Nyhed
06. feb. 2014 | 16:39

James Franco vil være skoleforstander

Foto | Chris Hanley

James Francos utrættelige kreative aktivitet har indtil videre ført til film, tv, bøger, malerier og en phd-grad i engelsk på Yale. Her ses han i Harmony Korines Springbreakers.

Den hyperaktive altmuligmand James Franco åbner en ny skuespillerskole, hvor han skal undervise unge Hollywood-håb i sit eget håndværk.

Af Freya Bjørnlund

James Francos cv knopskyder allerede i talløse retninger: skuespiller, instruktør, producer, forfatter og kunstmaler. Ifølge filmdatabasen IMDb er han som skuespiller på vej med ikke færre end otte film i 2014.

Men fænomenet James Franco har stadig for megen fritid mellem hænderne. Nu vil han også undervise i skuespil, skriver deadline.com.

I et samarbejde med teaterskolen Playhouse West åbner han den nye skole Studio 4 i Los Angeles. Her vil han sammen med en række gæstelærere undervise sine elever i skuespillets kunst.

Skolen tilbyder undervisningstimer to gange om ugen, hvor skuespillerspirer først og fremmest oplæres i den traditionsrige Meisner-teknik.

Teknikkens ophavsmand, Sanford Meisner, huserede i sin tid også på Playhouse West. Her afholdt han sine berømte undervisningstimer fra 1987 til slutningen af sin karriere.

Skuespilteknikken kan beskrives som en afart af method acting, som lægger vægt på indlevelse og spontaneitet. Den har prominente tilhængere som Steve McQueen, Gregory Peck og Robert Duvall.

Caster egne elever
James Franco vil etablere et tæt samarbejde mellem Studio 4 og et af sine andre kreative afkom, produktionsselskabet Rabbit Bandini Productions.

Eleverne vil således få mulighed for at optræde for indflydelsesrige filmfolk, mens selskabet kan caste skuespileleverne direkte til deres filmproduktioner.

”Ud over fremragende lærere vil de studerende få mulighed for at fremvise deres skuespillertalenter foran James, en af branchens travleste instruktører og skuespillere,” står der på skolens hjemmeside, som fortsætter:

”Rabbit Bandini og James vil caste roller direkte fra hans klasser, og hans elever vil blive involveret i en bred vifte af hans film og kunstprojekter.”

James Francos undervisningspakke kan erhverves for 300 dollars om måneden.

© Filmmagasinet Ekko