Interview
05. feb. 2015 | 17:07

Før debatmøde: Hvad er visionen, Vinca?

Alexander Linds sanselige tvillingeportræt af Plum-brødrene, Carl & Niels (2013), regnes for en af de bedste afgangsfilm fra flerkamera-uddannelsen, som Filmskolens rektor har besluttet sig for at nedlægge.

”Vinca Wiedemann kommer til at indgå i Filmskolens historie som den mindst visionære rektor,” siger ekstern underviser på skolen før aftenens debatmøde om lukningen af linje på dokumentarafdelingen.

Af Claus Christensen

Filmskolens rektor Vinca Wiedemann har med øjeblikkelig virkning stoppet for optag af elever på skolens såkaldte flerkamera-uddannelse, fordi hun har besluttet at nedlægge linjen.

Beslutningen har fremkaldt både sorg og vrede blandt nuværende og tidligere elever, der betragter linjen – der er en del af Arne Bros succesfulde dokumentarafdeling – som et eksperimenterende laboratorium på en mere og mere mainstreamificeret og branchebehagende filmskole.

De utilfredse elever har arrangeret et åbent debatmøde på Den Danske Filmskole i aften klokken 19.

I panelet sidder foruden Vinca Wiedemann instruktør Mikala Krogh, der er en del af skolens såkaldte aftagerpanel og var en af de blot fem personer, som Wiedemann tog i ed før sin beslutning. Desuden medvirker instruktørerne Christian Sønderby Jepsen (Testamentet), Alexander Lind (Carl & Niels) og Helle Pagter, der alle er uddannet på flerkamera-uddannelsen, samt kulturskribent Lilian Munk Rösing.

Forklaringen mangler
En af dem, som ser frem til debatten med spænding, er Jella Bethmann. Hun blev uddannet på flerkamera-uddannelsens allerførste hold i starten af 1990’erne, er fast leverandør af programmer til DR og underviser på Filmskolen.

På Facebook-siden ”Red dokumentar-uddannelse på Den Danske Filmskole” har hun skrevet et af de skarpeste indlæg.

”Værkstedet er blevet lukket af den nye rektor. Og dermed kommer Vinca Wiedemann til at indgå i Filmskolens historie som den mindst visionære rektor nogensinde,” skriver Jella Bethmann og uddyber den barske dom over for Ekko:

”Det er meget problematisk, at Vinca Wiedemann ikke kan formulere sin vision. Hun er ikke underlagt besparelser fra Kulturministeriet, så lukningen kommer udelukkende på hendes egen opfordring.”

”Derfor vil man gerne høre: Hvad er den fremtidige vision for skolen, der gør, at flerkamera-uddannelsen ikke passer ind? Det mangler vi stadig at få svar på.”

Konflikten mellem tv og film
Det manglende svar har fået Jella Bethmann til at grave en oplevelse frem fra erindringen.

”Der har i årevis været en konflikt mellem tv og film på skolen. Den gængse holdning har været, at tv er noget kommercielt møg, mens film er kunst. Ligesom bøger er finere end aviser,” skriver Jalle Bethmann i sit indlæg på Facebook og fortsætter:

”Jeg kan huske, at jeg (som elev, red.) engang blev indkaldt til et evalueringsmøde af flerkamera-uddannelsen, som skulle tage stilling til, om linjen skulle fortsætte. Den nuværende rektor Vinca Wiedemann (dengang lærer på skolen, red.) var sjovt nok til stede på det møde, og jeg kan huske, at hun spurgte mig, om flerkamera-producere ikke bare har en fremtid som tekniske afviklere af nyheder og underholdningsshows.”

”Jeg tænkte dengang, at hun overhovedet ikke havde forstået, hvad uddannelsen går ud på, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hun stadig ikke ved det, når hun nu tyve år senere som ny rektor allerede få måneder efter sin tiltræden beslutter at lukke uddannelsen.”

Enestående bredtfavnende
Jella Bethmann mener, at Vinca Wiedemann stadig hænger fast i den opfattelse, at tv er noget bras. Men hvis flerkamera-uddannelsen ikke er møntet på tv-nyheder og shows, hvad går den så ud på?

”Den giver eleverne mulighed for at udforske deres eget filmsprog og styrker dem i en kunstnerisk retning. Den giver dem et værksted, hvor de i fire år kan dyrke det.”

– Men det gælder vel for så vidt alle Filmskolens linjer. Hvad er forskellen på flerkamera-uddannelsen og tv-tilrettelægger-uddannelsen?

”Flerkamera-instruktørerne skal arbejde i et studie. I et studie får man ingenting foræret – man skal tage stilling til alt, fra lys over rekvisitter til medvirkende. At arbejde i ét rum er godt for at skærpe sine konceptuelle sanser – tænk bare på Roy Anderssons film – og sådan et værksted findes ikke andre steder. Det er ikke noget, man kan lære i mediebranchen eller på en tv-station.”

”Hvis vi kigger på de uddannede fra flerkamera-uddannelsen, så har vi Per Zachariassen, der afviklede sidste års Melodi Grand Prix, og som er blevet shanghajet til Hollywood. Han er en stjerne i den verden og laver tv-programmer, der bliver set af 198 millioner seere. I den anden ende er der Torben Simonsen, som laver små, eksperimenterende film, han udstiller på et galleri.”

”Det er da enestående, at en uddannelse kan fostre så forskellige folk, og det synes jeg ikke, man skal bebrejde den.”

Løber fra løfte
Jella Bethmann understreger, at hun ikke er imod forandringer.

”Selvfølgelig skal flerkamera-uddannelsen også forandre sig, hvilket den da også har gjort igennem årene. Men hvis man vælger at fjerne en uddannelse, som alle er enige om fungerer godt, så skal man sætte noget andet i stedet.”

Ligesom andre er Jella Bethmann ikke bare frustreret over, at flerkamerauddannelsen lukker, men også over måden, det er foregået på.

”Beslutningen kommer fuldstændigt uventet, som et chok. Jeg hørte det i fredags, og i mandags var jeg til møde på Filmskolen for at høre, hvorfor linjen skal lukkes,” siger hun.

”Over to-timer forklarede Vinca Wiedemann sig, men det blev jeg ikke meget klogere af. Og der er mange andre, som heller ikke forstod, hvad hendes bevæggrunde er.”

”En af eleverne læste en mail højt op i salen, som Vinca havde sendt rundt, da hun startede. Her varslede hun, at der godt kunne komme nogle forandringer, men hun lovede at gøre det i åbenhed og i en konstruktiv dialog. Men hvorfor har hun så ikke inddraget nogen fra skolen i sin beslutningsproces? Det er ikke særlig trygt.”

Vinca Wiedemann har ikke været at træffe på grund af møde. Men Ekko vil dække aftenens debat, hvor rektoren får mulighed for at svare på kritikken.

Jella Bethmann

Født 1967 i Hamborg.

Uddannet fra Den Danske Filmskoles flerkamera-uddannelse i 1994.

I 2005 medstifter af Achtung Film.

Underviser på Den Danske Filmskoles dokumentaruddannelse.

Udvalgte programmer

Kina – knald eller fald (DR2, 2012)

Sådan er kærligheden (DR1, 2011)

Den sorte box – mysteriet om Poul (TV 2, 2006)

100 % Greve (TV 2, 2004)

Sådan er kvinder (DR2, 1999)

© Filmmagasinet Ekko