Danmark i krig
Tema
02. aug. 2010 | 08:00

Historien om Nargiss

Foto | ISAF 4, Kaptajn R.A.B
Nargiss var en af de mange afghanske kvinder, der brugte sin viden til at slå fra sig. Men hun blev slået ihjel af et familiemedlem, da hendes magt blev for stor.

Krigen mod terror fremstilles ofte som håbløs og absurd. Dansk sprogofficer fortæller en anden historie fra Afghanistan - om Nargiss og hendes kamp for frihed og uddannelse.

Af Anne-Cathrine Riebnitzsky / Ekko #48

I sommeren 2007 rejser jeg som officer for første gang til Helmand i Afghanistan. Året efter vender jeg tilbage som rådgiver for Udenrigsministeriet. I alt tilbringer jeg fjorten måneder i krigen. Undervejs kæmper jeg for at få kontakt til de afghanske kvinder og hjælpe dem med at danne netværk.

Første gang, jeg møder Nargiss, kommer hun i selskab med en anden kvinde, som jeg har kendt i nogen tid. De er kørt 30 km gennem et område, der hærges af landevejsrøvere, for at besøge mig på en militærbase.

Nargiss er gravid, ung og smuk. Hun smiler genert med hånden for munden, fordi hun ikke kan lide sine tænder. Hun siger næsten ingenting. Hun drikker høfligt teen, spiser af kagen, jeg har serveret, og sniger resterne i lommen.

Anden gang, jeg møder hende, forstår jeg, hvorfor hun opsøger mit selskab.

Hun har for nogle måneder siden samlet kvinderne i sin landsby og påbegyndt en produktion af perlesmykker. De farvestrålende glasperler skaffer de fra Pakistan. Snoren spinder de selv.

For første gang tjener de unge kvinder deres egne penge. Taliban er imod, men mændene i landsbyen bakker op om projektet. Nargiss vil gerne have, at jeg hjælper hende, men det er egentlig ikke derfor, hun er kommet.

Modstandskamp

Taliban er begyndt at transportere våben gennem Nargiss’ landsby. Det er en dårlig udvikling for hende, at Taliban oftere og oftere dukker op.

Hun hader Taliban, ligesom alle de andre kvinder jeg møder. Hun ønsker, at barnet i hendes mave skal vokse op i et normalt land, som det de gamle i Afghanistan stadig husker. Et land med frie valg og parlamentarisk styre, et land med arbejde og uddannelse til både kvinder og mænd.

Nargiss bliver en af de mange kvinder, der bruger sin viden til at slå fra sig. Det er ikke meningen med mit arbejde som soldat, at jeg skal modtage efterretninger fra kvinderne. Men de insisterer. De kan ikke selv bekæmpe Taliban, så de opsøger dem, der kan. Ingen har mere at miste end kvinderne, hvis Taliban atter får kontrol over Afghanistan. Mændene skal nok overleve. De kan gro langt skæg og holde deres koner og børn hjemme.

En nat stormer soldater en bygning og beslaglægger skydevåben og adskillige vejsidebomber, der skulle have ramt de internationale styrker. Det er Nargiss, der har givet os oplysningerne. Hun er nu en del af en modstandsbevægelse, der arbejder i ly af deres burkaer. På gaden holder de øjne og ører åbne, og i de nydannede fællesskaber diskuterer kvinderne som aldrig før.

Kvindernes fællesskaber rækker på tværs af stammer og landsbyer. Da jeg starter i Helmand, har jeg kendskab til fire steder, hvor kvinder i hemmelighed mødes. Men efterhånden tager flere og flere kontakt til mig. Efter tre måneder er der atten forskellige netværk, der varierer i størrelse fra blot otte kvinder til 300 i den største og mest aktive gruppe.

I al hemmelighed begynder flere af kvinderne at lære at læse og skrive. Nogle af kvinderne lærer at sy tøj og begynder at tjene penge. De er snu og overtaler deres sønner og brødre til at sælge tøjet. På den måde kan Taliban ikke slå en kvinde ihjel for at eje en forretning.

Andre forsøger at råde bod på det totale kollaps, der opstod i undervisnings- og sundhedssektoren, da Taliban med et slag forbød alle kvinder at arbejde. 70 % af lærerne og 40 % af sygeplejepersonalet blev frataget retten til at arbejde.

Kvinderne laver et kursus for barfodsjordemødre. Regeringen i Kabul har lavet en officiel jordemoderuddannelse, men kvinderne i Helmand ved, at de færreste af dem får lov at rejse fra provinsen for at tage en tre år lang uddannelse. I stedet begynder en gammel afghansk sygeplejerske og jordemoder at lære fra sig.

Procession gennem Helmand

En eftermiddag i januar 2008 får jeg en opringning. Nargiss er blevet skudt ned på gaden i sin landsby. Nogen har statueret et eksempel. Hun er dræbt på klos hold med en russisk fabrikeret Makarov-pistol. To skud i panden og ét ved siden af næseryggen.

Min mave knuger sig sammen i sorg, og jeg er ved at kaste op. Det er tilsyneladende ikke Taliban, men et eller flere af Nargiss‘ mandlige familiemedlemmer, der har slået hende ihjel. Hendes magt blev for stor.

For mig er det ligegyldigt, om det er Taliban eller hendes familie, der står bag. Det er et mord. Det er ikke en formildende omstændighed, at morderen ikke er Taliban. Ligesom det heller ikke er en skærpende omstændighed, hvis han er. Mordet har en ringe chance for at blive opklaret. De fleste dommere er korrupte, og politiet er endnu svagt. Det er fristende at give op.

Men få dage senere går over 200 lyseblå burkaer i samlet procession gennem Helmands største handelsby, Gereshk, hvor kvindenetværkene er stærkest. Kvinderne bærer hverken skilte eller bannere, men går bare helt tavse. Og ingen forsøger at standse dem.

Nyheden om den tavse demonstration breder sig helt til Kandahar og Kabul. Det blå optog tolkes alle steder ikke bare som en protest mod drabet på Nargiss, men også som en protest mod kvindeundertrykkelse.

Optoget bliver set som et varsel om, at Helmands kvinder ikke kan holdes nede.

Et indre behov

Et halvt år efter oplever jeg for første gang, at en af kvindenetværkenes ledere rejser sig under et politisk møde og beder byens mænd tænke på kvindernes uddannelsesmuligheder.

I Gereshk er 40 kvinder gået i gang med at lære engelsk. I provinshovedstaden Laskar Gah har over 120 kvinder deltaget i engelskkurser. Kun halvdelen fortæller deres mænd, at de modtager undervisning. Den anden halvdel ved, at de ikke ville få lov, så de spørger ikke. De føler, at de i alle årene under Taliban blev forhindret i en menneskeret og et indre behov. De længes desperat efter at lære noget.

Kort tid inden jeg forlader Afghanistan i april 2009, aflægger Helmands guvernør, Gulab Mangal, besøg hos et af kvindenetværkene. Det foregår for rullende afghansk tv og åbne mikrofoner.

Kommentarer

Anne-Cathrine Riebnitzsky

Født 1974 i Svendborg. 

Uddannet fra Forfatterskolen i 1998. 

Uddannet sprogofficer fra Forsvarsakademiet i 2003.

Tilbringer fjorten måneder i Helmand i Afghanistan, først som kaptajn i Civil Military Cooperation og siden som civil rådgiver for Udenrigsministeriet. 

Udgiver i april 2010 en bog om sine oplevelser. Den hedder Kvindernes krig og udkommer på Politikens Forlag.

© Filmmagasinet Ekko