Essay
01. dec. 2005 | 08:00

Krasniks Deadline

Foto | P. Wessel
Martin Krasnik

"Ja, en Deadline, hvor der både var en historiker, en forfatter, en filosof og en kanonkonge i studiet." Sådan sluttede Martin Krasnik programmet mandag den 18. april. Dette er historien om det halve døgn, der gik forud.

Af Markus Bernsen og Mads R. Mariegaard / Ekko #28

Medvirkende

Studievært Martin Krasnik
Redaktionschef Arne Notkin
Redaktionssekretær Erik Weir
Historiker Steen Andersen
Forfatter Hanne-Vibeke Holst
Filosof Morten Albæk
Kanonkonge Jørn Lund
 
Desuden
 
Den japanske ambassadør Gotaro Ogawa
Ambassadesekretær Junko Sato

På Østerbro, over for den libyske ambassade, bor Martin Krasnik. Han sidder i stuen på første sal. På bordet ligger et udvalg af morgenaviser, og i hans trøje er der hul på ærmet. Krasnik tager hurtige noter og tegner cirkler, vandrette streger og spørgsmålstegn på et A4-ark med en fed pen. Nynner og sukker på skift.
    
Det er mandag den 18. april 2005. Klokken er 10.15, og Krasnik har travlt. Deadline er et værtsbaseret program, og det er værtens ansvar at sætte en dagsorden. Når redaktionens telefonmøde starter om et kvarter, skal han vide, hvilke historier han vil foreslå til aftenens udsendelse.
    
Krasnik er på sit arbejdsværelse, da den trådløse telefon ringer i stuen. Han løber ud og glider på strømpesokker de sidste meter hen til telefonen. Telefonmødet er i gang. Klokken er 10.30. Der er tolv timer til deadline.

Deltagerne på mødet er redaktionschefen, redaktionssekretæren og tre medarbejdere fra redaktionen. Det første, de taler om, er det interview, Krasnik lavede med en ukrainsk parlamentariker søndag eftermiddag. Det var meningen, at det skulle med i programmet i aften, men det er ikke blevet godt nok. "Det er virkelig ærgerligt," siger Krasnik til de andre, "for han har et orange tørklæde på under hele interviewet." 

I want you so much
Dagens store, politiske emne er Helle Thorning-Schmidts nye hold. Deadline skal i dybden med historien. "Hvem har vi haft inde under valgkampen?" spørger Krasnik. "Hvem har vi været glade for?" De bliver enige om nogle navne. Blandt de foretrukne er forfatteren Hanne-Vibeke Holst og filosoffen Morten Albæk. De er begge erfarne kommentatorer, som på hver sin måde kan perspektivere historien.
    
Da mødet slutter, er klokken 10.54. De har besluttet sig til også at lave to andre interviews. Det ene er med en lektor i historie, som har skrevet en bog om lighederne mellem middelalderen og samtiden. Det andet med formanden for en dansk forfatterforening, som kalder bogbranchen konservativ og forlader sin post. Samtidig har de droppet to ideer om at interviewe nogle indvandrere, som for et halvt år siden mødtes med Statsministeren på Marienborg, og en svensk, tidligere efterretningsagent.
    
"Så jeg skal ikke gøre noget," konstaterer Krasnik. "Vi ses klokken 13." Han lægger på og regner med en rolig formiddag i villaen på Østerbro.
    
Men lidt senere, inde på redaktionen, opstår et problem. Hanne-Vibeke Holst siger nej til at medvirke. Hun skriver på en bog, og hendes pr-agent har sagt, at hun ikke må optræde mere i medierne, før den er færdig. Hjemmefra ringer Krasnik op til hende. "I want you so much," trygler han. Hun griner. "Det kan jeg ikke, og det er et billigt kneb, at du også ringer." Krasnik spørger hende, hvad hun mener om Helle Thorning-Schmidts nye hold. Efter et kvarters tid siger hun alligevel ja til at medvirke. Filosoffen Morten Albæk sagde ja med det samme. Han er i Stockholm, men flyver hjem. Kommentatorerne er på plads.
 
