Nyhed
24. mar. 2015 | 20:08

Hollywood bad Arcel droppe Carl Mørck

Foto | Søren Solkær
Nikolaj Arcel har oversat mange forfatteres prosa til det store lærred: Stieg Larsson, Jussi Adler-Olsen, Niels Krause-Kjær og nu Bill Willingham, hvis tegneserie Fables tyder på at blive hans næste projekt.

En amerikansk tegneserie er årsagen til, at Nikolaj Arcel har måttet melde pas på at instruere Flaskepost fra P.

Af Mikkel Frederiksen

I går bragte vi nyheden om, at den næste film om Carl Mørck og Afdeling Q bliver uden Nikolaj Arcel bag kameraet.

Han var ellers sat til at instruere den tredje film i krimiserien, Flaskepost fra P, som er baseret på Jussi Adler-Olsens roman. Arcel måtte hoppe fra, og det forventede grund var hans mange udenlandsprojekter.

Det bekræfter instruktøren, som er mest kendt for En kongelig affære og Kongekabale, over for Ekko.

”Jeg kan sige, at Warner Brothers bad mig om ikke at lave Flaskepost fra P, da de gerne vil begynde forproduktion på en film til sommer,” skriver Nikolaj Arcel i en e-mail.

Intet er sikkert
Instruktøren sætter også navn på, hvilken film der er tale om. Det er filmatiseringen af tegneserien Fables, som har sat sig øverst på Arcels dansekort.

Fables følger kendte eventyrfigurer, efter de er blevet jaget ud af deres respektive fantasiverdener. Landsforvist har de bosat sig i vores egen, moderne nutid, hvor de har dannet et hemmeligt samfund i New York.

Projektet blev offentliggjort helt tilbage i 2013, men begynder først nu for alvor at tage form. Arcel er dog varsom med at love for meget om Hollywood-projektet.

”Realiteten er, at intet er sikkert – absolut intet – derovre,” skriver han.

Hitchcock-remake
Foruden Fables er Nikolaj Arcel involveret i en række andre amerikanske projekter. Det gælder en genindspilning af Hitchcocks Rebecca fra 1940, som har Laurence Olivier og Joan Fontaine i hovedrollerne.

Arcel står også til at instruere en filmatisering af Don Winslows I hundenes vold. Her får han hjælp til manuskriptet af Rasmus Heisterberg, der er hans faste samarbejdspartner.

© Filmmagasinet Ekko