Portræt
07. maj 2015 | 15:40

Kelly Reichardt mellem linjerne

Foto | Reed Harkness
I Kelly Reichardts Old Joy fra 2006 drager de fremmedgjorte venner Mark og Kurt ud i naturen på jagt efter noget, hverken de eller publikum rigtigt ved, hvad er.

Amerikansk instruktør laver kvalitetsfilm helt uden kvindekvoter og store budgetter. Det kan vi lære noget af i Danmark, skriver instruktør og klipper Jesper Maintz i et portræt, der er det første i en serie om kvindelige instruktører.

Af Jesper Maintz

Hun har kun fem spillefilm på samvittigheden, men er en af de mest respekterede og anerkendte instruktører i amerikansk independent cinema.

Kelly Reichardt har formået at perfektionere et unikt, minimalistisk filmsprog og få succes med det. Selv i en tid, hvor Hollywoods udnyttelse af independent-begrebet og Sundance-festivalen ellers var ved at tage livet af den ægte amerikanske independent-scene.

Reichardt besidder en sjælden evne til at lave film om alting og ingenting. Hun frembringer rå, dialogløs socialrealisme og skildrer et identitetsløst USA tynget af dobbeltsidet politik og frustrationer.

Hendes hovedpersoner er altid på en eller anden rejse, der sjældent ender for karaktererne, men altid brat for publikum. Til gengæld får vi et hudløst ærligt, ofte politisk betonet portræt af det mindre kønne Amerika efter Bush-regeringen, hvis krig mod Irak kom til at koste dyrt.

Endelig har Reichardt udviklet sin helt egen version af pure cinema, hvor der ikke er en skid i billedet, der ikke bør være der, og hovedpersonernes replikker ofte står mellem linjerne.

Nogle anmeldere kalder stilen for neo-neorealisme, da hendes film på mange måder peger tilbage på 1940’ernes italienske efterkrigsfilm om helt almindelige skæbner i et samfund sat på den anden ende. Og det er ikke helt forkert.

At slå igennem som kvinde
Født og opvokset i det solsvedne Miami-Dade County, Florida, havde Kelly Reichardt forældre, der begge arbejdede ved politiet. Og allerede som otteårig begyndte hun at stjæle farens 8mm-kamera (der ellers var beregnet til at filme crime scenes), som hun eksperimenterede med i baghaven.

Hun uddannede sig på den prestigefyldte School of the Museum of Fine Arts i Boston og debuterede i 1994 med neo-noir-thrilleren River of Grass. Den er filmet på 16mm i hjemegnen med et filmhold bestående af venner og bekendte, heriblandt Larry Fessenden, der også stod for at producere og klippe.

Den blev et bragende hit i indie-kredse og nomineret til tre Independent Spirit Awards samt den eftertragtede Grand Jury Prize på Sundance-festivalen.

På trods af strålende anmeldelser fra de helt store medier havde Kelly Reichardt dog problemer med at få søsat efterfølgeren: ”Fra midt-90’erne var der ti år, hvor jeg ikke kunne få en film produceret, fordi der ikke kunne skaffes penge. Det havde meget at gøre med, at jeg var en kvinde. Det var umuligt at få gang i noget, så jeg sagde ’fuck jer’ og lavede Super8-kortfilm i stedet.”

Denne aldrig-giv-op-tilgang resulterede i kortfilmene Ode (1999) og Then a Year (2001) samt et job som filmlærer på Bard College i New York for at få en fast indkomst. Men flere gik stadig rundt og undrede sig over, hvad der var blevet af talentet Kelly Reichardt.

Todd Haynes’ hjælpende hånd
Det var hendes kollega og ven gennem tyve år, filminstruktøren Todd Haynes (Far from Heaven, Velvet Goldmine, Safe), der endelig sørgede for, at Reichardt kunne få lavet film nummer to.

Haynes ville fungere som executive producer og havde alle de relevante finansieringskontakter til at rejse budgettet til en hæderlig produktion. Men bedst af alt var han ven med Jonathan Raymond, en dengang ukendt forfatter, der netop havde udgivet sin debutroman The Half-Life, som Reichardt var stor fan af.

Haynes fik øjeblikkeligt sat de to sammen på en dinner date, og de klikkede kreativt. På det tidspunkt havde Reichardt ikke et budget, der kunne bære en filmatisering af The Half-Life. Men Raymond havde heldigvis en mere realiserbar novelle liggende, kaldet Old Joy.

Reichardt besluttede sig for, at den skulle være fundamentet til hendes næste spillefilm efter tolv år i limbo.

Old Joy (2006) havde et budget på 30.000 dollars (180.000 kroner), blev skudt på Super-16 af et hold på seks mennesker og er et perleeksempel på, hvordan man drejer en film med simple midler. Jonathan Raymonds novelle var essensen af minimalisme, og det passede fint til Reichardts tilgang til mediet.

Den menneskelige stilstand
Old Joy handler om to gamle venner, der mødes for første gang i lange tider og tager på en anstrengt reunion-tur ud i Oregons skove for at lokalisere de naturlige, varme kilder: Bagby Hot Springs.