Har vi et program allerede?
Klokken 12.35 sætter Martin Krasnik sig ind i sin bil, en Toyota Corolla fra '88. Under køreturen til Tv-Byen ringer han til en brilleforretning på Nørrebro. De briller, han bruger på tv, er blevet væk, og hans egne spejler lyset fra det blanke bord i studiet. "Det ligner et fyrværkeri," synes han.
    
Krasnik er på redaktionen præcis klokken 13. "Har vi et program allerede?" spørger han journalisterne, som spiser frokost ved deres borde. En af dem har fundet hans tv-briller og lagt dem i hans skab. Krasnik sætter sig glad til rette ved sit eget bord og giver sig til at læse en artikel i Politiken om Anden Verdenskrig. "Dansk erhvervsliv tjente på slaver," lyder overskriften.
    
Krasnik ringer til historikeren Steen Andersen, som er en af kilderne, og stiller nogle spørgsmål. Han er især interesseret i firmaet Christiani og Nielsen, som er nævnt i artiklen. Hvilke moralske skrupler havde de over at samarbejde med nazisterne? Historikeren er en oplagt gæst til aftenens program. Eneste problem er, at hans datter har diarré. Det er ikke sikkert, han kan komme.
 
Hårdt højre om
"Skal vi holde møde?" spørger redaktionssekretæren ud i rummet, da Krasnik har lagt på. Otte medarbejdere stimler sammen omkring sofabordet i hjørnet. Der småsludres og skænkes kaffe. Over døren ud mod gangen hænger tre ure, der viser klokken i Søborg, New York og London. Søborg-uret viser 13.30. Der er ni timer til deadline.
    
En af journalisterne tager ordet: "Bare for de senest tilkomne, hvad laver vi i dag?" Emnerne fra formiddagens møde bliver hurtigt vendt, nu hvor hele redaktionen er til stede. Det første er Helle Thorning-Schmidts nye hold. Krasnik fortæller om samtalen med Hanne-Vibeke Holst. Hun mener, at Socialdemokraterne skal satse på bløde, semipolitiske emner som for eksempel stress. Så spørger Krasnik, hvem der har talt med Morten Albæk. "Det er mig," siger en journalist. "Hvad siger han?" spørger Krasnik. Filosoffen mener, at Socialdemokraterne bør overhale regeringen ved at indføre velfærdsreformer først. "Hårdt højre om," fortæller journalisten, og Krasnik nikker.
    
Flere historier kommer i spil. En kendt kommentator har sagt nej til at medvirke i aftenens udsendelse. Hans kone skal føde. "Det dér er ingenting," siger redaktionschefen til de andre. "Tøger Seidenfaden dikterede engang en leder til sin sekretær fra hospitalet, hvor hans kone lå og fødte på 24. time." Det får Krasnik til at fortælle, at han sad og skrev en artikel om 11. september, mens hans kæreste lå på sofaen og havde veer. Så vender de tilbage til Steen Andersen, historikeren. "Hvis han kan, så er det i dag, ikke?" spørger Krasnik. Ingen protesterer, og mødet slutter 13.50.
 
Violin og gulvbas
Den næste halve time er Martin Krasnik på telefonen. Han ringer flere gange til Steen Andersen. "Det ville være rigtig godt at gøre det i dag," insisterer han. Historikeren skal overtales. "Du er den eneste, der kan gøre det her," fortsætter Krasnik. "Nå, der fik den med violin og gulvbas og det hele, hva'?" konstaterer redaktionssekretæren, efter at Krasnik har lagt på igen. "Vi skal bare have ham ind og fortælle om det her," svarer Krasnik.
    
På redaktionslokalets tv-skærme viser CNN kinesiske demonstranter gå på gaden med bannere og anti-japanske slagord. Kineserne er vrede over, at Japan ikke har givet en officiel undskyldning for deres handlinger under Anden Verdenskrig. Krasnik beslutter at interviewe den japanske ambassadør. Han ringer til ambassadesekretæren, der lover at tale med ambassadøren og vende tilbage. Krasnik kender dem begge fra en middag på den japanske ambassade.
    
