Nyhed
26. feb. 2008 | 20:31

Kunsten at græde alene

Af Boline Skovly, foto: Hasse Ferrold

Peter Schønau Fog tog bladet fra munden, da han vandt en Bodil for årets bedste danske film.

"Fuck you!"

Sådan lød det fra instruktøren Peter Schønau Fog, da han søndag aften stod på scenen i Imperial-biografen foran et festklædt publikum.

Han havde netop fået overrakt en Bodil for årets bedste film, Kunsten at græde i kor. Men i stedet for den ydmyge takketale, der forventes, kvitterede instruktøren med et angreb. På nogle af folk, som har været involveret i filmen. Og Fogs alvorlige øjne vidnede om, at det ikke bare var en kæk bemærkning.

Familien på scenen
"Min film forsøger at italesætte noget, som mange vi har svært ved at tale om. Det er nok det, som anmelderne har haft blik for," forklarede Fog og sluttede med at hive sine fire hovedskuespillere - Jesper Asholt, Jannik Lorenzen, Julie Kolbech og Hanne Hedelund - på scenen: 

"Jeg tror, det er sidste gang, at familien er samlet. Vil I ikke give dem en hånd?"

"Det er en lettelse at få den her anerkendelse, fordi jeg mødte så stor modstand undervejs," sagde Peter Schønau Fog bagefter til Ekko. Han vil dog ikke ud med, hvem han konkret gav den verbale langemand til.

"Det ved de mennesker godt selv. Mange troede ikke, at det kunne blive en kommerciel succes, men alligevel viste det sig, at mange gik i biografen," sagde Peter Schønau Fog, der måtte igennem fem opslidende år, før han fik realiseret Kunsten at græde i kor.

"Det er svært at lave film, når det bliver en kamp i stedet for et samarbejde."

Skidegodt, Morten!
Kunsten at græde i kor fik endnu en fjer i hatten, da Jesper Asholt modtog prisen for bedste mandlige hovedrolle i skarp konkurrence med nominerede Kim Bodnia, Lars Brygmann, David Dencik og Jannik Lorenzen.

Noomi Rapace blev tildelt prisen for bedste kvindelige hovedrolle i Simon Stahos hudløse drama Daisy Diamond, der trods Rapaces pragtpræstation kun blev set af knapt 2.500 mennesker i biograferne.

I alt elleve Bodil-priser blev uddelt i Imperial, hvor skuespillerinderne Louise Mieritz og Ditte Hansen styrede aftenens show med grove løjer og højt humør.

Charlotte Fich modtog en Bodil for bedste kvindelig birolle i Ole Bornedals film Kærlighed på film, mens Morten Grunwald for anden gang i sin karriere blev hædret for sin birolle som den afvisende far i Hvid nat, der var nomineret i hele fire kategorier.

"Måske er det plat, men vi kan ikke nære os for at sige: 'Skidegodt, Morten!'" lød det fra Bodil-komiteen til hele Danmarks Benny, der i dag er en ældre herre med autoritet.

Tre store filmformidlere
Traditionen tro uddelte Filmmedarbejderforeningen, der består af københavnske filmkritikere, også i år en æres-Bodil - en hæder til en person, der gennem årene har markeret sig betydningsfuldt. I år gik den fornemme pris til hele tre personer - Ib Monty, Marguerite Engberg og Niels Jensen - for deres mangeårige virke i filmformidlingens tjeneste.

I år blev en ny pris introduceret, sær-Bodil'en, som blev tildelt selskabet Ghost, der har lavet special effects på Nikolaj Arcels film De fortabtes sjæles ø, mens prisen for bedste dokumentar gik til Pernille Rose Grønkjær for sin film The Monestary.

Søndagstræt Bodil
Filmfotografprisen modtog Dan Lausten, som i 2007 filmede Vikaren og Kærlighed på film. Endelig gik prisen for bedste ikke-amerikanske til Guillermo del Toros Pans Labyrint, mens Clint Eastwood modtog prisen for bedste amerikanske film med Letters From Iwo Jima.

Ligesom Bodils amerikanske fætter, Oscar, boblede årets Bodil-arrangement ikke ligefrem af begejstring. Og det legendariske after party, som i år blev holdt på kedelige Imperial Hotel, mindede mere om en 60-års fødselsdag i provinsen end en festlig aften i den danske filmbranche.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko