Interview
06. dec. 2015 | 21:33

Joachim Trier: Jeg har været i orkanens øje

Foto | Territorium
Lige før Cannes-festivalen i maj fik Ekko et eksklusivt interview med Joachim Trier, hvor vi tog dette billede i Oslo. Syv måneder senere ser han afklaret tilbage på det hektiske arbejde med Louder Than Bombs, hans første spillefilm uden for Norge.

Først nu er Joachim Trier i stand til at glæde sig over Louder Than Bombs. ”Jeg blev banket godt igennem,” siger han og afslører, at han gerne vil udforske det filmiske suspense-greb i næste film.

Af Jesper Bo Petersen

Det første billede slår tone og tema an.

En lille babyhånd griber fat om en voksen finger og understreger det ubrydelige bånd mellem forældre og barn. Og i den lille omfavnelse gemmer der sig myriader af følelser og komplikationer, som aldrig forsvinder. De vokser kun.

”Vi er jo, eller jeg er i hvert fald, opvokset i en kultur, hvor det at opnå autonomi og selvstændighed er et mål i sig selv. Vi skal ligesom frigøre os fra vores forældre, vel vidende at det klarer vi aldrig helt. De er der jo. Og sådan er det.”

De er i hvert fald svære at slippe af med, ens forældre!

”Ja, på en måde, ikke? Men vi har jo også brug for de relationer. Vi ønsker ikke at stå som afgrænsede individer. Vi ønsker sammenhæng, at betyde noget for andre. Jeg kan jo ikke påstå, at jeg er nogen ekspert, men gennem filmformen prøver jeg at undre mig over nogle af de her ting.”

Sådan siger den halvt norske, halvt danske instruktør Joachim Trier, som ikke er meget for at genredefinere Louder Than Bombs, der havde dansk premiere i torsdags og har fået fire stjerner af Ekkos anmelder.

”Når jeg siger drama, så mener jeg karakterfortællinger. Det er bedre. Eller menneskeportrætter, det er måske et endnu bedre ord at bruge.”

Hemmeligheder og løgne
Vi kan dog godt blive enige om, at han sammen med sin såkaldte Joachim Trier-group, der blandt andre tæller hans faste manuskriptmakker siden filmskoleårene, Eskil Vogt, har lavet et familiedrama.

For det er et drama om en familie i sorg. Moren (Isabelle Huppert), den verdensberømte fotograf, der gennem sin linse forsøgte at fange en flig af krigens grusomme sandhed, er omkommet i en bilulykke.

Det er tre år siden, og sorgen ligger stadig som en tung, kvælende dyne over de tre efterladte mænd: den aldrende far (Gabriel Byrne), den ældste søn (Jesse Eisenberg), der netop har stiftet familie, og den unge teenagesøn (Devin Druid).

Faren har aldrig fortalt sin yngste søn, at moren faktisk begik selvmord. Og filmen handler i høj grad også om de løgne, vi fortæller hinanden – i den bedste mening, i et forsøg på at skåne hinanden. Og det gør ondt, måske mest på løgneren selv.

”Det er ikke altid de onde intentioner, der skaber de onde situationer. Men folk gør det så godt de kan,” som Trier siger.

”Jeg fik at vide i Cannes, at filmen lige så godt kunnet have heddet Hemmeligheder og løgne som Mike Leighs film. Det kan du måske bruge som overskrift,” siger han med et smil.

Skjuler sin lykke
Sådan er han, enormt medlevende, engageret og empatisk. At møde Joachim Trier er ligesom at møde en gammel ven, man ikke har set i mange år. Han indbyder til fortrolighed.

Det er også dér, filmen starter: i den mere fortrolige afdeling. Det er dog i en lidt anden afskygning, nemlig med hemmeligheder og løgne.

Den ældste søn Jonah møder som nyslået far en ekskæreste på hospitalet. Hendes mor ligger for døden. Han nævner intet om sin største lykke, da hun, fuld af sorg, starter med at kondolere. Rimelig akavet situation.

’”Folk griner af den scene, fordi man står med nogen, der er i sorg, og man har lige oplevet noget fantastisk, og så føler man, at det er sådan lidt underligt at tale om sin egen lykke. Og det er både humoristisk og tragisk, og det synes jeg var et godt sted at starte filmen,” fortæller instruktøren.

Maskulin fortabelse
Joachim Trier slog igennem i 2006 med Reprise, en både florlet og eksistentielt tung film om to aspirerende forfatterspirer, deres coming of age.

I Oslo, 31. august fra 2011 er perspektivet rykket en generation frem. Den er et melankolsk billeddigt om voksenlivets brændte broer, bristede illusioner, den norske hovedstad som tilstand og tragedie.

