Nyhed
27. juni 2018 | 10:34

Lynch går i rette med Trump-udtalelser

Foto | Jason S.
I dokumentaren David Lynch: The Art Life møder man instruktøren, der ikke interesserer sig meget for politik, men de seneste dage er havnet i en debat om præsident Donald Trump.

”Du skaber smerte og splittelse,” skriver David Lynch til Donald Trump, efter præsidenten har brugt instruktørens udtalelser om at blive en af historiens store præsidenter.

Af Nicki Bruun

I weekenden blev David Lynch i et interview med den britiske avis The Guardian citeret for at sige, at Donald Trump ”kan blive en af de største præsidenter nogensinde”.

Det fik mange Trump-kritikere i Storbritannien og USA til at komme med barske udfald mod instruktøren, mens andre hyldede hans udtalelse.

Men efter at selveste Donald Trump mandag aften amerikansk tid linkede til en artikel med citatet, er David Lynch gået i rette med udtalelserne. I et Facebook-opslag fra tirsdag skriver han, at den formulering er ”taget lidt ude af kontekst”.

”Hvis du fortsætter, som du har gjort indtil nu, har du ikke en chance for at blive en af historiens store præsidenter,” skriver David Lynch i opslaget direkte henvendt til præsidenten.

”Det ville være meget trist for dig – og for landet. Du forårsager smerte og skaber splittelse.”

Vend skuden!
Donald Trump har den seneste tid især været under angreb i medierne på grund af en immigrationslov, der betyder, at over 2300 børn er blevet adskilt fra deres forældre.

Præsidenten er blevet anklaget af Amnesty International for at bruge metoder, man forbinder med tortur, fordi nogle af børnene er blevet holdt i bure.

Den mere spirituelt end politisk interesserede David Lynch kommer ikke ind på Donald Trumps specifikke politik, men anmoder præsidenten om at skabe forsoning.

”Det er ikke for sent at vende skuden og sejle vores skib mod en lys fremtid for alle. Du kan samle landet,” skriver instruktøren på Facebook.

”Det eneste, du behøver gøre, er at behandle mennesker, som du selv vil behandles.”

© Filmmagasinet Ekko