Interview
23. juni 2015 | 13:22

Shortlist: Mænd kan voldtages

Foto | Gabriela Uweis
Andrias Høgenni giver de sidste dessiner inden optagelserne til en scene, hvor en terapigruppe taler om de myter, der knytter sig til at være seksuelt misbrugt som mand.

Det mand ikke taler om, der i elleve uger har ligget på Shortlist Top 10, startede som en undskyldning for at grine ad en voldtægtshistorie. Nu vil instruktør bryde tabuet om mænd som sexofre.

Af Jeppe Mørch

Kan mænd være ofre for voldtægt? Ja, og det rammer ikke kun helt små drenge eller de upopulære i fængslerne.

Mandlige sexofre er noget, der sjældent tales højt om. Men i elleve uger har en film, der sætter fokus på emnet, ligget på Top 10 af Ekko Shortlist.

I færøske Andrias Høgennis Det mand ikke taler om fortælles to forskellige historier fra virkeligheden om voldtægt af mænd. Og om den skam, der følger med.

En teenager beretter om at blive analt voldtaget som trettenårig af en britisk backpacker. Og en fuldvoksen mand om at blive voldtaget og slået af sin ekskone. Men idéen til filmen kom fra Høgennis egen samvittighed.

”En aften på Færøerne var jeg til en fest. Vi blev alle meget fulde og begyndte at snakke om gamle dage. Pludselig fik jeg at vide, at en bekendt var blevet voldtaget i en brandert. I min fuldskab begyndte jeg at grine ad historien. Og bagefter fik jeg det sindssygt dårligt: ’Shit! Jeg har lige grint af, at han blev voldtaget!’ På den måde startede projektet som en slags undskyldning til ham.”

Brygget på kildevand
To af Høgennis andre kortfilm kan også ses på Shortlist. Eina og Harmoni behandler, ligesom Det mand ikke taler om, temaer som sorgbearbejdelse og skam.

Men det er ikke en introvert melankoliker, der møder op til interviewet på en café på Amager ikke langt fra lufthavnen.

Andrias Høgenni er lige landet i Kastrup med fly fra Thorshavn. Han har lyse skægstubbe, en åben jakke i det efterårsagtige junivejr, en kuffert i den ene hånd og en pose i den anden. Posen er fyldt med færøske delikatesser: chokolade og snapsen Lívsins vatn.

”Det er brygget på kildevand. Når man brygger på grundvand, så bliver jordsaltet fremhævet, og det giver en bitter eftersmag. Den er væk her. Vil du smage?”

Så er vi klar til at tale om det, man ikke taler om.

Stærke ord i blide billeder
I Det mand ikke taler om hører vi på lydsiden to forskellige mænd – en teenager og en voksen person – fortælle om, hvordan de er blevet udsat for overgreb.

Teenageren oplevede som trettenårig at blive voldtaget af en britisk backpacker, som forældrene havde inviteret ind i familiens sommerhus. Den voksne mand er blevet slået af sin ekskone, som også flere gange har tvunget ham til samleje. Selvom han ikke havde lyst, oplevede han at få erektion, hvilket har været skamfuldt.

Mens vi hører disse historier, viser billedsiden for eksempel teenageren på lejrtur med gymnasieklassen og den voksne mand i advokatstrid med ekskonen.

De to mødes senere i en terapigruppe for at sætte ord på skammen og bryde tabuet i afdæmpede rammer. Personerne spilles af skuespillere, men deres ord er én-til-én-gengivelse af, hvad de faktiske personer – som forbliver anonyme – har fortalt.

”Jeg ville ikke drive rovdrift på deres historier eller opsøge det chokerende eller sensationelle. Jeg har forsøgt at opretholde en nøgtern tilgang og betragtet de virkelige menneskers monologer som hellige tekster, der ikke måttet røres ved. På et tidspunkt blev vi nødt til at forkorte en sætning, og jeg fik det næsten fysisk dårligt,” forklarer Høgenni.

