berlinale 2017
10. feb. 2017 | 12:23

Dag 1: I kø til verdens undergang

Foto | Roger Arpajou
Reda Kateb spiller i Django fremragende som guitaristen Django Reinhardt, der må flygte fra nazisterne i 1943 og lærer at tage sig af andre end sig selv.

Der var storpolitik malet med fede farver ud over Berlinalens første dag, hvor en jazzmusiker og Donald Trump spillede afgørende roller.

Af Casper Hindse

Køen er ikke særligt lang, men den franske filmanmelder er alligevel utålmodig.

”Hvad venter vi på?” spørger han ud i rummet til den morgensøvnige sammenslutning af filmjournalister fra hele verden. Journalisterne står på rad og række for at få det lille, rektangulære plastikkort, der giver adgang til uanede mængder af filmoplevelser under de kommende elleve dages Berlinale.

Ingen svarer til at begynde med, men manden giver ikke så let op. Med en accent, der er som pillet ud af en baguette, spørger han igen: ”Hvad er det, vi venter på, folkens?”

”Verdens undergang,” lyder det pludselig længere fremme i køen, hvor en nobel, ældre herre med hat løfter en af dagens utallige aviser op i vejret. Midtersiden prydes af Donald Trump, som peger truende frem for sig.

Præsidentens påvirkning
Der spreder sig en latter i køen, og en kvinde i midten af 50’erne med et par hornbriller, som tydeligvis har siddet på hendes næse de seneste 30 år, forklarer den spørgende, at vi venter på vores badge.

Samtidig åbner avisbilledet af Trump op for diskussion i køen, fordi morgenens lokale filmnyhed også har handlet om den nye amerikanske præsident.

The Hollywood Reporter har nemlig en opsigtsvækkende artikel om, hvordan filmkøberne i Berlin i år ikke er synderligt fortrøstningsfulde. Siden sidste års februar måned har verden oplevet et granatchok med Brexit og valget af Trump i USA, og det har fået de handlende i filmkunst til at revurdere de historier, der skal fortælles.

For hvad i alverden er det, som biografgængerne vil have? Og er der måske ligefrem et uopdaget marked, som bare venter på at blive indtaget?

”Alle kan mærke bølgeeffekten,” siger direktør Paul Hanson i det fremadstormende Covert Media, som er steget markant i graderne siden firmaets første succes med den kontroversielle Oliver Stone-præsidentfilm W. fra 2008. Artiklen giver eksempler på, at flere af fremtidens film vil se mere dystre ud, og at man allerede kan se det under dette års Berlinale.

Tager man in mente, hvor lang tid en film er undervejs fra idé til tilblivelse, forstår de fleste, at pointen med, at filmene er på Berlinalen allerede i år, er lidt af en skarpvinkling fra det amerikanske filmmagasin.

Men alligevel er historien nu et godt eksempel på, hvor politisk en festival Berlinalen er. Alle taler om politiske agendaer hele tiden, og alle film skal meget gerne have et tema, der ikke kun handler om fred og kærlighed.

Paraderne oppe
Det oplever man også en god times tid senere, hvor det er Berlinale-juryens tur til at tale om film og politik.

Allerede under præsentationen bruser verdenssituationen op til overfladen, da den mexicanske skuespiller Diego Luna (Rogue One: A Star Wars Story), som sidder i årets jury, præsenteres med stolthed som en mand fra et land, der er meget betydningsfuldt. Og det første spørgsmål fra salen handler om, i hvor høj grad juryen vil tage højde for den eskalerende verdenssituation, når de skal vurdere filmene?

Det ville man nok ikke høre i Cannes eller Venedig!

Juryformand Paul Verhoeven (der netop har vundet en Golden Globe for Elle) har straks paraderne en smule oppe og taler om, hvordan det først og fremmest handler om filmkunsten, men da et af de næste spørgsmål problematiserer, at der ikke er nogen russiske film i hovedprogrammet og piller i, om det er af storpolitiske grunde, må ordstyreren stoppe spørgeren og konstatere, at dette har juryen ikke noget med at gøre.

Imidlertid tager den islandsk-danske kunstner i juryen, Olafur Eliasson, så pludselig ordet og takker for, at der er russiske journalister til stede, fordi de gør et vigtigt arbejde i disse år.

