Debat
30. juni 2014 | 09:58

Debat: Mere McDonald’s end film

Foto | Christine M. Loss
Knægten bag disken i den aarhusianske Cinemaxx bringer mindelser om den øretæveindbydende burger-ekspedient fra Falling Down, skriver instruktør og klipper Jesper Maintz.

Ifølge tidsånden afgør billetsalget, om en film er en succes eller fiasko. En instruktør tog en tur i Cinemaxx for at blive en del af statistikken – og tjekke biografkvaliteten. Her er hans beretning.

Af Jesper Maintz

I disse dage bliver der råbt højt og skingert om, at de danske film klarer sig dårligt. Det er noget, vi kan måle meget hurtigt i Danmark, fordi biografernes billetsalg afgør, om en film er en succes eller fiasko – og dermed også, om den har kvalitet eller ej.

De sidste par måneder har en fem-seks film ikke opnået det forventede antal solgte billetter, og biograferne brokker sig derfor vanen tro højlydt og slår i bordet og forlanger ændringer på både regerings- og institut-plan. De mener nemlig, at en films succes, og dermed kvalitet, skal måles i antal solgte billetter.

Det er trættende og enerverende at høre på, men de har desværre også halvvejs ret, for biograferne står lige nu for næsten al indtjening til dansk film. Inden for de sidste år har de digitale pakkeløsninger som Netflix og HBO Nordic trukket alle penge ud af hjemmevideo-formaterne dvd og blu-ray, så biograferne er de eneste, der i realiteten returnerer investerede kroner tilbage til de mere og mere forsigtige producenter.

Når folk så ikke går i biografen og ser de danske film, må det jo være, fordi filmene er dårlige, og så må vi øjeblikkelig finde vores elskede syndebukke, gerne instruktører og konsulenter, og allerhelst Det Danske Filminstitut.

Biograferne brokker sig ikke kun over danske film med dårlige tal. De er også efter de amerikanske – blot med det udgangspunkt, at folk må være ”dumme”, når de ikke går ind og ser de smalle, kunstnerisk bevidste film som Her, Inside Llewyn Davis og Nebraska i biografernes mørke.

Kort sagt, når danske film flopper, er det Filminstituttets skyld; når udenlandske film flopper, er det publikums egen skyld.

Stikprøvekontrol
Jeg er det, man kalder en filmnørd. Fanatiker, aficionado og freak er også blandt øgenavnene, og de passer helt fint. Jeg har i 25 år set mindst én film hver eneste dag og har for længst også gjort det til en del af mit arbejdsliv at se film.

Jeg dyrker, lærer, sanser, lytter og ser film fra alle verdenshjørner. Jeg arbejder også med film som klipper og er lejlighedsvis instruktør og manuskriptforfatter. Jeg har den allerstørste respekt for filmen som kunstform, stimulans, intellektuel udfordring, underholdning og kvalitet. Og nej, jeg er ikke typen med 40 tommer og surround. Jeg har 37 tommer med de medfølgende tv-højtalere, den næstbedste blu-ray afspiller i verden og en rigtig god idé om, hvordan jeg synes, film skal ses.

Og alligevel har jeg ikke været i biografen, siden jeg så Lars von Triers Melancholia for tre år siden. Indtil i forgårs. Dér satte jeg mig nemlig for, at jeg ville yde billetagtig støtte til en dansk film og tage et tjek på kvaliteten. Jeg besluttede mig for at gå i aarhusianske Cinemaxx for at se Når dyrene drømmer, der efter to meget små uger stod til at blive taget af plakaten.

Jeg var interesseret i at se, hvordan det er i biograferne nu til dags – og hvorfor det lige var, at jeg for tre år siden sagde ”aldrig igen” til mig selv, selvom Melancholia var en sublim oplevelse. Så det her er min historie om Cinemaxx og en dansk film, der ikke havde kvaliteten til at sælge billetter.

Supersize
Cinemaxx Aarhus ligger i Bruuns Galleri, og det kan biografen jo ikke gøre for. Oppe ad trappen ligger billetsalgsburet, og en plakatvæg er fyldt med de blockbusters, der sælger billetter i USA, og derfor også gør det i Danmark. Det er film i 2D og 3D, det er alle CGI-filmene med eller uden skuespillere, med eller uden danske stemmer.

Inde i buret sidder en teenagepige og sælger billetter. Jeg får sagt filmens navn, og hun slår den op, vender en CGI-skærm mod mig og peger rundt med en mus, hvor jeg kan sidde. Jeg vælger og ser, at hun markerer det valgte sæde med rødt og smider derefter mit dankort i maskinen.

Mens vi venter på, at betalingen går igennem, overvældes pigen af pludselig sult og finder sin halvspiste Bounty frem og suger den anden halvdel ud af det blålige papir. Hun ser i et splitsekund ud, som om hun giver et blowjob. Betalingen går igennem, hun siger ”god fornøjelse” med kokosmund, men uden at kigge på mig.

