Interview
15. maj 2017 | 18:00

”56 år er en perfekt debutantalder”

Foto | Thomas Marott
Jens Dahl sammen med fotograf Adam Wallensten under optagelserne af 3 ting, som blev lavet på et lille budget ved at filme langt det meste på et hotelværelse.

Dansk film graver lettest talenterne frem med lavbudget, mener Jens Dahl, der i en sen alder springer ud som instruktør med det spændstige krimidrama 3 ting.

Af Simon Johansen

Tanken om forandring fylder i det moderne samfund. Altid er der noget nyt, man kan dyrke og udvikle. Life-coaches lover dig, at du kan blive en bedre udgave af dig selv. Bare du følger deres råd. Bare du er omstillingsparat.

Forandrings-temaet fascinerer Jens Dahl i en sådan grad, at han har valgt at lade det være omdrejningspunktet i sin spillefilmdebut som instruktør, 3 ting, der har premiere på torsdag 18. maj.

”Jeg tror ikke, at personlig udvikling handler om at lave om på sig selv på den dér Anthony Robbins-agtige måde,” siger instruktøren og bestiller sig en kop kaffe på den københavnske café.

Anthony Robbins er kongen er selvhjælp. Han blev rig og berømt på en stribe af bøger og tv-programmer om samme emne.

Men det er ikke den slags selvhjælp, der hjælper et menneske på vej, mener Jens Dahl. I stedet handler det om at udforske, hvem du er. Find dine interesser, din passion og med den viden din plads i verden.

Dydens smalle sti
I 3 ting er det Mikael (Nikolaj Coster-Waldau), som har forandret sig. Måske. Vi ved det faktisk ikke helt. Han er svær at greje.

Med en sæk over hovedet bliver han fragtet hen til et hotelværelse. Sækken trækkes af, og han ser, at to strissere og en anklager også er i lokalet. Mikael sidder i saksen. Han har medvirket til et bankrøveri og et drab, men vidner han mod sine medsammensvorne, kan han slippe med vidnebeskyttelse. Med politiets hjælp kan han få sig en ny identitet og bopæl.

Han skal bare stikke sine kriminelle kolleger først.

Mikael accepterer, men forlanger til gengæld at få tre ting: en lille kasse med personlige ejendele, en kyllingeret fra den indiske yndlingsrestaurant og et møde med ekskæresten, hvis hjerte han knuste for år tilbage.

Mikael skal forberedes til næste dags vidneafhøring, men hurtigt tager han ordet og giver sin version af, hvad der skete, da han sprængte banken for en serbisk mafiaboss.

Han synes parat til at ændre sig, skifte spor fra den kriminelle løbebane og begive sig ud på dydens smalle sti i et nyt land. Og han vil have ekskæresten med. Men hun er i tvivl. Har han virkelig ændret sig?

”Der er mange ting at snakke om med det her tema. Kan man overhovedet forandre sig? Er det muligt?” spørger Jens Dahl.

Er det så det?

”Ha-ha, det skal man jo se filmen for at finde ud af,” svarer instruktøren med et smil.

Knuselsker krimigenren
Når 3 ting er Jens Dahls debutfilm, betyder det ikke, at den 56-årige instruktør ligefrem er grøn i filmfaget. Selv om navnet ikke nødvendigvis får klokkerne til at ringe, vil de fleste danskere alligevel finde sig velbevandrede i manuskriptforfatterens bagkatalog.

Sammen med Nicolas Winding Refn skrev han i 1990’erne den banebrydende Pusher. Siden da fortsatte han som manuskriptforfatter på blandt andet de glimrende krimiserier Norskov og Lulu & Leon.

Jens Dahl knuselsker krimigenren, og derfor er det da også naturligt, at 3 ting falder i netop den kategori.

”Jeg har altid været fascineret af den kriminelle verden. Den lille mand mod systemet, drømmen om at score kassen, om at regne den ud – alt det dér,” siger Jens Dahl.

Men 3 ting er ikke som de fleste thrillere.

Jens Dahl har valgt en stram og klaustrofobisk indramning, hvor vi gennem hele filmen udelukkende befinder os på hotelværelset. Forbrydelsen ser vi aldrig. Vi hører blot om den, og vi må selv gætte os til sandheden.

”A-plottet, hvor selve røveri-historien udfolder sig, er sekundært. Det handler i stedet om forholdet imellem de to hovedkarakterer,” forklarer Jens Dahl.

”Hvis karakterdramaet skal fungere, er alle personer nødt til at gennemgå en eller anden udvikling, og forholdet mellem de forskellige personer skal hele tiden være i fokus.”

”Hemingways skriveråd om kun at vise toppen af isbjerget i en fortælling er særligt vigtigt at holde sig for øjet i denne genre. Resten af historien skal foregå i beskuerens sanselighed. Der skal være en masse ting, man selv skal gætte sig til. På den måde kan det lade sig gøre, selv om vi ikke bevæger os ud af hotelværelset.”

Finansieret på en uge
Men trods de mange benspænd, som filmen må navigere udenom, har formatet også fordele, understreger Jens Dahl.

En film som denne koster nemlig ikke alverden at lave. Og jo mindre budgettet er, desto mere frihed har instruktøren.

