De syv fede år
Tema
22. nov. 2002 | 08:00

I følelsernes sold

Foto | Rolf Konow
Breaking the Waves

Med Guldhjerte-trilogien fik Lars von Trier erobret det halve kongerige. Nu mangler han bare at lave en film om hjerter på spil helt uden guldbelægning eller ironiske eksperimenter.

Af Kim Skotte / Ekko #15

”Nu havde lille Guldhjerte snart ikke mere at give bort, saa nu var hun rigtig fattig. Men en Aften hændte der hende noget sælsomt. Der faldt Stjerner ned fra himlen over hende...”

På en måde var overskriften ”Guldhjerte-trilogien”, der samlede Lars von Triers publikumsgennembrud Breaking the Waves (1996), Idioterne (1998) og Dancer in the Dark (2000), langt mere provokerende end spasseriet og bunkepulet i Idioterne. Filmene, der fik kritikerne op på de høje nagler og hentede en Guldpalme i Cannes, var ifølge Lars von Trier direkte inspireret af en banal og sentimental børnebog.

Men det var ikke en tom provokation. Billedbogen om Guldhjerte har rødder i de gamle folkeeventyr, som igen for manges vedkommende havde rødder i Middelalderens Kristus-legender. Fortællinger, der i allegorisk og ofte mystisk form fortalte om Kristus og de moralske læresætninger fra Det Ny Testamente. Kvindeskikkelserne i Breaking the Waves, Idioterne og Dancer in the Dark kan ses som billeder på den grænseløse kærlighed og uendelige omsorg, som i Det Ny Testamente bliver udvist af de to Maria’er: Maria Magdalena og Jomfru Maria, Luderen og Madonnaen. Det er moderne helgenbiografier med Idioternes gerninger klemt ind i midten.

Provokerende allegori
I Dancer in the Dark ofrer Selma (Björk) sig for sin søn og afviser den erotiske kærlighed, der i øvrigt i absolut uerotisk skikkelse byder sig til i form af den underdanige Jeff (Peter Stormare). I Breaking the Waves forelsker den naive Bess sig i borebissen Jan (Stellan Skarsgård). De oplever stor erotisk lykke. Da Jan bliver udsat for en fatal ulykke, indgår Bess en studehandel med Gud. Hvis hun ofrer sig selv, får hendes elskede livet og førligheden – i såvel fysisk som moralsk forstand – tilbage.

Den uskyldige Bess fra et puritansk skotsk miljø må blive hore og gennemleve et seksuelt martyrium for at frelse borebissen og kærligheden. Men både i sin seksuelle lyst og nød forbliver hun lige så uskyldig som Selma, der bliver uskyldigt anklaget for at have lagt an på politimanden og naboen Pete. Uanset om man knepper eller lader være, gør man det af et godt og uskyldigt guldhjerte, og man er tættere på Gud end både puritanere og farisæere.

”En dels vildt parodisk og dels hult patetisk katolicisme,” lød dommen fra anmelderen og præsten Johs. H. Christensen. Det havde han vel ret i. Men det fungerede som provokerende allegori om den kærlighed, der tilsidesætter alt andet. Fordi Bess i Lars von Triers udformning og Emily Watsons skikkelse var så grænseoverskridende, hjerteskærende et portræt af den kompromisløse kærlighed.

Lidende af godhed
I Idioterne er temaet mere prosaisk. Karen (Bodil Jørgensen) er den gode kvinde. Myg og næstekærlig. Men hun er mest en målestok for medlemmer af filmens spasserkollektiv. Idioterne er et mellemspil i trilogien. Set med Guldhjerte-øjne, handler den om, at man ikke med overlæg kan ”spole tilbage” og blive en af de hellige enfoldige. Man kan ikke ville sig til at være en Bess eller en Selma. Bess diagnosticeres som lidende af godhed. Det er en uhelbredelig sygdom.

I Dancer in the Dark er Guldhjerte-tonen tilbage for fuld styrke og mere til. Uden den seksuelle forstyrrelse og forstærket af musical-genrens banale koder. Den næsten blinde pige er en kysk og fattig drømmerske, der ofrer alt for sin elskede og eneste søn, mens musikken danser rundt om hende som stjerner.

Salige er de fattige og hellige de enfoldige. Men selv om Breaking the Waves slutter med, at selve himmelhvælvet bimler af Herrens malmfulde klokker, er det religiøse kun en slags tematisk ramme. Når Guldhjerte-trilogien blev et afgørende vendepunkt i Lars von Triers produktion er det ikke, fordi han pludselig åbenbarede sig som en Guds stridsmand. Lars von Triers filmreligiøsitet skylder nok også apostlen Dreyer en hel del mere end evangelisterne!