"Er det ikke sjovt, at der er kommet et kanonudvalg?" spørger Krasnik så. "Jo," svarer redaktionssekretæren. "Prøv lige at gætte, hvem der er kanonkonge," udfordrer Krasnik. "Du får ét gæt." Redaktionssekretæren gætter ikke, men går hen til Krasniks skærm. "Nåhh ... for søren da," udbryder han, da han ser navnet. Historien er interessant, fordi den både er politisk og aktuel, bliver de enige om. Krasnik ringer op til kanonudvalgets formand Jørn Lund. "Jeg vil spørge dig, om du har lyst til at komme i Deadline?"

Hurtige beslutninger
Klokken er nu 14.24. Pludselig er der for mange historier. "Nu skal vi have taget nogle hurtige beslutninger," siger redaktionssekretæren, "ellers får vi kuldsejlet hele programmet." De diskuterer frem og tilbage. Det ender med, at både historielektoren og formanden for forfatterforeningen bliver valgt fra. Begge historier mangler aktualitet. Programmet består nu af filosoffen og forfatteren, kanonkongen og historikeren. Ambassadøren siger ja til at medvirke, og de bliver enige om, at interviewet skal optages klokken 20 og bringes dagen efter. Krasnik sender som aftalt spørgsmålene på forhånd.
    
Før Krasnik og redaktionschefen går til frokost, aftaler de, at også interviewet med Jørn Lund skal laves klokken 20. Han kan ikke komme og gøre det direkte. I den tomme kantine leger Krasnik og redaktionschefen med spørgsmålene til udvalgsformanden. "Er du spændt for en politisk kampvogn?" siger redaktionschefen. Krasnik tager over. "Hvad er det gode ved at vælge danske værker i en globaliseret verden? Så vil han sige: 'Netop i en globaliseret verden ...' Så vil jeg sige: 'Det er jo fuldstændig det samme, som kulturministeren siger. Siger du så bare det samme som ham?'"
    
Efter frokost bliver Martin Krasnik afbrudt i sin research, da redaktionssekretæren smider et print på bordet foran ham. Det er de spots, Krasnik har skrevet til aftenens udsendelse. "Du skal derind nu, Martin," siger han og skæver op til Søborg-uret over døren. Det viser 15.59. Krasnik forsvinder ind i studiet, og elleve minutter senere sidder han igen ved sit skrivebord. Begge spots blev lavet i første optagelse.
 
En japaner og en ikke-japaner
Dagens første nyhedsudsendelse på DR2, Deadline 17:00, begynder, og flere fra redaktionen kigger op på de lydløse skærme. Krasnik er utilfreds med introen, som den tidlige og sene Deadline deler. Introen består af korte, hurtige klip af myldretidstrafik og folk på rulletrapper. Den er lavet til 22:30-udsendelsen, men Krasnik synes, den passer bedre til 17:00.  "Man kører da ikke i bil så hurtigt klokken 22:30," siger han, "og hvorfor skal det være biler?"
    
De hurtige biler viser Deadlines aktualitet, mener redaktionschefen. "Aktualiteten er det vigtigste. Det er jo det, vi skal slå på," argumenterer han. Krasnik er ikke enig. "Nej, nej, fordybelsen er det vigtigste." Diskussionen afbrydes, da Krasnik kommer i tanke om, at han  skal ringe ned til redigeringsrummet. "Vi har to forproduktioner til klokken 20: en japaner og en ikke-japaner." Alle i lokalet griner, da han lægger på. "Okay," indrømmer han, "måske en lidt bred definition på et menneske."
 
Hvor fanden er mine sko?
Klokken 17.29 går Krasnik hen til sofaen og tager skoene af. Han sætter sig i skrædderstilling og giver sig til at læse om Japan, mens han streger sætninger under med en blå pen. På tv-skærmene bliver BBC's røde globus-logo afløst af billeder af kinesere, der brænder japanske flag. Pludselig spørger Krasnik én af journalisterne. "Kan du finde billeder af den japanske premierminister, der besøger det her nationalisttempel?" spørger han hende. Journalisten sætter sig til tastaturet og leder efter billeder fra Yasukuni-templet, hvor fjorten krigsgeneraler fra Anden Verdenskrig bliver hædret.
    
