Interview
30. nov. 2017 | 10:00

Ordleg med Joachim Trier

Foto | Erik Aavatsmark
Joachim Trier med Eili Harboe, der spiller en kristen pige, som på grund af en forelskelse bliver rystet i sin grundvold i Thelma.

Er Thelma overhovedet en gyser? Hvorfor har Joachim Trier byttet sine typiske manderoller ud med to unge kvinder? Ekko leger en ordleg med instruktøren for at få svar.

Af Casper Hindse

”Jeg troede lige, du havde taget noget med, man kunne putte i kaffen.”

Joachim Trier kigger ned på bordet foran os. Vi sidder på første sal i Grand Teatret, og bag os brøler lyden fra middagsvisningen ud fra fremviserlokalet. Foran Trier ligger en lille pose med sedler, som vi skal bruge.

”Det er jo sådan en associationsleg, det her!” griner instruktøren, og sedlernes emner tager da også udgangspunkt i nordmandens premiereaktuelle Thelma, der er en gyser, men nu også en historie om en ung kvindes kamp for at finde sig selv.

I Thelma følger vi titelpersonen, som tager fra det norske højland og ind til Oslo for at studere. Her forelsker hun sig hovedkulds i en anden ung kvinde, mens hun begynder at få besynderlige og naturbestemte epileptiske anfald.

”Uha, sikke en start!”
Der er både noget nyt og gammelt i Thelma. Gysets overnaturlighed er det nye i Triers univers, mens det menneskelige drama er det gamle.

Instruktørens mesterlige debut Reprise og den lige så mesterlige efterfølger Oslo, 31. august handler om relationer. Hvor Reprise følger to norske forfatterspirer, der eksploderer i drømme og nerver, så er Oslo 31. august nærmere en forfaldshistorie, der over et døgn følger i hælene på en plaget mand.

Den amerikanske Louder Than Bombs følger op på drømme og afvikling med en fortælling, hvor det sværmeriske kæmper med livets hårde realiteter i forholdet mellem en far og to drenge, der netop har mistet deres mor.

Filmen blev udtaget til Cannes’ hovedkonkurrence, og det er netop denne film, der står på den første seddel, som Joachim Trier trækker op af posen.

”Læren fra Louder Than Bombs,” læser den norske instruktør højt og læner sig tilbage i stolen: ”Uha, sikke en start!”

Kontroltab i USA
Joachim Trier er en instruktør, der vil gøre tingene på sin egen måde. Men hans hang til at have kontrollen blev udfordret med Louder Than Bombs.

”Jeg lærte en masse ting, for det var spændende at arbejde i USA, men det var også meget kompliceret. Især efterfølgende. Det sårede mig lidt, at folk begyndte at rangere mit arbejde. Dem, der var blevet forelsket i Oslo, 31. august, blev skuffede over Louder Than Bombs, og det slog mig, at jeg var begyndt at konkurrere med mig selv. Måske er det ikke så farligt, men alligevel ramte det mig, at folk begyndte at opliste mine film. For ja, Louder Than Bombs var den helt forkerte film at lave i USA, men vi sejrede med den – og det er jeg meget stolt af!”

Hvorfor var det den forkerte film at lave i USA?

”Da vi begyndte, sagde alle i USA, at det værste, man kunne gøre, var at lave et drama om sorgen ved at miste en mor. Det er simpelthen den mindst catchy pitch, man kan forestille sig! Men vi lykkedes med det, fordi vi lavede noget, som vi havde et personligt forhold til – frem for en genrefilm, der er normalt at lave, når man tager til USA,” siger Trier og nulrer papiret imellem fingrene.

Så kigger han direkte på mig:

”Måske er det også derfor, at hovedpersonen i Thelma er blevet en ung kvinde, som virkelig gerne vil have kontrol, men som mister den lidt undervejs. Sådan var dele af min USA-oplevelse også, fordi man ikke kan have fuldstændig kontrol, men alligevel bliver man nødt til at ryste den oplevelse af sig, hvis man vil igennem med sin film og have sit final cut.”

