for det har vi selv set på film og tv.’ Så hvis jeg ville indoktrinere, måtte jeg skifte branche,” fortæller han med et smil.

Steen Herdel, Ib Tardini og Lasse Nielsen fylder et par campingvogne med filmhold og unger og genindspiller filmen, La’ os være, som en rigtig 35 mm-film i naturen omkring Lemvig. Kameraet er på størrelse med et badekar, og manuskriptet er uden replikker.

”Det var et vanvittigt projekt, for ingen af os havde rigtigt lavet film før. Der kom måske heller ikke ligefrem et mesterværk ud af det, men vi lavede en film, der fik de unge tilbage i biograferne,” siger Steen Herdel.

Året er 1975. En guldalder for dansk film er skudt i gang.

Kollektivistisk pionerånd
Året efter bliver Måske ku’ vi en endnu større succes. Ungdommen begynder for alvor at tro på, at måske de faktisk ku’ ”finde noget at bruge hinanden til”, som Sebastian synger på titelnummeret. Sangen bliver forårets landeplage og med sin blanding af vemod og livsnerve en ikonisk skæring på epokens soundtrack.

Efter Måske ku’ vi hiver den ene ungdomsfilm efter den anden ubesværet flere hundredetusinde mennesker i biografen. De kreative kræfter har aldrig spekuleret på tilskuertal, og publikumssuccesen kommer fuldstændigt bag på dem.

De nye instruktører har ingen reel kontakt med hinanden. De plejer hver deres vision, men Steen Herdel og Det Danske Filmstudie i Lyngby er en fællesnævner.

Herdel producerer både Arnfred, August og Søren Kragh-Jacobsens debutfilm og laver Drenge med Nils Malmros. Samtidig er det omtrent den samme flok af filmarbejdere, som er beskæftiget på alle instruktørernes film. En professionel, men samtidig anarkistisk forsamling, der skaber en atmosfære af vildskab, pionerånd og politisk iver i hele miljøet. De starter fagforeninger og snakker om kollektive arbejdspladser, og snart kigger resten af branchen skævt over på Herdels hippierødder.

”På et tidspunkt hørte jeg endda et rygte om, at jeg havde Scientology i ryggen,” griner Steen Herdel.

Film som Vil du se min smukke navle?, Mig og Charly, Johnny Larsen og Bille Augusts tre Bjarne Reuter-filmatiseringer, Zappa, Busters verden og Tro, håb og kærlighed, er dog mere end noget andet forbundet af en stemning. Duften af en sommerforelskelse, smagen af den første øl, lyden af en nål, der finder sin rille på grammofonpladen. Filmene tager de unge og deres drømme seriøst.

”Vi ville vise, hvordan de unge gik og havde det. Hvordan de var rodløse og brækkede sig på Fuglebakken Station. Det var ikke set før,” husker Ib Tardini.

Bille August siger: ”Zappa og Tro, håb og kærlighed beskriver dybest set et svigt. Forældrene havde så travlt med den materialistiske udvikling af velfærdssamfundet, at de ofrede deres børn.”

En jysk ener
Søren Kragh-Jacobsen arbejder i Børne- og ungdomsafdelingen på Danmarks Radio, da han bliver headhuntet til at instruere den populære bog Vil du se min smukke navle? I sensommeren 1976 drøner han til Sverige med en hel flok unge mennesker for at indspille filmen ud fra et manuskript på kun 48 sider.

”Jeg tog min dokumentariske baggrund fra DR med mig. Der var masser af improvisationer, højt klippetempo og håndholdt kamera. Det var ren rock’n’roll og meget ubekymret,” fortæller Søren Kragh-Jacobsen.

Rundt omkring i samfundet er ikke alt lige så tilforladeligt. Øst og vest kæmper om verdensherredømmet. Erhardt Jacobsen, Mogens Glistrup og VS slås om de politiske sandheder. Men kun få af ungdomsfilmene prædiker politiske budskaber. I stedet løber en solidarisk humanisme som en konstant understrøm.

”Vores loyalitet lå hos de svage, men det var mere en social end en politisk bevidsthed,” mener Bille August. Særligt Morten Arnfreds Mig og Charly og Johnny Larsen stråler af sympati for den lille mand på bunden af samfundet. Århusianske Nils Malmros, derimod, står uden for tidsåndens sociale indignation.

”Jeg stod ved den borgersjæl, jeg kom fra. Jeg kunne da godt se nogle kvaliteter i ungdomsoprøret, men jeg følte nok, at det bare var en anden måde at udtrykke en aggression på. De få gange, jeg har været i en hashrus, var jeg så i øvrigt også bange for at miste mig selv,” siger han og understreger, at han faktisk slet ikke vil betegne sine værker som ungdomsfilm.