"Hvor fanden er mine sko?" Klokken er 19.38, og Krasnik står midt i redaktionslokalet i strømpesokker og brunt jakkesæt. Ingen svarer på hans spørgsmål. Krasnik danser et par gange rundt om sig selv og finder sine sko ved sofaen. Han er på vej ud ad døren for at modtage den japanske ambassadør.
    
"Skal jeg ikke bare kalde ham 'Mr. Ambassador'?" Redaktionssekretæren tygger på sine briller. "Jo, for 'Your Excellence' lyder som noget fra forrige århundrede, også selv om det er den korrekte tiltaleform for en ambassadør." Krasnik stikker hænderne i lommerne på jakkesættet. "Your Excellence, welcome to the programme," mumler han for sig selv på vej ud ad døren.
    
I studiet sidder ambassadøren ret op og ned. Han er i mørkt jakkesæt og gulprikket slips. "Yes, Mr. Ambassador, welcome to the programme," siger Krasnik, og få minutter senere kører en optagelse fra Yasukuni-templet hen over en skærm i studiet. Krasnik konfronterer ambassadøren med billederne. "Kan du ikke forstå, hvorfor kineserne synes, at det her er lidt mærkeligt?" spørger han, "at det er en fornærmelse?" Der opstår en pause. Lidt senere fisker ambassadøren et ark papir frem fra en lille bunke foran sig. Det er en officiel undskyldning af ældre dato, som han hakkende læser op fra. Krasnik efterlyser en nyere. Bag kameraerne i studiet står ambassadesekretæren og noterer ivrigt på en lille spiralblok.
 
Du er da fræk!
Klokken 20.12 følger Krasnik ambassadøren ud. "Nå, han blev vist lidt fornærmet," siger Krasnik og går ind til Jørn Lund, som har fulgt interviewet med ambassadøren på en monitor. "Hvordan er det at blive spændt for sådan en borgerlig, ideologisk kampvogn," går Krasnik løs, da de to sidder i studiet. "Jeg har været spændt for mange vogne," siger Jørn Lund, næsten før Krasnik slutter sit spørgsmål, "også af den forrige regering." "Og ærligt talt," siger han lidt senere, "man kan ikke gøre nogen skade med det her."
    
"Strålende," udbryder Krasnik, da interviewet er slut. "Jeg laver jo ikke borgerlig kultur," siger Jørn Lund lettere irriteret. "Og det var blevet gjort alligevel, hvis jeg havde sagt nej." "Det synes jeg er det bedste svar," siger Krasnik. Han griner. "Det var blevet gjort alligevel, og så kan man lige så godt være med og gøre det ordentligt."
    
Krasnik spiser sin vegetarmiddag som den sidste. Maden er blevet kold. Før han er færdig, går han i gang med at skrive spørgsmål til historikeren og til indslaget med filosoffen og forfatteren. Klokken er 21.25. Mens han sidder og skriver, dumper en e-mail fra den japanske ambassadesekretær ind i Krasniks indbakke. "Du er da fræk!" står der. "I de spørgsmål, du sendte os, stod der slet ikke noget om Yasukuni-templet." Krasnik klikker på "besvar" og skriver: "Det tager jeg som et kompliment. Dejligt at se dig igen." Så klikker han på "send" og arbejder videre med spørgsmålene.

Redaktionssekretæren får rækkefølgen på plads. Filosoffen og forfatteren tager de først. Så skal kanonkongen på. Han skriver løs på computeren. Historikeren er til sidst. "Han er vores harmonika. Ham kan vi hive ind og ud i," siger han højt ud i lokalet.
    
Krasnik skriver introduktionen til udsendelsen. Han stirrer på skærmen. Øjnene er knebet sammen. Læberne bevæger sig lydløst, da han læser den færdige tekst igennem. "Det bliver et godt program i aften, Martin Krasnik," siger redaktionssekretæren. "Ja, der er god balance i det," svarer Krasnik og springer op fra stolen. "Hvem har en cigaret?" Klokken er 21.58. Der er 32 minutter til deadline.
 
