Historie og identitet
Tema
29. juni 2002 | 08:00

Hvem ejer historien?

Foto | ASA Film
De røde enge

Stod den danske nation samlet mod Besættelsesmagten, eller var nationen i virkeligheden dybt splittet? Film og tv-serier giver vidt forskellige versioner af Danmark under besættelsen.

Af Karsten Fledelius / Ekko #13

Danmark i besættelsesårene 1940-45 har været flittigt skildret på film og tv. De første film kom allerede i 1945, kort efter befrielsen, og besættelsesårene giver stadig materiale til dokumentarfilm, spillefilm og tv-serier. Men det, man ser i disse film og tv-serier, er vidt forskellige versioner af Danmark under besættelsen – fra entydige hyldester til et folk der enigt sagde nej til tyskerne, til sønderlemmende kritik af samarbejdspolitikken og opportunismen.

Kampen om besættelsen kunne man også kalde for både ”kampen om identiteten” og ”kampen om historien”. For det, striden både på lærred og skærm eller i andre medier drejer sig om, er hele den danske nations selvforståelse. Stod vi samlet mod besættelsesmagten og alt dens væsen (bortset fra enkelte marginaleksistenser som ”landssvigerne”, ”tyskerpigerne” og ”værnemagerne”) – eller var vi i virkeligheden dybt splittet, med kun et mindretal engageret i modstandskampen, og med stærke modsætninger mellem dennes politisk umage grupper? Var patriotismen og den nationale solidaritet noget, som omfattede flertallet af den danske befolkning, eller var det kun et fåtal, som ”gengav Danmark dets værdighed”?

De første besættelsestidsfilm
Denne modstilling viser sig lige fra de første film om besættelsen. Instruktøren Bjarne Henning-Jensen havde foreslået, at man betragtede det righoldige, illegalt optagede dokumentariske filmmateriale fra besættelsestiden – især dens sidste fase – som en fælles materialesamling, som skulle danne basis for en filmversion af besættelsestidens historie, der kunne stå som modstandsbevægelsens officielle. Men der brød hurtigt uenighed ud mellem de vigtigste filmfolk, og resultatet blev produktionen af ikke een, men to store dokumentarfilm om besættelsestiden, så forskellige som dag og nat.

Den første, instrueret af Olaf Böök Malmström og Svend Methling, hed Danmark i Lænker og havde premiere i december 1945. Filmen, der havde den berømte sportskommentator Gunnar ”Nu” Hansen som speaker, lod ingen tvivl stå åben om, at danskerne stod mand og kvinde skulder ved skulder mod besættelsesmagten, undtagen måske lige ”den kvinde, der kaster sin skønhed i grams, forråder sit køn uden blusel” (de såkaldte tyskerpiger). Den blev meget populær, fordi den fortalte den historie, flertallet af det danske folk ville høre: historien om et folk som enigt sagde nej til tyskerne og alt deres uvæsen.

På årsdagen for befrielsen kom så den anden dokumentarfilm, Det gælder din Frihed, med lederen af Modstandsbevægelsens Filmgruppe, Theodor Christensen, som instruktør. Den tog sit udgangspunkt den 22. juni 1941 – dagen hvor det danske politi arresterede ledende danske kommunister – og den 23. august 1943, da regering og rigsdag endelig sagde nej til tyskerne, ”det mest forsinkede nej i Danmarks historie” som det hedder i filmen.

Denne film, som kunstnerisk set er mere betydelig end sin forgænger, indeholder en sønderlemmende kritik af de danske politikeres og myndigheders såkaldte forhandlings- eller samarbejdspolitik med besættelsesmagten i over tre år. Den er en hyldest til de få, som ”kæmpede for Danmarks anstændighed”, og en anklage mod en regering, som bl.a. opfordrede danske officerer og soldater til at gå i tysk krigstjeneste på Østfronten (i det såkaldte ”Frikorps Danmark”). Karl Roos, som forfattede filmens speakerkommentar, betjente sig i vid udstrækning af citater af danske politikere fra ”samarbejdstiden”, som blev læst op med ubehagelig stemmeføring af skuespilleren Olaf Ussing.

