Nyhed
08. aug. 2018 | 17:09

Jessica Chastain anklages for hykleri

Foto | Michael Gibson
Jessica Chastain kunne senest opleves i danske biografer som poker-vært i Molly’s Game, men nu får hun kritik for sin involvering i en kommende film.

Den amerikanske skuespiller, der er en stor fortaler for #MeToo-bevægelsen, arbejder sammen med hustruvoldsdømte Matthew Newton.

Af Frederik Bakkerud

Jessica Chastain er en vigtig aktivist i kampen mod sexchikane. Hun er talsmand for Time’s Up-bevægelsen, der blev til i kølvandet på #MeToo og voldtægtsanklagerne mod Harvey Weinstein.

Alligevel producerer og medvirker hun i den kommende Eve, der er skrevet og instrueret af Matthew Newton, som tidligere er blevet kendt skyldig i hustruvold. Det skriver avisen The Guardian.

Ord og handlinger
Eve bliver lavet på selskabet Freckle Films, som Jessica Chastain grundlagde i 2016.

Det består udelukkende af kvindelige ansatte, og Chastain har flere gange krævet større repræsentation af kvinder på tværs af filmbranchen – fra produktion til presse og festivaler.

Hun har også udtalt, at hun tager volds- og misbrugsanklager meget alvorligt, når hun vælger sine projekter.

”Det er meget vigtigt for mig, at jeg praktiserer, hvad jeg prædiker, og at mine handlinger følger mine ord,” udtaler hun i et interview med The Feed, et australsk tv-show.

Flere voldssager
Matthew Nelson blev i 2007 kendt skyldig for vold mod sin daværende kæreste Brooke Satchwell.

Tre år senere fik han et polititilhold om ikke at nærme sig sin forlovede Rachael Taylor, som han også har tyet til vold mod. Det tilhold brød han året efter. Den australske instruktør lider af en maniodepressiv sygdom, hvorfor han er blevet frikendt i visse sager, skriver The Guardian.

Men der er flere voldsanklager mod instruktøren, som nu bor i New York.

Jessica Chastain har endnu ikke svaret på anklagerne.

© Filmmagasinet Ekko