Interview
19. mar. 2005 | 08:00

Kamæleonen

Foto | P. Wessel
Anders Thomas Jensen

Anders Thomas Jensen kan skubbe sig selv til side, når han skriver for andre, og gå til yderligheder, når han laver sit eget. Vi taler med den produktive instruktør og manuskriptforfatter, blandt andet om hans tre Oscarnominerede kortfilm.

Af Christian Monggaard / Ekko #25

Han er langtfra selv lige så synlig som de film, han enten både har skrevet og instrueret eller dem, han "bare" har skrevet manuskript til. Da den nu 32-årige filminstruktør og manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen startede i filmbranchen midt i 90'erne og første gang gjorde opmærksom på sig selv med en Oscarnominering for novellefilmen Ernst og lyset (1997), gav han stort set ingen interviews.

Og selv om han i dag, yderligere to Oscarnomineringer, en Oscarstatuette og en lang række populære, kritikerroste film og manuskripter senere, gerne møder pressen, så higer han ikke efter mediernes opmærksomhed. "Jeg bliver enormt glad, når folk ikke kun ser, men også forholder sig til det, jeg laver," siger han. Men han foretrækker at lade sit arbejde tale for sig selv.
                     
Det taler da også sit tydelige sprog. Anders Thomas Jensen har skrevet manuskript til en lang række kortfilm og ikke færre end 17 spillefilm, deriblandt Lasse Spang Olsens I Kina spiser de hunde og Gamle mænd i nye biler, Søren Kragh-Jacobsens Mifunes sidste sang og Skagerrak, Lone Scherfigs Wilbur begår selvmord og Susanne Biers Elsker dig for evigt og Brødre.
 
Måske skyldes den tilbageholdende, ja, man fristes til at sige ydmyge, facon, at Anders Thomas Jensen ikke er filmskole-uddannet, men i stedet har ladet sig drive frem af sin store interesse for film. Da han var dreng i fødebyen Frederiksværk, skrev han små historier og film, men det virkede så uopnåeligt at komme til at beskæftige sig professionelt med filmmediet, at han slog sig til tåls med at have det som hobby. Og det var mere eller mindre tilfældigt, at han fik lov til at arbejde i filmbranchen.
 
"Jeg kunne bare godt lide at se film og forholde mig til dem. Det var en ... kan du mærke, at jeg prøver at tale uden om udtrykket 'en kærlighed til filmen' for at slippe for at læse, at du har skrevet det om mig? Men det var det."

Lydhør og skarp
Det er en trist eftermiddag i oktober, og jeg befinder mig på Det Danske Filmstudie i Lyngby, hvor Anders Thomas Jensen er i færd med at klippe sin seneste spillefilm, Adams æbler, hans tredje som instruktør efter den usædvanlige gangsterkomedie Blinkende lygter (2000) og den kulsorte kannibalkomedie De grønne slagtere (2003), der solgte over 300.000 billetter.
                     
Han er lige kommet hjem fra filmfestivalen i Hamborg, hvor Brødre vandt en kritikerpris. Han er synligt træt, men stiller alligevel gerne op. Det er ikke første gang, jeg interviewer ham, og jeg kender efterhånden hans lidt abrupte måde at tale på. Han gør sjældent en sætning færdig, før han afbryder sig selv og begynder på en ny.
 
Han kan tale i dagevis om de film, han er opslugt af, og om alt muligt andet end film. Men lige så snart talen falder på hans egne film, bliver det sværere for ham at finde de rigtige ord, og han spørger indimellem bekymret, om jeg nu også har forstået, hvad han mener. Igen gør hans beskedenhed ham ære, og når han konstaterer, hvordan en ting bør gøres, skynder han sig at tilføje, at det altså kun gælder ham — han kan jo ikke bestemme, hvordan andre skal gøre det.
 
Selv om det er den skæve humor og de skarpt tegnede figurer og rappe replikker, Anders Thomas Jensen er mest kendt for, kan han også skrive drama. Det har han blandt andet bevist med Kristian Levrings dogmefilm The King Is Alive (2000) og de to Susanne Bier-film Elsker dig for evigt (2002) og Brødre (2004). Han har dog vanskeligt ved at forestille sig at skulle instruere et drama selv, og ser man hans egne film, er det indlysende, at humoren spiller en vigtig rolle. Når han skriver et manuskript for en anden eller sammen med en anden, stiller han sit talent til rådighed for filmen og skubber sig selv til side.
 
