Nyhed
22. okt. 2016 | 17:20 - Opdateret 22. okt. 2016 | 19:53

”Jeg vil ikke gå over i historien som en løgner”

Foto | Anna Marchuk
Den russiske instruktør Andrei Nekrasov under optagelserne til den omstridte dokumentar The Magnitsky Act – Behind the Scenes, som Ekko for nylig holdt Danmarkspremiere på.

Den russiske instruktør Andrei Nekrasov, der for nylig besøgte København, er i gang med at lave film om efterdønningerne fra The Magnitsky Act.

Af Frida Marquard

Den kendte Putin-kritiske dokumentarist Andrei Nekrasov har med dokumentaren The Magnitsky Act – Behind the Scenes formået at skabe røre i sjælden grad.

Både i og uden for Rusland bliver filmen kritiseret for at gå Putins ærinde.

Nu har den voldsomme kritik fået Andrei Nekrasov til at lave en opfølger til The Magnitsky Act – Behind the Scenes.

Den kommende film, der har arbejdstitlen The Magnitsky Act 2, vil være et forsøg på at komme til bunds i den prekære sag og finde frem til sandheden om den svindelskandale, som den første film handler om.

“Jeg er blevet beskyldt for at lyve. Derfor kan jeg ikke bare stoppe med den ene film. Jeg vil ikke gå over i historien som en løgner,” siger Andrei Nekrasov, der for nylig viste sin film ved et eksklusivt Ekko-arrangement i København.

“Vores mål nu er at finde frem til, hvem der har ret, og hvem der tager fejl.”

Skalkeskjul
The Magnitsky Act
– Behind the Scenes starter som en film om russisk korruption og drabet på en systemkritiker. Men undervejs vender historien 180 grader og ender med afdækningen af et vestligt milliontyveri af russiske skattekroner.

Den hovedanklagede er den amerikansk-fødte finansmand William Browder, som i filmen beskyldes for at udnytte Ruslands dårlige ry som et skalkeskjul for at begå skattesvindel.

Filmens kritikere mener, at Nekrasov med sin anklage mod William Browder skader kampen for menneskerettighederne i Rusland, som Browder har været fortaler for.

“I den første film gjorde vi en opdagelse, som vi mener er af allerhøjeste relevans – både politisk, samfundsmæssigt og for mediernes rolle. Men vi er også blevet mødt med megen modstand,” fortæller Andrei Nekrasov.

Leder efter beviser
Det er særligt i Tyskland, USA og Norge, at filmen har mødt kraftig kritik. Her hælder politikerne ifølge Nekrasov til at se Browder som helten i historien.

”De mener, at jeg tager fejl – hvis jeg ikke ligefrem lyver. Så jeg bliver nødt til på den ene eller anden måde at bevise, om jeg har ret eller ej,” siger Andrei Nekrasov.

Optagelserne til filmen begyndte allerede i sensommeren, men produktionen er stadig på et tidligt stadie.

”Vi filmer det, vi kan. Det er vigtigt at få alle reaktionerne med,” siger Nekrasov, som netop har fået en opmuntring i form af andenprisen på The European Broadcasting Festival i Berlin. Det er første gang, at dokumentaren bliver vist i Tyskland.

Kommentarer

SAGENS FORLØB

2007:
William Browder ansætter Sergei Magnitsky til at finde 230 millioner dollars, som er forsvundet fra Browders virksomhed.

2007:
Magnitsky påstår at have sporet pengene til russiske embedsmænd.

2008:
Magnitsky anklages for skattesvindel, og dør mindre end et år senere i et fængsel i Moskva.

2012:
USA vedtager på William ”Bill” Browders opfordring The Magnitsky Act, som forhindrer russiske menneskerettighedsforbrydere i at rejse til USA.

2016:
Andrei Nekrasovs dokumentar The Magnitsky Act – Behind the Scenes beskylder William Browder for at lyve om pengenes forsvinden.

© Filmmagasinet Ekko