Nyhed
04. juni 2015 | 11:36

Hjælp Orson Welles’ sidste film til verden

Foto | RKO Radio Pictures
Orson Welles lagde stærkt ud og lavede Citizen Kane som kun 26-årig, men i dag arbejder andre stadig på at få hans sidste film lavet færdig.

Den legendariske instruktør nåede ikke at færdiggøre The Other Side of the Wind, der handler om at lave en comebackfilm. Nu er der startet en indsamling for at finansiere færdiggørelsen.

Af Nicki Bruun

Orson Welles startede sin karriere som lyn og torden. I en alder af blot 25 år instruerede, skrev og spillede han hovedrollen i Citizen Kane fra 1941, der siden blev kendt som en af de bedste i filmhistorien.

Han ramte desværre aldrig samme tårnhøje niveau, selvom Shakespeare-filmatiseringen Macbeth (1948) imponerede, og Politiets blinde øje (1958) regnes for et hovedværk. I begge film optræder han både foran og bag kameraet.

Hans stjerne falmede yderligere i 60’erne, men i 1970 begyndte han optagelserne på, hvad der var tænkt som hans comebackfilm: The Other Side of the Wind.

Store instruktører medvirker
I The Other Side of the Wind har John Huston – der selv instruerede film noirs som Malteserfalken og Asfaltjunglen – hovedrollen som filminstruktøren Jake Hannaford.

Hannaford kæmper for igen at få foden indenfor i filmbranchen, men filmen åbner på hans 70-års fødselsdag, hvor han ses død i et biluheld.

Trods tematikken nægtede Welles, at filmen skulle være selvbiografisk. Han pegede i stedet på instruktører som John Ford og Raoul Walsh som inspirationskilder for Hannaford. Andre store instruktører medvirker i The Other Side of the Wind, blandt dem Claude Chabrol og Paul Mazursky, som begge spiller sig selv.

Orson Welles døde af et hjertestop i 1985, og på det tidspunkt var kun 45 minutter af filmen blevet færdigklippet.

Tidskrævende og dyr proces
Allerede i 2009 skrev vi, at Peter Bogdanovich – en anden instruktør, der også medvirker i filmen – arbejdede på at have The Other Side of the Wind klar til det års Cannes-festival.

Det blev den ikke, men nu er håbet, at den kan blive færdig i år, hvor Welles ville være blevet 100 år (6. maj).

Bogdanovich og resten af holdet bag har derfor startet en indsamling på Indiegogo, hvor de håber at samle to millioner dollars sammen til at færdiggøre projektet. Der er i skrivende stund doneret 241.000 dollars. Indsamlingen løber indtil den 6. juli.

En lang række af nutidens største filminstruktører støtter Bogdanovich’ mission. I videoen nedenfor ses således de amerikanske auteurs Wes Anderson og Noah Baumbach opfordre til at hjælpe med at færdiggøre Orson Welles’ The Other Side of the Wind.

Støt filmprojektet her.

Wes Anderson og Noah Baumbach støtter Welles' film

Orson Welles

Født 1915 i Kenosha, Wisconsin.

Startede på teatret, hvor han blandt andet spillede Shakespeares Macbeth.

Lavede som 23-årig radiostykket The War of the Worlds, der fik lyttere til at tro, at USA blev invaderet af rumvæsener.

Blev i 2002 valgt som den største instruktør nogensinde i en afstemning af det britiske filminstitut.

Citizen Kane har i et halvt århundrede toppet mange lister som den bedste film nogensinde.

Udvalgt filmografi

F for Fake, 1973

Politiets blinde øje, 1958

Othello, 1952

Macbeth, 1948

Kvinden fra Shanghai, 1947

Den fremmede, 1946

Familien Amberson, 1942

Citizen Kane, 1941

© Filmmagasinet Ekko