Portræt
12. sep. 2017 | 11:07

Kvinden der laver mandefilm

Foto | François Duhamel
Det er et brutalt miljø, som Bigelow skildrer i Detroit, hvor vi følger de voldelige raceoptøjer i USA i 1967.

Råt for usødet, synes at være mottoet for Oscar-vinderen Kathryn Bigelow, der er tilbage med endnu en brutal herrefilm. For hvad skulle hun ellers lave?

Af Casper Hindse

Forestil dig en bjergbestiger, som med sammenbidte tænder klatrer op ad en bjergside. Sol, vind og fugle står ind fra alle sider, men blikket er determineret: op, op, op.

Møjsommeligt, men sikkert, går turen mod himlen med alle de bumlede forhindringer et stenskred eller en pludselig bevægelse mod den næste repos kan udløse.

Kan du se det for dig?

Godt. Er bjergbestigeren så en kvinde eller en mand i din forestilling?

En mand, ik’?

I den her artikel er bjergbestigeren den Oscar-vindende instruktør Kathryn Bigelow.

Byen syder og koger
Den 65-årige instruktør er på mange måder en utilpasset type i den amerikanske filmbranche. Lige siden hun brød kommercielt igennem med Point Break i 1991, har Bigelow insisteret på at lave hårdkogte film, der er fyldt til randen med vold og action.

Når hun har holdt fri fra filmarbejdet, er ferierne gået med bjergbestigning på nogle af verdens største tinder. Men fritid er der nu ikke meget af i det Bigelow’ske univers. Dertil er der de seneste år blevet researchet alt for meget, så instruktørens film virker så virkelighedsnære som overhovedet muligt.

Bigelows aktuelle Detroit er det hidtil mest eminente eksempel herpå. Her opruller instruktøren – sammen med sin faste manuskriptforfatter Mark Boal – en både skræmmende og dybt fascinerende historie, hvor raceoptøjer i 1967 syder og koger i den amerikanske industriby. Der er dømt undtagelsestilstand, og militæret er hidkaldt for at patruljere i gaderne.

Da en lille gruppe betjente stormer Algiers Motel i nærheden af Virginia Park, løber det voldelige vanvid løbsk. Betjentene er nemlig overbevist om, at der er en snigskytte på motellet, og alle indlogerede – fem unge sorte mænd og to unge hvide kvinder – bliver klynget op ad en væg.

Herfra udspiller der sig så mange fysiske og psykiske overgreb, at man sjældent har set lignende i filmhistoriens kilometerlange ruller.

Actionfyldt meditation
Detroit er typisk Bigelow: råt for usødet. Det skal gøre ondt, og der skal ikke være det mindste håb tilbage, når biografgængerne strækker ryggen efter et par timer i hendes selskab.

Sammen med instruktøren skal man have nået toppen af bjerget og straks frygte for, hvordan man kommer ned igen.

Der er ingen tvivl om, at Bigelow, der startede som konceptkunstner for derefter at undervise i filmvidenskab i et kort stykke tid, virkelig vil sige noget med sine film. Der er noget meditativt og samtidig en ekstrem sult efter action over hendes samlede oeuvre. Kameraet er registrerende sprælsk, mens replikkerne konstant hiver og flår i ens tanker.

Det er det helt afgørende her.

For det har altid været actionfyldt og meditativt med Bigelow i så forskellige film som debuten Loveless fra 1982, om en motorcyklebande på afveje, vampyrvanviddet Near Dark fra 1987, politi-thrilleren Blue Steal fra 1989 eller den ret forrygende apokalypse-sci-fi-thriller Strange Days fra 1995.

Men det er også afgørende, at kameraet og replikkerne først er blevet Bigelows helt store kendetegn senere hen. Hvor action havde det med at stå i vejen for instruktørens brutale filmpointer før i tiden, så har lige netop kameraarbejdet og dialogen været det, der har kanoniseret instruktøren op i en liga, som ingen andre kvindelige filminstruktører tidligere har været en del af.

Afskrevet af kritikerne
Der skulle imidlertid lidt af en nedtur til først.

Begyndelsen af 00’erne var nemlig ikke en tid, der gjorde noget godt for Bigelows karriere. Siden Near Dark – der blev en øjeblikkelig kultklassiker – havde Hollywood gået og ventet på, at hun foldede sig helt ud rent kunstnerisk og ikke kun med effektiv action.

Men i slutningen af 1990’erne var idéerne få, og Bigelow kunne se sig selv takke ja til en tjans som episode-instruktør på Drabsafdelingen. Det blev kun værre, da hun i 2002 stod bag ubådsdramaet K-19 med Harrison Ford og Liam Neeson. Efter den fiasko afskrev flere amerikanske kritikere hende helt.

Men anmelderne var en postgang for tidligt ude.

Bigelow gik nemlig med tanker om, at virkeligheden skulle flyttes ind i film, og det blev hendes redning ud af den blindgyde, som megen action var ved at forvilde hende ind i.

Skal man være lidt grov, kan man sige, at det virkede som om, verdenshistorien kom bag på Bigelow. Instruktøren havde op igennem 1990’erne lignet én, der havde købt ind på den politiske teoretiker Francis Fukuyamas idé om, at verdenshistorien efter Murens fald var afsluttet. Resten af klodens levetid var ren kosmetik, og derfor kunne man også bare lave action-tjuhej, når man var filmskaber.

Men USA’s krig imod Irak i 00’erne omstrukturerede tydeligvis Bigelows filmvej. Da hun seks år efter K-19 kom med en ny film, var udtrykket ændret til det nærmest ukendelige. Og det skulle det vise sig, at instruktørens karriere også ville blive.

