Nyhed
20. nov. 2017 | 10:49

Jeffrey Tambor ude af Transparent

Foto | Amazon Studios
Jeffrey Tambor spiller i Transparent transseksuelle Maura Pfefferman, men i virkeligheden bliver skuespilleren anklaget for upassende opførsel af to transseksuelle kvinder omkring serien.

Efter to anklager om sexchikane forlader den Emmy-vindende skuespiller kritikerrost serie, hvor han spiller hovedrollen som en transseksuel kvinde.

Af Nicki Bruun

Jeffrey Tambor er en blandt en lang række mænd, der den seneste tid er blevet anklaget for sexchikane.

Beskyldningerne har nu fået den populære og prisvindende skuespiller til at træffe en radikal beslutning: Han vender ikke tilbage til sin hovedrolle som transseksuelle Maura Pfefferman i successerien Transparent.

”Jeg har allerede beklaget meget, hvis min opførsel nogensinde er blevet misforstået som aggressiv, men at jeg bevidst har chikanet nogen, passer simpelthen ikke,” siger Jeffrey Tambor til branchemediet Deadline Hollywood og fortsætter:

”Med den politiske atmosfære, der øjensynligt har ramt vores filmhold, kan jeg ikke se, hvordan jeg kan vende tilbage til Transparent.”

Hyldet for det anderledes
To transseksuelle kvinder har beskyldt Tambor for upassende opførsel, primært i form af kommentarer.

Kvinderne er hans forhenværende assistent Van Barnes og skuespilleren Trace Lysette, der medvirker i fjerde sæson af Transparent.

Amazon, som producerer og distribuerer serien, har sat en undersøgelse i gang.

Deadline Hollywood skrev efter den første anklage, at folkene bag serien overvejede mulighederne for, hvordan man kunne skrive Maura Pfefferman ud af serien, der også har Amy Landecker, Gaby Hoffmann og Jay Duplass på rollelisten som Mauras voksne børn.

Transparent har i fire sæsoner været en af de mest kritikerroste tv-serier. ”En af tidens bedste serier om det at være menneske,” skrev Ekkos anmelder om fjerde sæson og gav serien fem stjerner.

Serien, der er skrevet af et hold forfattere bestående af mange transseksuelle og andre seksuelle minoriteter, er især hyldet for sit fokus på transseksuelle og det anderledes i al almindelighed.

”At spille Maura Pfefferman i Transparent har været et af de største privilegier og kreative oplevelser i mit liv,” siger Jeffrey Tambor også til Deadline Hollywood. ”Men det er blevet klart over de seneste par uger, at det ikke længere er, hvad jeg gik ind til for fire år siden.”

© Filmmagasinet Ekko