Cannes 2016
02. juni 2016 | 18:02

Mungiu: ”Min generation blev ofret”

Foto | uoplyst
Cristian Mungiu fik flere tilbud fra udlandet, da han i 2007 vandt Guldpalmen med 4 måneder, 3 uger og 2 dage. Men han valgte at blive i Rumænien, hvor han netop har haft premiere på Graduation.

Rumænske Cristian Mungiu tilhører en generation, der blev ofret, da kommunismen faldt. Nu ønsker han en bedre fremtid for sine egne børn. Mød den tidligere Guldpalmevinder, der igen i år hjemtog en stor pris fra Cannes.

Af Nicki Bruun

Når Cristian Mungiu anonymt træder ind til interview, tænker man ikke straks, at her er en af verdens førende instruktører, der vinder den ene pris efter den anden på verdens mest prestigefulde festival.

Og hvor de fleste pressemøder i Cannes foregår på solbeskinnede tagterrasser på toppen af byens mest luksuriøse hoteller eller fornemme restauranter ved vandet, er mødet med Mungiu henlagt til et anonymt lokale i festivalpaladset.

Ikke desto mindre snuppede rumænske Cristian Mungiu i år festivalens tredjepris, nemlig prisen for bedste instruktør (som han noget uforståeligt måtte dele med Olivier Assayas). Og hæderen til Mungiu var vel at mærke en af de få priser, som blev modtaget med tilfredshed af pressen.

Stadig lige ydmyg
Cristian Mungius dystre korruptionsdrama Graduation (originaltitel: Bacalaureat) hørte nemlig til festivalens mest roste værker, og filmen scorede det højeste gennemsnit i Ekkos internationale stjernebarometer.

Beyond the Hills fra 2012 sikrede Mungiu prisen for bedste manuskript på samme festival, mens han fejrede sin største triumf med 4 måneder, 3 uger og 2 dage (udgivet på Ekko-dvd #12), der vandt Guldpalmen i 2007.

Men det er, som om succesen er gået hen over hovedet på den 48-årige instruktør. Han er stadig lige ydmyg, stadig usikker på sine egne evner og stadig helt nøgtern omkring festivalgejlet.

”Priser kan være meget tilfældige. Jeg har selv været i juryen i Cannes og andre steder, og en film er den samme, om den vinder eller ej.”

”Jeg ved, at folk elsker konkurrence, og det er godt for promoveringen af film, men vi bør se på, hvad film vil sige og ikke, om de vinder eller ej,” siger instruktøren, der i det kommende nummer af Ekko skriver et essay om sine oplevelser på festivalen gennem årene.

Hverdagens smutveje
Ligesom i 4 måneder, 3 uger og 2 dage er det et temmelig gråt og trøstesløst Rumænien uden de store fremtidsmuligheder, der bliver præsenteret i Graduation.

Den 49-årige læge Romeo Aldea drømmer om, at hans datter får et bedre liv. Hun har søgt ind på en uddannelse i England, men lige før sin eksamen bliver hun overfaldet. Romeo beslutter sig for at udnytte sine forbindelser for at sikre datteren en god karakter og dermed en fremtid uden for Rumænien.

Det er hverdagens små smutveje, som Mungiu stiller skarpt på, men han tager også temperaturen på stemningen i Rumænien, her 26 år efter kommunismens og Ceausescus fald.

”Vi har mistet en hel generation af mennesker, der er rejst fra Rumænien siden dengang. Og problemet er ikke bare antallet, men at det er landets elite, der har forladt landet,” siger Cristian Mungiu.

Generationen, der blev ofret
”Der er selvfølgelig sket historiske fremskridt de sidste 26 år, men på et personligt niveau er folk skuffede,” fortsætter Cristian Mungiu.

”Jeg hørte fra mine forældre, at min generation var den, der blev ofret, da kommunismen faldt. Derfor ønsker vi en bedre fremtid for vores børn. Problemet er, at det er en individuel løsning at rejse, som ikke hjælper samfundet. Det er som at forlade en synkende skude.”

Selv har han aldrig overvejet at immigrere. Men tanken om at bo og arbejde i udlandet har strejfet ham. Der har dog været både personlige og professionelle grunde til at lade være.

”Som filmskaber vil jeg kende detaljerne i det, jeg fortæller om i mine film. Den menneskelige psykologi og forholdene i samfundet må jeg kende. Nu har jeg også børn, der ikke vil rejse, så dem tager jeg hensyn til. Men løsningen er at lave et bedre samfund i Rumænien og ikke bare isolere sig på sin egen, magelige ø.”

Tvetydige sten
Det sidste lyder som en anklage mod de af hans akademiske og intellektuelle fæller, der rejser fra landet. Men Cristian Mungiu er ikke interesseret i at pege fingre. Heller ikke mod det system af korruption, der præger Rumænien, og som spiller en stor rolle i Graduation.