Trods sine kunstneriske kvaliteter blev Det gælder din Frihed aldrig rigtig folkeligt populær, og den fik en hård medfart i anmeldelserne i Social-Demokraten og de radikale Ekstrabladet og Politiken – Ekstrabladet svingede sig op til den 4. maj 1946 at påstå, at den tyske propagandaminister Goebbels havde været en ren dilettant i sammenligning med de mænd, der havde lavet filmen. Derimod jublede det tidligere illegale dagblad Information over, at filmen var ætsende ironisk over for den danske modstands lunkenhed, og det konservative Berlingske Tidende så filmen som en hån mod et system, som havde fostret en magelighed, ”der gjorde det let for Berlin at rende os over Ende på en Formiddag”.

Heroiserende spillefilm
Det første år efter befrielsen havde således blotlagt en stor uenighed om synet på besættelsen, og der var ingen enkelt film, som kunne siges at dække en fælles opfattelse af besættelsestidens historie. Mest succes fik spillefilmene om besættelsen, som De røde Enge fra 1945 og Støt står den danske sømand fra 1948, begge med Poul Reichhardt i hoved- og helterollen. Disse film var hyldester til henholdsvis den modige, selvopofrende frihedskæmper og den danske sømand, som gjorde sin indsats i de allieredes tjeneste. Det var film, som koncentrerede sig om individuelt heltemod, ikke samfundskritik.

Kun to spillefilm i den første tid efter befrielsen problematiserede den folkelige konsensus. Den usynlige Hær fra oktober 1945 har Ebbe Rode i en af hovedrollerne som en meget modvillig modstandsmand, der først til sidst i filmen vælger at handle aktivt mod besættelsesmagten. Og Tre år efter fra 1948 har Ib Schønberg, i en skurkerolle ganske vist, som fabriksdirektøren, der blev afsat efter krigen for sit samarbejde med tyskerne, men nu tre år efter genindsættes af bestyrelsen fordi man har brug for dygtige erhvervsfolk. I øvrigt fulgte de danske film i fodsporet på de mere eller mindre åbenlyst heroiserende film.

Den officielle version
Ved 10-året for befrielsen gjorde man igen et forsøg på at skabe en dokumentarisk beretning om besættelsestiden, som kunne fungere som en autoritativ konsensus-fremstilling af dens historie. Resultatet blev filmen De fem år (1955), som Theodor Christensen kom til at figurere som instruktør af, men som i virkeligheden var skabt af Mogens Skot-Hansen og Olaf Böök Malmström ved at kombinere optagelser fra Danmark i lænker og Det gælder din frihed med materiale bl.a. fra den amerikanske dokumentarfilmserie fra Anden Verdenskrig Why We Fight.

I filmen er der stadig elementer tilbage af Det gælder din frihed’s kritik af den danske regering, især af dens manglende vilje til at stable et ordentlig forsvar på benene forud for 9. april. Af denne film produceredes i 1960 en forkortet udgave, De fem år – skoleudgaven. Denne film, som findes i distribution hos Det Danske Filminstitut, blev i de følgende årtier den mest efterspurgte film i Statens Filmcentrals katalog og er blevet set af generationer af skolelever.

Det er karakteristisk, at den allerede nedtonede kritik af den danske regering er blevet yderligere reduceret ved nedskæringsprocessen. Der var altså blevet skabt en slags officiel, dokumentarisk filmversion af besættelsestidens historie. Besættelsestids-historikeren Hans Kirchhoff skrev i 1970 i Politiken, at denne skolefilm ”gør alt, hvad celluloid og lyd formår for at cementere myten om, at Besættelsesårene blev gennemlevet af et enigt folk, der begyndte den aktive modstand mod okkupanterne allerede i 1940!” Netop heri lå imidlertid årsagen til skoleudgavens popularitet som undervisningsfilm. Den bidrog til at opbygge en fælles identitet i forhold til besættelsen, en identitet som priste modstandsbevægelsen, men samtidig holdt ”forhandlingspolitikerne” skadesløse og nådigt forbigik en række ubehagelige forhold.

Matador
En anden populær – og folkeligt særdeles elsket – behandling af besættelsesårene finder vi i tv-serien Matador. Serien bygger i afsnittene om 1940-45 (afsnit 16-22, fra 1980-81) i virkeligheden videre på den mainstream-konsensus, man bl.a. finder i de heroiserende spillefilm og i skoleudgaven af De fem år.

