Nyhed
27. okt. 2014 | 05:48 - Opdateret 27. okt. 2014 | 07:52

Pornostjerne og instruktør i åben strid

Foto | Nicole N. Horanyi
”Jeg har været til masser af møder hos filmselskabet, hvor jeg har grædt mit hjerte ud,” siger pornostjernen Denice Klarskov, der føler sig misbrugt i den kommende Naked – dagbog fra Porn Valley.

”Hun vil hellere tilbage i klichéen om pornomodellen, der føler sig udnyttet,” siger instruktør om Denice Klarskov, som op til premieren undsiger deres filmprojekt.

Af Claus Christensen

Dokumentarfilmen Naked – dagbog fra Porn Valley skulle have sendt et stærkt budskab til unge kvinder om at passe på sig selv, hvis de overvejer et gå ind i porno.

Men i stedet har den medvirkende pornostjerne, 28-årige Denice Klarskov, vendt sig imod filmholdet, som hun føler sig misbrugt af.

”Jeg har ikke fået noget for at være med, men de risikerer at ødelægge meget for mig på baggrund af en usand historie, og derfor tager jeg nu afstand fra dele af filmen,” siger Denice Klarskov til Ekko.

Den udmelding kommer som et chok for instruktøren.

”Jeg har brugt utroligt meget tid på filmen. Jeg har gjort mig ekstremt umage i hele processen for at skære en film, som både Denice og jeg ville have det godt med,” siger Nicole N. Horanyi, der optrådte sammen med sin stjerne i dette Ekko-interview, som blev optaget for i september.

Stolt af Kink-scene
Filmen følger i hælene på Denice Klarskov, som forsøger at gøre comeback i pornoindustrien i Californien. Hun har svært ved at få job, og da hun endelig får ét, står den på fire timers ”bondage, SM, anal, double penetration” – ikke just ønskejobbet.

Men ifølge Klarskov er en af scenerne taget ud af sammenhængen, så det virker, som om hun har overskredet sine egne grænser i porno-optagelsen.

”Efter jobbet for produktionsselskabet Kink optræder jeg i en scene, hvor jeg sidder i et spa-salon og græder. Det ser ud, som om jeg er ked af det arbejde, jeg har lavet for Kink, men det er jeg tværtimod stolt af,” siger hun og fortsætter:

”Sandheden er, at der er gået flere dage siden jobbet, og at jeg har siddet hele natten og drukket vin med nogle veninder, hvor vi har talt om udviklingen i vores branche og en gammel twist, vi har haft nogle piger imellem. Derfor ser jeg herrens ud.”

Unikt og ærligt
Nicole N. Horanyi forstår ikke kritikken – og slet ikke, at den kommer ti dage før premieren 7. november på Cph:Dox-festivalen.

”Vi lukkede klipning af filmen helt tilbage i januar, og dér var Denice inviteret til en visning, hvor hun havde mulighed for at komme med indvendinger. Men hun dukkede aldrig op,” siger Nicole N. Horanyi.

Horanyi kontaktede igen Klarskov, og til sidst lykkedes det at få lavet en filmvisning på selskabet Made in Copenhagen 7. april, hvor også Klarskovs mand og filmens pr-agent deltog.

”Da Denice havde set filmen, vendte hun sig om og fortalte med tårer i øjnene, hvor lettet hun var,” fortæller Horanyi og tilføjer, at hun samme aften modtog en Facebook-besked fra Denice Klarskov, som instruktøren tog som et endeligt accept af filmen.

Ekko har set beskeden, hvor Klarskov blandt andet skriver:

”Kære skønne dig. Tak, fordi du har lavet en fantastisk film. Jeg er så glad for det, du har lavet. Det kan være tungt, og der kan komme masser af folk med deres kritik. Men det er noget helt unikt og ærligt, du har formået at se og fange, og uanset redigeringen af det, så er det en for mig ’meget vigtig’ film. Og jeg står ved hvert et sagt ord i filmen.”

Tarvelig behandling
Denice Klarskov bekræfter Facebook-beskeden, men siger, at hun følte sig presset til at bakke op om filmen.