Gennembrud til et nyt univers
Dogme 95 og dyrkelsen af det håndholdte kamera var en vigtig forklaring på filmenes gennembrudskraft og det faktum, at Lars von Trier blev in. Der er sagt og skrevet meget om de æstetiske og tekniske valg i filmene, fra den brillant undfangede kombination af banal legende og brutal håndholdt realisme i Breaking the Waves til ”lad 100 kameraer blomstre”-filosofien i Dancer in the Dark’s musical-indslag. Men Lars von Triers gennembrud til et nyt univers skyldes nok så meget noget så elementært som følelser.

Fø-lel-seeeer. På dansk har ordet det med at svumle op til en uformelig pølselignende tingest i munden. Følser-pølser. Kærlighed. Kun et til tider katastrofalt kantet ”k” til forskel fra ærlighed. Lars von Trier havde som filmskaber indtil da holdt sig på ganske sikker afstand af de besværlige begreber. I begyndelsen af 1990’erne var Lars von Trier kendt og anerkendt som den virtuose stilist med de kuldslåede europæiske visioner. Få år tidligere ville man være blevet mødt med skeptisk hovedrysten, hvis man havde forestillet sig Lars von Trier i rollen som folkekær underholder. Men det var ikke desto mindre, hvad han blev på sine helt egne præmisser med tv-serien og filmene Riget I (1994) og Riget II (1996).

Gys og giftig humor i den bedste sendetid. At have forvandlet begrebet Zentropa fra en mitteleuropäisch sovevogn til et spirende dynamisk kraftcentrum i dansk film, havde også været medvirkende til at forvandle Lars von Triers behov for rækkevidde. Det var tilsyneladende blevet mere vigtigt for ham at være i kontakt. At ville i kontakt med en større del af sin omverden. Hvilket vel på et eller andet plan også handler om følelser.

Emotionernes minefelt
Med Breaking the Waves begav Lars von Trier sig i disse ekstremt produktive år ud i emotionernes minefelt. At ville fortælle et vaskeægte melodrama var et stort spring for en selv- og genrebevidst ironiker, æstet og metaman. Han havde tidligere i en film som Europa arbejdet med melodramaet, men ikke som nu i rollen som hæmningsløs opvigler af store følelser. Inspirationen fra Dreyer kom nu også til udtryk som en passion efter selv at kunne og turde give udtryk for den store følelse. Man kan også sige det på en anden måde: at fortælle menneskene. Lige midt i ansigtet. Så det slasker, svulmer i hjertet og synger for ørerne.

Hvor Lars von Triers tidligere film i høj grad havde handlet om billedæstetik og metafortælling, viste han nu en anden interesse for filmen som fortælling. Riget afslørede sprudlende fortællelyst. Herlige figurer blev grebet ud af den blå luft og sat i spil i dybt underholdende situationskomik med afvæbnende nakkehårsgys. Det samme overskud prægede Breaking the Waves, men projektet var langt mere voveligt i forhold til den herskende ironiske tidsånd. Historien om Bess, der må gå så grueligt meget igennem, før hun får lov til at komme hjem til Gud i boret og hakket tilstand, er ikke bare en alvorlig fortælling. Den er så alvorlig, at den går til grænsen for selvparodien. I 1996, hvor den ironiske dobbeltbund og den afvæbnende humor var ophøjet til folkereligion, var det halsbrækkende at ville lave en film, der fra a-z postulerede dødsensalvor og patos i højeste potens.

Breaking the Waves er et mesterligt værk, hvor følelser og form skruer hinanden op i en dramatisk spidsformulering af uhørt dristighed. Med de bimlende malmklokker i himmelvælvet brød von Trier fortællingens realisme og satsede filmen på så bastant en kristen patos, at slutningen kastede et alarmerende skær af kitsch over hele det sindsoprivende melodrama, man netop havde gennemlevet med hivende åndedræt og maltrakterede tårekanaler. Det var næsten, som om instruktøren ikke kunne dy sig for at teste publikum. Sluger I også dén råt?

Menneskeforskeren
Som kompromisløst melodrama satsede Breaking the Waves alt på, at folk skulle rives med. Men sad den notorisk drilagtige instruktør med det listige rævefjæs bare og smilede satanisk, mens han trampede i følelsesfuldhedens trædeorgel?

Film er manipulation. Man gør tingene på en bestemt måde, når man vil fremkalde en bestemt reaktion. Sådan er dét. Men der var noget særligt foruroligende ved den kendsgerning, at den store melodramatiker i dette tilfælde ganske kort forinden havde været det koldeste øje i europæisk filmkunsts avantgarde. Lars von Trier var måske nok sprunget ud af skabet og havde åbenbaret sig som en sjældent effektiv og medrivende følelseskunstner, men man mere end anede et entomologisk element i ambitionen.

I projektet Verdensuret, en slags levende udstilling for Kunstforeningen i København (1996), anbragte Lars von Trier mennesker og myrer i et symbiotisk skæbnefællesskab. Måske var det en kølig distance til de menneskelige følelser, der satte ham i stand til at gå så grænseoverskridende stærkt til vejrs. For Breaking the Waves var jo way over the top. Fuldstændig overgearet i forhold til de minimalfølelser, tidens (livs)stil dekreterede.

