Nyhed
24. dec. 2015 | 15:19 - Opdateret 27. dec. 2015 | 15:20

Tarantino stopper efter ti film

Foto | The Hollywood Reporter
Giganternes møde – fra venstre: David O. Russell, Tom Hooper, Quentin Tarantino, Danny Boyle, Alejandro G. Iñárritu og Ridley Scott.

Den amerikanske instruktør smed en bombe, da han sammen med fem kolleger gjorde status over filmmediet og valgte det største øjeblik i filmhistorien med The Hollywood Reporter.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Hvad sker der, hvis man sætter seks stjerneinstruktører sammen ved et bord?

Traditionen tro har det amerikanske filmmagasin The Hollywood Reporter gjort forsøget, og i år er det Quentin Tarantino, Ridley Scott, David O. Russell, Danny Boyle, Tom Hooper og Alejandro G. Iñárritu, som man har sat stævne.

Og faktisk kommer der flere overraskende og interessante ting frem i rundbordssnakken, som man kan læse og se klip fra her.

For eksempel elsker Ridley Scott den australske romantiske komedie Muriel’s Wedding. Hvem havde troet det?

Som noget af det første drejer samtalen sig ind på filmmediets status i dag. Fra en ægte cineast og filmelsker som Tarantino lyder det overraskende:

”Der er filosofiske problemer med film i dag. Mange af de film, jeg for ti år siden ville have set i biografen, kan jeg ærlig talt godt vente med at se, til de kommer på tv. Selv om jeg først ser dem seks eller syv måneder senere end premieren, savner jeg det ikke ret meget.”

Ridley Scott: For mange film
Ifølge Alejandro G. Iñárritu, der sidste år lavede Birdman og snart er aktuel med The Revenant, ligner film og tv i dag hinanden.

”Uafhængige film er flyttet til tv, og på en måde er biograflærredet i dag fuld af film, der ligner tv – bare på en stor skærm. Der er ingen åbenbaring og intet mysterium. Jeg har brug det mystiske i film,” siger Iñárritu og fortsætter:

”Det, der er sket for verdensøkonomien, sker nu også for film: Opdelingen mellem de 99 procent og den ene procent. Nu bliver der kun lavet meget dyre film eller meget små film. Film i midten forsvinder.”

Hertil kommer svaret fra The Martian-instruktøren Ridley Scott prompte.

”Niveauet er sænket, fordi der bliver lavet alt for mange film. Måske er der for mange instruktører, og derfor er den generelle kvalitet dårligere.”

Med seneste succeser som Kongens store tale og Les Miserables synes kvaliteten ikke at være et problem for engelske Tom Hooper. Han er snart aktuel med The Danish Girl med Eddie Redmayne om en dansk transkønnet.

”Jeg håber, at publikumstallene for mine seneste film redder mig over for den kritik. Jeg synes, at jeg altid har lavet film for publikum. Jeg laver dem ikke for mig selv,” siger Tom Hooper.

”Det gør jeg aldrig. Jeg laver dem kun for mig selv”, svarer Ridley Scott.

Store filmøjeblikke
For at få instruktørerne til at nævne nogle af deres favoritfilm spørger The Hollywood Reporter, hvilket filmøjeblik de ville sende ud i rummet i en tidskapsel, hvis Jorden gik under.

”Det må være knoglen, ik? Fra Rumrejsen år 2001. Klippet fra knoglen til rumskibet. Det siger noget om os – en indkapsling af vores historie,” lyder det fra Danny Boyle.

Mens Tarantino nævner en action-sekvens fra Jackie Chans Police Story 3, og Tom Hooper vælger en scene fra Lawrence of Arabia, er Ridley Scotts svar straks mere overraskende – og kort.

Muriel’s Wedding. Jeg har set den seks gange. Den er fantastisk.”

Alejandro G. Iñárritu fremhæver Andrei Tarkovskijs Vandringsmanden fra 1979.

”Jeg husker scener og øjeblikke fra film, som jeg ikke engang forstår, men jeg fornemmer en åbenbaring. Som i Vandringsmanden. Hver gang, jeg ser den film, siger jeg: ’Hvad betyder det?’ Jeg føler en forløsning af menneskelig erfaring, som forbinder mig med noget, en intuition.”

Tarantino på teatret
Undervejs i samtalen bliver instruktørerne spurgt om deres fremtidsplaner.

”Jeg laver nok kun ti film i alt, så jeg er allerede i gang med at planlægge, hvad jeg skal derefter,” kommer det fra Tarantino.

Når hans nye western The Hateful Eight får dansk premiere til januar, er det hans ottende spillefilm.

”Jeg vil gerne skrive romaner og instruere teater. Jeg ser tiden an, når jeg kan lægge The Hateful Eight bag mig, og vurderer, om jeg stadig har det kreative behov for at lave film. Men som det næste projekt kunne jeg godt tænke mig at lave en teater-udgave af The Hateful Eight, fordi jeg kan godt kan lide idéen om, at andre skuespillere kan spille karaktererne.”

David O. Russell, der har skrevet og instrueret film som Silver Linings Playbook og American Hustle, fremhæver forfattergerningen:

”Jeg ville også være forfatter, og jeg var det, før jeg blev instruktør. Jeg elsker at skrive, og jeg skriver altid manuskripter. Mine manuskripter fylder omkring 175 sider nu. De er mere romanagtige og har mange verdener i dem. Jeg mener, at gode film har mange andre film i sig.”

Forholdet til skuespillere
Mindst to af instruktørerne har med deres film seriøse bejlere til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle.

Hos mange eksperter er Leonardo DiCaprio favorit til endelig at tage prisen for sin præstation i Iñárritus The Revenant, mens Michael Fassbender også byder sig til for Danny Boyles Steve Jobs.

”Til Leo (DiCaprio, red.) sagde jeg før indspilningerne: ’Jeg vil elske at se dig skrøbelig og sårbar. At se, at en man brydes ned.’ Og han var meget begejstret omkring det. Han forvandlede sig selv fysisk. Han gik på kur, lod sit hår vokse langt og fik et skæg som julemanden,” forklarer Alejandro G. Iñárritu og fortsætter:

”Det, jeg godt kan lide ved ham, er, at han ikke kun er skuespiller. Hans bidrag kommer også fra en filmskabers synsvinkel. Han forstår film. Leo har en indre rytme som en maskine, og jeg er meget imponeret af ham.”

Quentin Tarantino har også et indspark om skuespillerens og instruktørens forhold.

”Ridley (Scott, red.) og jeg har det tilfælles, at vi begge lavede vores første film med Harvey Keitel. Han tog mig virkelig under vingerne, og han lærte mig, hvad man skulle gøre med skuespillerne. Han sagde: ’Quentin, lad være med at sige, hvad de skal gøre i den første gennemspilning. Lad dem selv finde ud af det, ellers ser du aldrig det, de selv havde forestillet sig.’ Det har jeg i 21 år holdt fast i.”

Læs hele samtalen mellem de seks instruktører.

Tarantino om sit mulige karrierestop

© Filmmagasinet Ekko