I Louder Than Bombs, hans første engelsksprogede film, synes et helt liv udspaltet gennem de tre sorgramte mænd. Den yngste søn er romantikeren, den ældste er pragmatikeren, der kun på overfladen har kontrol over tingene, og faren er ham, der prøver at nå ind til sine sønner og indhente det tabte.

Men ikke engang på yngste søns online-hjemmebane, en World of Warcraft-agtig fantasyverden, kan faren nå ham. I spillet halshugger sønnen bogstavelig talt sin far. Og faren opdager aldrig hans litterære talent.

Mænd falder, og drømmen om det lykkelige liv brister som en sæbebobbel i Joachim Triers film.

”En af mine venner har sagt, at de tre mænd i Louder Than Bombs repræsenterer tre forskellige aldersgrupper: den unge romantiker, som tror på kærligheden; den lidt ældre pragmatiker, der endnu ikke har fundet sig selv og tror, at han skal spille en rolle som far og akademiker, og endelig faren, der står tilbage med en slags knust fortid.”

”Men faren er jo også modig, for han tør efterhånden at stille de spørgsmål, der gør ondt. Han spørger jo morens kollega: ’Hvad ved du, som jeg ikke ved?’ Han forsøger faktisk at tale om sandheden.”

Alle har sine grunde
– Alle personerne handler ligesom ud fra deres eget perspektiv, og som tilskuer hopper man ind og ud af karaktererne undervejs i filmen. Det er, som om du prøver at efterkomme Jean Renoirs ord om, at alle har sine grunde?

”Jeg sætter pris på, at du nævner den store humanist, Jean Renoir, og det er jo udfordringen i ethvert dramaprojekt, synes jeg. Det ville have været nemt at lave den autoritære, rå far, som man skal gøre sig fri af, men det er meget mere kompliceret.”

”Den, de tre mænd beundrer mest, er samtidig den, der har voldet dem så megen smerte. Men forhåbentlig forstår man også moren. Hun har haft den vigtige mission at vise krigens omkostninger med sit kamera, men hun er måske blevet en slave af missionen og er ved at miste troen på sit projekt.”

Den ældste af sønnerne, Jonah, forguder sin mor. Hun var et forbillede, et fraværende forbillede. Ikke faren. Han var hjemmegående.

”I den klassiske familie, hvor moren er den emotionelt tilgængelige, overføres aversionen mod den fraværende far til moren. Det er jo en kliché i vores kultur.”

Men her er det så omvendt.

”Ja, for nu er det en mand, der står i det her, og det giver paradoksalt nok også credit til kvinder. For sådan er det at være den, der går derhjemme, og heldigvis er der mange mænd, der har den rolle også. Og til sidst er han også den, der har den reelle relation til deres børn. Han sejrer, men det er også hårdt.”

Morens spøgelse
Ligesom Joachim Triers to tidligere spillefilm har ambitionen ikke kun været at skildre den ydre virkelighed, men også den indre – eller de indre virkeligheder.

I Louder Than Bombs er det, som om erindringer, drømmebilleder, tanker og den reelle virkelighed er sidestillede størrelser. Fotografmoren bliver i minder, flashbacks og drømmebilleder til en levende figur i fortællingen om tabet af hende, en alt-inficerende tilstedeværelse. Som et spøgelse går hun gennem filmen.

”Jeg har netop ønsket, at fragmenterne skulle flyve over det hele. Det handler om at komme ind i de mentale billeder, ind i minderne.”

Det er vel nærmest sådan en mosaik af erindringer, men …

”Mosaik er et godt ord.”

– … jeg kunne ikke finde ud af, om det var deciderede tilbageblik, eller om det var personernes erindring om moren?

”Det skal være lidt åbent. Vi har jo et flashback, hvor lillebroren tænker på, da han som lille legede med moren. Og på et tidspunkt ser man hendes point of view. Arh, hun har set mig hele tiden, forstår han. Samtidig har vores forældre fortalt os om vores barndom, så de har præget erindringerne. Derfor bevæger filmen sig i grænselandet mellem det personligt erindrede og skabte erindringer.”

”Jeg har en ven, som fortalte mig, at hun over en periode på ti år mistede sin mor, far og søster: ’Jeg har ingen vidner til min barndom længere. Jeg har ingen, jeg kan sige til: ’Kan du huske, da vi …’ Det er en enorm ensomhedsfølelse. Og moren i filmen er jo næsten til stede som et spøgelse. Vi skal ligesom videre som familie, siger de. Det er tre år siden. Men alligevel er der noget uforløst.”

