Interview
11. juli 2013 | 15:30

Shortlist: Kærlighed ved første bid

Foto | Aske Rif Torbensen
Johannes Pico instruerer Nicholas Wollesen (tv.) og Marcus Christensen, der spiller de to mænd, hvis første og eneste møde udvikler sig i en dramatisk drejning i Sammen for evigt.

”Ingen har kaldt mig klam,” siger Johannes Pico. Han har instrueret det gruopvækkende Shortlist-hit Sammen for evigt, som er baseret på en sand historie. OBS: Artiklen afslører plottet!

Af Daniel Pilgaard

”Jeg vil have dig nu,” skrev en mand på chatten online til anden mand på en kold vinterdag i Tyskland i 2001.

Den samme sætning står på syttenårige Janniks computerskærm i den første scene i Sammen for evigt, der efterfølgende skildrer begivenhederne under de to mænds møde – deres første og eneste.

Filmen, der for anden uge er nummer tre på Ekko Shortlist, tager en gruopvækkende drejning, da Janniks kønsdele ender på stegepanden og resten af hans parterede krop ender i kummefryseren.

Kærlighed og accept
”I virkeligheden handler det jo bare om et par, der gerne vil mødes og have kærlighed,” fortæller instruktøren Johannes Pico på en bænk ved Søerne, hvor vi spiser is i varmt solskin, mens vi taler om kannibaler og kærlighed.

For 30-årige Pico – som han kaldes i filmmiljøet – er Sammen for evigt hverken ment som en provokation eller en blåstempling af kannibalisme. Filmen er et forsøg på at forstå, hvad der driver kannibalers tankegang. Og det er efter Picos opfattelse en higen efter kærlighed og accept.

”For den største kærlighedserklæring er at blive spist,” lyder det fra den 30-årige instruktør i en blanding af alvor og humor.

”I min research om kannibalisme fandt jeg ud af, at når man indtager et andet menneske, bliver man til ét og er sammen for evigt. Det er også derfor, at jeg ikke synes, det er provokerende. Det specielle ved sagen var jo, at begge parter tændte på tanken.”

”Jeg sad og oplevede, at jeg selv var kannibal i et kort øjeblik, første gang jeg læste om historien i Ekstra Bladet. De to fremstod som helt normale mennesker som dig og mig. Det virkede ikke sygt, indtil kæden pludselig springer af, og de æder hinanden.”

Normer i samfundet
”Vorarephilia” kalder man den grad af kannibalisme, hvor mennesker seksuelt tænder på at blive spist eller omvendt. Men handlingen kan også være forbundet med kærlighed som i tilfældet fra Tyskland.

Den komplicerede retssag gik verden rundet, da det opsigtsvækkende måltid og det efterfølgende drab – der blev filmet – viste sig at være frivilligt aftalt mellem de to parter. Den tiltalte Armin Meiwes blev erklæret ”normalt begavet med gode sociale relationer”.

Der tegnede sig et billede af et almindeligt menneske, som altså bare havde en særlig appetit på livet.

”De fleste kan nok sættes sig ind i, at man gerne vil elskes og accepteres for den, man er. Nu prædiker jeg ikke, at kannibalisme nogensinde skal blive en norm i samfundet. Men det optager mig, hvor lidt der skal til for at være normal og unormal,” siger Johannes Pico og fortsætter:

”Hvad stiller man op, når samfundet ikke vil acceptere én, fordi det er imod normerne? Tænk på, det er ikke mere end 30 år siden, at homoseksualitet var en psykiatrisk diagnose i Danmark!”

En evig rus
Men der er alligevel langt fra homoseksualitet og så til kannibalisme, der er på linje med et ulovligt tabu som incest. Hvori ligger forskellen på at fortælle en kannibalhistorien og en incesthistorie?

”Det er meget langt væk i mine øjne. Incest er et decideret overgreb – et misbrug – hvor historien fra Tyskland netop gik på, at det var baseret på samtykke. Forholdet er grundlæggende helt i orden, lige indtil de bliver kannibaler. Det er også så fjernt fra vores opfattelse af normerne, at det må være umuligt at forstå. Min film er et bud på en forklaring, men om jeg rammer rigtigt, aner jeg så intet om.”

Man kan ellers godt få det indtryk, når vi ser arene på Jannicks håndled, at Niels er et manipulerende monster, der udnytter en forvirret teenager. I virkeligheden var han heller ikke ung. Fjerner det ikke fokus fra din kærlighedshistorie?

”Det kan det helt sikkert gøre. Derfor var det vigtigt, at Niels ikke virker som en slesk karl, men er kærlig og oprigtig, da han tilbyder Jannick at gå hjem. Da jeg gennemgik lignende sager som denne, var der et mønster i, at kannibalerne har depressionsagtige tendenser, så arene skyldes, at Jannick skærer i sig selv.”