Den ene ven bor i de grålige forstæder, han er sat med hund og gravid kone. Den anden har levet det vilde liv, måske for vildt. Med hunden placeret på bagsædet forlader de byen. De kører og kører, de ryger en bønne, de farer vild og overnatter på en lossepladsagtig rasteplads, hvor de skyder efter dåser med en luftpistol. De vågner og spiser morgenmad på et cafeteria, finder endelig deres hot springs og bliver nøgne, og så kører de hjem igen.

Undervejs snakker de lidt om løst og fast. Om at være adskilt fra hinanden, om forretningen nede på hjørnet med de brugte lp’er, om den nu er lukket eller ej, om deres venskab, deres forhenværende venskab, det kommende barn.

Det er det hele.

Men der er tonsvis af historier at hente mellem linjerne, i ansigterne og i landskaberne. Man kan identificere sig med de to fyre, eller man kan lade være – Reichardt er på en anden mission. Hun viser en sjælden forståelse for, hvordan man får to karakterer til at symbolisere en tilstand af stilstand, og hvor det nødvendigvis må være individuelt, hvad publikum tager med sig hjem.

Reichardt gav sig selv rollen som klipper med Old Joy – en beslutning, der en gang for alle etablerede hendes filmsprog. Siden har hun selv klippet alle sine film.

Old Joy blev en anmelderfavorit af dimensioner med The New York Times i spidsen, der udnævnte den til en af de bedste amerikanske film i 2006. Med en regn af festivalpriser oven i hatten var Kelly Reichardt tilbage, og Jonathan Raymond havde allerede den næste historie klar.

Lavbudgettet vokser
Wendy and Lucy (2008) gangede Old Joy-budgettet med ti og kostede ”hele” 300.000 dollars (1,8 millioner kroner), mens holdet blev udvidet til ti mennesker.

Todd Haynes var igen executive producer, mens Hollywood-stjernen Michelle Williams (tre Oscar-nomineringer) havde meldt sig under fanerne efter at have været imponeret over Old Joy.

Hun spiller Wendy, der sammen med sin hund Lucy (Reichardts egen hund, der også medvirker i Old Joy) er på vej til Alaska og et bedre liv. Men hun ender med at strande i en lille flække i Oregon, da hendes bil bryder sammen.

Hunden løber væk, og Wendy leder efter den. Hun møder en række mennesker, og der bliver smalltalket om alt og ingenting. Hunden er stadig væk, hun tjekker den lokale kennel, snakker med den lokale mekaniker og bliver ven med en opsynsmand.

Igen er alle sandheder og pointer gemt godt af vejen, så tilstanden fastholdes. Dog med den dramaturgiske fremdrift at Wendy trods alt skal finde sin hund, og hun skal også have bilen til at starte, så rejsen mod det bedre liv kan fortsætte.

Man kan vælge at sætte sig til at slappe fuldstændigt af, mens Wendy flakker hypnotisk nynnende rundt i den lille by, og man kan dyrke detaljerne og ansigterne på de mennesker, hun møder på sin vej. Eller man kan rådyrke billedet af et falleret USA, hvor det ikke kun er Wendy, der strejfer desillusioneret rundt.

Filmen vandt utallige priser, mest bemærkelsesværdigt AFI Award for Movie of the Year, National Board of Review Award og Online Film Critics Award. Og så vandt Lucy en såkaldt Palm Dog i Cannes.

John Waynes kvinder
Meek’s Cutoff fra 2010 var tredje film med Haynes som producer og Jonathan Raymond som forfatter, og Reichardt fik denne gang et budget på to millioner dollars. Det gjorde hendes drømmeprojekt muligt, nemlig en dekonstrueret western med fokus på kvinderne.

”Jeg har altid spekuleret på, hvordan John Wayne i The Searchers må have set ud for kvinderne, der lavede hans stuvning,” forklarer hun i et interview til The Guardian i 2011.

Meek’s Cutoff følger tre familier og lige så mange vakkelvorne nybygger-vogne på rejse mod en unavngivet destination, over knastørt amerikansk landskab i Oregon. De er anført af guiden Stephen Meek, der enten er faret vild eller har styr på det.

Mens alle Reichardts film har været i formatet 1.85:1, er Meek’s Cutoff presset helt ned til det firkantede 1.33:1.

Ifølge instruktøren skal det af-romantisere western-fablen. På den måde bevares fokus på de rejsende personer frem for at spilde opmærksomhed på traditionelle western-redskaber som betagende landskaber.

På turen bliver der rig lejlighed til at snakke om ingenting og alting. Og de politiske budskaber hænger i luften lige over de skramlende karavaner, mens Meek idealistisk fører dem ind i et ingenmandsland, ganske som Bush-administrationen gjorde.

Da de endelig møder en indfødt indianer, som måske kan føre dem til det livsvigtige vandhul, vil Meek skyde ham på stedet, for ”man kan ikke stole på den slags”.