"Han står for det, man vil have," har Lasse Spang Olsen engang sagt om Anders Thomas Jensens kvaliteter som manuskriptforfatter, mens andre af de instruktører, han ofte arbejder sammen med — Lone Scherfig, Susanne Bier, Lotte Svendsen — har rost ham for at være lydhør, klartseende og skarp.
 
Selv beskriver han sig som en kamæleon og forklarer, at han har brug for, at hans egne film bliver en slags legeplads, hvor han kan gøre, hvad han vil. Netop derfor ligger hans egne film så langt fra de mere hverdagslige skildringer, han efterhånden har skrevet nogle stykker af. Hans ambition som instruktør er "at lave film, der er lige så gode som de film, jeg godt selv kan lide, og som jeg er inspireret af. Jeg vil have, at publikum skal føres ind i en anden verden, og humoren og ironien skal hele tiden være til stede."

Befriende begrænsninger
Efter gymnasiet og en tid som ekspedient i en videoforretning prøvede Anders Thomas Jensen uden held at blive optaget på Den Danske Filmskole. I stedet begyndte han at læse retorik på Københavns Universitet. Her mødte han en anden filmfan, Søren Frellesen, og de fik snart deres første job som manuskriptforfattere, da de præsenterede M&M Productions for et lovende manuskript — som dog aldrig blev realiseret — og blev hyret til at gennemskrive dialogen til Lasse Spang Olsens spillefilmdebut, Operation Cobra (1995). Sammen skrev Frellesen og Jensen også Spang Olsens spændingskortfilm Davids bog (1996), og så kom der gang i Anders Thomas Jensens karriere som manuskriptdoktor og forfatter af kort- og novellefilm, blandt andet Lotte Svendsens Café Hector (1996) og Royal Blues (1997).
                     
Ernst og lyset, som han instruerede sammen med en ven fra gymnasiet, skuespilleren og instruktøren Tomas Villum Jensen, blev hans instruktørdebut og gav en Oscarnominering. Den handler om Jesus (Søren Østergaard), der kommer tilbage til jorden i moderne tid og har svært ved at overbevise sælgeren Ernst (Jens Jørn Spottag) om, at han virkelig er Guds søn.
 
Anders Thomas Jensen fortæller, at historien udsprang af hans irritation over den dengang nye mobiltelefoni. "Jeg havde nogle venner, som var meget glade for deres mobiltelefon, og jeg fik den tanke, at selv om Jesus kom tilbage, ville de ikke lægge den fra sig," siger han om filmen, der varer elleve minutter og foregår i en bil. Selve formen voksede ud af nødvendighed, fordi der ikke var tid og penge til mere, fortæller han. "Vi havde en weekend, og der var kun plads til de to personer. Jeg har siden fundet ud af, at der er mange danske instruktører, der arbejder med begrænsninger. Det er også meget befriende."
 
Til manuskriptet lod Anders Thomas Jensen sig inspirere af en fransk novellefilm, Omnibus (1992), der handler om en mand, som en morgen tager toget på arbejde. Han kommer ved en fejl med et gennemkørende tog, som ikke standser ved den station, hvor han for alt i verden skal af — ellers vil han miste både sin kone og sit arbejde. En desperat kamp for at få standset toget begynder.
 
"Der er forskellige forhindringer, han i løbet af tre akter skal arbejde sig gennem," siger Anders Thomas Jensen. "Han ender ude ved togføreren og får ham overtalt til at sænke farten — stoppe vil føreren ikke — ved den rigtige station. Toget sænker farten, manden hopper af, og alle passagererne klapper. I sidste billede løber han ved siden af toget for at komme ned i tempo, og så er der en anden mand, der stikker armen ud, løfter ham op og siger: 'Det var godt, du nåede toget.' Så kører toget videre med vores hovedperson. Denne tragikomiske historie er simpelt hen så godt fortalt, der ligger en hel spillefilm i strukturen, og den gav mig troen på, at man også i det korte format kunne lave noget, som var helstøbt."

