Cannes 2018
15. maj 2018 | 15:38

Triers brutale og morsomme helvedesrejse

Foto | Zentropa
Det ligner et renæssancemaleri, når morderiske Jack (Matt Dillon) og mystiske Verge (Bruno Ganz) bevæger sig ind i menneskets mørke afkroge.

The House That Jack Built står som en monolit over Lars von Triers karriere, et storslået afslutningsværk, der diskuterer skabelse og destruktion i den menneskelige eksistens. Og slutningen er mesterlig.

Af Claus Christensen

Lars von Triers The House That Jack Built hører hjemme i Cannes’ hovedkonkurrence som alle hans andre film.

Men festivalen har åbenbart ikke helt tilgivet Trier for den tåbelige sag om Hitler-udtalelserne, hvor han dybest set forsøgte at sige det samme, som han gør i den nye film: At ondskaben bor i alle mennesker.

I Triers første film, Forbrydelsens element fra 1984, jagter hovedpersonen en seriemorder, der begår sine drab på små piger efter et udspekuleret system. I den nye film er seriemorderen gjort til hovedpersonen.

I fem kapitler med fem mord over tolv år følger vi Jacks bizarre gerninger i 70’ernes nordvestlige USA, samtidig med at han fører en dialog med en mystisk hr. Verge – på samme måde, som Joe i Nymphomaniac fortæller sin livshistorie til Seligman.

Mord som beskæftigelse
Ofrene er primært kvinder, men Jack sparer ingen, heller ikke børn og dyr, som er dem, vi i biografen har sværest ved at se blive gjort fortræd.

For Jack, der overbevisende gestaltes af Matt Dillon, er mordene en slags kunstværker. Han fotograferer sine ofre og sender som navnebroren Jack the Ripper – historiens mest ”berømte” autentiske seriemorder – billederne til en avis, hvor han underskriver sig: Mr. Sophistication.

Jack er indbegrebet af en psykopat: intelligent, forførende, egoistisk, narcissistisk og totalt uden empati.

Han har gerne villet være arkitekt, men forsøget på at bygge et hus endte i en eklatant fiasko. I stedet fik han en anden karriere. ”I kill,” som han siger – en replik, der er taget fra Triers egen punchline i kortfilmen Occupations (2007), hvor instruktøren med en hammer forvandler en irriterende filmanmelder til en blodpøl.

Det gode med det onde
Jack lider også af tvangstanker, og der er næppe nogen tvivl om, at han i et vist omfang er Triers alter ego.

Som når han udstiller menneskets jagtritualer som en rendyrket perversion, eller når han filosoferer over alt fra Stuka-bombefly, gotisk arkitektur og Blakes digtning til religionens blændværk og kunsten at dyrke druer.

Jack er mørkets fyrste i dialogen med Verge, der repræsenterer romantikkens forestilling om det gode, det sande og det skønne – et ideal, som vises med gentagne optagelser af pianisten Glenn Gould.

Men det er værd at bemærke, at Trier til rollen har valgt Bruno Ganz, der på mesterlig vis inkarnerer Hitler i Der Untergang. For vi skal tage ”det gode med det onde”, som Trier sagde efter hvert afsnit i Riget.

I The House That Jack Built viser instruktøren også klip fra sine tidligere film i en montage, hvor vi blandt andet ser verdens udslettelse i Melancholia og undergangsvisionerne i Forbrydelsens element og Europa.

Ingen hjælp at hente
Triers nye film er hans mest brutale og sadistiske til dato. Instruktøren nyder tydeligvis at pine publikum. Det er selvfølgelig provokerende, men i en verden, hvor en psykopat som Peter Madsen i medierne og kulturlivet er blevet dyrket som en helt, er ondskaben ikke hentet ud af det blå.

Filmen er faktisk også fyldt med humor, og emnet taget i betragtning er den ironisk nok Triers måske mest moralske værk.

Indignationen er mærkbar, når Rileys Keoghs blondine Simple desperat råber på hjælp, men bliver mødt af tavshed i boligkomplekset. Som Jack konstaterer: ”Nobody wants to help.”

Det samme gælder Jacks frustrationer over, at kvinder per definition er ofre, mens mænd er født skyldige. Man er i tvivl om, hvor meget Trier her identificerer sig med Jack, men det lyder nærmest som en kommentar til #MeToo-kampagnen.

Scenen, hvor Jack, foruden at skære en kvindes bryster af, taler foragteligt om kvinders intelligens, skal nok vække debat og blive anklaget for misogyni.

Lyden af lidelse
Seriemorderen får til sidst skabt sit store værk i kølerummet, hvor han opbevarer ligene. Det knytter an til filmens titel, men også til nazisternes masseudryddelseslejre, hvilket sætter psykopatens ugerninger i et skræmmende, historisk perspektiv.

Som Chaplins kvindemorder siger i sin forsvarstale i Monsieur Verdoux: I en verden, der bygger ødelæggelsesvåben med det ene formål at begå massedrab, er jeg som massemorder en amatør i sammenligning.

Men det moralske aspekt kommer især frem i filmens mesterlige slutning, der refererer til Dantes rejse gennem helvede og er en slags omvendt version af finalen i Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001.

Det er filmens visuelle og tankemæssigt storslåede klimaks, som i sig selv er hele filmen værd. Forestil dig, at man har samlet hele civilisationens lidelse i én lyd, og du har en fornemmelse af, hvilke dimensioner Trier arbejder med.

The House That Jack Built står som en monolit over Triers karriere, et storslået afslutningsværk, der diskuterer skabelse og destruktion i den menneskelige eksistens og, ikke mindst, i Triers egne film.

Som altid er den tekniske side fremragende: rammede birollepræstationer af blandt andre Uma Thurman og Sofie Gråbøl (filmens frygteligste og stærkeste drabsscene), Manuel Alberto Claros håndholdte kamerastil, som Trier har dyrket siden Breaking the Waves, Kristian Eidnes Andersens beåndede lydside og humoristisk velvalgt musikindslag med Bowies Fame og bluesklassikeren Hit the Road Jack.

Filmen viser først og fremmest, hvordan Trier legende let er i stand til at balancere mellem det højeste og det laveste, filosofiske tanker og kulørt underholdning, sjælen og kroppen.

Det er ikke hans bedste film, og den rammer med sine dystre visioner nok skævt i forhold til tidsånden. Men skulle den blive hans sidste, vil den være et værdigt punktum.

Trailer: The House That Jack Built

Claus Christensen

Filmmagasinet Ekkos chefredaktør dækker for tolvte år i træk Cannes-festivalen.

Ser samtlige film i hovedkonkurrencen og vurderer dem i Ekkos internationale stjernebarometer.

Går på opdagelse efter perler i festivalens sidekonkurrence Un Certain Regard og parallelkonkurrencerne Director’s Fortnight og Critics’ Week.

Årets festival løber fra 8. til 19. maj 2018.

© Filmmagasinet Ekko