Interview
09. dec. 2016 | 12:01

”Mænd skal fortælle kvindelige historier”

Foto | Common Ground Pictures
Magdalena Cielecka spiller Iza, der har en affære med lægen Karol (Andrzej Chyra) i Tomasz Wasilewski Sølvbjørnvinder United States of Love. Den er nomineret for bedste manuskript ved European Film Awards 2016.

Tomasz Wasilewski er Polens nye instruktørstjerne. Han tror, at fremtidens filmfortællinger vil opløse vores syn på køn og i stedet fokusere på historien.

Af Casper Hindse

Der er ikke meget af ham, som han sidder der i en stor rød læderstol i Berlinalens filmpalads en råkold februardag og smiler ud igennem brillerne.

Om få timer vil han modtage Sølvbjørnen for bedste manuskript for United States of Love, men det aner Tomasz Wasilewski selvfølgelig intet om, da han rækker ud efter danskvanden på bordet foran sig.

United States of Love handler først og fremmest om mine minder fra tiden lige efter Murens fald. Jeg var ikke særlig gammel dengang, men jeg var gammel nok til at forstå de sociale koder og de manglende mænds spøgelsesagtige påvirkning på Polens kvinder,” siger Wasilewski og stirrer frem for sig igennem de tykke brilleglas.

Dengang i 1990, hvor filmen foregår, var flertallet af polske mænd rejst ud for at finde arbejde. Tiden efter Murens fald var ikke lutter kaffepunch i det matte og socialt forringede gamle Øst, og Wasilewski – der dengang var ti år – kunne se, at den nye verden, som umiddelbart var blevet skabt, var gået lige hen over hovedet på menneskene i hans boligblok.

”Den eneste reelle forandring var de nye amerikanske varer og så, at alle mændene forsvandt, fordi de kunne få et arbejde med højere løn andre steder. Min far rejste for eksempel til New York og kom først hjem nogle år senere,” siger Wasilewski, der stadig stirrer lige ud i luften, som var den af guld.

Umulige drømme
Men så kører den klejne instruktør hånden over sit pomadeopsatte hår og retter sig selv op.

”Nå,” siger han. ”Nok om mig. Skal vi ikke tale om filmen?”

Det lyder ærlig talt ikke, som om man kan skille de to ting ad!

”Ha, ha! Det har du ret i, for det er virkelig en film om kvinder fra dengang, jeg voksede op. Det var på mange måder begyndelsen på noget nyt.”

Hvad mener du med det?

”Kvinderne i United States of Love har alle muligheder, men møder alligevel modstand. De er vokset op i et regime, men lige pludselig står verden åben for dem. Jeg har forsøgt at beskrive dem med kærlighed og svage farver,” siger Wasilewski og tager en ordentlig slurk af sit boblende vand.

United States of Love er en glansløs, men stor oplevelse med sin fortælling om fire kvinder i et boligkompleks.

Agatha er en ung mor, der forsøger at indlede et umuligt forhold til den lokale præst. Renata er områdets aldrende lærer, som er mere end småforelsket i skønhedsdronningen Marzena, der underviser ældre i vandgymnastik, mens hun drømmer om en modelkarriere. Hendes søster Iza har igennem længere tid haft en hed affære med byens læge, men den viser sig efterhånden at være mest varmblodet fra hendes side.

Samtlige billeder er skudt med hvidglødende farver. De fire kvinder brænder for at ændre deres liv, men de er alligevel fanget i den lyse mathed, som Murens fald har efterladt. Ja, faktisk har de alle sammen det blik, som det Tomasz Wasilewski konstant sidder og stirrer frem for sig med.

”Det har jeg ikke tænkt på, men det er måske rigtigt, ja,” siger Wasilewski.

”Filmen handler om drømme. Om at sætte sig et mål og om, at kæmpe for at nå det, selv om det lyder umuligt. Kærlighed er jo ofte umuligt, og det, som jeg allerede inden premieren har opnået med United States of Love, virkede også umuligt for mig.”

Fotograf løfter niveauet
Dette umulige kommer vi til om et øjeblik, men der ligger på sin vis også noget umuligt over Tomasz Wasilewskis filmværker. Både W sypialni (2012) og Floathing Skyscapers (2013) har en inderlig tomhed, der leder tankerne over mod mestre som Michael Haneke og i helt særlig grad rumænske Cristian Mungiu. Og det er der en klart grund til, forklarer Tomasz Wasilewski.

”Det var 4 måneder, 3 uger og 2 dage ( Mungius Guldpalmevinder i Cannes i 2007, red.), som fik mig til at drømme om at blive filminstruktør. Jeg var 26 år dengang, og jeg vidste, at jeg skulle i filmretningen, men lige præcis dét filmsprog inspirerede mig helt vildt.”

Og den umulige drøm blev mulig, forklarer han.