Tubaspiller med moderbinding
Novellefilmen har været Anders Thomas Jensens filmskole. Han har engang sagt, at alle, der spiller saxofon, er begyndt med at spille klarinet. Det korte format har lært ham at fortælle præcist og dæmpe sine ambitioner. Man skal være sig formatet bevidst og ikke tro, at man kan lave en spillefilm på 25 minutter.
 
"De novellefilm, jeg har prøvet at lave, har et sketchagtigt præg, og det passer til 12-14 minutter. Men arbejder man med mere uhåndterlige formater som 25-35 minutter, når man at etablere nogle figurer, som man aldrig for alvor kommer ind under huden af. Det korte format giver nogle begrænsninger, man kan for eksempel ikke lave en stor episk film, hvor vi går gennem et århundrede med et menneske, og hvor det er tiden og følelserne, der skaber filmen, og man kan heller ikke brede sin historie ud i parallelhandlinger."
                     
Anders Thomas Jensens anden novellefilm, Wolfgang (1997), handler om en tubaspiller med en kraftig moderbinding. Den varer 14 minutter og er efter instruktørens mening ikke begrænset nok i sine ambitioner. "Det er dén af mine novellefilm, som jeg selv er mindst glad for," siger han. "Wolfgang var anderledes end Ernst og lyset. Den har et meget større persongalleri, og nogle af personerne afspejler en tematik og har en psykologi, der er dybere end i de andre film, men som der ikke er tid nok til."
 
Ideen til filmen udspringer af en nysgerrighed over for folk, der spiller tuba. "Hvordan fanden ender man med at spille på det instrument? Det har altid undret mig. Der må være et eller andet, man ikke har bearbejdet, hvis man spiller tuba. Det instrument er et billede på et menneske, som ikke lige har nået det, vedkommende gerne ville. Jeg nægter at tro, at der er små drenge, som fortæller deres forældre, at 'det, jeg vil, når jeg bliver stor, er at sidde allerbagest med det tungeste og mest besværlige instrument, mens alle de andre er oppe foran med noget, de kan have bag på cyklen.'"

Klichéen er alle vegne
Wolfgang gav den unge instruktør sin anden Oscarnominering, mens han med sin tredje novellefilm, Valgaften (1998), opnåede den tredje Oscarnominering i træk og vandt en Oscar.
 
Valgaften er en veldrejet og stram lille sag, der skarpt forfølger sit tema og har en fin krølle på halen, som Anders Thomas Jensen selv udtrykker det. Den handler om en mand (Ulrich Thomsen), der skal nå at stemme, men på vejen til stemmeurnerne løber han ind i en række hindringer, blandt andet en racistisk taxachauffør (Ole Thestrup).
 
"Jeg oplevede fuldstændig det samme dilemma," siger instruktøren om den taxatur til TV-Byen, som filmen er inspireret af. "Chaufføren var superracistisk, og jeg overvejede at stige ud, men jeg skulle nå det møde hos Danmarks Radio. Så jeg bad ham om at tie stille og spurgte, om ikke han havde noget, jeg kunne læse i. Han gav mig Mein Kampf og sagde: 'Den er ikke helt tosset. Der er nogle gode ideer i den.' Han var træt af, at de perkere aldrig havde ryddet op, når han overtog vognen. Det var helt utroligt, dér var filmen simpelthen."
 
De tre kortfilm understreger, at Anders Thomas Jensen er en god iagttager af det, englænderne kalder the human condition. Personerne i hans film og manuskripter virker så ægte, at de må have deres udspring i virkeligheden. "Det interessante ved at være sammen med andre mennesker er de psykologiske mønstre," siger han. "Hvordan reagerer folk på det, man siger, og hvordan reagerer man selv på det, andre folk siger og gør. Jeg elsker statustab, når folk ikke vil indrømme, at de har været ved at falde eller har væltet et glas. Sådan nogle små episoder kan jeg grine over en hel dag, og de inspirerer mig meget."
 
Om sin evne til at skrive en mundret, vittig og ofte provokerende dialog ladet med referencer til andre film og alskens populærkultur, siger han: "Det er meget ubevidst. Det er ikke noget, jeg bruger kræfter på. Jeg tror, at den gode smag er den største fare for en manuskriptforfatter. Man skal turde være banal og lade folk tale, som de taler, i stedet for gennem sit sprog at prøve at virke klog."
 
