Nyhed
05. feb. 2012 | 23:59

Melancholia skovlede Robert-priser ind

Foto | Nordisk Film
Melancholia

Lars von Triers undergangsfilm modtog ti priser, deriblandt for årets film, instruktion og kvindelige hoved- og birolle.

Af Henrik Østergaard

Det er ikke kun Ekkos redaktion, som synes, at Melancholia var sidste års bedste danske film, men også medlemmerne af Danmarks Film Akademi, der i aftes uddelte årets Robert-priser for 28. gang. 

Lars von Triers dommedagsfortælling blev valgt som Årets Film, og Trier vandt for Årets Instruktør og Manuskript.

Hovedpersonen selv var dog ikke til stede, da Melancholia skovlede i alt ti priser hjem.

”Lars har ikke noget at sige. Eller, det har han — men han vil ikke,” lød ordene fra Lars von Triers repræsentant på scenen ifølge Ritzau.

Manuel Alberto Claro vandt desuden for Melancholias fotografering, og Kirsten Dunst og Charlotte Gainsbourg fik priser for henholdsvis hovedrolle og birolle i filmen.

Konservativt valg
Melancholia måtte dog dele skuespilpriserne med aftenens anden store vinder, Dirch, der løb med fem priser i alt. 

Årets Mandlige Hovedrolle gik som ventet til Nikolaj Lie Kaas for sin pragtpræstation i Dirch, mens kollegaen Lars Ranthe modtog prisen for Årets Mandlige Birolle for sin rolle som Kjeld Petersen.

I kategorien Årets Ikke-amerikanske Film foretog akademiet et noget konservativt valg, da prisen gik til Tom Hoopers Kongens store tale.

Dermed blev den film, som Ekko havde kåret som årets film, forbigået, nemlig det iranske drama Nader og Simin – en separation.

Nicolas Winding Refn kunne tilføje endnu en pris til samlingen for sin populære thriller Drive, der blev kåret som Årets Amerikanske Film.

Brügger trak længste strå
I kategorien Årets Lange Dokumentar var det i år et skarpt felt med så stærke film som Testamentet, Svend og ½ revolution.

Det blev dog Mads Brüggers kontroversielle Ambassadøren, der trak det længste strå. 

Årets Børne- og Ungdomsfilm gik til Heidi Maria Faissts mor-datter-drama Frit Fald. Og en særlig Æres Robert gik i år til instruktøren Henning Carlsen for sin lange karriere i dansk film. Han modtog som den eneste stående ovationer i Cirkusbygningen.


Robert-priser 2012

Årets Film
MELANCHOLIA – Instr. Lars von Trier, producere Meta Louise Foldager & Louise Vesth, Zentropa

Årets Børne-og Ungdomsfilm
FRIT FALD - Instr. Heidi Maria Faisst, producer Meta Louise Foldager, Zentropa

Årets Mandlige Hovedrolle
NIKOLAJ LIE KAAS - Dirch

Årets Kvindelige Hovedrolle
KIRSTEN DUNST – Melancholia

Årets Mandlige Birolle
LARS RANTHE - Dirch

Årets Kvindelige Birolle
CHARLOTTE GAINSBOURG - Melancholia

Årets Instruktør
LARS VON TRIER – Melancholia

Årets Manuskript
LARS VON TRIER – Melancholia

Årets Fotograf
MANUEL ALBERTO CLARO – Melancholia



Årets Scenograf
JETTE LEHMANN – Melancholia



Årets Kostumier
STINE GUDMUNDSEN-HOLMGREEN – Dirch

Årets Sminkør
LIS KASPER BANG – Dirch

Årets klipper
MOLLY MALENE STENSGAARD – Melancholia

Årets Lyddesign
KRISTIAN EIDNES ANDERSEN – Melancholia

Årets Musik/Score
SUNE MARTIN – Dirch



Årets Originale Sang
DIRCH – "Lille frk. Himmelblå" – nyfortolkning af Jeppe Kaas

Årets Special Effects
HUMMER HØJMARK & PETER HJORT – Melancholia

Årets You See Publikumspris
ALLE FOR ÉN - Instr. Rasmus Heide

Æres Robert
HENNING CARLSEN

Årets Amerikanske Film
DRIVE – Instr. Nicolas Winding Refn

Årets Ikke-amerikanske Film
KONGENS STORE TALE – Instr. Tom Hooper

Årets Korte Fiktion
GIRL IN THE WATER – Instr. Jeppe Rønde & Woo Ming Jin, producer Tine Fischer & Patricia Drati for DOX:LAB og Edmund Yeo for Greenlight Pictures

Årets Lange Fiktion
MIN BROR KARIM – Instr. Asger K. Kallesøe, producer Ditte Milsted, Den Danske Filmskole

Årets Korte Dokumentar
DEN TID VI HAR – Instr. Mira Jargil, producer Elisabeth Victoria Poulsen, Den Danske Filmskole

Årets Lange Dokumentar
AMBASSADØREN – Instr. Mads Brügger, producere Peter Engel & Carsten Holst, Zentropa

© Filmmagasinet Ekko