Det er interessant, at du laver et drama ud af din første amerikanske film, mens du laver gys og gru ud af din nye norske. Det ville vel have sparet dig for meget besvær, hvis du havde gjort det omvendt!

”Det har jeg ikke tænkt på, men nu hvor du siger det, så skal jeg helst have noget kontrapunktisk for, at jeg kan skabe noget. Drama handler for mig om distance og om personlighed.”

Det personlige
Joachim Trier vender og drejer sig i stolen, mens musikken brager ud fra fremviserlokalet. Han ligner én, der er på vej ud ad en tangent. Så siger han:

”Fordi Pierre Drieu La Rochelle havde skrevet sin roman Le feu follet i 1931, turde jeg bruge den og tilføre noget personligt for at skabe Oslo, 31. august. Og fordi jeg filmede i New York, turde jeg sætte mit allermest personlige og norske ind i Louder Than Bombs. Og fordi vi skulle tilbage til Norge og lave Thelma, så turde jeg lave en genrefilm, selv om amerikanerne gerne ville finansiere den med en stor stjerne. Hvis en film ikke står i modsætning til mig, når jeg begynder på den, kan jeg ikke lukke mig selv ind i dens univers.”

Joachim Trier rækker ud efter posen igen.

”Nå,” siger han: ”Der står bare ’gyser?’”

Er Thelma en gyser eller egentlig nærmere en udviklingshistorie, som er tilsat lidt overnaturlige kræfter?

”Hmm … altså, hvis man tror, at man skal ind og se Saw, tager man fejl,” griner instruktøren og svinger det ene lange norske ben over det andet.

Thelma er nok mest en coming-of-age-film og en romantisk fortælling om mødet mellem to unge kvinder. Men historien bliver samtidig en fabel, fordi den krydres med gyserelementer.”

Læren fra Hitchcock
Man kan vel sige, at Reprise er en udviklingshistorie, Oslo, 31. august en afviklingshistorie og Louder Than Bombs lidt af begge dele. Så er Thelma i virkeligheden en ’Joachim Trier-classic’ tilsat lidt Hitchcock?

”Den er i hvert fald tilsat Hitchcock!” ler instruktøren.

”Hele Hitchcocks tanke om suspense, og hans idé om, at den enkelte billedindstilling er det vigtigste, har jeg taget med ind i Thelma. Vi har en scene i operaen i Oslo med masser af suspense, og den er opstået ud fra en helt barnlig fascination for store steder, som Hitchcock også yndede at bruge, når der skulle ske noget foruroligende.”

Joachim Trier sidder et øjeblik og ser frem for sig. Så drejer han blikket og siger:

”For mig er Thelma det, som amerikanerne for tiden kalder et elevated drama. Altså et drama, hvor man finder en ny måde at lave noget kendt på. Thelma er en udviklingshistorie placeret midt i gysergenren, ja. Og så er den oven i købet min mest romantiske film til dato… Nå, næste seddel!”

Han smiler for sig selv og trækker endnu en lap papir op af posen: ”Køn,” siger han.

Du har i dine film haft overvejende mandlige hovedpersoner, men denne gang er det to unge kvinder, der forelsker sig. Hvorfor?

Thelma handler om frigørelse. Både for hovedpersonen i filmen, men også for min manuskriptmakker, Eskil Vogt, og jeg. Vi synes, det kunne være interessant at arbejde med kvinder i stedet for mænd. Det var ikke en decideret kønspolitisk beslutning, men vi ville gerne udfordre os selv og prøve noget nyt.”

Hvad fik I ud af det?

”Vi fandt ud af, at køn ikke er det mest definerende ved mennesker. Vi har alle sammen fantasier og drømme, der måske ikke er så forskellige, som vi går og tror.”