Virkeligheden er fyldt med klicheer, understreger han. Hvis man er for bevidst i sit forsøg på at ramme noget autentisk og sjovt, så bliver det som regel ikke særlig vellykket. "Hvis vi slukkede båndoptageren, skulle jeg nok give dig nogle eksempler på nyere danske film, hvor dialogen simpelthen er for dårlig, og man sidder og undrer sig over, hvordan det er sluppet igennem. Replikkerne er for kunstige, manuskriptforfatteren har slet ikke ramt tonen."
 
"Det er, ligesom når man hører en person tale med påtaget Vesterbro-accent. Det er tillært ud fra en eller anden ide om, hvordan folk taler. På film gælder det også om at differentiere figurerne, så de ikke taler ens. Det glemmes ofte."

Venner og kærester
Ser man på Anders Thomas Jensens karriere, tegner der sig et billede af en ambitiøs, stilbevidst og håndværksmæssigt dygtig instruktør, som leger med genrer og konventioner og prøver at udfordre både sig selv og publikum. Det er svært at få øje på en anden dansk instruktør — ud over Lars von Trier — der lige så målrettet og kompromisløst arbejder med stiliserede universer som Anders Thomas Jensen. Der er heller ikke mange instruktører, der som ham tør lege med tabuer omkring mentalt handicappede, religion, vold og kannibalisme.
                     
Men man fristes til at spørge, hvad der gemmer sig under overfladen. Hvad vil han os egentlig? Hvad er hans mission? Bruger han sin tommetykke ironi til at udforske og udstille fortærskede danske værdier og forældede traditioner? Eller er han bare en glad og begavet genredreng, som er i besiddelse af et gudbenådet talent for at skrive manuskripter?
                     
Det er ikke nemt at hive et entydigt svar ud af hovedpersonen selv. Men dykker man ned i hans film, opdager man tematiske ligheder, og man kunne have dem mistænkt for et stykke af vejen at være selvbiografiske. Hans scener og replikker er nok konstruerede og nogle gange absurde, men de er altid baseret på en ægte følelse, som han henter i oplevelser, han har haft. Og hans karakterer er næsten alle sammen yngre, rodløse mennesker, der kæmper med at få deres verden til at hænge sammen. De har ikke en familie at støtte sig op ad og søger i stedet et fast holdepunkt i form af venner og kærester. Det er en tematik, der især dyrkes i Blinkende lygter, De grønne slagtere og Adams æbler, hvor Anders Thomas Jensen behændigt undgår klicheen og melodramaet ved at pakke det hele så afvæbnende ironisk ind.
 
I de tre film udforsker han også, hvordan man får publikum til at fatte sympati for ganske usympatiske personer. Det er hans udfordring til sig selv, og det udspringer af en fascination af, hvad der gør mennesker til det, de er.

"Selv når kunsten er allermest dybdeborende, er den en illusion i forhold til virkeligheden," siger han. "Jeg har en god ven, hvis forældre begge har begået selvmord, og han er jordens mest harmoniske menneske. Hans case study ville sikkert placere ham på en galeanstalt. Der findes ingen forklaringer, men i film er man af hensyn til publikum nødt til at komme med én."

Carrey møder Bergman
Når Anders Thomas Jensen oplever et menneske i virkeligheden opføre sig helt urimeligt, begynder han at digte. "Man søger en forklaring for ikke at rejse sig op og pande ham én." Og til sine film ynder han at finde på helt banale og vanvittige baggrundshistorier, der skal forklare personernes mildest talt mærkværdige opførsel, og som vender det almindelige og velkendte på hovedet. For eksempel er Bjarne fra De grønne slagtere blevet slagter, fordi hans bror kørte deres forældre og Bjarnes kæreste ihjel i forsøget på at undgå at køre et rådyr ned!
                     
Da De grønne slagtere havde premiere, udtalte Anders Thomas Jensen, at hans næste film ville blive knapt så ironisk. Nu er han i færd med at klippe denne næste film, Adams æbler, men at dømme efter manuskriptet — filmen handler om en nynazist, som sendes i "behandling" hos en mentalt forstyrret præst — bliver der ikke skruet ned for ironien. Slægtskabet med Blinkende lygter og De grønne slagtere er indlysende. Det er en film om Gud og godt og ondt, forklarer han, og der skal være en ren følelse i hver scene. "Ellers kan man lige så godt lave Tivoli Revyen. Det, jeg sidder og tager ud i klippefasen lige nu, er det ekstremt ironiske. Jeg burde vide på forhånd, at det ikke holder — og det ved jeg vel også godt — men hvis bare én af de replikker, der er bundironiske og enormt sjove, kan stå tilbage uden at bryde med universet og følelsen, så gør det ikke noget, at man har klippet ni andre væk."
                     
