Debat
01. juli 2014 | 10:21 - Opdateret 04. juli 2014 | 11:04

Arlien-Søborg: Malmros tager ikke ansvar

Foto | Søren Rønholt
”Har kunstneren enhver ret til at indskrive andre mennesker i sin fiktion?” Det er dette spørgsmål, Line Arlien-Søborg vil rejse i sit Ekko-essay med sin egen historie som eksempel.

Trods Nils Malmros’ svar står Line Arlien-Søborg stadig ved sit Ekko-essay. Her løfter hun sløret for, hvordan en af de centrale scener i Sorg og glæde oprindelig var tænkt. Opdateret med duplik fra Malmros!

Af Line Arlien-Søborg

Jeg står ved hvert ord i min artikel.

Hvad Århus Stiftstidende og BT citerer fra min artikel i Ekko, har jeg ingen indflydelse på. Jeg kan kun tage ansvar for min artikel, og den står jeg inde for.

Det er ærgerligt, at Ekko har lavet en fejl med hensyn til min deltagelse i Århus by Night. Det stod ikke i mit oprindelige oplæg, hvilket chefredaktør Claus Christensen har gjort Malmros bekendt med. Det står desuden på Ekkos hjemmeside.

Jeg har med min artikel forsøgt at rejse debat omkring fire forhold:

1. Har kunstneren enhver ret til at indskrive andre mennesker i sin fiktion? Eller har vi i ytringsfrihedens og kunstens hellige navn overskredet grænsen for, hvor retten til privatlivet går? Med andre ord: Er juraen på plads i forhold til udlevering af personligt stof, ikke mindst i autofiktionen, der fremhæver det personlige materiale i en fiktiv ramme?

2. Kan vi som samfund gøre noget for at beskytte de børn og unge, der inddrages i kunstneriske processer styret af instruktørers og producenters interesser, inklusive de kommercielle interesser?

3. Er det tid til at gøre op med den velkendte og forherligende myte om den ældre kunstners maskuline blik på den ofte meget unge pige?

4. Kan Malmros efter forgodtbefindende bevæge sig mellem at erklære sine værker for fiktion og samtidig i sine foredrag påstå, at værkerne beretter sandheden og involverer virkelige mennesker? Kan han tillade sig at gå ud i Ekstra Bladet og sige, at han havde en flirt med sin hovedskuespiller, samtidig med at han siger, at det er fiktion, han fortæller?

Malmros har valgt slet ikke at kommentere på disse forhold i sin replik til min artikel. Det giver mig anledning til at svare ham.

Han skriver i sin replik til min artikel, at jeg har påstået, at han har tilføjet replikker i Berlin-scenen i Sorg og glæde. Det skriver jeg intet om i min artikel. Han mener, at det, jeg skriver, er ”lodret forkert”. Igen har vi to helt forskellige opfattelser af ”sandheden”. Jeg skriver:

”Inden Sorg og glæde blev sat i gang, forsøgte jeg at få Malmros til at skrive den del ud af filmen, der peger direkte på mig. På et tidspunkt erkendte jeg, at jeg ikke kunne ændre hans beslutning. Men jeg havde et håb om at kunne få ham til at omskrive – eller allerhelst få ham til at udelade – scenen på hotelværelset i Berlin, hvor Malmros i virkeligheden – men ikke i filmen – havde erklæret mig sin kærlighed kort efter datterens død. Denne scene havde en særlig traumatisk karakter for mig, og det lykkedes mig delvist i en telefonsamtale at få Malmros til at ændre handlingen i scenen.”

Jeg skriver netop, at det delvist lykkedes mig at få Malmros til at ændre scenen. Han skrev det mest krænkende ud. Nemlig det, der også skete i Berlin.

Som Malmros skriver, har jeg set en tidligere udgave af manuskriptet, nemlig udgave 6. Det var den, jeg reagerede på, da jeg ringede Malmros op. Heri står der en del flere replikker, og der står desuden en afgørende regibemærkning til filmens handling:

”Johannes lægger sin hånd på Ibens ene bryst. Så knapper han op og lægger sin hånd ind på hendes bryst og kærtegner det. Tavshed.”

