Interview
01. dec. 2017 | 14:51

”Jeg føler mig låst i naturalismen”

Foto | Valdemar Cold Winge Leisner
Goth-rockerne Damien og Kiti iscenesætter sig selv som grænseoverskridende, men viser også sårbarhed i Jesper Dalgaards Übermensch, der er nomineret for bedste dokumentar ved Ekkos prisuddeling.

Jesper Dalgaard ville være musiker, men kom tilfældigt til at lave film. Nu er han en af landets mest lovende instruktører, der er nomineret til Ekko Shortlist Awards med Übermensch.

Af Nicki Bruun

To sortklædte goth-rockere står i mørket uden for en nedlagt kirke og afholder et ritual med brændende sedler. Efterfølgende kæmper de med en sløv kniv, så de kan blande blod.

Det er åbningsscenen i Übermensch, der er nomineret for bedste dokumentar ved Ekko Shortlist Awards.

Det virker meget naturligt og som noget, de nok havde gjort, selv om der ikke stod en mand med et kamera og filmede dem. Men faktisk var det instruktøren af filmen om de to goth-rockere Damien og Kiti, Jesper Dalgaard, der foreslog en aftentur ud til den nedlagte kirke.

”Jeg har ingen skrupler overhovedet med at iscenesætte virkeligheden. Tværtimod er det min pligt at skabe den bedst mulige film til den fortælling og de medvirkende i den. Ingen ville være glade for en dårlig film, og jeg er ret ligeglad med diskussionen om dokumentar kontra fiktion,” fortæller 27-årige Jesper Dalgaard.

”For mig handler det bare om, at det, der kommer ud af lærredet, føles sandt. Hvis man tror på det, når man ser det, er det vel godt nok? Det er dér autenticiteten ligger og ikke i en række genremæssige begreber.”

Det teatralske
Jesper Dalgaard er efter sin afgangsfilm Weltschmerz fra Den Danske Filmskoles dokumentarlinje tidligere i år blevet fremhævet som et af Danmarks største instruktørtalenter.

Både Weltschmerz og Übermensch er stærkt stiliserede fortællinger om anderledes mennesker med almindelige problemer. Damien og Kiti iscenesætter sig selv i Übermensch, og for Jesper Dalgaard er den teatralske udtryksform en kvalitet.

I Weltschmerz skifter instruktøren fokus fra usikre goth-rockere til en blind kvinde, som i små opsætninger får sin teatergruppe til at hjælpe sig med at forstå bruddet med kæresten gennem ti år.

”Jeg vil kæmpe fra nu og til for evigt med at få teaterkunsten tilbage i film. Der har været et enormt behov for naturalisme igennem mange år, men det kan jeg ikke identificere mig med. Der er noget interessant ved at udfordre publikums opfattelse af, hvad der er autentisk på tværs af kunstgenrer,” siger Jesper Dalgaard.

Kærlighedserklæring
Instruktøren er kritisk over for den særligt danske form for køkkenvaskrealisme.

”Der har været en forestilling om, at vi ikke både kunne have karakterer, der råbte og skreg, og en form, der råbte og skreg. Som instruktør har man prøvet at gemme sig i baggrunden med en form for kujonagtig og fordækt realisme i den tro, at man ikke kan skrue op for alle parametre,” siger Jesper Dalgaard.

”Men i Weltschmerz lavede vi et helt konkret laboratorium, som foregår i et teater. Så kunne vi fandeme få lov til at være teatralske, skabe os og klæde os ud, uden at nogen satte spørgsmålstegn ved troværdigheden. Jeg føler mig låst, hvis jeg kun kan bevæge mig inden for den naturalistiske form,” fortsætter instruktøren i køkkenet af sin lejlighed på Christianshavn, et stenkast fra Den Danske Filmskole, som han blev optaget på i 2013.

Det gjorde Jesper Dalgaard med sin første rigtige film nogensinde. Dicte fra 2012 kan ses på Ekko Shortlist og er en mere traditionel dokumentar, som han lavede efter at være flyttet til København. Den følger i hælene på vennen Simon, som en dag pludselig får at vide, at han skal være far.