”Jeg følte mig da hævet over de typiske ungdomsfilm. Og måske jaloux, fordi en film som Mig og Charly kunne blive så populær. Men alle mine forbehold røg så med en film som Johnny Larsen, som er et mesterværk,” siger han

Kontrasten mellem det vilde, københavnske filmmedarbejdermiljø og den følsomme, jyske auteur beskriver Malmros i Århus by night . En beskrivelse, der bygger på optagelserne til instruktørens Drenge , hvor det mandsdominerede hold indkvarterer sig på et gammelt luderhotel og bliver Århus’ festmidtpunkt.

”Det, jeg nærmest vil kalde seksuelt svineri, kom ikke med. Men ellers viser filmen, hvad der skete,” siger Nils Malmros.

”Der var rigtigt mange, der blev skilt under Drenge . Det var der, jeg holdt op med at drikke i hverdagen, fordi jeg en dag med store tømmermænd glemte at bringe to skuespillere ud til optagelserne,” husker Ib Tardini.

Folk lå hulter til bulter
Filmfolkene tager favntag med en række tabuer. Lasse Nielsens Du er ikke alene fra 1978 bliver den første danske spillefilm, der behandler homoseksualitet. Selvom nogle af instruktørens idéer bliver fundet for ekstreme af producent Steen Herdel (for eksempel en scene med to drenge, der skulle onanere på et billardbord), lykkes det Nielsen at provokere de intellektuelle.

La’ os være slutter med, at en dreng smadrer en anden drengs hoved med en sten. Det var der ingen, der reagerede på. Men da folk så to drenge kysse i Du er ikke alene , var der stor forargelse,” husker Lasse Nielsen.

Du er ikke alene
bliver Lasse Nielsens sidste film. Da han ikke får finansieret sine næste projekter, vender han tilbage til sit job som fritidspædagog.

”Jeg har nogle gange følt mig lidt alene ude i den store filmverden. Og tvivlet på, om jeg egentlig duede til noget,” siger han.

I 2008 anklager tv-manden Anders Lund Madsen, der som barn spiller en mindre rolle i Du er ikke alene, Lasse Nielsen for at have gjort seksuelle tilnærmelser efter optagelsernes afslutning. Lasse Nielsen afviser beskyldningerne, og striden mellem ham og Anders Lund Madsen er ord mod ord. Én ting er dog sikker: I 70’erne var grænserne mere flydende.

”Vi holdt nogle forældremøder og havde pædagoger med, men forældrene overlod jo børnene til os i to måneder uden at komme på besøg. Tiden var mere frigjort,” siger Ib Tardini.

”Jeg hørte ikke om, at der foregik noget ulovligt,” siger Steen Herdel. ”Men det var jo lidt noget rod det hele, og folk lå hulter til bulter til de der fester. Det tænkte man ikke så meget på, for det var jo i tiden efter Woodstock og festivalerne, så folk sov bare, hvor de styrtede omkuld – om det så var på en cykelsaddel. Det var en hippietid.”

Skuespilleren fra Værebroparken
Hippietiden kræver som enhver anden brydningstid sine ofre. Allan Olsen inkarnerer både op- og nedturen. Han bliver som sekstenårig i 1976 opdaget af Morten Arnfred ved et billardbord i Værebroparkens betonbyggeri.

”Dengang havde vi ikke graffiti eller hiphop. Vi havde manerer – tøjstil og hårstil og en måde at rulle med sproget på. Jeg gik i læder, kørte på boret knallert og hørte Rod Stewart på kassettebåndoptageren,” erindrer Allan Olsen.

Da Morten Arnfred spørger, om han er interesseret i at komme til casting, passer det ham ikke så godt. Der er noget med en weekendtur med vennerne. Og så har han i øvrigt lige fået en læreplads som glarmester. Men Arnfred får ham alligevel overtalt og er efter prøvefilmningen ikke i tvivl. Her er Charly.

”Jeg kom fra arbejderklassen og ind i et miljø med helt andre muligheder. Folk rejste, læste bøger og så kunstfilm i Husets Biograf. Det fascinerede mig meget,” siger Allan Olsen, der senere også bliver kendt som Johnny Larsen og Orla Frøsnapper.

I sin fritid fyrer han den af. Drikker masser af øl og går i byen. Det kulminerer i 1993, hvor alkoholen bliver et problem i en sådan grad, at han ikke kan passe sit arbejde. Men for andre af de nye ungdomsstjerner krakelerer det hurtigere. En af dem er Ole Meyer, der spiller med i en række af periodens film, blandt andre Måske ku’ vi og Johnny Larsen. Under optagelserne til Forræderne i 1983 sender en overdosis kokain ham i en slags psykose.

”Både Ole og jeg var nok endt samme sted, uanset om vi var begyndt at lave film eller ej. Vi blev passet godt på, når vi optog film, men vi havde selv ansvaret for, hvad der skete efter arbejdstid,” fortæller Allan Olsen.