”Men jeg var først parat til at føre min drøm ud i livet, da jeg havde lavet mine to første film. Jeg tog kontakt til fotografen, der havde filmet 4 måneder, 3 uger og 2 dage, og spurgte ham, om han ville fotografere min næste film. Da han havde læst manuskriptet, sagde han ja. Jeg var helt ekstatisk.”

Oleg Mutu, som den mesterlige rumænske fotograf hedder, løfter da også United States of Love op på et højt niveau. Kameraet er roligt, mens skuespillerne spiller rundt om det. Det registrerer handlingen, men bevæger sig ikke unødvendigt.

”Oleg og jeg var enige om, at kameraet måtte fortælle den samme historie som manuskriptet. Disse fire kvinder kæmper virkelig med sig selv, selv om ingen rigtigt tager notits af det. Jeg tror, at vi i fremtiden vil se film, hvor mænd hyppigere instruerer kvinder – og omvendt. Det vil være historien, der er afgørende, frem for effekterne.”

Mænd om kvinder
Den spinkle instruktør sidder et øjeblik i sine egne tanker. Så bliver hans fjerne blik pludselig fokuseret igen.

”Jeg kommer pludselig til at tænke på, om du ville have spurgt til persongalleriet i filmen, hvis jeg havde brugt fire mænd i stedet for fire kvinder …”

De kunne muligvis godt være druknet i min glæde over dine og Mutus billeder.

”Jeg er glad stolt af det visuelle i filmen, men jeg synes, det virkelig er vigtigt også at lægge mærke til historien. Mænd skal forstå og fortælle kvindelige historier.”

Hvorfor er det så afgørende for dig?

”Der er brug for, at vi ser på hinanden på en ny måde. Det kunne man have gjort efter Murens fald, men i stedet stormede vi bare alle sammen af sted efter den buldrende markedsøkonomi. Jeg tror, at fremtidens fortællinger ligger i, at mænd fortolker kvinder og kvinder fortolker mænd. Det er der brug for.”

Sort humor
En måde Wasilewski fortolker sine fire kvinder på i United States of Love er igennem knastør komik.

Kvinderne lider, men deres situationer bliver ofte også tragikomiske, fordi scenerne bliver trukket så langt ud, at ens bange anelser for deres skæbne næsten afmonteres. Derfor begynder man at more sig over filmen.

”Det var helt afgørende for mig, at manuskriptet havde masser af luft. Der skal både være plads til, at publikum kan holde vejret og ånde ud i et grin. Det er sådanne film, jeg selv er vild med. Michael Hanekes Pianisten eller Darren Aronofskys Black Swan. Det er film med stærke kvinder, der kæmper og drømmer, og samtidig er det film med plads til, at man kan mærke efter inde i sig selv.”

Betyder det, at film ikke må gå for stærkt, eller betyder det bare, at der skal være en komisk lethed?

”Begge dele egentlig. Kvinder er mysterier for mænd – og omvendt – og det er jo det, som film i bund og grund skal undersøge. Hvorfor opfører mennesker sig på den ene eller på den anden måde?”

”Sådan en undersøgelse kan ikke undgå at blive morsom. For hvis der er noget, man ikke forstår, må man nogle gange vente længe på et svar, og pauser og undrende blikke er som oftest ret sjove,” siger Wasilewski og fanger så igen sig selv i en tanke.

Ikke et ord om Kieślowski
Et øjeblik efter retter han sig op i den røde læderstol.

”Samtidig er det vigtigt, at man fornemmer, at filmen kender sin historie og det land, den foregår i. Hvis jeg kan præsentere Polen på en eftertænksom og sommetider underholdende måde, er jeg lykkedes. Især hvis jeg kan få folk til at tænke over forholdet mellem mænd og kvinder ved stort set at udelade eller simpelthen ikke nævne mændene.”

Er det i den henseende så ikke sjovt, at vi har haft en hel samtale her uden at nævne Polens helt store instruktør Krzysztof Kieślowski med et eneste ord!

”Jeg er en stor beundrer af Kieślowski, og United States of Love bevæger sig i samme område som hans Dekalog-serie, men jeg føler virkelig ikke, at jeg vader lige så direkte ind i handlingen og styrer den, som han gør. Jeg lader folk spille rundt omkring mine idéer i stedet for at lade dem udføre mine tanker fuldstændigt. Jeg håber, at folk vil se filmen og tænke, at den er sin egen.”

Trailer: United States of Love

Kommentarer

Tomasz Wasilewski

Født 1980 i Torun, Polen.

Uddannet på Filmskolen i Lodz.

Arbejdede i flere år som assistent på teatre, inden han lavede sin første film.

Anses i hjemlandet for at være det største instruktørtalent siden Kieślowski.

Er nomineret til prisen for bedste manuskriptforfatter for United States of Love ved European Film Awards lørdag 10. december.

Film

United States of Love
2016

Floathing Skyscapers 
2013

W sypialni 
2013

© Filmmagasinet Ekko