”Når man arbejder med store budgetter, er der automatisk mange mennesker, som skal høres. Med små budgetter er det en anden historie. Efter vi fik grønt lys af Filminstituttet til at lave filmen, lykkedes det min producent Jacob Jarek at finansiere 3 ting på en uge. Én uge! Du aner ikke, hvor mange der kæmper og slås for at skaffe den sidste million, når de arbejder med større projekter.”

3 ting har kostet seks millioner kronger, og Jens Dahl fortæller, at der ikke bare er en energi i at lave lavbudgetfilm. Det er også en interessant filmisk udfordring: at forsøge at fortælle fortættet og gøre filmen spændende og dynamisk uden de helt store visuelle virkemidler.

”Det er ikke altid, at det lykkes,” erkender han dog straks.

Brug for nyt blod
Dansk film er for tiden nede i en bølgedal, og Ekkos blogger og formand for Danske Biografer, Kim Pedersen, mener, at de mange filminstitutstøttede lavbudgetfilm, som ingen gider se, bærer en stor del af ansvaret.

”Det er en kompleks sag. Jeg kan godt forstå, at biograferne har et problem med de mange lavbudgetfilm. Omvendt er det også en måde at udvikle nye filmskabere på, og det har vi brug for,” siger Jens Dahl og peger på udviklingen for landets etablerede instruktører.

”De største danske instruktører arbejder ikke i Danmark. De instruerer film og store tv-serier i udlandet. Så der er brug for nyt blod. Derfor tror jeg, at det er en bedre strategi at lave ti billige film end tre dyre. Vi får flere talenter frem i lyset på den måde,” siger instruktøren.

Efter hans overbevisning er historien også meget vigtigere end budgettet. Det var det smukke ved Dogme-filmene, siger han. Det handlede kun om historien og skuespillerne. Hvis ikke det fungerede, havde instruktøren ikke en film.

”I 3 ting kunne der også have været en masse flashbacks til røveriet, og de kunne kravle ind og ud af helikoptere. Det kunne have set skide spændende ud. I lang tid tænkte jeg, at det var nødvendigt, men jeg droppede det.”

”Det kan jo godt lade gøre uden. En kvinde, der skal se på en mand og finde ud af, om hun bliver snydt eller ej, er spændende nok i sig selv. Det er meget mere spændende end en masse action-fyld,” siger Jens Dahl, som ikke helt underkender den store produktion.

”Selvfølgelig skal der også skal være plads til dyre film indimellem. Måske skal man bare gøre sig fortjent til det?”

Svære anmeldelser
Noget kunne tyde på, at Jens Dahl selv er ved at gøre sig fortjent til et større budget. I Ekko kunne han i hvert fald læse en rosende firestjernet anmeldelse.

”Det er sgu svært at læse anmeldelser,” indrømmer han. ”Én lille negativ bemærkning skærer i mine øjne. Sådan er jeg bare.”

Der findes også mange instruktører, som ikke læser anmeldelser!

”Tja,” siger Jens Dahl, ”men der er jo også mange instruktører, som lyver.”

Han griner.

Det skar i hans øjne at læse en bestemt ting i Ekkos anmeldelse, som er bragt i det nye nummer. Anmelderen skriver, at der måske er lidt for mange historier i filmen, og hvorfor tjekker folk ikke, om der er mikrofoner på hotelværelset?

”Men det kan jo godt være, at de tjekker for mikrofoner, når kameraet ikke filmer dem,” forsøger Jens Dahl. ”Ha-ha, men hvad skal man sige? Jeg ved godt, at det er ude af mine hænder nu, men jeg læser det jo alligevel.”

Er der så for mange historier i filmen? Det ved Jens Dahl ikke, om han er enig i.

”Det kan godt være, at det er rigtigt. Og vi var egentlig også i gang med at klippe noget af det ud, men jeg insisterede på at beholde dem. Jeg følte, at vi skyldte, at karaktererne havde noget dybde. Hvis vi for eksempel klippede politikvindens historie ud, så ville hun fremstå endnu mere som en kliché, end anmelderen allerede synes. Det er svært. Jeg giver jo alt, hvad jeg har. Anmeldelser er sindssygt hårde at tage imod, men sådan er gamet.”

Er anmeldelser en af grundene til, at din instruktørdebut har ladet vente på sig?

Jens Dahl giver sig til at tænke. Ti sekunder passerer.

”Jeg har altid haft enormt meget respekt for instruktørfaget, altså virkelig meget respekt,” begynder han.

”Jeg vælger så at tro på, at jeg nu er et sted i min karriere, hvor jeg kan gøre det. Når jeg kigger tilbage på det, jeg skrev førhen, så tænker jeg ... jeg ved ikke. Måske er jeg bare blevet sent moden.”

”Jeg synes, det er det rigtige tidspunkt for mig nu. Jeg har længe været semi-succesfuld som forfatter, og i en voksen alder udvider jeg så min karriere. Fra mit synspunkt er det virkelig perfekt. Jeg stagnerer i hvert fald ikke,” siger Jens Dahl.

Så det her er din første af mange film som instruktør?

”Absolut.”

Jens Dahl

Født 1961 i København.

Uddannet på Den Danske Filmskole

Skrev sammen med Nicolas Winding Refn manuskriptet til Pusher (1996).

Har skrevet manuskripter til en række tv-serier og spillefilm.

Instruerede 2 piger 1 kage (2013), som blev vist på Sundance Film Festival og nomineret til Ekko Shortlist Awards.

3 ting er Jens Dahls debut som instruktør.

© Filmmagasinet Ekko