Venedig 2016
04. sep. 2016 | 12:54

Dag 4: Jude Law i sit es som pave

Foto | HBO
Jude Law er fantastisk og bryder alle tabuer i rollen som den kyniske Pave Pius XIII i Paolo Sorrentinos HBO-serie The Young Pope.

Sjældent klæder det nogen at være et dumt svin. Jude Law viste, at han er undtagelsen, da Sorrentino-serien The Young Pope havde verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig.

Af Simon Johansen

Den tidligste båd til Lidoen var fyldt til bristepunktet på Venedig-festivalens fjerde dag, og mange frustrerede cineaster så sig nødsaget til at vente den halve time, det tog, før den næste båd skibede ud.

Derfor var det med sved på panden, at Ekkos udsendte med nød og næppe nåede festivalens sidste visning af det chilenske drama El Cristo ciego, eller Den blinde Kristus, som en dansk oversættelse kunne lyde.

Filmen, der er i konkurrence til årets Guldløve, er instrueret af chilenske Christopher Murray. Den foregår i de fattige dele af det nordlige Chile, hvor det oprindelige folk føler sig overset af systemet i en sådan grad, at de tyr til religion som deres sidste håb. 

Michael ønsker brændende at være en messias for sine omgivelser, og da han hører, at der er gået koldbrand i barndomsvennens ben, haster han barfodet gennem ørkenen for at udrette miraklet.

Autentiske livshistorier
Kulissen i El Cristo ciego føles ægte i en sådan grad, at det næsten er dokumentarisk.

Det skyldes ikke kun bliktagshytterne, de støvede veje og de herreløse hunde, der alle er faste bestanddele af Latinamerikas slumkvarterer. Instruktøren fremmaner i særdeleshed autenticiteten ved udelukkende at bruge områdets rigtige indbyggere i filmen. Kun Michael spilles af en professionel skuespiller, Michael Silva.

Den slags film findes der selvfølgelig masser af, men El Cristo ciego skiller sig ud ved at bruge amatørernes egne livshistorier som en aktiv del af fortællingen. Det er deres anekdoter, Michael får fortalt på sin færd frem til barndomsvennens syge ben, og det er dem, som er mest interessante. 

Den arrogante pave
Knap er det chilenske drama forbi, før Jude Law kravler ud af en enorm bunke nøgne babyer på Sankt Marks Torv i Venedig.

Det sker i The Young Pope, en HBO-miniserie i ti afsnit, hvoraf de to første havde verdenspremiere på festivalen i dag. Serien er instrueret af ingen ringere end italienske Paolo Sorrentino, der er kendt for barokke film som Den store skønhed og Il Divo og senest Youth.

The Young Pope handler om Lenny Belardo, der i en alder af kun 47 vælges som den første amerikanske pave i historien.

Valget falder på Lenny, fordi den erfarne kardinal Voiello (Silvio Orlando) og den øvrige ledelse i Vatikanet mener, at Lenny vil være nemmere at forme og præge end den noget ældre kardinal Michael Spencer (James Cromwell).

Dér tog de grueligt fejl.

Fra første færd gør den nye pave det klart, at han ikke har tænkt sig at følge så meget som ét af Voiellos råd. Tværtimod behandler paven kardinalen som en praktikant. Lenny er ikke bange for at beordre Voiello ned efter kaffe, og Jude Law gør det fremragende som den kyniske pave.

Det er let at se, at Law nyder rollen som den arrogante pave, hans største rolle i årevis. Som når Voiello fortæller ham, at man ikke må ryge på pavens kontor.

”Hvem har bestemt det?” spørger Lenny.

”Det har paven i sin tid.”

”Men der er en ny pave nu.”

Berettiget sæbeopera
Efter de første to afsnit lægger det i kortene, at serien vil rumme en duel mellem de to.

En anden afgørende rolle i serien er nonnen Mary (Diane Keaton), der styrede det børnehjem, hvor Lennys hippieforældre efterlod ham.

The Young Pope er en flot serie. Både baby-scenen i Venedig og scenen, hvor paven taler til folket i Vatikanet, er overbevisende.

I de første to afsnit handler serien hovedsageligt om de interne intriger i Vatikanet, og det giver The Young Pope et lidt sæbeopera-agtigt udtryk.

Men det er også okay, når vi er i selskab med en pave, som til alles forfærdelse går ind for alt det, Vatikanet traditionelt set er imod: homo-ægteskaber, sex uden for ægteskab og onani. 

Fransk organdrama
Senere på dagen blev det tid til lidt fransk islæt på Lidoen.

I Réparer les vivants af instruktør Katell Quillévéré overnatter Simon Limbre hos sin kæreste. Men i løbet af natten står han op for at tage med vennerne ud at surfe.

Drengene ruller ud af byen på vej mod bølgerne, der på dagen er ekstra store og ekstra voldsomme.

Ud på morgenen sætter de sig udmattede tilbage i bilen og kører mod byen igen. Simon på passagersædet sover allerede, og chaufføren kæmper for at holde øjnene åbne.

Men øjenlågene er tunge, og her får vi filmens mest betagende scene. Som den sidste af vennegruppen falder også chaufføren i søvn, og det sker med ynde. Glidende transformeres landevejen til bølger for til sidst at opløses i sort med et krasj! 

Menneskene bag statistikkerne
Det er det eneste sted i Réparer les vivants, hvor et filmisk virkemiddel tages i brug. Resten er lineært opbygget og desværre ret forudsigeligt.

Bilulykken sender Simon så dybt i koma, at han erklæres død, og filmens tema begynder at tage form. For organerne er intakte.

Et andet sted er Claires (Anne Dorval) hjerte ved at give op. Vil hun leve, skal hun have et nyt. Herfra er det let at forestille sig, hvad der kommer til at ske, og det er ikke mere end tyve minutter siden, at Simon smuttede fra sin sovende kæreste.

Idéen fejler ikke noget. Det er altid interessant at møde menneskene bag ulykkesstatistikkerne, men på båden hjem fra Lidoen går diskussionen på, om Katell Quillévéré ikke skulle have ladet sig inspirere af sin chilenske kollega Christopher Murray.

Det ville være fascinerende at møde de virkelige mennesker, der optræder på begge sider af noget så eksistentielt som en hjertetransplantation.

Simon Johansen

Filmmagasinet Ekkos udsendte i Venedig.

Sender dagligt beretninger hjem fra festivalen.

Uddannet journalist og har skrevet for Ekko i et års tid.

Festivalen er den ældste af sin slags i verden og er siden 1932 blevet afholdt på øen Lido uden for Venedig.

Fra 31. august til 10. september.

© Filmmagasinet Ekko