CPH:DOX
12. nov. 2013 | 19:06

Lyden af en hed affære

Foto | Cph:Dox
Lydoptagelser fra efterladte spolebånd er udgangspunktet for Suitcase of Love and Shame. Billederne må publikum – stort set – selv danne sig i hovedet.

Under Cph:Dox kunne man snage godt og grundigt i fremmede menneskers liv under dobbeltarrangement med Suitcase of Love and Shame og Det blå brev.

Af Marie Andersen

Cph:Dox har sammen med det digitale magasin Third Ear arrangeret en aften i hemmelighedernes tegn med rig mulighed for at stikke næsen i andre folks sager.

Det er en aften, der handler om at danne billeder i hovedet.

”I skal se med jeres ører,” bebuder instruktøren til filmen Suitcase of Love and Shame, der sammen med radiomontagen Det blå brev udgør aftenens syndige eventyr.

Kærlighed i kuffert
I Teater Grob på Nørrebro i København starter vi med en spørgerunde.

”Hvor mange herinde har googlet deres ekskæreste?” spørger værten fra Third Ear, Krister Moltzen. Stort set alle hænder ryger i vejret.

”Hvor mange har fulgt efter nogen på gaden, I syntes så interessante ud?” Knap så mange hænder går til bekendelse.

”Hvor mange har så fundet en masse lydoptagelser af et pars kærlighedsaffære i en kuffert og lavet en film om det?”

Én hånd flagrer på forreste række, og den tilhører instruktør Jane Gillooly, hvis film Suitcase of Love and Shame er først på dagens program.

Udsagn fra Mad Men-æraen
Instruktøren købte en kuffert på eBay, der indeholdt over 60 timers lydoptagelser af et pars hede og hemmelige affære i 1960’ernes USA. Det har hun klippet ned til lidt over en time og sat sparsomme billeder til: et parcelhus, et spolebånd, et hotelværelse, en nøgen fod.

Der er både optagelser, som parret har indspillet hver for sig og sendt til hinanden, og sekvenser fra deres forbudte rendezvous.

På allerførste optagelse omtaler Tom sin kone og den skilsmisse, han tøver med at få, og man får omgående lyst til på bedste søstersolidariske vis at råbe vagt i gevær: ”Sødeste skat, han går jo aldrig fra konen!”

Men hun lytter nok ikke.

Det gør det næsten fyldte Teater Grob til gengæld. De lytter til den ene hjertefølte kærlighedserklæring efter den anden. Og de fleste af dem er ledsaget af et sukkende ”Oh darling”, der minder os om, at vi er hensat til Mad Men-æraen.

Naiv som Marilyn Monroe
Når Jeannie siger ”I’m just about outta breath” og ”we love music, don’t we darling?” med sexet, dæmpet stemme, kan man blive helt i tvivl, om det er lydsporet til en Billy Wilder-film, der fejlagtigt er sat på.

Der er noget Marilyn Monroe over Jeannie. Sexet, uskyldig og ret naiv på samme tid. Men så stopper ligheden med Hollywood-klassikerne også.

Toms lidt gustne, liderlige tone afslører, at vi ikke blot er vidne til sagesløs kærlighed, men også brusende begær, og sætningen ”Jeannie har min penis i munden” får da også de fleste til at rykke på sig i sæderne og udstøde nervøs latter.

Man bliver pludselig opmærksom på, hvor tæt man egentlig sidder i det efterhånden utrolig varme lokale.

Ingen skrupler
Det virker næsten som en parodi. Jeannie og Toms historie kunne meget vel være fiktion med den forbudte kærlighed, Toms dilemma (konen eller elskerinden?) og Jeannies lidt for underdanige facon.

Instruktøren, Jane Gillooly, fortæller efter filmen, at intentionen er, publikum aldrig må forlade kufferten.

Hun afslører, at hun faktisk er i besiddelse af billeder og breve fra de to elskende. Hun har tilmed mødt Jeannie. Men der er adgang forbudt for publikum.

Én ting kan hun dog berette: Tom er død og borte, og Jeannie lider af demens, så hun har ikke fået lov af dem til at bruge materialet. Men hun har ingen moralske skrupler. Hun mener, at det historiske billede, Suitcase of Love and Shame repræsenterer, trumfer parrets ret til diskretion.

Som publikum sidder man uundgåeligt tilbage med spørgsmålet: Hvad får to mennesker, der bestræber sig på at holde en affære hemmelig, til at optage den på bånd?

Et dødsbos historie
Aftenens andet indslag er radiomontagen Det blå brev fra Third Ear, der viser, at døden sjældent kommer belejligt. De færreste har ryddet op og vasket underbukserne, når manden med leen kommer på visit.

Tim Rose rydder dødsboer og Lærke Sødring Nielsen er med for første gang – med sin optager. Det er to nysgerrige sjæle, der rydder op og smider ud, alt imens de prøver at greje, hvilken historie de kan tilskrive det menneske, hvis sure sokker de kasserer.

Det skal vise sig at være en medrivende historie. De finder en stor stak breve og stikker i den grad næsen i noget, der ikke vedkommer dem.

De følgende 47 minutter er en rejse med Tim Rose og Lærke Sødring Nielsen ind i et forskruet og stormfuldt kærlighedsforhold, der udspiller sig mellem brevenes hovedpersoner.

Det er som at få læst en god krimi højt, og slutningen viser sig da også at have lidt af et plot twist.

Dan dine egne billeder, når Cph:Dox igen viser Suitcase of Love and Shame 13. og 17. november.

Du kan høre Third Ears radiomontage, Det blå brev, her.

© Filmmagasinet Ekko