For ham handler det om at fortælle en menneskelig historie om valg og kompromiser.

”Jeg vil ikke lave socialkritik. Min film er ikke en udstilling af Rumænien som et korrupt land. Det er en historie om, hvad der sker, når man krydser den tynde, moralske grænse mellem godt og skidt. Så laver man kompromiser, og problemet med dem er, at man altid skylder nogen noget. En tjeneste er den anden værd,” siger instruktøren.

I filmen bliver Romeo plaget af nogen, der smider sten igennem hans bilrude, men det afsløres aldrig hvem. Denne tvetydighed er ganske bevidst, forklarer Mungiu. Det er en måde at vise Romeos tiltagende paranoia.

”Livet er tvetydigt, og hvis livet er det, må filmen også være det. Film bliver tit reduceret til det, der er nødvendigt for historien, men sådan vil jeg ikke arbejde.”

”Jeg vil lave film fra en persons individuelle perspektiv, hvor man aldrig kender sandheden. Man får informationer nok til at gætte på, hvem der smider stenene, men det vigtige er, at Romeo føler sig skyldig og derfor forfulgt.”

Intet hjemmepublikum
Den snart ti år gamle 4 måneder, 3 uger og 2 dage, hvor en ung kvinde kæmper for at få en abort i Ceausescus Rumænien,blev lavet på et tidspunkt, hvor Mungiu selv gik med tanker om at få børn.

Han vil derfor gerne kalde sine film for en slags selvbiografiske fortællinger, da den nuværende familiefar med Graduation har lavet en film om forældres ønsker for deres børn.

Munguis debutspillefilm Occident (2002) handler om unge mennesker, der søger mod et bedre liv i Vesteuropa. Dengang blev det gjort med en del humor, men med årene er den tidligere journalist blevet noget mere mørk i sine film.

Hvad der mangler af komik i filmene er der til gengæld rigeligt af i personen Cristian Mungiu. Mange af vores spørgsmål besvares først med en vittig bemærkning, dernæst efterfulgt af en velformuleret betragtning på formfuldendt engelsk.

Som når én journalist spørger, hvad hemmeligheden bag Rumæniens status som filmsupermagt er. Der blev talt om en rumænsk nybølge, da Mungiu og landsmanden Cristi Puiu vandt priser i Cannes for et årti siden, og i år var de begge igen i hovedkonkurrencen med kritikerroste film.

Passer den gamle parole, at der kommer bedre film i krisetider?

”Det er sjovt at høre Rumænien beskrevet som en supermagt i noget som helst. Det må være et historisk tilfælde,” siger Cristian Mungiu med et grin.

”Der eksisterer næsten ikke noget marked for rumænske film i vores eget land. Det er derfor, at vi har større frihed. Vi tænker mere over vores virkemidler end på at tiltrække et stort publikum.”

Samtidig kan han godt forstå, at der kommer bedre film i svære tider. For der er simpelthen mere dramatisk materiale at trække på.

”Men hvis jeg kunne vælge, ville jeg da hellere have et bedre samfund. I Tyskland har de gode filmskoler og producerer mange film, men deres film er ikke så kunstnerisk populære på festivaler, og det hænger nok sammen med, at der ikke er lige så mange samfundsproblemer at lave film om i et land med høj levestandard.”

Børn i samme skole
Det gik dog heller ikke Cristian Mungius næse forbi, at den helt store filmoplevelse blandt kritikerne på årets festival i Cannes netop var en tysk komedie, Toni Erdmann.

Sjovt nok er den faktisk en rumænsk co-produktion, og store dele af filmen foregår i Rumænien som en slags hyldest til landets status i europæisk film de sidste ti-femten år.

Der er ikke noget større koordineret samarbejde mellem de rumænske instruktører, fortæller Mungiu. Men han viser Corneliu Poromboiu (The Treasure) og Radu Muntean (One Floor Below) sine manuskripter og omvendt.

”Og så har Porombieu og jeg børn i den samme skole, så vi snakker om film hver morgen, efter børnene er blevet afleveret. Derfor ved jeg altid, hvad han går og laver, og han gør det samme om mig,” siger Cristian Mungiu og griner.

Trailer: Gradutation

Christian Mungiu

Født 1968 i Iasi, Rumænien.

Arbejdede som lærer og journalist, inden han blev filminstruktør.

Debuterede i 2002 i Cannes’ parallelkonkurrence Director’s Fornight med sin første spillefilm Occident.

Vandt Guldpalmen i 2007 for 4 måneder, 3 uger og 2 dage.

Beyond the Hills vandt instruktørprisen i Cannes i 2012.

Han var i år i hovedkonkurrencen for tredje gang med Graduation.

Film

Graduation
2016

Beyond the Hills
2012

Den gyldne tid
2009

4 måneder, 3 uger og 2 dage
2007

Occident
2002

© Filmmagasinet Ekko