Jeg tager imod billetten, der dikterer kvaliteten i dansk film og begiver mig op ad trapperne. Oppe på toppen står en døgenigt med en kino.dk-kasket og tager imod min billet. Han flår den lille snip af og peger henkastet hen mod sal 6, der er en rød dør. Han siger et eller andet om, at det er derhenne.

Interiøret i foyeren er rasende moderne og signalerer Bowl’n’Fun mere end film. Blockbuster-plakaterne pryder alle vægge, og en eller anden form for centralt podie reklamerer kraftigt for et nyt tiltag, VIP-sæder. Jeg finder dog aldrig ud af, hvad det er, for noget andet tiltrækker min opmærksomhed.

Intet mindre end to kæmpe restaurationsdiske ligger ved siden af hinanden. Via sexede skilte lokker de begge med diverse menuer til familier, kærester og singler. Der er kæmpe spande med cola, popcorn, og nachos i forskellige gigantstørrelser- og sammensætninger, og der er også et tilbud, hvis man køber en pose Matador Mix sammen med spandene.

Menuerne koster formuer i forhold til, at det trods alt kun er cola og poppet majs, men de er til gengæld også Supersize. På en eller anden måde er det blevet hipt igen at spise popcorn i biffen, og det virker, som om portionerne er blevet større.

Duften af gamle nachos
Jeg beslutter mig for at genopleve gamle dage med en Matador Mix. Det spiste jeg altid, da jeg gik i biffen som barn.

Jeg tager den lille pose, der koster en halv billet, og stiller mig i køen, hvor adskillige teenagepiger køber slush-ice i flasker, der ligner selvlysende kæmpedildoer sammen med deres menuer.

Døren bag ekspedienten går op med et brag, og en pige med en lille kino.dk-hat kommer baksende ind med en gigantisk plastic-sæk, større end hende selv, fyldt med popcorn. Hun hælder dem uanfægtet op i den der tingest, der signalerer friskpoppede korn, og giver sig til at fylde spande, for det er hendes job.

Fyren bag disken ligner burger-ekspedienten fra Falling Down, dog uden headset, og jeg falder i voksenfælden og kan ikke få mig selv til at bestille en ”baby”-cola, men tager i stedet en ”lille”, der indeholder en halv liter. Jeg bliver spurgt, om jeg vil have popcorn med til min Matador Mix, for det er jo et af de tilbud, der står på de maleriske tavler over os.

Jeg klør mig i mine grå skægstubbe og får takket nej, og popcornspigen rører sig derfor ikke ud af flækken og smiler i stedet forstående til mig.

Tilbage i foyeren kigger plakaterne på mig fra alle vinkler, med titler som Sådan træner du din drage 2 (i 3D), The Expendables 3, Transformers i 3D, X-Men i 3D, en kæmpefigur af Tom Cruise i den der sci/fi-Groundhog Day-film, og luften er tung, som den nu er i Bruuns Galleri, og der dufter ikke af biograf, men af gamle nachos, og alle steder bliver der drukket spande og spist nachos, og jeg kan mærke angstanfaldet komme brusende gennem hele min krop, så jeg flygter ind i sal 6 bag den røde dør, og der er gabende tomt, og der kører techno ud af en højtaler.

Tonsende reklamer
Jeg sætter mig til sidst ned og ser tyve minutters tonsende reklamer for MacDonald’s, Burger King, Kino.dk, Teknisk Skole, Rejser, Smarthed og Livskvalitet.

En ringe trailer for Bad Neighbours, der sikkert solgte godt i USA, og en teaser for den næste Jussi-film. Så kommer der en introducerende jingle med ”Cinemaxx har DANMARKS største lærreder, i ultra-super-cool 4K, Ultra-Shit Surround og 3D hell” og CGI-effekter og komprimeret lydmix drøner ud i hovedet på mig og de fire andre tilskuere.

Så sørger en eller anden computer for, at lærredet udvider sig til bredformat, og der bliver stille. Når dyrene drømmer ruller over lærredet og er meget dansk og low-key og foregår i en tåget landsby nær Hanstholm. Fisk er et vigtigt tema. Jeg ser den lille film og bliver dermed en del af den statistik, der afgør, om filmen er en succes eller fiasko, om den har kvalitet eller ej.

På vejen ud står der endnu en Cinemaxx-pige og holder øje med, at alle kommer godt ud. Da jeg går forbi, smiler hun til mig, et ægte smil, og over hende er der et skilt, hvor der står ”Exit”. Jeg bliver glad, både over smilet og skiltet.

Jesper Maintz

Født 1973 i Aarhus.

Klipper, instruktør og manuskriptforfatter.

Har instrueret kortfilmene 501 (2009), der kan ses på All Time Shortlist, og Upstairs (2011).

Arbejder lige nu som klipper på DR-serien Guld på godset.

Arbejder på spillefilmprojektet The Fear Seasons.

Som ung spillede han jazzklaver på højt plan.

© Filmmagasinet Ekko