Alle har deres grunde
Sidder du her i 2017 på toppen af feminismebølgen og ikke mindst den højaktuelle #MeToo-kampagne og siger, at køn ikke er afgørende?

”Når jeg arbejder kreativt, så er et menneske 1000 forskellige ting. Og når Eskil og jeg skriver, så skal vi sætte os ind i hovedet på nogen, hvilket er noget af det mest fantastiske, der findes. Man kan skabe et menneske, som man identificerer sig med, og samtidig kommer man væk fra sig selv. Kunsten skal være fri og turde udfordre grænser, men jeg er også dramamand, og jeg kommer nok aldrig af med Jean Renoirs etos om, at alle mennesker har deres grunde til det, de gør.”

Hvad har det at gøre med, at kønnene ikke er så forskellige?

”Der er lavet masser af film i gyser- og horrorgenren, hvor kvinder enten bliver dræbt på makabre måder, eller hvor kvinder stiller sig frem i feminismens tegn. Men det var ikke den slags film, jeg gerne ville lave her i 2017.”

”Jeg ville lave film om mennesker og om det, der sker mellem dem. Titelpersonen i Thelma er på en erotisk udviklingsrejse, og hendes køn er overhovedet ikke tematikken, for jeg har skrevet hende, og jeg er med hende hele vejen. Også selv om jeg er en mand.”

Forelsket i det store lærred
Joachim Trier tager en dyb indånding: ”Kan vi nå én seddel til?”

Det bestemmer du …

Hurtigt trækker den norske instruktør en ny seddel op af posen, men lægger den så fra sig igen.

”Jeg vil faktisk gerne lige tilføje noget til det med køn i film,” siger han så.

”For hvad ville der egentlig ske, hvis kunstnere skulle begrænse sig til ganske få emner? Hvis en mand for eksempel ikke måtte lave film om en kvinde?”

”Jeg vil forbeholde mig retten til at lave film om lige præcis det, jeg har lyst til – uanset om jeg undersøger karakterer, der er tæt på eller langt fra mig selv. Det er meget vigtigt at sige, at skuespillerne er helt afgørende her. Jeg spiller bolden over til dem, men de skal sparke den i mål. It’s a team effort, og man skal spille sammen og både udfordre og respektere hinanden.”

Trier samler sedlen op igen: ”Tv-serier,” siger han og ser undrende over på mig.

Du laver film med fortællinger, der snildt kunne udfoldes til en hel miniserie. Kunne dette ikke friste historiefortælleren i dig?

”Der sker mange gode ting på tv-serie-fronten for tiden, men jeg er forelsket i det store lærred. Thelma udspringer af, at jeg har tænkt på, hvad vi skylder folk, der køber en biografbillet. For mig at se er svaret en stærk visuel oplevelse. Jeg tror, at de brydningstider, vi ser på biografmarkedet i disse år, vil resultere i, at kunstfilmene får det bedre, fordi instruktørerne gør sig mere umage.”

Så altså ingen tv-serie fra din hånd lige foreløbig?

”Miniserien er bestemt interessant, men biografen er det eneste sted, hvor man i vores moderne verden kan bede folk om at tie stille i halvanden time og sidde i total mørke, mens vi sansebomber dem. Det skaber et tryk, der i sig selv er filmens sande magi.”

Trailer: Thelma

Joachim Trier

Født 1974 i København.

Har både dansk og norsk pas, men voksede op i Oslo.

Hans far er den danske tonemester Jacob Trier, der har lagt lyd på Bjergkøbing Grand Prix.

Har gået på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft og studeret på National Film and Television School i London.

Ekko har udgivet Reprise og Oslo, 31. augustdobbelt-dvd’en #24 og kortfilmen Proctordvd #14.

Spillefilm

Thelma
2017

Louder Than Bombs
2015

Oslo, 31. august
2011

Reprise
2006

© Filmmagasinet Ekko