”Det er jo den måske mest radikale form, vi har arbejdet i nogensinde, mig og mit band. Det kan på overfladen se ud som en familiefilm med noget sorg, men det er jo en fragmentfortælling.”

Cannes-oplevelsen
Det har ikke været nogen nem opgave at få lov til at lave fragmentfortællingen Louder Than Bombs for flere millioner kroner og med store internationale skuespillere på rollelisten.

Da en af filmens store finansierer pludselig faldt fra en måned, før optagelserne skulle gå i gang, så det dystert ud. Særligt fordi Jesse Eisenberg, der spiller Jonah, skulle lave Batman v Superman: Dawn of Justice.

Men alle ville gerne filmen, Isabella Huppert havde nogle gode franske kontakter med penge på lommen, og Jesse Eisenberg fandt fem uger i kalenderen, hvor han ikke behøvede at være Lex Luthor. Og drømmen om at lave et klassisk amerikansk drama, som de ikke laves mere, var pludselig tilbage på skinner.

Føler du så, at du nåede det, du gerne ville i USA?

”Ja, det var en kamp, men vi nåede det. Og jeg tror også, at jeg var meget præget af lige at være blevet smidt ud af tørretumleren, da jeg mødte Claus (Ekkos chefredaktør, red.) sidst, og vi lavede det store portrætinterview til Ekko.”

”Det var et though shoot. Hver dag var som en Roskilde Festival med trucks, telte, catering og snacks. Det var virkelig et stort kaos, og det gjaldt om at holde fokus, men i midten af tornadoen var der helt stille.”

”Vi havde det rigtigt fedt, det var fantastisk at samarbejde med skuespillerne, og vi er stadigvæk venner, men det var alligevel en hård proces, og det var et stort budget. Men jeg føler nu, at jeg endelig er i stand til at glæde mig over filmen. Det tog lige et øjeblik, fordi man bliver banket godt igennem, hver gang man laver en film.”

Ja. Og så skulle du jo også til Cannes, oven i købet i hovedkonkurrencen for første gang.

”Ja, det var også en spændende oplevelse, og voldsom, ja, virkelig voldsom. Det er noget, man ikke kan blive advaret imod. Alle skal have en stærk mening.”

Hvordan var det?

”Fordi jeg lavede så meget presse og havde en masse, jeg skulle lave, så holdt det mig væk fra meget. Jeg holdt op med at følge med i, hvad alle mente. Man får 800 forskellige meninger. Hvis man får to, der elsker det, så får du helt sikkert også to, der hader det. Jeg lærte i den proces ikke at gå for meget ind i det, fordi man simpelt hen bare skal videre og lave flere film.”

Suspense
”Da jeg lavede Oslo, 31. august, tog det lige et øjeblik, før folk kunne slippe, at det ikke var Reprise. Nu er der også flere og flere, der kan lide Louder Than Bombs, men i starten var der sådan en sorg: ’Nå, men han har jo ikke lavet Oslo, 31. august.’ Men jeg har ikke villet lave den samme film, og den næste bliver også forskellig fra, hvad jeg tidligere har lavet.”

Hvad bliver det?

”Jeg sidder og skriver noget med Eskil. Det er endnu for tidligt at tale for meget om det, men jeg er nysgerrig efter at udforske film og karakterer og fortællinger. Men der kommer måske lidt mere suspense denne gang.”

Lyder spændende.

”Vi har altid været optaget af filmiske greb, og et greb, vi ikke har udforsket så meget, er suspense (publikums frygt for, at en fatal hændelse indtræffer, red.). Det er jo meget filmisk. Du kan ikke lave suspense på samme måde i andre kunstformer, hvor du ikke har samme temporale tryk. Spørgsmålet er, om der findes en original måde at arbejde med det på.”

”Nicolas Roegs Don’t Look Now, som Eskils og mit produktionsselskab er opkaldt efter, er en af vores yndlingsfilm – og den er fuld af suspense. Vi er meget optaget af ting, der er mørke på en anden måde end skandinavisk hverdagsrealisme. Jeg tror i hvert fald, at det næste, vi laver, er endnu et skridt i en ny retning.”

Trailer: Louder Than Bombs

Joachim Trier

Født 1974 i København.

Har bade dansk og norsk pas, men voksede op i Oslo.

Hans far er den danske tonemester Jacob Trier, der blandt andet har lagt lyd på Bjergkøbing Grand Prix.

Har gået på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft og studeret på National Film and Television School i London.

Ekko har udgivet Reprise og Oslo, 31. augustdvd #24 og kortfilmen Proctordvd #14.

Spillefilm

Louder Than Bombs
2015

Oslo, 31. august
2011

Reprise
2006

© Filmmagasinet Ekko