Uskyldstabet
15. mar. 2018 | 17:23 - Opdateret 16. mar. 2018 | 10:29

Lasse Nielsen: ”Jeg skal videre i mit liv”

Foto | Carsten Nielsen
Lasse Nielsen instruerede i 70’erne en række banebrydende ungdomsfilm, men nu er han kommet i søgelyset for de ting, der skete, mens kameraet ikke kørte.

Efter dødstrusler har pædofili-anklagede Lasse Nielsen lukket sin blogside. Han er dog mest chokeret over, at man puster TV 2-dokumentar op med et show på Det Kongelige Teater.

Af Claus Christensen

Efter 40 år er Lasse Nielsen tilbage i rampelyset – dog mildest talt ikke for det gode.

Han lavede i 70’erne tre banebrydende ungdomsfilm – La’ os være, Måske ku’ vi og Du er ikke alene – men gled ud af filmbranchen, og selv om han i 2010 gjorde comeback, har ingen af hans nye film fået opmærksomhed herhjemme.

I går var han på forsiden af Politiken og hovedperson i første del af TV 2-dokumentaren De misbrugte filmbørn, der samtidig åbnede Cph:Dox-festivalen. Fem-seks mænd står frem og fortæller om, hvordan Lasse Nielsen i 70’erne, hvor mændene var unge drenge, begik overgreb på dem.

Historierne er enslydende. Lasse Nielsen vandt deres fortrolighed og brugte sin autoritet og de unges drøm om eftertragtede filmroller til at forføre dem til sex.

Lasse Nielsen har ikke ønsket at medvirke i hverken TV 2-dokumentaren eller Politiken, som i deres henvendelse til instruktøren ikke tonede rent flag og fortalte, at de var i gang med at undersøge alvorlige pædofili-anklager.

Nielsen har dog i et eksklusivt interview i Ekko indrømmet, at han har haft sex med flere af de unge drenge fra sine film i 70’erne. Men han mener ikke, at han har gjort noget galt, da drengene var over femten år.

”Jeg vil ikke selv se dokumentaren. Jeg lider af angstneuroser og dårlige nerver, og på grund af det her har jeg ikke fået sovet meget de sidste tre dage,” siger Lasse Nielsen relativt fattet over en Skype-forbindelse fra Thailand, hvor han jævnligt opholder sig.

Ikke ét ord om misbrug
Den 67-årige instruktør har begrænset adgangen til sin blog filmlasse.blogspot.dk, fordi han får meget vrede henvendelser og sågar dødstrusler fra mennesker, som har set dokumentaren eller læst Politiken.

”Det er selvfølgelig ubehageligt,” siger Lasse Nielsen. ”Heldigvis lever hverken min mor eller far. Der er kun min bror, hans kone og deres to børn, som kan blive berørt. Og mit publikum er ikke i Danmark. Desuden bakker min amerikanske producer Gerry Herman mig stadig op, og før alt dette har jeg besluttet, at Tim og fløjtespilleren (premiere i år, red.) bliver min sidste film som instruktør.”

”Jeg er glad for, at det er overstået. Og snart har alle glemt mig. I aften viser programmet med Ernst Johansen, og ved du hvad? Seksten piger har han været i bukserne på, så der er kæmpe forskel på ham og mig. Jeg har heller ikke været i fængsel.”

– Men hvordan har du det med, at flere mænd fortæller nogle alvorlige historier om dig?

”Hvis de var kommet frem dengang, så ville jeg have været klar til at give dem en undskyldning. Men hvorfor skal der gå 40 år? De havde muligheden for at sige noget i 2008, hvor vi fejrede 30-året for Du er ikke alene. Dér fik jeg knus og ikke ét ord om misbrug. Jeg tror, at det for dem handler om at komme i rampelyset. TV 2 ville have mig med i Go’Morgen Danmark sammen med Anders Lund Madsen. Jeg kan ikke tage det alvorligt.”

– Men kan den forsinkede reaktion ikke skyldes, at ofre for seksuelle overgreb – som eksperter siger – kan føle så megen skam, at det kan tage år, før de er parat til at stå frem?

”Hvad ved eksperter om, hvad der foregår inde i hovedet på en tolv-tretten … nej, på en fjorten-femten-årig? Min oplevelse var, at drengene havde det udmærket med det seksuelle dengang. At de så senere har en ny fornemmelse, fordi tiden har forandret sig, kan jeg ikke tage mig af. Jo længere tid, der går, jo mere utydeligt bliver det, man har oplevet.”

– Men Ivan Baumann fra La’ os være fortæller i Ekko, hvordan du inviterede ham hjem og prøvede at lokke ham til at tage tøjet af!

”Det er noget, han har oppe i sit hoved.”

– Så det har ikke fundet sted?

”Nej, og han siger, at hvis han var gået ind, var han endt ligesom alle de andre uden tøj på. Hvor har han fået det fra? Det er jo ved at læse en artikel i Ekko eller snakke med TV 2. Jeg kan levende forestille mig, at de har fortalt om Anders Lund Madsens sag. Og man kan manipulere samtalen, når man spørger dem: ’Hvad forestiller du dig, at der ville være sket?’ Så er det jo ikke en tolvårig dreng, der snakker mere, men en 55-årig mand, der forestiller sig det. Det er ikke længere drengen, der står i situationen og oplever et ubehag.”

