Nyhed
18. mar. 2014 | 17:47

Kritikere tror på Vinterberg til Cannes

Foto | Alex Bailey
Matthias Schoenaerts’ anses for at være den belgiske Robert De Niro. I Vinterbergs nye film spiller han over for den yndige Carey Mulligan.

Udenlandske kritikere er ikke i tvivl om, at Thomas Vinterbergs Far From the Madding Crowd bliver udtaget til at konkurrere om Guldpalmen.

Af Daniel Pilgaard

Der blev som bekendt ingen Oscar til Thomas Vinterberg og Jagten tidligere på måneden. Men måske får den danske instruktør mulighed for at tage revanche, når Guldpalmen i maj skal deles ud på verdens mest prestigefulde filmfestival, Cannes.

Flere udenlandske kritikere synes i hvert fald ikke at være i tvivl: Thomas Vinterbergs engelsksprogede Far From the Madding Crowd kommer i spil til hovedprisen!

Den britiske avis The Guardian har således placeret Vinterbergs film på listen over femten film, de tror mest sandsynligt bliver udtaget.

Morgendagens stjerner
Far From Madding Crowd er en filmatisering af Thomas Hardys victorianske roman af samme navn fra 1874. Romanen har status som en af litteraturens helt store kærlighedshistorier.

Carey Mulligan spiller den unge Bathsheba Everdene, der flytter ind på en gård, hun arver på landet i England. Dramaet slår gnister, da tre mænd bevæger sig ind på livet af hende. 

Belgiens svar på Robert De Niro, Matthias Schoenaerts (biografaktuel i Bullhead), spiller en ung hyrde. Tom Sturridge spiller en heroisk officer, der på sidelinjen har gjort en ung pige (Juno Temple) gravid. I rollen som en ældre og velnæret farmer ses Michael Sheen.

Filmsiden Indiewire hæfter sig ved, at specielt det unge og fremadstormende cast er ”Cannes-venligt”. Optagelserne til filmen startede dog først i september sidste år, og spørgsmålet er, om filmen når at blive klar, skriver Indiewire.

Måske alle gode gange tre
Hvis Far From the Madding Crowd bliver udtaget, er det tredje gang, Vinterberg er med i hovedkonkurrencen. Første gang var i 1998 med gennembruddet Festen, og anden gang var i 2012 med sit succesfulde comeback, Jagten

I 2013 var han også inviteret til festivalen som formand for juryen for Un Certain Regard-prisen, der anses som Cannes’ svar på en sølvmedalje.

Ifølge The Guardian og Indiewire kommer Vinterberg måske ikke til at være den eneste dogme-bror på festivalen.

I 2011 blev Lars von Trier bortvist fra Cannes-festivalen, efter at han havde udtrykt en vis forståelse for Hitler på et pressemøde.

Begge medier tror på, at Cannes vil forsøge at begrave stridsøksen ved at give den ucensurerede version af Nymphomaniac Vol. 2 verdenspremiere, men uden for konkurrence.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko