Interview
14. maj 2009 | 08:00

Manden bag Anden

Foto | Sisse Stroyer
Anders Matthesen på optagelse til Sorte kugler

Anders Matthesen er et spirituelt menneske. Form og fiktion er vigtige emner, men budskabet er med årene blevet endnu vigtigere. Vi har mødt comedy-kometen, der nu også debuterer som instruktør med spillefilmen Sorte kugler .

Af Kristian Ditlev Jensen

Året er 2002.

Jeg sidder i et undervisningslokale på Hovedstadens Oplysnings Forbunds aftenskole på Købmagergade i København. Ved siden af mig sidder en fyr med en kæmpe FCK-løve tatoveret på underarmen. Længere nede i lokalet sidder Anders Matthesen sammen med sin daværende svigermor.

Jeg har aldrig talt med ham. Kun set ham ved de to tidligere lektioner, hvor han er ankommet, synligt stresset. Ellers har jeg hørt ham i Børneradioen, hvor hans forskellige karakterer, som han selv lægger stemme til, tæsker løs på børn, truer en kat på livet eller tatoverer forkerte ord på uskyldige ofre.

I dag er det mere fredsommeligt. Vi skal lære at sige forskellige ord for madvarer. Vi sidder, to og to, og peger på maden i de uddelte reklamer og siger så til sidemanden, at vi spiser det eller det. Vi er kun lige startet, da Anders Matthesen råber med en høj, skinger stemme efter hjælp fra læreren:

”Mikiko-san! Hvad hedder flæskeroulade egentlig på japansk?”

Vold mod børn og små dyr
Sådan en lille personlig anekdote viser en del om Anders ”Anden” Matthesen. Den samler nemlig hans måske vigtigste tre træk:

Anden er lige så folkelig som rullesteg. Han er praktiserende buddhist. Og så er han cirka lige så overraskende som Frøken Jensens Kogebog ville være det på et hold Japansk For Begyndere.

Hans kommende film, der har premiere 12. juni, rummer også de tre elementer.

Sorte kugler handler om ejendomsmægleren Alex, der er virkelig ond i sulet. Han sviner ekspeditricer til, han fyrer hvide løgne af over for sin kompagnon, han manipulerer med kunderne, han tilsidesætter sit barns behov, han retter på sin kones udtale, og vi er ikke mange minutter inde i filmen, da han smækker en glasdør i hovedet på en handicappet dreng i en elektrisk kørestol.

Oh, jo, det her er en Anders Matthesen Classic . Mange af hans tidlige ting er nemlig også fulde af vold mod børn og små dyr.

Moral med store bogstaver
”Hele den dér stil med at give børn jernrør i hovedet og spille hamsterstangtennis, den blev jo også populær. Pludselig kunne man høre det i reklamerne på alle nærradioer. Det blev sådan noget, der mindede meget om det, vi lavede. Og så må man jo videre. Men dengang var det simpelthen ikke set før, og derfor kunne man provokere ved at lave noget, som var lidt mere råt. Men hvis man skal chokere nogen efter Terkel i knibe , så skal man jo nærmest … Ja, jeg ved faktisk ikke, hvad man skal,” siger Anders Matthesen, der sidder roligt i en grøn t-shirt og spiser en appelsin.

Sorte kugler er ikke en ny Terkel i knibe – langt fra. Filmen har et plot så særegent, at det ville være synd at afsløre for meget. Nok er det at fortælle, at der optræder gameshows, buddhistiske symboler, vandskisport, et karma-spejl, sorte og hvide plastickugler, strandvejsvillaer og virkelig, virkelig dårlig kaffe.

Rollelisten tæller flere stand-up-komikere. Popstjerner og studieværter cameo-optræder som sig selv, og i en af de vigtigste roller ses Danmarks uden sammenligning førende ekspert i brandbilens historie.

Det var Nimbus Film selv, der henvendte sig til Matthesen. Man blev enige om, at producere en billig film i samarbejde med TV2, så man ikke skulle vente på støtte, men kunne komme i gang med det samme. Matthesen ville egentlig lave en komedie, men blev så grebet af idéen om at kunne fortælle noget om livsførelse.

Anders Matthesen har en lang tradition for at fokusere på etik, og som journalist har man MORAL skrevet med store bogstaver på notesblokken, når man møder ham.

”Ja, det synes jeg jo er det, der er mest spændende,” siger Matthesen. ”At man får nogen … Jeg ved ikke, om det er nye tanker, man får. Men i hvert fald er det da rart, når nogen gider give én nogle budskaber. Om det så er så banalt som ’opfør dig ordentligt’ eller ’vær glad for det, du har’, som det for længst er gået af mode at sige, men som nærmest ingen stadig kan finde ud af at praktisere. Derfor synes jeg også, det er vigtigt at blive ved at fortælle om det. Det er sådan set min store hobby.”

Da Arne kom til verden
Sorte kugler rummer samme syrlige humor og moralske pegefingre, som vi kender Matthesen for. Hans to sider – den grænseoverskridende aggression og det buddhistiske budskab – mødtes for alvor i Terkel i knibe . Men de har altid været der.

”Det er jo skægt, at mennesket er sådan en desperat størrelse, at vi tæsker hinanden. Der er jo noget urkomisk i dét. Derfor er det sjovt med hidsighed og slåskampe og den slags. Men den historie har nok tidligere været pakket lidt ind. Og så har folk jo nok ikke helt vidst, hvad jeg stod for. De har nok bare tænkt: ’Han er en ballademager.’”

Der er mange karakteristiske ballademagere i Matthesens produktion. Helt fra Onkel Stewart til Jason i Terkel i knibe . Figurerne har Matthesen selv fundet på. Han insisterer på, at han ikke kender nogen af dem. De er netop ”fundet på”.

”Nogle af dem er startet som en stemme. Arne fra Terkel i knibe startede med at hedde Britta eller Rasputin – det måtte man selv om – og det var bare en stemme. Men så sagde Bossy Bo (komponisten Bo Rasmussen, red. ), at han havde haft en pædagog, der snakkede sådan, og at han hed Arne. Så begyndte vi, at kalde ham Arne. Da Hvad snakker du om -pladen skulle udkomme, skulle jeg lave en kalender med ham, og så måtte jeg jo finde ud af, hvordan han så ud. Og da de senere skulle lave Terkel i knibe , tegnede de ham så ud fra den kalender.”

– Men kan du lide ham?

”Jeg synes, han er en kæmpenørd! Folk har det tit sådan dér: Hvis jeg laver en parodi på folk, så er det fordi jeg elsker dem. Sådan har jeg det slet ikke. Jeg laver en parodi på folk, fordi det er sjovt. Flere lag er der sgu ikke i det. Derfor kan jeg også have flere psykopater blandt mine figurer. Det er jo altid rart med en skurk. Når man ser Goodfellas , så holder man jo også med ham den lille psykopat. Det gør jeg i hvert fald.”

Anden fra Albertslund
Anders Matthesen kommer fra Albertslund og er – med sine egne ord – ”treogtredive og et halvt”.

Han voksede ikke op som et forsømt barn i en beton-blok, sådan som man kunne forledes til at tro ud fra hans karakteristiske taberfigurer. Han slog sine folder i et ordinært rækkehus. Hans opvækst fandt for størstepartens vedkommende sted i en lille landsby bestående af 500 helt ens af slagsen.

”Det var nærmest sådan en landsby fuld af enlige mødre og fædre. Et ret socialt område, socialistisk, et rigtigt pædagogparadis,” fortæller Anders Matthesen.

– Hvad med din familie?

”Min far og mor blev skilt, og så flyttede jeg derud med min mor, da jeg var otte. Pludselig kunne man cykle og gå rundt på stier, og der var skov og kaniner og bålfester. Det var virkelig værdifuldt for mig at vokse op dér. Når man fylder femten, bliver det så lidt mere barsk.”

Anders voksede op med en storebror. Deres far var postbud, moren var uddannet boghandler, men arbejdede som meditationslærer. Begge var kunstmalere i 70’erne.

”De arbejdede begge to på deltid og gik hjemme og malede, imens de gik og passede os,” husker Anders Matthesen.

– Det lyder hyggeligt.

”Det var det også. Altså det, jeg kan huske af det.”

– Du siger, at det bliver slemt, når man fylder femten år i Albertslund. Hvorfor det?

”Forstæderne kan være hårde, fordi man ikke lige kan komme væk. Man er det her sted, og så er der nogle områder, der ikke er lige så fede som nogle andre områder. Hvis man ikke lige kender ham Birger, der kontrollerer et område, så kan man komme galt af sted," siger Anders Matthesen og fortsætter:

Bræk eller rap
"Og så er der jo meget kedsomhed i forstæderne, hvor tankstationen lukker klokken elleve. Så kommer der i sagens natur noget med at hænge ude på cykelstierne og bander og stoffer og vold og bræk. I dag ville jeg ikke stå af på Albertslund station efter mørkets frembrud og gå ned gennem stisystemet. Det ville jeg sgu ikke.”

Anders Matthesen har selv oplevet barske løjer på helt tæt hold. Hans barndomsvenner blev slået ned, stukket ned eller ligefrem skudt. Han har kendt folk, der er døde af overdosis, og folk, der smadrede sig selv i trafikuheld, fordi de havde været ude og stjæle biler. Selv klarede han det med skindet på næsen.

”Jeg har egentlig aldrig selv været særlig dybt involveret i alt det dér. Der må man jo også selv træffe nogle valg. Enten tager du med ud og laver nogle bræk, ellers går du hjem og scratcher og laver noget rap eller tegner en tegneserie. Og det sidste trak simpelthen bare mere i mig. Men jeg så jo det andet fra sidelinjen.”

Jeg har drevet kærester til vanvid
Aggressionerne og vreden går igen i mange af Anders Matthesens ting. Og i for eksempel hans stand-up-show Tal for dig selv dyrkede han de sorte og hvide sider af livet – som også går igen i Sorte kugler – ved at dele showet i en positiv, hvid akt og en negativ, sort akt.

”Det er faktisk sådan, jeg selv tit oplever min hverdag. Jeg kan mene to forskellige ting om præcis det samme emne, alt efter, hvordan jeg indstiller min hjerne. Det synes jeg er enormt spændende. Man bestemmer selv, hvordan man vil have det, og der er ikke noget ’svar’ på noget som helst. Jeg er både sort og hvid, jeg er begge dele. Det kommer an på, hvilken dag på ugen det er. Eller hvad tid på dagen, det er. Eller hvem, der har dyttet af mig i trafikken. Det er jo det, der er så mærkeligt.”

– Er der nogen, der tror, du er så vred, som du virker på scenen?

”Der var der tidligere. Men jeg får den stadigvæk: ’Guuud, hvor er du rar – det havde jeg slet ikke troet!’ Og det synes jeg jo er dejligt, det er bare ikke så rart, at folk troede , jeg var et svin. Men okay, jeg portrætterer jo også nogle psykopater. Og folk danner sig jo deres eget indtryk, blandt andet også ud fra, hvad de læser i bladene.”

– Det er altså bare roller, når Onkel Stewart deler tæsk ud?

”Det er bare roller. Simpelthen. Jeg har verdens længste lunte. Jeg har aldrig slået et andet menneske. Jeg har smækket røret på én gang i mit liv, fordi min bedste veninde simpelthen blev for dum at høre på. Men ellers smækker jeg ikke på. Jeg bander ikke i trafikken. Du kan sige, min mor er en luder. Så siger jeg bare: ’Jamen, så skylder du mig penge.’ Jeg har drevet kærester til vanvid, så de har smidt krukker efter mig, fordi jeg ikke blev pisset af på den måde. Folk kender rollerne og tror, at jeg personligt også er feisty , men nej. Det er bare energien i vreden, der er god til roller. Det giver fede figurer. Alex i Sorte kugler er jo også et vredt menneske.”

Buddhisten Anders
Anders Matthesens syn på livet kommer et helt konkret sted fra. Han bekender sig til buddhismen, og han nævner det tit og bruger det som afsæt i hele sit værk.

I den nye film er hele plottet faktisk baseret på religionens ideer om karma, frie valg og personligt ansvar. Da en af filmens karakterer pludselig rammes af en skelsættende begivenhed, må han tage hele sit liv op til revision. Det sker i en surrealistisk udgave af buddhismens syn på verdens lovmæssigheder, hvor den onde karma, personen sender ud, er de sorte pointkugler i et religiøst gameshow.

Det hele hviler på Matthesens egen livsanskuelse, der i dag former hans tilværelse. Da Anders Matthesen læste religion på HF, skulle eleverne studere buddhisme, og alle snakkede om, at det var det sværeste, man kunne trække til eksamen, men Anders Matthesen syntes, det hele gav mening på stedet. Og det blev starten på et helt nyt liv.

”I den periode havde jeg nogle depressioner og angstanfald, fordi jeg havde røget noget hash, der ikke var godt. Jeg syntes, at livet var mega-nederen. Sådan gik jeg og havde det i et års tid. Buddhismen fik det hele til at falde på plads.”

Anders Matthesen læste alle de kendte lamaers bøger, han gik på kurser, og han var inde for at høre Dalai Lama. Han har desuden altid haft en stor forkærlighed for japansk kultur, så zenbuddhismen blev han også lidt interesseret i. Men på et tidspunkt fandt han ud af, at den vestlige verden slet ikke passer til en traditionel udgave af orientalsk visdom.

”Det dur simpelthen ikke at dyrke et eller andet esoterisk system, hvor man sidder på gulvet og æder ris og sover i en hule. Og jeg er heller ikke et menneske, der kan sidde stille og meditere i en time. Derfor har jeg heller ikke på dén måde søgt tilflugt hos én bestemt mester, og faktisk står jeg lidt af, når de bliver sådan sekteriske eller dogmatiske. ’Vi er den og den slags buddhister, og vi går kun i den og den slags tøj.’ Det er ikke noget for mig. Men tankegangen åbnede mine øjne, og livet har været en fest lige siden. Men nu var det altså heller ikke sådan, at jeg gik sådan helt Lars von Trier-agtigt rundt. Det var bare sådan nogle ungdomsting,” fortæller han.

Reklame, nej tak!
Siden har religionen været en følgesvend, skønt han både drikker, ryger, spiser kød og – med egne ord – dyrker en del ”skørlevned”.

”Jeg har ingen … sådan … leveregler. Der er ikke noget, jeg skal. Men jeg bruger en del tid på at reflektere over, om jeg kunne gøre ting bedre. Og jeg prøver i langt højere grad, end jeg gjorde tidligere, at gøre nogle ting, der kunne være gode for andre.”

– Hvad for eksempel?

”Jeg ønsker gode ting for mine venner. Og for dem, jeg ikke kender. Og i sidste instans også for dem, jeg ikke kan lide. Det er jo den sværeste af dem: at ønske gode ting for alle levende væsner. Alt i alt prøver jeg at være et godt menneske. Men selv jeg kan da stadig godt komme til at lyve og sige: ’Jo, det smagte dejligt.’”

– Hvad med din karriere? Styrer buddhismen den?

