Nyhed
02. aug. 2018 | 10:12

Hollywood sælger ud af ejendelene

Foto | Peter Suschitzky
Han Solos jakke fik ikke meget opmærksomhed af Luke Skywalker, Chewbacca og de andre i Star Wars. Men man skal have den store pengepung frem, hvis man vil købe jakken ved en kommende auktion.

Inkarnerede filmfans betaler i dyre domme for at eje et stykke af filmhistorien. Nu kommer både Han Solos jakke og et lyssværd fra Star Wars snart under hammeren.

Af Daniel Emami Riis

Firmaet Prop Store afholder auktion den 20. september, hvor 600 stykker Hollywood-memorabilia vil komme under hammeren.

Men er du interesseret i at eje et vaskeægte lyssværd, skal du have den store pengepung frem. Der forventes nemlig et hammerslag på mellem 400.000 og 800.000 kroner for Anakin Skywalkers lyssværd fra Revenge of the Sith.

Der bliver også solgt ud af Harrison Fords gamle garderobe.

Både hans fedora fra Indiana Jones og jakke fra The Empire Strikes Back er en del af auktionen. Jakken forventes at sælge for op mod astronomiske otte millioner kroner, skriver avisen The Guardian.

”Auktionen vil præsentere nogle af de mest ikoniske genstande fra film i vor tid,” udtaler lederen af auktionen, Stephen Lane, ifølge The Guardian.

Ligger man ikke inde med den slags rede penge, kan man i stedet opleve alle 600 genstande i glasmontre, når de inden auktionen bliver udstillet på BFI Imax London. Udstillingen finder sted fra 6. til 20. september.

Tidsmaskine til salg
Det er ikke første gang, at Hollywood bortauktionerer memorabilia fra deres gamle film. Og fans med rigeligt på kontoen er ikke bange for at smide store penge efter genstande kendt fra filmhistorien.

I 2008 blev Luke Skywalkers lyssværd fra Star Wars: A New Hope og The Empire Strikes Back solgt på auktion for 1,5 millioner kroner. Selve sværdet er lavet ud af et gammelt kamera og batterikolben til flashen.

I en lidt større skala røg en af de legendariske DeLorean-biler fra Tilbage til fremtiden i 2011 under hammeren for næsten 3,5 millioner kroner. Pengene gik til en fond oprettet af filmens hovedrolleindehaver Michael J. Fox, der lider af Parkinsons.

Pengene fra Prop Stores kommende auktion går til foreningen NSPCC, som hjælper misbrugte børn.

Trailer: The Empire Strikes Back

© Filmmagasinet Ekko