Afsnittene fra besættelsestiden viser et antal forskellige reaktioner på besættelsen i seriens persongalleri – få heroiske, som modstandsmanden Poul der bliver skudt, andre tragikomiske, som enkefru Møghe, som dør i en konfrontation med en tysk soldat, der dirigerer trafikken i Korsbæk. Selv sagfører Skjold Hansen, som kan betragtes som ”værnemager”, én der drager økonomisk fordel af samarbejde med besættelsesmagten, slipper med skrækken, og det bliver redningen af den jødiske bankmand Stein, som bringer medlemmerne af de to rivaliserende familier sammen og lader Maude Varnæs træde positivt i karakter. Interneringen af kommunisterne er med, men ”Røde” får lov til at undslippe, fordi Sofus Betjent ikke er for energisk i sin eftersøgning af ham.

Det samlede billede af besættelsen i Korsbæk er nuanceret, men rokker ikke grundlæggende ved billedet af nationalt sammenhold, selv om personer som Mads Skjern og tjener Boldt er langt ude i opportunisme. Og de, der opfører sig helt uacceptabelt, som Ingeborgs eksmand der bliver nazist og siden omkommer på østfronten, står helt uden for kredsen af tolerérbar danskhed og får nådigt lov til at forsvinde, før det bliver for pinligt.

Andre vinkler
Men der var i 1980erne andre film og tv-serier, som fokuserede direkte på krigens tabere. Lars von Triers afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, Befrielsesbilleder fra 1982, handlede om tyske soldater ved krigens slutning. Ole Roos’ film Forræderne (1983) skildrede den tragiske skæbne, som mødte unge danskere, der var gået i tysk tjeneste og mod krigens slutning forsøgte at desertere. Og i 1985 nåede identifikationen med en af krigens tabere sit højdepunkt i den stærkt omdiskuterede svensk-instruerede tv-serie Jane Horney, som blev vist i 40-året for befrielsen.

”Kampen om historien” fortsatte i 1990erne, hvor danske forskere tog stadig flere temaer op på videnskabeligt niveau, som engang havde været tabu – uden at dette dog afspejlede sig i de fem film med relation til besættelsen, som blev produceret 1989-1991. Af disse fem film er Søren Kragh-Jacobsens Drengene fra Sankt Petri (1991), der behandler den tidligste modstandsbevægelse, den mest interessante. Filmen er en skildring af en tidlig ungdoms-sabotagegruppe, frit bygget over Churchill-gruppen, og den udmærker sig både kunstnerisk og ved sit minutiøse tidsbillede.

I 1992 sluttede denne ”bølge” af film om omkring 50-året for besættelsen af med en miniserie på tv, Mørklægning. Derefter var der ret stille omkring besættelsen på filmlærred og tv-skærm i årevis. Peter Schrøders film Kun en pige fra 1995 om forfatterinden og journalisten Lise Nørgaards liv foregår også delvist under besættelsen. Og den stort anlagte tv-serie Edderkoppen (2000) foregår så at sige i besættelsens slagskygge, og lægger op til, at den danske velfærdsstat efter krigen er opbygget på røvet nazi-guld.

Endelig er det også værd at nævne Ib Makwarths film Carl Peder Værnet... en skæbne (2002 – distribueres af Det Danske Filminstitut). Denne dokumentarfilm fortæller om en dansk parallel til den berygtede tyske koncentrationslejrlæge, Joseph Mengele. Værnet var en dansk, nazistisk læge, som eksperimenterede på blandt andet homoseksuelle i kz-lejren Buchenwald, men som efter krigen slap for straf og mere eller mindre ”fik lov” af de danske myndigheder til at flygte til Argentina. Makwarths film sætter således direkte fokus på et autentisk, overset og pinligt emne vedrørende danskere under besættelsen og retsopgøret.

Drengene fra Sankt Petri og Kun en pige er tilgængelige på Dansk Bibliotekscenter. Matador og Edderkoppen findes på mindst ét af landets amtscentre. De fem år — skoleudgaven og Carl Peter Værnet... en skæbne er i distribution hos Det Danske Filminstitut.

© Filmmagasinet Ekko