”Ja, i allerhøjeste grad. Jeg laver kun ting, jeg mener, gør verden til et bedre sted. Og det giver sig helt konkret udslag i, at jeg ikke arbejder med reklamer på nogen som helst måde. Der har været mange løselige forespørgsler fra mange sider: ’Kunne vi lave den og den reklame?’ Der har også været et ølfirma, der gerne ville have Onkel Stewart som reklamefigur. Men det er ikke det, jeg gerne vil bruge min karriere på. Jeg er glad for den tillid, som mit publikum viser mig, og de har en kærlighed til det, jeg laver, og derfor har jeg en kærlighed til dem, og den forbindelse vil jeg ikke misbruge ved at fortælle dem, hvilken mobiltelefon de skal købe.”

Ego, eller ler i andres hænder?
Principper og kontrol og fast ledelse er en konstant i Anders Matthesens værk. Han spiller tit alle rollerne, han instruerer, skriver og filmer. Han er faktisk et helt one man show . Eller man kunne være lidt småbuddhistisk drillesyg og spørge: – Er der ikke lige lovlig meget ego i dine ting?

”Det kan være, det er ego. Eller også er det bare, fordi jeg har et meget personligt forhold til det, jeg laver. Mit arbejde er mine små hundehvalpe. Jeg har lagt noget mening i det eller noget kærlighed. I dag behøver jeg ikke have alle rollerne mere – det var mere en sjov øvelse i starten. I dag synes jeg, det er sjovere at være ler i en andens hænder. Som da jeg spillede Simon Spies.”

Rollen som Simon Spies fik Anders Matthesen, efter han spillede med i Tivolirevyen. Instruktøren Nikolaj Cederholm fik ideen om, at han burde spille særlingen. Snart havde Matthesen en pude på maven og kastede sig ud sin første store skuespillerpræstation. Og det krævede forarbejde.

”Jeg fik alle de gamle Spørg bare -programmer på CD, og de kørte på repeat. Jeg så film om ham. Og så var der ellers prøver hver dag. Men i starten turde jeg ikke rigtig lave stemmen om. Så jeg fandt én sætning, og den øvede jeg mig på i det uendelige. Simon blev spurgt om hans forhold til nazistpartiet, og så svarer han: ’Er der ingen tilgivelse for de største synder – man skulle tro, jeg havde fået en bøde på 500 kroner eller noget andet forfærdeligt noget.’ Lige præcis den sætning øvede jeg på, til den sad i skabet. Når så vennerne spurgte til, hvordan det gik med Simon, og om jeg kunne lave ham, så fyrede jeg den sætning af. ’Årh, hvad! Sig noget mere,’ sagde de så. Men det kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke bede om to øl og en kanelbolle,” siger Anders Matthesen.

Åd dessert fem gange om dagen
Han spiller selv hovedrollen i instruktørdebuten Sorte kugler . Men allerede, da Matthesen spillede med i Kenneth Kainz spillefilmdebut Rene hjerter , gik han til stålet. Eller rettere, til fadet. I filmen ser Anders Matthesen nemlig lidt buttet ud. Og det var han også, fortæller han.

”Jeg havde taget på til rollen. Jeg vejede 86 kilo. Da jeg lavede Simon vejede jeg 70. Og inden da fik jeg lungebetændelse under Tal for dig selv . Der vejede jeg 66 kilo. Det er nok det laveste, jeg har været nede på. Så tog jeg lidt på under Simon .”

”Og så spurgte jeg, om jeg skulle tabe mig til rollen i Rene hjerter , men folk sagde, at hvis han var så medicineret, så var det nok snarere tværtimod. Så er han nok lidt tyk i det. Fint, tænkte jeg, og så begyndte jeg ellers at spise kage. Ikke for at tage på, men for at nyde livet. Så da vi skød i Prag, åd jeg dessert fem gange om dagen og drak store fadøller og levede af pomfritter og alt det, jeg godt kan lide.”

Det vildeste samarbejde
Sorte kugler har Anders Matthesen gjort brug af en teknisk instruktør – et fænomen, der ikke er sjældent for en uskolet debutant. Det er ikke nødvendigvis en degradering af instruktøren selv, derimod kan det – ifølge Anders Matthesen – være udgangspunkt for et bedre kunstnerisk samarbejde.