Målet var at vise, hvordan seksuelt misbrug kan ramme helt almindelige mænd, og at ofrene ikke er konstant grædende stakler.

”Det var meget vigtigt, at det blev fortalt i første person, så sanseoplevelser og de små detaljer kom med. Jeg tror, kontroversielle billeder ville få publikum til at stå af. Den afdæmpede stil skal gerne pege på, at det her faktisk er noget, der kan ske. Det er ikke noget fuldstændig utænkeligt.”

Ingen ville tale om det
Det mand ikke taler om er et resultat af talentspringbrætsprojektet Fynske Filmfortællinger. Det startede i 2012 som et samarbejde mellem Odense Filmværksted, Det Danske Filminstitut, Syddansk Universitet og Kulturregion Fyn.

Der skulle indsamles autentiske historier fra fynboer, og så ville fire talentfulde instruktører hver få 100.000 kroner til at gøre udvalgte fortællinger til film.

Andrias Høgenni blev udvalgt.

Det forholdsvis store budget blev afgørende for, at filmen overhovedet kunne realiseres. For instruktøren måtte hurtigt erkende, at han bevægede sig ind på et tabuiseret område.

”Vi prøvede gennem to måneder at få kontakt til mænd, der havde været udsat for seksuelle overgreb. Men der var absolut ingen, der havde lyst til at tale om det. Støtten gav os mulighed for at hyre en researcher, og så kom vi i kontakt med de to mænd.”

Kroppens forræderi
Tanken om mandlige voldtægtsofre kan være svær at forholde sig til, og derfor er det vanskeligt at tale om. At der kan manipuleres med fysiske reaktioner, gør problematikken diffus.

”Da jeg læste de to mænds fortællinger, overraskede det mig, at begge fik erektion under voldtægten. Så kan ofrene jo have svært ved at anerkende, at de er blevet voldtaget. Det er kroppens forræderi, der afstedkommer tanken: ’Ville jeg egentlig det her selv?’”

Monologerne er stærke og tilbyder indblik i tanker, der sjældent er offentligt tilgængelige. Men det har været vigtigt for Andrias Høgenni, at filmen ikke er for tyngende.

”Billedsiden giver forhåbentligt karaktererne personlighed, når de sættes ind i situationer, man kan relatere til. Havde det været radiofortællinger, så havde publikum ikke haft noget sted at flygte hen. Jeg har forsøgt at skabe luft i filmen, så man ikke kun befinder sig i en meget trykket stemning.”

Flere historier om utilstrækkelighed
Andrias Høgenni håber, at filmen kan være med til at ændre nogle forestillinger om maskulin seksualitet.

Han har under arbejdet med filmen hørt historier om mænd, der er blevet mødt med ”din heldige rad!”, når de har forsøgt at fortælle om, at de er blevet voldtaget af en kvinde.

”Når man ikke kan tage en ærlig snak omkring tingene, ender det ofte i mytedannelser og halve sandheder. Så det er helt klart det vigtigste, jeg ville med filmen: At italesætte det her problem,” siger han.

I terapiscenen fortæller én om, at skabelonen for maskulinitet ikke rummer, at en stærk mand kan være et seksuelt offer. Høgenni fremhæver, at mænd bare skal være bedre til at åbne sig.

”I tidens sociale paradigme opfattes manden ofte som et magtmenneske. Det er hvide, lidt buttede mænd, der sidder øverst i samfundshierarkiet. Når man taler om mandlige problemer, kan det derfor hurtigt lyde bittert. Der er måske en forestilling om, at mænd ikke bør brokke sig.”

Høgenni peger også på, at det i vores Facebook-prægede verden handler om at profilere sig selv.

”Vi står alle sammen og tager billeder af os selv fra de helt rigtige vinkler gennem de helt rigtige filtre. Der er en konsensus om, at vi skal stille de bedste sider af os selv til skue for andre. Det kunne være befriende med flere beretninger om, hvor utilstrækkelige mange af os er.”