Soldaternes smerte
For med The Hurt Locker udstak Kathryn Bigelow en ny retning, som kun hun selv kunne betræde.

Filmen er ved gensyn et mesterværk, og den er samtidig den eneste film, der har skaffet en kvinde Oscar-statuetten i instruktørkategorien.

The Hurt Locker er svedig, grumset og grim. Den er slidsom og fængende, og hvert eneste øjeblik er nervepirrende, men også ultrarealistisk i en historie, der følger et amerikansk bombeafmonteringshold i Irak. Sammen med sin nye kompagnon Mark Boal researchede Bigelow dag og nat i årevis for at give et så sandfærdigt billede af virkeligheden som overhovedet muligt.

Målet var altid at ramme toppen af filmverdenen.

Verdenshistorien var ikke afsluttet, og virkeligheden måtte fortolkes benhårdt i et maskulint univers, hvor følelser er noget, man holder for sig selv.

De få indvendinger mod The Hurt Locker handlede om, at der mangler identifikation med filmens bærende roller, som alle er plagede mænd i soldaterødemarken.

”Jeg har brugt lang tid på at tænke over, hvad mine evner er, og jeg synes virkelig, at det er at udforske og skubbe filmmediet,” svarede Bigelow sine kritikere i magasinet Newsweek.

”Mine film drejer sig ikke om at bryde kønsroller eller traditioner.”

At The Hurt Locker også vandt Oscar-statuetten for bedste film, var om noget en fjer i hatten på den stærke kvinde. Ikke blot fordi verdens mest glamourøse filmpris er en stor hæder, men også, fordi det var eksmanden James Camerons Avatar, som The Hurt Locker slog.

Hvor Avatar i sit 3D-udstyrsstykke er så langt fra virkeligheden, man næsten kan komme, så kan man i The Hurt Locker smage og lugte den irakiske udørk og føle soldaternes smerte, fordi kameraet ryster i takt med de rystende samtaler om liv og død, der finder sted undervejs.

Jagten på bin Laden
I bjergbestigning må man ikke begå en eneste fejl, for så ryger man ned. I Kathryn Bigelows seneste tre film må man heller ikke begå en eneste faktuel fejl, for så bryder man kontrakten med publikum om, at dette er en historie, som den kunne have foregået.

Der bliver ikke spillet på nogen som helst former for følelser, når Bigelow laver film i dag. Det er hendes mesterlige Zero Dark Thirty (2012), der handler om eftersøgningen af Osama bin Laden, et helt unikt eksempel på.

I filmen opridses den langsommelige efterforskning af bagmanden til 11. september-angrebene. Igennem CIA-efterforskeren Maya (Jessica Chastain i sit livs bedste rolle) holdes følelserne på afstand, mens opklaringsarbejdet hakker sig frem.

Der er hele tiden små skridt og masser af pauser med dybe vejrtrækninger og diskussioner, men alligevel ligger actionen latent i formålet med filmen. Bin Laden skal findes, og selv om man ved, at det vil lykkes, sidder man alligevel klinet til filmens 127 minutter, fordi de snørklede og korrekt gengivne veje derhen er ophidsende og konstant spændende.

Der er en tydelig hævntørst i Zero Dark Thirty, men den er konstant underbygget af et dokumentarisk filter, som gør opmærksom på, at fakta og fornuftige ræsonnementer er det, der giver pote frem for gætterier og indicier.

Filmen er ikke et heltekvad, men en registrering af, hvordan man gennem efterforskning og tortur kan finde frem til hvad som helst.

Ingen empati
Lige netop det har Kathryn Bigelow forfinet med Detroit. Her vurderer instruktøren ud fra årevis af massiv research, at der var racisme forbundet med politiets opførsel over for de unge afroamerikanere i 1967 på Algiers Motel. Og det kan man ifølge hende kun fortælle råt og maskulint – det vil sige uden nogen former for empati.

Og med al sin action-erfaring forstår Bigelow, at vildskaben ligger i øjeblikkene. Samt i alt det, vi ikke ser.

Når de unge ikke kan fortælle noget om en mulig snigskytte i Detroit, trækker politiet én af dem ind i et rum ved siden af og fingerer en henrettelse på klos hold. Vi biografgængere ser bluffet, men vi kan stadig sætte os ind i, hvordan de unge, der er klynget op ad væggen, må have det, når de hører skuddene.

Det kan vi kun, fordi vi med den skramlede kameraføring og instruktørens sans for personskildringer nærmest føler, at vi er til stede på det motel. Og fordi Kathryn Bigelow ikke har travlt. Hun lader actionen skabe sig selv frem for at konstruere den i et klipperum. For hende handler film om dybe vejrtrækninger, tålmodighed og rendyrket koncentration i hvert eneste sekund.

På den måde minder Bigelows filmskaben om hendes bjergbestigning.

Kathryn Ann Bigelow

Født 1951 i San Carlos, Californien, USA.

Uddannet inden for malerkunst og film.

Fik sit store kunstneriske gennembrud med The Hurt Locker, som vandt adskillige Oscar-statuetter.

Titler som The Hurt Locker, Zero Dark Thirty og Point Break understreger, at hendes film ofte udspiller sig i mandsdominerede miljøer.

Detroit regnes for en stærk kandidat til de store filmpriser i USA i 2018.

Spillefilm

Detroit
2017

Zero Dark Thirty
2012

The Hurt Locker
2008

K-19
2002

The Weight of Water
2000

Strange Days
1995

Point Break
1991

Blue Steel
1989

Near Dark
1987

The Loveless
1982

© Filmmagasinet Ekko