Den hændelse skete i virkeligheden – og den var sammen med Malmros’ erklæring om sin forelskelse i mig medvirkende til mit traume. Som jeg også skriver i min tekst, understregede Malmros, at hans følelser for mig ikke kunne sammenlignes med den kærlighed, han følte for sin kone.

Jeg har bevidst valgt ikke tidligere at ville fortælle dette offentligt, da det var meget grænseoverskridende både at opleve i virkeligheden og nu gentaget i den tidligere manuskriptudgave.

Det gjorde samlet set, at jeg ønskede, at Malmros skrev mig ud, eller i hvert fald, som jeg nævner i min artikel, skulle skrive scenen på hotelværelset helt om. Grunden til, at jeg nu også fortæller denne del af min sandhed, er, at Malmros fortsat vælger ikke at tage ansvar og igen fordrejer og manipulerer med sandheden for at lykkes med sin selviscenesættelse.

Det er dybt ironisk, at Malmros opfatter min artikel som et karaktermord på sin person. Jeg forsøger at fortælle min del af historien, præcis som han gør. Det er det eneste modsvar, der er muligt, når man indskrives i en autofiktion. Det er hele min pointe med min artikel: Vi er nogle, der har andre fortællinger end dem, Malmros lægger frem. Også selv om de ikke synes at behage ham.

Han kunne overveje om det, han igen og igen har bedrevet – i kunstens hellige navn, hvor fiktionen spiller sammen med den ”sandhed”, han formidler i sine foredrag – har føltes som karaktermord på de mennesker, der er blevet inddraget.

Samtidig skriver han, at jeg ikke forstår vigtigheden af Sorg og glæde i forhold til hans liv og oeuvre. Jo, det er præcis det, jeg gør, som jeg også understreger i min artikel.

Men Malmros forstår ikke betydningen af at blive inddraget som person i hans fiktion. Han har ikke respekteret mine grænser, ligesom han ikke har respekteret andres grænser. Og ja, han har ret, det er ærgerligt, at vi har denne disputs, for vi har haft et langt og godt samarbejde, på trods af det der skete på hotelværelset i Berlin.

Jeg har ikke yderligere kommentarer til Malmros’ replik. Resten må stå for hans egen regning.

 

Nils Malmros svarer 4. juli 2014:

Til dem, det fortsat interesserer!

Jeg har ikke tænkt mig yderligere at kommentere Lines oplysninger på Ekkos hjemmeside ud over at konstatere, at de nogenlunde svarer til, hvad filmen fortæller. For hvis der er noget, jeg ikke vil gribes i, så er det som filmskaber at være uhæderlig.

Nils Malmros

Kommentarer

Line Arlien-Søborg

Født 1966 i Gentofte.

Cand.mag. i litteraturhistorie, medier og æstetik og kultur.

Debuterede som skuespiller i Nils Malmros’ Kundskabens træ i 1981.

Modtog en Bodil og en Robert for sin hovedrolle i Skønheden og udyret fra 1983.

Havde hovedrollen i Århus by Night (1989) og fortsatte herefter samarbejdet med Malmros bag kameraet.

Var scripter på Kærlighedens smerte (1992) og instruktørassistent på At kende sandheden (2002) og Kærestesorger (2009).

Siden 2014 gymnasielærer i dansk og medier.

Tema:
Baseret på virkeligheden

I det nye Ekko giver den tidligere skuespiller, Line Arlien-Søborg, sin version af omstændighederne omkring det tragiske barnedrab, som Nils Malmros skildrer i Sorg og glæde (2013).

Hun havde hovedrollen i Skønheden og udyret, som var aktuel, da instruktørens psykisk ustabile kone dræbte parrets ni måneder gamle barn i februar 1984.

Læs i Ekko #65 det otte sider lange essay, hvor Arlien-Søborg sætter spørgsmålstegn ved ikke bare Malmros’ film, men også den populære genre ”autofiktion”. Malmros’ første svar kan læses her.

© Filmmagasinet Ekko