”Jeg modtog ikke nogen invitation til at komme i klipperummet, inden filmen lukkede. Jeg er kun blevet tilbudt at se den færdige film – og jeg har besvaret alle hendes henvendelser.”

”Da jeg endelig så filmen, var jeg lettet over at få udløst spændingen og græd derfor en smule, men jeg var også meget forvirret og gav udtryk for min bekymring. Siden har jeg været inde til masser af møder på filmselskabet, hvor jeg har grædt mit hjerte ud. Pressematerialet er blevet ændret fire gange, fordi de blev ved med at manipulere med det,” siger Denice Klarskov og fortsætter:

”De blev ved med at bruge ord, vi ikke havde aftalt. De blev ved med at sige, at jeg ikke elsker min branche. Det er en tarvelig måde at behandle en medvirkende på. Jeg holder meget af Nicole, og jeg er virkelig ked af den her situation, men det er ikke min skyld, at hun har valgt at redigere materialet til noget, det ikke er.”

Et helt menneske
Nicole N. Horanyi føler, at hun har gjort, hvad hun kunne for at komme Denice Klarskov i møde.

”Først da vi skulle lave pressearbejdet for godt en måned siden, begyndte Denice at gøre modstand mod redigeringen af to klip. Derfor inviterede vi til et møde, som endte med knus og kram. Hun sagde, at hun gerne ville ud og slå på tromme for filmen og dens budskaber. Siden har jeg ikke hørt fra hende, og derfor kommer det her bag på mig.”

Selv om Denice Klarskovs udmelding gør indtryk på Nicole N. Horanyi, ønsker hun ikke at ændre sin film.

”Det er alt for sent, og desuden har filmen et højere formål. Den giver et billede af pornobranchen, som er benhård for pigerne. Filmen har en berettigelse, når man tænker på, hvordan sex og porno er i det offentlige rum. Det troede jeg, Denice og jeg var enige om. Men nu handler det pludselig om en pornomodel, der føler sig dårligt behandlet, og der er jeg selvsagt ked af.”

– Men hvis det bare er en enkelt scene, der skiller jer, hvorfor så ikke ændre den?

”Det er et helt forløb, vi nu er uenige om, og jeg står fuldstændigt bag fremstillingen. Jeg kan ikke lave om på virkeligheden. Jeg synes også, at jeg har skildret en kvinde, som er enormt stærk. Hun er handlekraftig, trækker en grænse og tager tilbage til Danmark, hvor hun prøver at skabe nogle rammer for porno på sine egne præmisser. Hun prøver at give sine budskaber videre til de piger, hun skal arbejde sammen med i sit eget selskab.”

”Jeg skildrer hende som et helt menneske og ikke bare en krop, der – undskyld udtrykket – ligger og knepper. Det er grotesk, at hun føler sig udnyttet. Hun vil hellere tilbage i klichéen om pornomodellen, der føler sig udnyttet. Det er trist, synes jeg.”

Kommentarer

Nicole N. Horanyi

Født 1977 i Roskilde.

Uddannet på Den Danske Filmskoles dokumentarlinje i 2007 med afgangsfilmen Mr. P.

Lavede i 2009 The DeVilles om det turbulente forhold mellem en burlesque stripper og en punkrocksanger i Los Angeles.

Au Pair fra 2011 skildrer tre unge, filippinske piger, der arbejder i Danmark og drømmer om en bedre tilværelse.

Naked – dagbog fra Porn Valley har premiere 7. november på Cph:Dox og vises senere censureret på TV 2.

Denice Klarskov

Født 1986 i Rødovre.

Pornoskuespiller og ejer af produktionsselskabet DK Production, der blandt andet har landets største erotiske webcam-portal, DKWebcam.dk.

Karriere i USA som pornostjerne i perioden 2004-2008. Har også lavet film i Japan, Frankrig, England, Sverige og Norge.

Mest kendt under sit kunstnernavn Denice K.

Bor i Lundby på Sydsjælland sammen med sin mand, som hun har kendt, siden hun var seksten år.

© Filmmagasinet Ekko