Interview
13. juli 2016 | 14:17

”Hollywood er vanvittigt”

Foto | Asger Carlsen
Trods lunkne anmeldelser af hans første amerikanske film, Dead Man Down, er Niels Arden Oplev atter i gang med at lave film over there, hvor han i skrivende stund indspiller Flatliners.

Man får normalt kun én chance i USA. Men takket være succes med tv-serier er Niels Arden Oplev i gang med at optage sin anden amerikanske spillefilm, fortæller han fra Hollywood.

Af Casper Hindse

Niels Arden Oplev er en produktiv herre. Den 55-årige danske instruktør har efterhånden huseret i USA’s film- og serielandskab i seks år, og forleden kom det frem, at han skal lave sin anden amerikanske spillefilm.

Det var der ikke mange, der havde regnet med – slet ikke herhjemme. 

Indie-filmen Dead Man Down fra 2013 fik nemlig én på snotten af anmelderne, og det betyder normalt, at der ikke er flere skud i filmbøssen over there. Men det har Oplev altså alligevel fået, og det er der en god grund til, forklarer instruktøren på en knitrende, oversøisk telefonforbindelse.

”Herovre ser folk ikke kun på film. De ser også på tv-serie-pilots, og dem har jeg ramt udmærket. Fem ud af seks er blevet til serier, og det har gjort, at Sony har kontaktet mig om en studiefilm,” siger Niels Arden Oplev. 

Horror med drama
Filmen hedder Flatliners, og den er en genindspilning. 

Nogle vil måske kunne huske originalen fra 1990. En gruppe lægestuderende udfører farlige eksperimenter, hvor de lader sig dø i flere minutter for at udforske livet på den anden side. 

Kiefer Sutherland, Julia Roberts og Kevin Bacon blev med tiden kult for deres syrede præstationer i den skræmmende film, som havde så megen 80’er-vibration, at det halve kunne have været nok.

”Det er første gang, at jeg laver et remake, men Sony spurgte, om jeg var interesseret, og eftersom de havde lavet et remake af min Mænd der hader kvinder, så tænkte jeg, at det jo kunne gå lige op,” griner Oplev igennem telefonskramleriet. 

”Men det er vigtigt for mig, at det er en nyfortolkning og ikke en genindspilning af den gamle film, vi laver.” 

Hvordan vil man kunne fornemme, at det er en nyfortolkning?

”Der er nogle parametre, man skal overholde, når det er en studiefilm. For det første må man ikke sige, at man laver et drama, for så løber producenterne skrigende væk. Derfor laver vi en horrorfilm med drama-elementer. Samtidig er det et mere kvindeligt cast denne gang i forhold til den oprindelige film …”

Må jeg lige stoppe dig?

”Ja?”

Hvorfor valgte du ikke at lave en indie-film, når du tydeligvis ikke er vild med studiefilmenes rammer?

”En studiefilm herovre er ligesom at spille Champion’s League i fodbold. Det er den pengestærke liga for de største, men de nye tendenser opstår ikke her. Faktisk er ret mange studiefilm for sikre og dårlige,” siger Niels Arden Oplev og bliver så stille et øjeblik på linjen fra USA.

Så siger han:

”For mig var det interessant at gøre noget ved den her historie om de lægestuderende, der stopper deres eget hjerte for at udforske, hvad der er på den anden side af livet. Jeg har arbejdet med manuskriptet i to år og har forsøgt at lave det så realistisk som muligt. Der er blandt andet blevet tilføjet et konkurrenceelement imellem de studerende, så filmen virker nutidssvarende for den konkurrencestat, som vi oplever i USA i dag.”

Rød Atlanterhavsløber
Og så har du været politisk korrekt og gjort kvinderne til frontfigurer?

”Ellen Page er historiens drivkraft, og uden om hende er der andre stærke, unge kvinder, ja. Men jeg vil nu nærmere sige, at vi er fulgt med tiden. Vi har lavet en ensemblefilm, der på sin vis statuerer, at kvinders plads i kulturen er blevet en anden, end den var i 1990. Det er en filmisk strømning, som jeg er stolt over at bidrage til, og som jeg egentlig føler, at jeg selv har været med til at starte.”

– Hvad mener du med det?

”Da vi lavede Mænd der hader kvinder i 2009, kunne vi helt klart fornemme, at der lå nogle spændinger i Lisbeth Salander-karakteren, som kunne noget helt andet end filmens mandlige karakterer. Der findes mange Lisbeth-typer i dag i filmfortællingerne, og de undersøger alle sammen kvinders position i samfundet.”

Ville du være kommet til USA uden at have lavet Mænd der hader kvinder?

”Den film gjorde i hvert fald, at der var en rød løber rullet ud over Atlanten, men den har ikke kun hjulpet mig, vil jeg mene. Den var med til at sætte et fokus på skandinaviske instruktører og manuskriptforfattere, som ikke havde eksisteret før.”

Du har siden lavet adskillige succesfulde tv-serier, blandt andet Under The Dome og Mr. Robot. Hvorfor har det primært været tv, du har satset på?

”I USA har tv-serierne flere interessante historier at fortælle, end de fleste film har. Alle drømmer om at lave film i USA, men egentlig er der mere bund i de amerikanske serier. Man kan sige, at fremtiden ser bedst ud for europæisk film og for amerikanske serier. Der er ikke mange nye, originale film fra USA, men tv-serierne kan noget. Hvis jeg skulle lave en indie-film, så ville jeg hellere komme hjem til Danmark og gøre det, men serier kan noget andet herovre.”

Hvad er det, de kan?

”Tv-seriernes historier er mere interessante i forhold til det menneskelige drama. På filmfronten kan man kun tilføje en vis mængde af dette, og derfor har Flatliners også et drama-element, men det nævner man bare ikke rigtig, for det sælger ikke billetter.”