Stolt trods fejl
Siden premieren på Spot Festival i Aarhus har Andrias Høgenni oplevet meget forskellige reaktioner – fra kunstneriske kommentarer til omfavnelse af en grædende kvinde, som blev dybt berørt af filmen.

”Den her film er faktisk noget af det, jeg er mest stolt af. Filmen har masser af fejl og skæve kanter, men det er meget svært at forholde sig passivt til den.”

Efter Det mand ikke taler om ønsker Høgenni stadig at beskæftige sig med emner, der kan give ar på sjælen. Men den lattermilde færing vil også gerne forsøge at dyrke mere humoristiske aspekter.

”Jeg var en bedrøvelig og mut teenager. Jeg sad med en masse tanker for mig selv, og mine første kortfilm var ret makabre. Men det hjalp mig at lave de film, jeg er blevet gladere af det. Min næste film, der har premiere på Odense Film Festival, er faktisk en færøsk komedie om utroskab og en kvinde i kørestol.”

Muligheder på Fyn
Andrias Høgenni flyttede oprindelig til Danmark for at instruere film. Han havde en helt klar forestilling om, hvordan man kom til at lave film her i landet, og derfor var Fyn ikke førsteprioriteten.

”Jeg troede, man blev nødt til at tage til København, hvis man ville lave film i Danmark. Jeg blev derfor enormt skuffet, da jeg ikke kom ind i København og i stedet skulle studere i Odense,” erindrer Andrias Høgenni.

Men de senere år har regionen for alvor engageret sig i filmproduktion med den regionale filmfond FilmFyn, Odense Filmværksted og filmuddannelsen 18 Frames.

”Så det viste sig faktisk at være en kæmpe gave at flytte til Odense. Der viste sig enormt mange muligheder i det fynske filmmiljø, som en uprøvet som mig nok ikke ville have haft i København. Her er mange midler og relativt få personer, der nyder godt af dem.”

Ikke færdiguddannet
Andrias Høgenni er uddannet fra 18 Frames i 2013. Alligevel føler han sig ikke flyvefærdig som instruktør.

”Nogle er klar til at lave en spillefilm efter få kortfilm. Thomas Daneskov eksempelvis. Og andre har brug for en længere udviklingsproces, før de finder deres egen, filmiske stemme. Der er stadig mange ting, jeg gerne vil lære. Og der er mange ting, jeg gerne vil udforske,” forklarer Høgenni.

Derfor søgte han ind på Super16 tidligere i år. Og han har netop fået at vide, at han er kommet ind.

”Hvis jeg skal have mulighed at slå igennem som instruktør, har jeg brug for at blive så god, som jeg overhovedet kan blive. Jeg tror, alle instruktører går med et ønske om at fortælle noget, der aldrig er blevet fortalt før. Så det er en pligt at forsøge at blive bedre hele tiden.”

Da interviewet er ved at være færdigt, finder Høgenni igen Lívsins vatn frem og tilbyder lidt, vi kan varme os på, inden vi skal ud i det grå vejr.

Andrias Høgenni

Født 1988 i Hvidovre, men opvokset på Færøerne.

Gik på gymnasiet i Thorshavn, før han flyttede til Odense for at studere medievidenskab på Syddansk Universitet.

Blev optaget på instruktørlinjen på første årgang af 18 Frames – en filmuddannelse på Fyn.

Har instrueret flere kortfilm, hvoraf Harmoni, Eina og Det mand ikke taler om kan ses på Shortlist.

Det mand ikke taler om er en del af projektet Fynske Filmfortællinger.

Er netop blevet optaget på Super16 i København.

Fynske Filmfortællinger

I 2012 tog Kultur Region Fyn og Odense Filmværksted initiativ til at få indsamlet fynboernes egne historier.

Der kom 77 historier ind.

I en konkurrence blev fire filmhold udvalgt til hver at filmatisere en af historierne i doku-drama-stil.

20. marts 2015 havde filmene premiere for det fynske publikum.

De fire film kan nu alle ses på Ekko Shortlist:

Det mand ikke taler om

Døds mands kiste

Uskyldig

Udgang

© Filmmagasinet Ekko