Gave fra Gud
Det var dengang kæmpestort at få lov til at være med i en ungdomsfilm, som oplevede sin storhedstid i 70’erne. Anders Lund Madsen, der medvirker i Du er ikke alene, fortæller i Ekko #77, at det var som at blive ”hevet op fra et mudderhul og blive sat ind i krystal”.

– Som ungdomsfilminstruktør blev du opfattet som en stor autoritet af de unge. Kan man ikke godt forestille sig, at en dreng i en sådan situation gør, hvad der forventes af ham, og ikke, hvad han kan lide?

”Er det ikke et ledende spørgsmål? Man kan forestille sig alt, men hvad vil du have, at jeg skal sige? Jo, det kunne man godt forestille sig, men man kunne også forestille sig noget andet.”

– Børn kan vel også have svært ved at overskue konsekvenserne?

”I Danmark og hele den vestlige verden skal vi absolut gøre det seksuelle til et problem. Her i Thailand er seksualitet ikke noget, man snakker om. Det er noget, man gør, og så er det glemt i det øjeblik, man går ud af døren. Jeg fortalte dig på et tidspunkt om én, der i 70’erne kom hos mig i fire år, men nu siger, at han blev misbrugt. Hvorfor kom han så tilbage igen og igen, hvis han ikke har nydt, hvad vi har lavet?”

– Men han kan da netop have haft en skamfølelse, som har holdt ham tilbage fra at fortælle om det dengang. Kan du slet ikke følge det?

”Jeg har også oplevet at blive angrebet af en rocker på Istedgade, men dér havde jeg ikke nogen skamfølelse. Hvis han ikke var smuttet hurtigt, så havde jeg sgu anmeldt ham. Og med hensyn til den seksuelle skam, så var jeg som barn med i FDF, der havde et samarbejde med kirken. Som tolv- eller trettenårig onanerede jeg i kirken. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde lyst til det. Dér følte jeg en skam, ikke fordi jeg onanerede, men fordi det var i kirken.”

”På det tidspunkt troede jeg på Gud, og med homoseksualiteten følte jeg, at Gud havde givet mig en gave, for jeg var anderledes end de andre. Skammen kom først, da jeg var på efterskole i to år. Dér onanerede jeg som bare fanden, tre til fem gange om dagen, og tænkte: ’Hold da kæft, det er der sikkert ikke andre, der gør!’”


Lasse Nielsen (th.) under optagelserne af debutfilmen La’ os være (1975), hvor han instruerede en række børn i en historie inspireret af Fluernes herre (foto: Carsten Nielsen).

– De fleste mennesker i dit sted ville umiddelbart sige, at de var chokerede, rystede eller kede af det?

”Men jeg har været ude for så mange ting i mit liv og har en vis alder nu. Jeg tog jo nogle forholdsregler for ti år siden, da jeg begyndte at lave kortfilm. Jeg gemte alle de breve, jeg havde fået fra forældrene, fordi jeg havde på fornemmelsen, at det kunne dukke op igen. Jeg ved ikke helt, hvad du vil have, at jeg skal sige. Selvfølgelig er jeg chokeret, men mere over, hvordan man puster det op med et show på Det Kongelige Teater. Gerry har skrevet, at verden er fuld af voldsomme ting, hvor millioner bliver slået ihjel og dør af sult, men pludselig skal man konfronteres med noget for 50 år siden. Det er da ret sindssygt at bruge tid på.”

– Så du kan ikke tage det alvorligt?

”Jeg skal videre i mit liv. Jeg har måske ti-femten år tilbage af mit liv, og dem vil jeg gerne nyde. Hvis det var nogle af de drenge, som jeg har arbejdet med de sidste fem-seks år, ville jeg tage det alvorligt.”

En blodig film
Hovedrolleindehaveren i Måske ku’ vi, Karl Wagner, siger til Politiken, at Lasse Nielsen havde gang i en langsom forførelse af ham, og når han trak sig væk, blev det mødt med trusler om, at Lasse Nielsen ville finde en anden dreng, der var mere frisk på de ting, som filmrollen krævede.

– Karl Wagner fortæller, at du viste billeder af mænd, der har sex med mænd – og spurgte: ”Kan du ikke lide det? Er han ikke smuk ham i filmen?”

”Kan du høre, at jeg griner? Jeg har aldrig vist drenge nogen homoseksuelle billeder. Det er noget af det mest vanvittige, jeg nogensinde har hørt.”

– Hvorfor det?

”Jeg kunne da ikke vide, om de var bøsser. Her er den rigtige historie: Jeg mødte Karl og hans kammerat til en filmvisning i Grand-biografen. Jeg var næsten færdig med manuskriptet og tænkte: ’Gud, han er lige min type til den næste film.’ Så jeg sætter mig hen ved siden af ham, og han tror, at jeg er kontrollør, for man skal være seksten for at se den meget blodige film. Det var han jo ikke, han var femten. Jeg spørger først, hvor gammel han er, men han vil ikke svare på det. Jeg beroliger ham og siger: ’Jeg leder efter en dreng, hvis du har lyst til at møde mig senere.’ Klokken to om natten ville han med mig hjem, men jeg sagde, at han var bindegal, og at jeg måtte snakke med hans far først.”