Og så kommer formiddagens bedste spørgsmål og svar. Spørgsmålet er til Diego Luna, og spørgeren vil høre, om skuespilleren er blevet træt af konstant at høre om Trumps mur mod Mexico.

”Jeg er her for at lære, hvordan man river mure ned,” siger Deigo Luna. ”Jeg ved, at der er en del eksperter inden for dette område her i byen!”

Få minutter senere bliver Paul Verhoeven spurgt, hvad han håber, at hovedprogrammets film vil have tilfælles, og så kan den hollandske veteran heller ikke dy sig længere.

”Jeg håber, at vi ser noget, der er kontroversielt,” siger Paul Verhoeven.

Jazzet førstefilm
Og så skal vi ellers ud af virkeligheden og ind i biografsalen. Men først: en lille kø.

For her står vi endnu engang og ser frem for os, mens vi kan opleve, hvordan tingene glider i geledder på perfekt manér. I gåsegang indfinder det store pressekorps sig således til årets åbningsfilm Django, som er lavet af instruktørdebutanten og den garvede producent Etienne Comar.

”Musik er et meget stærkt frihedsredskab,” siger instruktøren i dagens Variety, og der er da også både politik, flygtninge og jazz i årets åbningsfilm. Her render Django Reinhardt rundt i et okkuperet Paris, og egentlig har vores hovedperson ikke nogen politisk overbevisning. Men det får han!

Django Reinhardt er nemlig en af verdens bedste guitarister, når det kommer til fingernem jazz og blues – og pariserne elsker ham. Men en dag bookes vores hovedperson, der er af ”sigøjnerafstamning”, til at spille i Tyskland for selveste Goebbels, og så ved han godt, hvad klokken har slået. Sigøjnere er nemlig noget, man skyder i Nazityskland.

Via højtstående forbindelser, der elsker hans musikalske talent, flygter Reinhardt og ender på grænsen til det neutrale Schweiz. Men det er sværere at komme over bjergene end først antaget, og sådan kan man også sige om åbningsfilmen.

For selv om filmen er en rigtig crowd pleaser med masser af musik og drama, så er der noget galt med tonen undervejs.

I starten oplever vi Reinhardt under en koncert, men billederne er klippet umusikalsk. Så man fornemmer slet ikke den intensitet, der kunne have opstået imellem hovedpersonens guitar og det publikum, der har forbud mod at danse under krigen, men som ikke kan lade være.

Trainspotting i horisontene
Alligevel opper Django sig nu markant undervejs, og det ligger i tråd med filmens hovedperson, der tydeligvis ændrer karakter fra kun at tænke på sig selv og sin musik til at tage ansvar for sin familie og sine artsfæller af flygtninge på grænsen.

Det gør Django til en habil, men også lidt ufarlig åbningsfilm med en – i flere henseender – velspillende hovedperson.

Derfor er det også meget sigende, at man på vej ud af biografen kan høre en polyfoni af stemmer, men ingen af dem taler om filmen.

Et ord, der til gengæld går igen og igen på vej ned ad trapperne i salens spirende lys, er ”Trainspotting” – og det er der en god grund til.

Det er nemlig fredag aften, at Danny Boyles efterfølger til monsterhittet Trainspotting fra 1996 får verdenspremiere i Berlin. Filmen afrunder en dag med flere interessante filmoplevelser i vente, hvor særligt Oren Moverman (The Messenger) ligner en af forhåndsfavoritterne med sin nye The Dinner. Og ligesom Paul Verhoeven kan man jo håbe, at der er noget kontroversielt i vente her.

Men nu er vi i hvert fald i gang, og da alle os med det lille røde plastikkort træder ud af biografen, venter der … ja, ganske rigtigt: en kø for at komme ud i Berlins kolde virkelighed.

Casper Hindse

Filmmagasinet Ekkos udsendte på Berlinalen 2017, der dagligt dækker festivalen.

Berlinalen går tilbage til 1951 og regnes for en af verdens førende filmfestivaler.

Årets festival er den 67. i rækken.

Den løber i år fra 9. til 19. februar.

© Filmmagasinet Ekko