Tak for i aften
"Så er Helle Thorning-Schmidts nye hold klar," begynder Martin Krasnik. Klokken er 22.30. Hanne-Vibeke Holst og Morten Albæk ser op. De kender rutinen med direkte tv.
    
Filosoffen får ordet først: "Socialdemokraterne skal gå højre om regeringen," siger han. "Hvis de får gennemført velfærdsreformer to-tre-fire år før regeringen, så er stolen i den grad varm under statsministeren. "Højre om?" Krasnik vender sig mod forfatteren. "Det kan godt være rigtigt," erkender hun, "men jeg synes også, de skal gå lidt til venstre og inddrage det, der normalt hører til privatsfæren." Krasnik vender igen blikket mod filosoffen. "Semipolitiske emner?" spørger han, og den planlagte debat er i gang.
    
Forproduktionen med Jørn Lund bliver afspillet, og historiker Steen Andersen finder sin plads. Han fortæller hurtigt og engageret om Christiani og Nielsens forretningsmetoder under krigen. Mod slutningen byder Krasnik ind. "Var der aldrig én, der sagde: Prøv lige og hør!" Han hæver stemmen. "Det dur ikke! De er altså ved at ... at udrydde jøderne, og ..." Krasnik fægter med armene. "Og kommunisterne bliver slagtet dér, og ..." Historikeren tager ordet: "Der var en hel række af direktører, som så med stigende uro på den kurs, Christiani havde lagt. De begyndte faktisk et oprør og tog kontakt til modstandsbevægelsen og de allierede."
    
Det lyseblå manuskript er foldet sammen til et kvadrat i Krasniks hånd, da han opsummerer aftenens udsendelse. "Ja, en Deadline, hvor der både var en historiker, en forfatter, en filosof og en kanonkonge her i studiet. I morgen kommer der blandt andet en japansk ambassadør, og ham har jeg tænkt mig at spørge, hvorfor japanerne ikke bare kan sige ordentligt undskyld for Anden Verdenskrig, så kineserne bliver glaaade." Han trækker det sidste ord helt ud og skyder hovedet frem mellem skuldrene.

"Tak for i aften."
    
Da musikken i studiet har fortonet sig, følger Krasnik Steen Andersen ud. Han går bagefter ind i redaktionslokalet, sætter sig og ryger dagens anden cigaret, mens han taler med redaktionssekretæren om næste dags udsendelse. Da han forlader redaktionen som den sidste, er klokken 23.17. Der er 23 timer og 13 minutter til deadline.



 

Kommentarer

Fakta om Deadline
DR2's Deadline havde premiere den 5. februar 1998. Det skete omtrent halvandet år efter, at DR2 gik i luften. Dengang blev Før Deadline vist i hverdagene, mens Efter Deadline dækkede weekenderne. I 1999 blev de to programmer samlet til ét, hvorefter seertallene steg fra omkring 25.000 til over 100.000. I 2003 skiftede Deadline sendetid fra 23.00 til 22.30, og i 2004 blev søndagsprogrammet udvidet med Deadline 2. sektion. De tre faste værter på Deadline er nu Martin Krasnik, Kurt Strand og Martin Breum. Martin Krasnik er den vært, der har været på Deadline i længst tid. Han blev ansat i 2002. De første fire måneder af i år har Deadline 22.30 i gennemsnit haft 121.000 seere pr. udsendelse.

Deadlines målsætning
Ifølge redaktionen er målet med Deadline at analysere, perspektivere og debattere døgnets væsentligste nyheder i ind- og udland. Redaktionen mener, at programmets styrke er god tid og velbevandrede værter. Man lægger vægt på at gå i dybden med emnerne og finde vinkler, som de øvrige medier har overset. Overskrifterne for Deadlines indhold er aktualitet, væsentlighed og perspektiv.

© Filmmagasinet Ekko