Klassisk musik, hvidvin og indretningen – Niels er tydeligvis intellektuel og måske et symbol på borgerskabet, der gemmer sine filmede hemmeligheder i skabet. Det kan vel godt give anledning til at tro, at overklassen fremstilles som psykopater med skjulte dagsordener?

”Det er slet ikke tanken, at der er sådan en morale. Niels er tydeligvis veluddannet og har penge, men grundlæggende fornemmer vi, at der er noget galt med ham. Han er fjern, fordi han tænder på de ting, han gør. Han er ensom og lider et afsavn i livet efter én, som deler hans lidenskab. Den finder han i Jannick, men det holder i sagens natur bare ikke så længe.”

”Båndene er et udtryk for, at han aldrig vil stoppe med det her. Han er anderledes og ensom. Det er en evig rus på kærlighed og bekræftelse. Det kan jeg genkende fra mig selv, når jeg ødelægger forhold efter tre måneder, fordi et nyt menneske giver et kick. Eller se på den bekræftelse, folk er blevet afhængige af gennem Facebook.”

Ingen har kaldt mig klam
Du oplyser til sidst i en eftertekst, at der estimeres til at være 10.000 mennesker med de her tilbøjeligheder i Tyskland. I lyset af det høje tal eksisterer findes de vel også i Danmark?

”Det er ret nemt at finde forummer på nettet i Tyskland, hvor folk deler sådanne fantasier. Tallet, jeg researchede mig frem til, er vanvittigt højt, men at sige 10.000 har de lyster, er det ikke det samme som at påstå, at 10.000 rent faktisk kunne finde på det. Jeg er dog ikke stødt på noget lignende i Danmark.”

På Psykiatrisk Hospitals Sexologiske Klinik i København, der blandt andet behandler sex-afvigere og sex-kriminelle, har de heller ikke haft patienter i behandling for trang til kannibalisme, oplyser de til Ekko.

Johannes Pico startede karrieren som producerassistent på Zentropa og fortsatte på DR, hvor han i en årrække arbejdede på tv-serie-produktioner. I dag arbejder han med børneprogrammer til DR-kanalen Ramasjang, når han ikke forfølger drømmen om at blive filminstruktør.

Der er langt fra børne-tv til kannibalfilm. Har du fået negative reaktioner eller endda blevet kontaktet af potentielle kannibaler?

”Nej, ingen har kaldt mig klam eller noget lignende, og hverken kannibaler eller socialforvaltningen har været efter mig endnu,” griner Johannes Pico.

”Men mange har udtrykt, at filmen er voldsom og har reageret ved at slukke eller spole sig gennem den. Ved premieren inde i Sneakbar på Filminstituttet sad publikum og så filmen gennem hånden. Det var fantastisk at opleve filmen påvirke dem fysisk, selv om vi jo næsten ikke viser, hvad der rent faktisk sker.”

Hate crimes
Hvad skal du i gang med fremover?

”Lige nu udvikler jeg ideer til tv-serier og søger gennem New Danish Screen. Der er altid kamp om filmstøtten og ærgerligt at få endnu et afslag i hovedet, men jeg synes, jeg kommer længere og længere hver gang i processen.”

”Jeg er forelsket i de her rigtige historier, som sker under overfladen. Jeg researcher for tiden på hate crimes og har hængt ud på bøssebarer. Der sker så vilde ting, man aldrig hører om. Der holder folk i bilen uden for barerne og venter på at smadre de homoseksuelle. Andre voldsmænd forfølger dem ind i Ørstedsparken og voldtager dem. Det er sindssygt, og det er den type historier, jeg gerne vil fortælle.”

”I sidste ende er det, fordi jeg elsker Pixar-filmenes morale med, at vi er forskellige, og der skal være plads til os alle. Selv om det nok ikke falder i John Lasseters smag, at jeg sammenligner hans børneanimation med min kannibalfilm.”

Kommentarer

Johannes Pico

Født 1983.

Uddannet producerassistent på Zentropa hos Ib Tardini.

Har i en årrække været tilknyttet DR på tv-serier som Sommer og Borgen og diverse dokumentarer, satireprogrammer og børne-tv.

Har instrueret kortfilmene Kaffepausen (2007), Hemmeligheder (2009) og Sammen for evigt (2013).

Historien bag filmen

I 2001 parterede Armin Meiwes fra Rotenburg i Tyskland, sin chat-ven Bernd Brandes. Forinden havde de sammen fortæret Brandes’ kønsdele.

Meiwes havde spist tyve kilo af sit offer, da politiet fandt resterne af liget under anholdelsen i 2002.

Udskrifter af samtalerne fra chatten og en optagelse af drabet, der var forgået frivilligt, førte i 2004 til en dom for manddrab på otte et halvt år.

Dommen blev i 2006 omstødt af højesteretten til livstid for mord.

© Filmmagasinet Ekko