Både han og Ole Meyer kommer på fode igen, men først efter en lang og dyb krise. Morten Arnfred, der arbejdede med dem begge, siger:

”Jeg prøvede at forberede de unge skuespillere på virakken. Og de fleste fik jo ingen problemer. Men set i bakspejlet kunne vi nok alle sammen have gjort mere.”

Herdel krakker
Ungdomsbølgen startede som en impulsiv fest og slutter med en begravelse forvarslet samme sted, som revolutionen blev undfanget. I 1978 krakker Steen Herdel Film, midt under tilblivelsen af Vil du se min smukke navle? Firmaets udlejer har brugt billetindtjeningerne på en stor lystyacht til sig selv, og Steen Herdels revisor anbefaler ham at gå i betalingsstandsning. Søren Kragh-Jacobsens film overlever med hjælp fra Filminstituttet, men Steen Herdels deroute er en mavepuster for den danske ungdomsfilm.

Den samlende figur er væk, men Bille August, Morten Arnfred og Søren Kragh-Jacobsen bærer traditionen videre. Klassikere som Johnny Larsen, Gummi Tarzan og Zappa bliver sat i verden efter Herdels exit. Som 80’erne skrider frem, vokser instruktørerne og ungdomsfilmene imidlertid fra hinanden. Bruddet er uundgåeligt.

”Da jeg havde lavet Johnny Larsen, som allerede er på vej væk fra ungdomsgenren, tænkte jeg, at nu havde jeg aftjent min værnepligt. Jeg ville til at lave voksenfilm, fordi jeg også selv var blevet mere voksen,” fortæller Morten Arnfred.

Drømmen slutter
Imens venter filmbranchen på en ny begyndelse. Man spejder længselsfuldt efter en generation af arvtagere, der kan rekonstruere teenagelivets komik og tragik. De dukker aldrig op. Nogle er bange for at blive ”den nye Søren Kragh-Jacobsen” og hænge fast i ungdomsgenren. Andre forsøger, men slår aldrig igennem. Amerikanske film som E.T. og Indiana Jones gør livet svært for den billige ungdomsfilm.

”Jeg har prøvet at stå med en film til 3,5 millioner kroner (Gummi Tarzan, red.) og skulle hamle op med Star Wars. Det er ikke særligt sjovt,” erkender Søren Kragh-Jacobsen, mens Morten Arnfred siger:

”Publikum i dag er trænet af den helt stramme amerikanske dramaturgi. Dengang spillede det ingen rolle, hvordan amerikanerne gjorde tingene.”

Litterære filmatiseringer bliver igen flagskibet. Ungdomsbølgens aftryk kan anes i både Oscar-succes med Bille Augusts Pelle Erobreren og dogmebrødrenes æstetik og værdier. Men selv fortoner ungdomsfilmen sig i historien som en nærmest uvirkelig æra, der ligesom ungdomsårene selv aldrig kan tvinges tilbage.

Og mens oprørstrangen afløses af fattig-80’erne, kan Kasper Winding og C.V. Jørgensens sang til Mig og Charly blot høres på lydsporet til en fjern erindring:

”Ja så er drømmen midlertidigt slut men du vil huske hvert eneste mikroskopiske minut.”

Hvad laver de i dag?

Steen Herdel
Producerer reklamefilm, stuntsekvenser og musikvideoer. Han har også en spillefilm i støbeskeen ,ed Lasse Spang Olsen, for hvem han blandt andet producerede I Kina spiser de hunde.

Ib Tardini
Er producer på Zentropa og involverer sig kun i film, der har noget på hjerte. Han drømmer om igen at lave humoristiske ungdomsfilm, om hvordan selv en bums på næsen kan medføre selvmordstanker.

Morten Arnfred
Har i efteråret premiere på TV 2’s serie i fem dele om Blekingegadebanden. Derudover skriver han på forskellige manuskripter, når han ikke bygger skur i haven og indretter sit nye hus.

Lasse Nielsen
Har trukket sig tilbage og nyder sit otium med hyppige rejser til Thailand. Han brygger også på nye filmprojekter.

Nils Malmros
HAvde sidste år premiere på Kærestesorger, der som sædvanlig var ”hans sidste film”. Han pusler dog med forskellioge nye ideer og har lige fået udgivet en dvd-boks med stort set alle sine film.

Bille August
Forbereder optagelserne til sin første film på dansk grund i tyve år: Himlen på jorden, som handler om den tidligere danske jazzmusiker og dobbeltagent i DDR, Dan Hilflinger.

Søren Kragh-Jacobsen
Har netop arbejdet elleve timer om dagen i seks uger under optagelserne på DR’s kommende tv-serie Borgen, som han er konceptuerende instruktør på.

Allan Olsen
Rejser rundt i landet og holder foredrag om alkoholisme. Han er også en fast tegneseriestemme for Disney og havde sidste år rollen som Karlas far i børnefilmen Karla og Katrine.

© Filmmagasinet Ekko