”I lang tid havde jeg det svært med Dicte og syntes, at den var fucking dårlig, men nu skammer jeg mig ikke mere over den. Det er en ærlig film og en kærlighedserklæring til de venner, der var i Aarhus, og som jeg savnede hver eneste dag.”

Hellere regional-tv end DR
Der var ikke meget kultur i Jesper Dalgaards trygge barndomshjem i lillebyen Sjørring, der ligger mellem Thisted og Thy på den nordjyske vestkyst.

Det vil sige, at der ikke var meget af den ”rigtige” kultur, som bliver bestemt af parnasset i København og helst skal være af den mere højtravende orientering.

”Jeg oplevede i min opvækst, at der er nogle tabuiserede genrer. Min mor skrev dilettantteater, da jeg var barn. Det var ikke ægte teater, det var satirisk landsbyteater. Men det havde en præcision, varme og intelligens, som var fuld af hjerte,” siger Jesper Dalgaard.

”Jeg tænker altid, når jeg ser TV 2 Midt og Vest, at det er noget af det bedste tv overhovedet. Det er langt bedre, end hvad DR kan skabe. Men de får ikke anerkendelse, fordi de er lavere rangeret på den kulturelle liste.”

Det var heller aldrig den store drøm for Jesper Dalgaard at blive Danmarks næste, store filminstruktør, da han voksede op.

”Jeg har aldrig set særligt mange film og har ikke den store referenceramme, hvad angår film,” fortæller Jesper Dalgaard, som dog finder inspiration i alt fra tysk teater og filosofi til musik.

”Faktisk drømte jeg om at blive musiker. Det havde jeg ikke talent for, men så begyndte jeg ret tilfældigt at filme mine venner, når de spillede koncerter og den slags.”

Apokalyptisk julefilm
Måske er det på grund af den anderledes indgang til filmmediet, at Jesper Dalgaard kaster sig over meget forskellige projekter.

Tidligere i år stod han sammen med produceren Mads Damsbo fra produktionsselskabet Makropol bag virtual reality-udstillingen Doom Room. Den fik anmelderros for historien, hvor man begår selvmord med et gevær og dernæst guides rundt i efterlivet.

Og selv om han lige er blevet uddannet som dokumentarinstruktør fra Den Danske Filmskole, er Jesper Dalgaard nu i gang med at udvikle spillefilmen Moon Blood.

”Ligesom dilettantteater er komedier tabuiseret i finkulturen, og derfor er jeg i gang med at skrive en apokalyptisk julefilm, som også har tragikomiske træk,” fortæller Jesper Dalgaard om Moon Blood, hvor Nicolas Bro spiller en mand, der passer sin voksne og hjerneskadede lillebror, mens verden truer med at gå under. Filmen har modtaget udviklingsstøtte fra New Danish Screen.

Det kan virke mærkeligt at kaste sig over spillefilmformatet, når man har trænet i at lave dokumentarfilm. Men ikke for Jesper Dahlgaard.

”Mine film er blevet kaldt dokumentarer, fordi de kommer ud af en dokumentarisk afdeling på Filmskolen. Men det ville lette publikums forventning, hvis man kaldte alt for fiktion,” siger instruktøren.

”Dokumentarinstruktører gør et kæmpe stykke arbejde for at gennemtænke deres værker, og det er tarveligt og fornærmende at se deres film som tilfældigheder.”

Jesper Dalgaard

Født 1989 i Thisted.

Uddannet dokumentarinstruktør fra Den Danske Filmskole i 2017 med afgangsfilmen Weltschmerz.

Har kortfilmene Übermensch og Dicte på Ekko Shortlist.

Übermensch er nomineret til bedste dokumentar ved Ekko Shortlist Awards 2017.

Lavede tidligere i år den anmelderroste virtual reality-udstilling Doom Room.

Arbejder på en spillefilm med titlen Moon Blood.

© Filmmagasinet Ekko