– Hvorfor ville han med dig hjem?

”Spørg mig ikke, men han var helt vild efter at få den rolle. Han ringede til mig dagen efter, og jeg snakkede med hans far og forklarede situationen. Jeg fortalte ham, at jeg boede hjemme og af princip ikke tog drenge hjem til min private bolig, så om det kunne foregå hos dem. Det syntes faren selvfølgelig var fornuftigt, så jeg kom derhen til en kop kaffe. Jeg havde manuskriptet med, så vi gik ind på Karls værelse og læste en scene. Da jeg tog manuskriptet væk og bad ham lave scenen, kunne jeg se, at han ikke bare var fotogen, men også kunne spille.”

Pornofilm og pikspil
– Nogle af de drenge, som er stået frem, eller Søren og Bjørn, der beggde døde i en tidlig alder efter forskellige former for misbrug, var udsatte unge fra hjem uden den bedste ballast. Tror du, at det har været sundt for dem at møde en autoritet, som lagde op til sex?

”Det lyder, som om du fisker efter, om jeg udnyttede dem, fordi de havde brug for en far. Nej, det gjorde jeg ikke! Der var også nogle, som havde udmærkede forhold derhjemme. Men når man har lavet film sammen i seks uger, kommer der et kæmpe hul, som er chokerende for unge skuespillere, der ikke har prøvet det før. Pludselig skal de tilbage til hverdagen. Måske er det derfor, at nogle af dem prøvede at holde forbindelsen til mig. Det seksuelle handlede om tiden, men jeg var også kun 24 år. Hvis jeg havde været ældre, ville jeg ikke have haft et forhold til de drenge, om de så var fyldt atten år.”

– Unge oplever et hul efter en film, siger du. Men udnytter du så ikke det til at have sex med dem?

”Hvis jeg havde været ældre, havde jeg nok tænkt anderledes. Men jeg oplevede ikke, at jeg udnyttede dem. Det var bare noget, vi gjorde. Hvis de ville se en pornofilm og spille pik, så gjorde de det. Jeg oplevede det som en del af deres pubertet og hverdag. Og der var ikke nogen bebrejdelser, de kom tilbage. De kom dårligt ind ad døren, før de spurgte, om de måtte se en pornofilm og sådan noget. De levede i 70’erne, hvor alt var tilladt. Jeg så Du er ikke alene forleden dag, og der er faktisk ikke en scene, hvor de unge drenge ikke ryger cigaretter. De drikker rødvin i skoven og sniffer gas og jeg ved ikke hvad. Det havde været chokerende i dag, men det var det ikke dengang.”

– Tiden var en anden, ja, men én som Bjørn Martensen fik jo et tragisk kort liv.

”Ja, men det vil jeg helst ikke snakke om, for det er meget personligt. Det var et chok at få at vide, for vi havde været sammen i seks uger, da vi lavede filmen, og han kom indimellem forbi sammen med Søren. Vi kunne snakke om film og kultur, og han virkede mere voksen, end han var.”

– Måske blev Bjørn og Søren skubbet længere ud, fordi du havde sex med dem?

”Ikke som jeg oplevede det dengang. Vi levede i nuet, og sex var ligesom at ryge cigaretter. I forhold til mine nye kortfilm har jeg tænkt tilbage på, hvad der skete i 70’erne med de drenge. Hvis jeg havde spurgt de unge i mine nye film, om de ville have sex, ville de have sagt nej meget bestemt.”

– Men burde du ikke have været en autoritet, som bad dem om ikke at ryge så meget og i stedet få en uddannelse?

”Det var ikke mit ansvar, jeg skulle ikke spille forældre over for dem. Og aldersforskellen var heller ikke så stor, så de kunne ikke se mig som en gammel mand.”

– Men ti år er meget i den alder!

”Jeg var også pædagog, men det var jeg ikke, når jeg lavede film.”

– Men som instruktør har du da haft en enorm autoritetsrolle over for de unge?

”Øhh, jeg bliver desværre nødt til at afbryde, for jeg har fået en vigtig email.”

Ekko #77

Stort tema om sex og magt i det nye magasin, hvor vi beskriver overgreb i 70’ernes ungdomsfilm.

På nettet findes en kort version: Overgreb i danske ungdomsfilm.

I Annes dagbog fældede filminstruktør mindes en række kilder pigen, der med sit selvmord afslørede en instruktørs seksuelle omgang med mindreårige.

Lasse Nielsen har i ”TV 2 kalder mig pædofil-instruktøren” givet et eksklusivt interview til Ekko. TV 2 svarer på kritikken.

I Søren og Bjørn var helt alene fortæller vi om to af de unge skuespilleres tragiske skæbne.

Omstridt psykolog forsvarer Lasse Nielsen.

Det nye nummer kan købes i kiosker eller bestilles her.

© Filmmagasinet Ekko