”Vi kunne jo hurtigt regne ud, at for mig var det ikke nok med en instruktørassistent og en indspilningsleder. Og jeg havde det også selv sådan, at jeg ville være mest tryg ved, at der var nogen, der havde prøvet det før. Vi tog Joakim Höglund, og det endte med at blive det vildeste samarbejde. Han var guld værd for filmen. Det var ham, der stod for stort set alt, hvad der var af praktik. Og jeg var så overladt til at sige: ’Jeg kan bedst lide den røde, jeg kan bedst lide den blå.’”

”Der var nogle enkelte valg – for eksempel under valg af skuespillere – hvor vi diskuterede i dagevis. Til sidst måtte jeg give mig, og så gik det jo op for mig, at det faktisk var en gave, at der var andre mennesker med til at træffe valget, så det blev det rigtige valg i sidste ende. Det har været det bedste ved filmen: Jeg har lært, at det er gaver, man får af alle de pissedygtige folk, der kommer med deres mening undervejs. Der er jo grænser for, hvor meget spas man selv kan lave i en film, der har et budget på tolv jern. Flammen & Citronen kostede 47 millioner.”

Anders Matthesen har muligvis været med til at skabe et nyt publikum for stand-up i Danmark. Så langt vil han dog ikke selv gå.

”Nej, det vil jeg ikke sige. Men publikum har ændret sig meget. Da jeg startede, var det modne mennesker i 30’erne, der sad med et glas tør hvidvin og sagde: ’Sé, det er stand-up, det er det sidste nye.’ I dag er mit publikum helt utrolig blandet. Masser af kærestepar, håndværkere, der går i byen sammen, unge fyre, og så også nogle gamle. Der er sket en kæmpe forandring. Men folk siger stadig tit til mig, at de normalt ikke kan lide stand-up, men at de godt kan lide mine ting. Så siger jeg: ’Det, jeg laver, det er stand-up.’”


PS: Anders Matthesen er stadig ved at lære japansk, men nu foregår det med en privatlærer, der besøger ham hver torsdag og underviser ud fra lærebogen Japanese for Busy People . Han besøger Japan for første gang dette forår, netop når kirsebærtræerne blomstrer i Ueno Park. Kirsebærblomsten er et japansk og zenbuddhistisk symbol på forgængeligheden, døden og hele livets skrøbelighed.

Sorte Kugler har premiere 12. juni 2009.

ANDERS ’ANDEN’ MATTHESEN
(kælenavnet er en forvanskning af fornavnet)

Født 6. juli 1975, København.

Bliver nummer to ved Danmarksmesterskaberne i stand-up i 1992.

Efter at have været vært på et par tv-programmer bryder han igennem med Jul på Vesterbro . Det er en julekalender for voksne, hvor han selv har skrevet store dele af materialet og fundet på karaktererne – blandt andet den afsporede og voldelige dranker Onkel Stewart. Matthesen spiller alle figurerne selv.

Han bryder lydmuren ned i Børneradio med de figurer, der siden bliver til CD’en Hvad snakker du om? (Den kan byttes!) , og til børnegyseren Arne fortæller … Terkel i knibe , der snart danner grundlag for den dundrende biografsucces med animationsfilmen af samme navn.

Karrieren udvikler sig til anmelderrost skuespil i musicalen Simon om Simon Spies og i filmen Rene hjerter , hvor Matthesen spiller en småfed, udviklingshæmmet mand.

Han har også lavet musik-CD’er og er blevet skamrost for sit egentlige kerneområde, de benhårde stand-up-shows: Tal for dig selv , Anden på Coke og senest Anden vender tilbage .

Til sommer debuterer han som filminstruktør med Sorte kugler – en underfundig komedie om livets og lidelsens store, karmiske lykkehjul.

© Filmmagasinet Ekko