Man kan godt blive forvirret, når man ser Anders Thomas Jensens egne spillefilm, for er de groteske komedier, skæve tragedier eller syrede melodramaer? "Det er helt bevidst," siger han. "Jeg kan godt selv lide at være i tvivl, om jeg skal grine eller græde i biografen. Og jeg vil ikke bare smække en mand i kørestol og lave en fjollet familiefilm, men gerne blande det alvorlige og det vildt platte og for eksempel sætte en figur, der hører hjemme i en Jim Carrey-film, sammen med en Ingmar Bergman-figur."
 
"Det er vigtigt at vove noget og turde rykke ved den gode smag. For mig er det ikke vovet at lave en film om incest. Den vil alle bakke op. Så er det mere vovet at lave en musical som Askepop eller en film, der handler om folk, som spiser mennesker. Man vil gerne have, at kunstarten film skal beskæftige sig med noget dybt, men man kunne faktisk lave en fantastisk film, et mesterværk, der burde vinde Den Gyldne Palme, som handler om ... ja, nu kan jeg ikke komme i tanke om noget, der er overfladisk nok."
 
Han sidder stille et øjeblik og fortsætter så: "Hvis man skal gøre diskussionen stor, så har alle andre kunstarter skullet bruge flere hundrede år på at udvikle sig. De første digte handlede jo også om Trojas fald, og det er først op i romantikken, at man tør lave et digt om en blomst. Jeg kunne godt tænke mig at lave en film om et spejlæg ... men det bliver nok svært at få nogen til at støtte den!".
 

Anders Thomas Jensens manuskripter:
Spillefilm, medmindre andet er angivet
Medforfatter og instruktørens navn angives i parentes
 
Adams æbler (Anders Thomas Jensen, premiere 15. april 2005)
Solkongen (m/Tomas Villum Jensen (instr.), 2005)
Brødre (Susanne Bier, 2004)
Rembrandt (m/Jannik Johansen (instr.), 2003)
Skagerrak (m/Søren Kragh-Jacobsen (instr.), 2003)
De grønne slagtere (Anders Thomas Jensen, 2003)
Wilbur begår selvmord (m/Lone Scherfig (instr.), 2002)
Elsker dig for evigt (m/Susanne Bier (instr.), 2002)
Gamle mænd i nye biler (Lasse Spang Olsen, 2002)
Grev Axel (m/Søren Fauli (instr.), 2001)
Zacharias Carl Borg (m/Kenneth Kainz (instr.), 2000) — kortfilm
Blinkende lygter (Anders Thomas Jensen, 2000)
Dykkerne (m/Bent E. Rasmussen, instr. Åke Sandgren, 2000)
The King Is Alive (m/Kristian Levring (instr.), 2000)
En sjælden fugl (Kenneth Kainz, 1999) — kortfilm
I Kina spiser de hunde (Lasse Spang Olsen, 1999)
Mifunes sidste sang (m/Søren Kragh-Jacobsen (instr.), 1999)
Nøglebørn (m/Lars Kaaber, instr. Kenneth Kainz, 1998) — kortfilm
Valgaften (Anders Thomas Jensen, 1998) — kortfilm
Albert (m/Ole Fick, instr. Jørn Faurschou, 1998)
Baby Doom (m/Peter Gren Larsen (instr.), 1998)
Wolfgang (Anders Thomas Jensen, 1997) — kortfilm
Café Hector (Lotte Svendsen, 1996) — kortfilm
Davids bog (m/Søren Frellesen, instr. Lasse Spang Olsen, 1996) — kortfilm
Ernst og lyset (Anders Thomas Jensen og Tomas Villum Jensen, 1996) — kortfilm
Hvileløse hjerte (m/Søren Frellesen og Torben Skjødt Jensen (instr.), 1996) — kortfilm
 

© Filmmagasinet Ekko