Fingrene i kagen
Slutningen skal selvfølgelig ikke afsløres her, men den er brat. Meget brat. Det kan skyldes, at solen gik ned over produktionen (bogstaveligt talt) på sidste optagedag. Og Reichardt havde ganske enkelt ikke budget til at filme en ekstra dag, og derfor blev nødt til at opfinde en slutning i klipperummet.

Til The Guardian har hun dog forklaret, at slutningen endte med at blive bedre end den originale: ”Jeg har et ordsprog om, at de få midler på en måde er til min fordel. Det er ofte sandt, og det kan føre godt med sig. I det her tilfælde førte det mig til en slutning, der passede bedre til filmen.”

Med så lavt et budget var omklipningen dog ikke det store problem.

”Jo flere penge du tager imod, jo flere har fingrene i kagen. Lige nu fortæller ingen mig, hvad jeg skal gøre. Jeg kan redigere i mit eget tempo. Ingen giver mig råd ud over de samme venner, som jeg har vist mine film siden jeg startede.”

Endnu en bunke priser regnede ned over kyseklædte Michelle Williams og især Kelly Reichardt. Og The Washington Post udnævnte Meek’s Cutoff til årets bedste amerikanske film.

Night Moves (2013) er seneste skud på stammen fra kliken Kelly Reichardt, Todd Haynes og Jonathan Raymond. Den er nok det mest dramatiske, Reichardt endnu har sendt i vores retning. Filmen har som den eneste af Reichardts film fået biografpremiere herhjemme.

I skrivende stund er instruktøren næsten færdig med sin sjette film, der indtil videre blot kaldes Untitled Kelly Reichardt Project og er blevet købt af Sony Pictures. Den kommer til at bestå af en serie vignetter centreret omkring udkants-Montana, og castet inkluderer Kristen Stewart, Michelle Williams, Laura Dern, Jared Harris og James Le Gros.

Dét kan Reichardt lære os
Lad os slutte i Danmark og spekulere over, om der er noget at lære af Kelly Reichardt.

Det er der i høj grad – og ikke kun mellem linjerne.

Først og fremmest ligger det gennemsnitlige danske filmbudget på tyve millioner danske kroner. Et beløb, der betragtes som et minimum, hvis der skal produceres kvalitet.

Men Reichardts kunstneriske output tydeliggør, at det kan gøres langt billigere uden at gå på kompromis med hverken kvalitet eller den særlige production value, der er adgangsgivende til biografdistribution, og som alle er så bekymrede over.

Hvis du har historien, gejsten og nerven, og hvis du har kravlet, før du kunne gå, er det helt og aldeles muligt at producere værdig filmkunst for en brøkdel af et gennemsnitligt dansk budget.

Så hvad enten du har det ene eller det andet mellem benene, om du er tyve, 40 eller 60 år gammel, skal der skrives historier til et andet budget. Og du kommer ikke til at leve af det.

Og find så de filmarbejdere, der faktisk kan lide film og viser det på fakturaen. I USA regulerer teknikere og skuespillere nemlig gerne lønningerne efter, hvor stort budgettet er, hvilket gør indie-produktion mulig (Michelle Williams sad på en papkasse mellem optagelserne på Wendy and Lucy).

Hvis filmfolk og skuespillere i Danmark lærte denne lille manøvre, ville diskussionen om kønsfordeling og ligestilling slet ikke eksistere, og vi ville se langt flere spændende film og instruktører. Og ikke kun blandt kvinderne.

Vi slutter af med et citat fra The Guardian af Reichardt, der stadig underviser for at få en ordentlig indkomst: ”Jeg underviser til hverdag og laver film, når jeg kan. Jeg har aldrig tjent penge på mine film.”

Kelly Reichardt

Født 1964 i Miami, USA.

Amerikansk filminstruktør.

Debuterede med River of Grass i 1994.

Havde svært ved at finansiere sin næste spillefilm. Arbejdede som lærer og instruerede kortfilm i tolv år.

Comback i 2006 med Old Joy, der blev et hit blandt de amerikanske anmeldere.

Night Moves fra 2013 har Jesse Eisenberg og Dakota Fanning i hovedrollerne. Den blev vist på filmfestivalerne i Venedig og Toronto.

Kultinstruktøren Todd Haynes (Far from Heaven) har været executive producer på hendes film siden Old Joy.

Filmografi

Night Moves, 2013

Meek’s Cutoff, 2010

Wendy and Lucy, 2008

Old Joy, 2006

River of Grass, 1994

Artikelserie:
Kvindelige instruktører

I Danmark verserer debatten om, hvordan ligestillingen fremmes i dansk film: Kønskvoter eller ej?

I denne artikelserie i fire afsnit ser klipper og instruktør Jesper Maintz nærmere på succesfulde, kvindelige instruktører i udlandet.

De er alle del af den uafhængige filmscene i deres respektive lande, hvor kvoter end ikke er til diskussion.

Han starter med en af amerikansk independent-films mest respekterede bidragydere, Kelly Reichardt.

© Filmmagasinet Ekko