Debat
18. nov. 2013 | 15:31

Braad om Rifbjerg: Mageløst vås

Foto | Martin Dam
Sorg og glæde er fortalt med for meget sordin, skriver Klaus Rifbjerg i sin anmeldelse. Men ifølge Christian Braad Thomsen er den afdæmpede fortælleform netop Nils Malmros’ styrke.

Er Klaus Rifbjerg endnu ikke blevet voksen – eller er han gået i barndom igen, spørger Christian Braad Thomsen som reaktion på Rifbjergs anmeldelse af Sorg og glæde.

Af Christian Braad Thomsen

Klaus Rifbjerg var i begyndelsen af 1960’erne vores vigtigste filmkritiker, og hans anmeldelser i Vindrosen fik stor betydning for vores forståelse af det tøbrud, som dengang skete i filmkunsten.

Men det er mange år siden, og i dag er Rifbjerg en træt mand uden fornemmelse for filmkunst og ude af stand til at argumentere for sine synpunkter. Det fremgår ikke mindst af hans slagtning af Nils Malmros’ Sorg og glæde i det aktuelle nummer af Ekko.

Rifbjerg undrer sig over, at ”man generelt bliver så deprimeret og uforløst” af filmen. Han svarer selv, at tragedien jo er lige stor, hvad enten den optræder i slot ellet hytte, men har ”en tendens til at skrumpe, hvis den forvises til småborgerligheden”.

Det er dog noget mageløst vås.

Lad gå, at han kalder filmens kunstnermiljø for ”småborgerligt”, det er hans eget miljø jo i så fald også. Men med hvilken ret tillader Rifbjerg sig at mene, at de voldsomme følelsesudsving, som er knyttet til kærlighed, drab og psykisk ustabilitet skrumper ind, hvis de udspiller sig i et ”småborgerligt” miljø? Har småborgerskabet ikke de samme følelser som vi andre?

I forlængelse af dette bizarre menneskesyn generer det Rifbjerg, at filmen er fortalt ”med sordin”, skønt denne afdæmpede fortælleform jo netop er Nils Malmros’ indiskutable styrke.

Det er muligt, at blufærdighed er en sjælden vare i dag, men jeg ville ærlig talt nødigt have set Sorg og glæde pustet op som en Hollywood-film eller en græsk tragedie. ”Less is more,” som minimalisterne siger.

Og når Alfred Hitchcock stadig er Hollywoods betydeligste instruktør, hænger det blandt andet sammen med, at han i forholdet til sine skuespillere så det som sin hovedopgave at dæmpe dem ned, det vil sige netop at spille med sordin. Hans holdning gælder den dag i dag: jo mindre skuespillerne spiller deres følelser ud, jo mere overlader de følelserne til publikum, og jo mere de spiller følelserne ud, jo mere stjæler de dem fra os andre.

Vi kender det alle fra den person, der begynder at grine af sin vittighed, før han får den fortalt til ende. Så er den pludselig ikke så sjov længere: Han stjæler latteren fra os.

Det er heller ikke sjovt, at Rifbjerg kalder Malmros’ film for ”småborgerlig”, men samtidig kommer for skade at lufte en erotisk nyfigenhed hos sig selv, som er selve indbegrebet af småborgerlighed. Rifbjerg ironiserer over, at instruktøren i filmen ikke knepper en af sine skuespillere, sådan som Rifbjerg antyder, at han selv ville have gjort i stedet for at holde sig i skindet. Så ville der nemlig være kommet en spændende film ud af det, mener han.

Jamen herre gud, er Rifbjerg endnu ikke blevet voksen – eller er han ved at gå i barndom igen?

Det er råt og umenneskeligt, at Rifbjerg kalder filmens kvindelige hovedperson for ”morderske”, for det er hun ikke. Hun var psykotisk, da hun kom til at dræbe sit barn, og det bliver hun ikke morderske af. Et mord er en forbrydelse, og filmens hovedperson bliver ikke dømt for nogen forbrydelse, men får en behandlingsdom, fordi hun er syg.

Men Rifbjerg efterlyser i stedet ”et kompromisløst stormangreb på noget afgørende, der ikke kan forsvares, ikke engang af ophavsmanden selv.”

Hvad i alverden bilder han sig ind? Forlanger Rifbjerg virkelig, at man skal foretage et ”stormangreb” på et sygt menneske og sætte hende i fængsel i stedet for at forsøge at forstå hende? Har det ikke altid været kunstnerens opgave at forsvare det, som andre finder uforsvarligt?

På det punkt repræsenterer filmens ”småborgere” i øvrigt en menneskelighed, som Rifbjerg totalt mangler. Hovedpersonen er en meget populær folkeskolelærer, og samtlige forældre møder op og forlanger hende tilbage til deres skole, da de erfarer, hvad der er sket.

Denne generøsitet er altså fuldstændig naturlig hos de mennesker, Rifbjerg afskriver som følelsesafstumpede. Det kan han ærlig talt selv være. Hvad er det for en mærkelig foragt, han på forhånd udviser for de mennesker, der trods hans advarsel vil strømme til filmen:

”Filmen vil tiltrække et publikum og dets medbragte bedetæpper, for der er tale om alvor, rigtig ægte alvor fra Aarhus, og den har man respekt for.”

På den måde fik han så også lige vist sin foragt for muslimer, for århusianere – og for de af os, der regner Sorg og glæde for en af de bedste danske film nogensinde.

Når Rifbjerg siger, at ”man” bliver ”deprimeret og uforløst” af filmen, gør han klogt i kun at tale på egne vegne. De af os, som endnu har vores følelsesliv nogenlunde intakt, oplever til gengæld, at sorgen over det ufattelige er forbundet med den lige så ufattelige glæde over, at det dog er muligt at komme videre takket være den katarsiske forløsning, som alene findes i kærlighedens forunderlige kraft.

Derfor går vi ikke blot tårevædet, men også dybt styrket og befriet ud fra en film om det frygteligste af alt.

Christian Braad Thomsen

Født 1940.

Forfatter og filminstruktør.

Har skrevet om Nils Malmros’ samlede filmproduktion i Film med håndskrift (Tiderne Skifter, 2011).

© Filmmagasinet Ekko