Og det var jo derfor, den oplevedes som befrielsesbilleder. Her var en film, der var lige så skamløst og durkdrevent manipulerende som den værste amerikanske sødsuppe, men samtidig var så kras i realismen som Ken Loach på krigsstien. Menneskeforskerens nysgerrighed i forhold til følelsernes sære liv fik et adækvat udtryk i det håndholdte kameras hurtigtregistrende ”følelsesreportage”.

Pavlovs Publikum
Med Guldhjerte-trilogien kom Lars von Trier i nærkontakt med følelserne. Både dem han ville undersøge på film, og dem han ville fremprovokere hos publikum. Denne dobbelthed gjorde Lars von Triers interesse for melodramaets muligheder indlysende. Trykker vi på denne knap i handlingsgangen, burde det gennemsnitligt resultere i så og så mange tårer. Og Pavlovs Publikum sad linet op i biografen. Parat til at udgyde det korrekte antal tårer pr. lidelseshistorie.

Tager man betegnelsen trilogi alvorligt, må man beskrive Dogme-filmen Idioterne som en slags mellemspil. Samtidig med at Lars von Trier stak næsen længere frem og var direkte følelsesmæssigt involveret i processen, indtog han samtidig demonstrativt iagttagerens rolle. Det håndholdte kamera var ikke så meget en flue på væggen, som det var en flue, der kriblede og krablede rundt på de medvirkendes mest intime tanker og kropsdele. Idioterne blev til som ”en oppisket følelsestilstand, der er selve filmens teknik”, fortalte von Trier. Europæisk avantgardes filmtekniske wunderkind satte nu et lighedstegn mellem følelsestilstand og filmteknik.

Drillepinden og sårbarheden
Man kan vurdere trilogien traditionelt. Man kan også vælge at tage følelsestilstanden for pålydende og selv mærke efter.

Så altså: Breaking the Waves’ medrivende nyfortolkning af det melodramatiske efterlod mig lutret og laset i biografsædet. Masseret til det møre kød. Idioterne var en højst utraditionel undersøgelse af følelsesmæssige relationer i sociale strukturer. Selv oplevede jeg en højst utraditionel følelsesmæssig reaktion. Mere end rørt, berørt eller for den sags skyld oprørt, følte jeg mig omrørt og efterladt i en tilstand af pirret turbulens. Drillepinden og sårbarheden indgik en sært rørende alliance.

Men Dancer in the Dark efterlod mig kold og uberørt. Historien var en udvandet gentagelse af Breaking the Waves – lad gå med det. Filmens musical-indslag blev brugt som eskapisme med dramatisk logik. Med Björks musik lod von Trier klogt og raffineret musical-indslagene være identiske med Selmas dagdrømme. Som musikalsk udtryk var filmen både innovativ og inspirerende. Igen brugte von Trier effektfuldt realismen som kontrast til det melodramatiske, denne gang forstærket fordi musical og melodrama stod som så voldsomme kontraster. Nej, det var filmens blotlagte Guldhjerte, der ikke var til at holde ud at se og høre på!

Sirupsdrivende sentimentalitet
Von Trier gentog følelsesmanipulationen fra Breaking the Waves, men med snoretrækket og urværket blotlagt. Replikkerne var klichéer. Sentimentaliteten sirupsdrivende. Manipulationen uhørt grov. Nu måtte man for alvor føle sig som Pavlovs Publikum, mens Selma, blind, kysk, selvopofrende, forrådt og dødsdømt, sjoskede mod sit forudsigelige martyrium. At skulle sluge følelser så store og grove som hestepiller på kommando var for meget. Slugte I også den? Nej. Ikke jeg. Følelsesudbrud ophører med at trigge følelser, når manipulationen overdøver kapaciteten for empati. Jeg elsker et vellykket melodrama. Men uden illusionen bliver melodramaet uspiseligt. Som når de intellektuelle leger Morten Korch. Lars von Trier vandt Guldpalmerne for Dancer in the Dark. Operationen lykkedes må man vel sige. Men efterlod i hvert fald denne patient med en hel del følelsesløshed.

I Guldhjerte-trilogien prøvede Lars von Trier at være i følelsernes sold. Afkastet var stort. Måske bliver det større endnu. Måske har han foretaget de indledende øvelser til den dag, da han laver en film om hjerter på spil helt uden guldbelægning, benspænd eller ironiske eksperimenter.

Kommentarer

Det indledende Guldhjerte-citat fra Lars von Triers Film — tvang og befrielse af Peter Schepelern. Johs. H. Christensen-citat fra Gyldendals Filmguide red. Morten Piil. Idioterne og Dancer in the Dark indgår i Undervisningsministeriet og Egmont Visions filmpakke henholdsvis nr. 2 og 6.

© Filmmagasinet Ekko