Ufuldstændige oplevelser
Niels Arden Oplev er lige gået i gang med at indspille Flatliners. Interviewet foregår rent faktisk i en pause i optagelserne, hvor instruktøren sidder i sin filmtrailer. 

På telefonlinjen tilbage over Atlanten forklarer han, at Flatliners er ekstremt afgørende for hans muligheder i Hollywood.

”Jeg er glad for, at jeg har et godt navn i Amerika, men filmmæssigt er Flatliners en slags chance. Den er ikke den absolutte lykke at lave, fordi der er så mange, der vil blande sig. Men det er vildt at prøve at gøre det, og det skal blive en succes denne gang, for ellers er der nok ved at være lukket på den amerikanske filmfront.”

Det lyder på dig, som om der langt større frihed for instruktøren i tv-serierne end i filmverdenen?

”Det må man nok svare ja til,” griner Niels Arden Oplev. 

Hvordan kan det så være, at du ikke laver mere en det konceptuerende pilotafsnit i dine serier? Uanset om det er Under The Dome, Mr. Robot, Game of Silence eller Midnight, Texas, så har du trukket dig ud efter første afsnit?

”Det er en kæmpe forskel på at lave piloter og episoder. I min uendelige arrogance vil jeg mene, at det var mig, der opfandt ordet ’konceptuerende instruktør’, da jeg lavede Rejseholdet. Når du starter noget op, så skal du også have kredit for det. For når du starter op, så sætter du looket og finder et cast. Man søsætter skibet frem for at sejle det videre som episodeinstruktør.”

Er det ikke lidt ufuldstændigt kun at lave første afsnit og så stå på landgangsbroen og vinke farvel?

”Den følelse kan man godt have, jo, for man er lidt som en far, der skrider, når fødslen er ovre. Men filmverdenen er fyldt med ’goddag og farvel’-oplevelser. Det er en cirkusverden, hvor man kreativt er i manegen, men så må man også videre og være pragmatisk og lade hovedforfatteren skrive videre på serien. Forhåbentlig har man sat sit filmiske aftryk, som folk lægger mærke til.”

Hvordan er forretningsmodellen bag at være pilotinstruktør? Skummer man fløden, eller er det manuskriptforfatteren, der er kongen?

”Det er meget, hvad man selv vælger. Jeg har altid valgt at fratræde, når serien var sendt af sted. Tag nu Mr. Robot. Der handlede det om at skabe et univers på 60 minutter sammen med hovedforfatteren og så ellers få nogen til at investere seks til elleve millioner dollars i pilotafsnittet.” 

”Min investering var imidlertid mit talent, mit brand. Hvis projektet faldt sammen, faldt min værdi selvfølgelig også. Heldigvis er det gået godt, og så er det en god forretning, fordi man får royalties for hvert eneste afsnit, når man er konceptuerende instruktør.”

Det danske kurophold
Der er en gnist i Niels Arden Oplevs stemme, når han taler om de tv-serier, han har skabt. Eller rettere konceptueret.

Spørgsmålet er bare, om han ikke kunne tænke sig at hoppe med på skibet en dag, og stævne ud på serieomsejlingen fra start til slut?

”Jo, det kunne jeg godt, men lige nu har jeg også lyst til at lave spillefilm, og hvis du følger en serie til dørs, så skal du vie mange år af dit liv til den – og ikke mindst droppe at lave film.”

Og det vil du ikke? 

”Jeg går bestemt og har en ambition om at være forfatter og instruktør på en serie, og jeg har da også en idé, men lige nu indspiller jeg jo Flatlines, og så skriver jeg på min næste film, der er dansk og har udgangspunkt i Nordjylland. Det er lidt mærkeligt at sidde i Hollywood og gøre det.”

- Det lyder, som om du er på vej hjem til Danmark efter Flatlines

”Det er jeg ikke, for jeg holder ikke op med at lave film og serier i USA. Men jeg føler, at jeg bliver nødt til at holde fast i Danmark også.”

Hvorfor?

”Jeg var hjemme i 2013 og lave Kapgang, og når man kommer hjem til den danske filmbranche, så er det ligesom at være på et kurophold, hvor man får sin mentale sundhed igen. Hollywood er vanvittigt, og derfor er det godt at komme hjem og arbejde ud fra sund fornuft sommetider. Hollywood er på mange måder en moderne udgave af Game of Thrones.”

Det må du hellere lige uddybe …

”Det er vigtigt at blive nulstillet sommetider, og den solidaritet, der ligger i Danmark, findes ikke herovre. Man skal aldrig tro, at man har rigtige venner i Hollywood. Derfor er det ikke for evigt, at jeg skal være her. Hollywood er aldrig for evigt, men det er spændende at prøve kræfter med og se, om man kan få sine visioner igennem.”

Niels Arden Oplev

Født 1961 i Oue.

Har stået bag flere af DR’s succesrige serier. Rejseholdet blev hans egentlig gennembrud.

Spillefilmdebuterede i 1998 med Portland.

Nåede i 2006 ud til et stort publikum med Drømmen

Mænd der hader kvinder fra 2009 blev en kæmpesucces og genindspillet i USA. 

Har en bemærkelsesværdig fornemmelse for succesrige serie-piloter.

Film og tv-serier (udvalg)

Flatliners, 2017

Midnight, Texas, 2016

Game of Silence, 2016

Mr. Robot, 2015

Kapgang, 2014

Dead Man Down, 2013

Mænd der hader kvinder, 2009

To verdener, 2008

Drømmen, 2006

Fukssvansen, 2001

Rejsholdet, 2000

Portland, 1996

© Filmmagasinet Ekko