Animation
Tema
28. mar. 2004 | 08:00

Jeg kan ikke døje tegnefilm

Foto | Zentropa Real ApS
De fem benspænd

I De fem benspænd skal instruktøren Jørgen Leth løse fem vanskelige filmopgaver, som Lars von Trier finder på. Opgave – eller benspænd – nummer fire er at lave en tegnefilm. Jørgen Leth fortæller om forløbet.

Af Jørgen Leth / Ekko #21

Jeg tror, jeg måske engang i min barndom – eller deromkring – blev meget bevæget over Bambi og måske også en af de andre store tegnefilm. Men jeg har aldrig brudt mig om Anders And og Mickey Mouse og de typer – på film (jeg kunne godt lide dem i hæfterne), fordi de gik så hakkende rundt og snakkede så højt og i det hele taget opførte sig støjende og dumt.

Sådan ser jeg stadig på den sag. Senere tegnefilm, som jeg ikke har kunnet undgå at se kanten af, har været endnu mere støjende og aggressive. Jeg kan ikke døje dem. Og så er der de mere kunstneriske tegnefilm, jeg har set nogle og synes, de er håbløst gammeldags fra fødslen af. Dem fra østlandene, og Norman McLarens, nej, jeg synes det er alt for smart og usjovt.

Da Lars von Trier stillede mig over for opgaven at lave en tegnefilm, bestemte jeg mig straks for, at jeg ikke ville overtage en eller anden begavet tegners personlige streg. Der findes jo dygtige og påhitsomme folk, men det siger mig altså ikke rigtig noget. Jeg gjorde op med mig selv, hvad kan jeg lide, og hvad kan jeg ikke lide. Jeg kan godt lide comics-genren, de vidunderlige layouts og tossede fantasier med store bobler i de tykke og tynde hæfter, man kan købe i hulerne, for eksempel i East Village, men jeg synes aldrig, jeg ser den elegance og fantasi overført til film. Nu hører det med i billedet, at jeg ikke ser ret mange film i det hele taget, så med hvilken ret udtaler jeg mig egentlig så negativt? I betragtning af, at jeg har svært ved at få mig selv til at gå ind og se en film, er det dog klart, at jeg aldrig vil vælge at se en tegnefilm.

Det er garanteret uretfærdigt og helt dumt, men jeg må have ret til at vælge dele af livet fra. Det er en ting, jeg praktiserer ret udbredt. Men så skete der jo altså det med Benspænd nr. fire, at jeg havde brug for at finde en løsning, der kunne være kunstnerisk tilfredsstillende. Min søn Asger og jeg sad i New York og talte om hvordan. Vi var i kontakt med nogle danske tegnefilmfolk, som imidlertid med det samme sagde, at det kunne ikke lade sig gøre med den korte tidshorisont – fem-seks uger – vi havde, og slet ikke til vores begrænsede budget.

Så var det, at en god ven gjorde os opmærksom på Bob Sabiston. Vi fandt hans netside og så interessante ting, han havde lavet på filmen Waking Life. Han tegner oven på filmet materiale i en mærkeligt flydende, skælvende stil. Det tænkte vi straks, at vi godt kunne bruge.

Han svarede med det samme positivt på vores henvendelse. Han ville gerne lave arbejdet, fordi han var vild med Lars von Trier. Han kunne godt lave det inden for tidsrammen og inden for budgettet. Vi kunne bare komme an.

Det var Asger, der så det mest klart med det samme. Vi kunne selv bestemme billederne og historien. Vi satte os til at skrive et manuskript baseret på udvalgte scener fra mine tidligere film, Det gode og det onde og Notater om kærligheden samt Det perfekte menneske. Det overlod vi så til Camilla Skousen at klippe en film ud af, og da hun havde gjort det, havde vi en skitse til Bob. Samt nogle ideer.

Asger og jeg skulle til Sundance festivalen i januar 2003, og på vejen ville vi besøge Bob Sabiston i Austin, Texas (Lance Armstrongs hjemby). Tiden var meget presset. Bob havde modtaget Camillas seksminutters klip tre dage før, vi skulle møde ham. Han tog imod os i sit beskedne forstadshus, og lige inden for døren var hans tegnerum med seks computere. Yderst overraskende havde han allerede cirka hundrede tegninger at vise os.

Det var forbløffende at se de tegnede filmbilleder i mange variationer ligge der på hans bord. Som om han havde haft opgaven i ugevis. Jeg var meget begejstret for stilen og den forskellige streg i mange af tegningerne af samme scene. Han fortalte, at han arbejdede med et kollektiv bestående af hans kunstnervenner. De tegnede i hver deres stil, og det var hele ideen. Han viste os sit computer-patent, den flydende stil, der er, som om tegningen udvikler sig videre, så snart han har tegnet den første skitse. Det var fascinerende. Vi mødte samme aften hans kolleger på en mexicansk restaurant. Unge kunstnere, som var begejstrede for opgaven og helt vilde med Camillas skitse. Bob fortalte, at han så opgaven som en chance for at lave noget eksperimentelt. Selv om Waking Life havde været en succes, havde han svært ved at komme videre. Der var stort set ikke andet at lave for ham end reklamefilm, og det interesserede ham ikke.

Vi rejste videre til Sundance næste morgen, meget opstemte efter mødet med Bob og hans venner. Nøjagtig fire uger senere var han færdig med arbejdet, som lovet. Han sendte os undervejs dele af det pr. email, Asger foreslog enkelte ændringer, og til sidst var den lille film færdig, og vi var meget glade.

Jeg må så indrømme, at efter den oplevelse har jeg et mere positivt syn på mulighederne med tegnefilm. Jeg vil gå så langt som til at sige, at det kan da godt være, jeg kunne tænke mig at lave noget i den genre en anden gang.

© Filmmagasinet Ekko