Ugens streaming
13. maj 2018 | 00:19 - Opdateret 16. maj 2018 | 13:29

Streaming: Mellem fiktion og virkelighed

Foto | Casey Affleck
Joaquin Phoenix tager tilsyneladende en ordentlig deroute i I’m Still Here, hvor han bilder omverdenen ind, at han vil skifte skuespillet ud med en karriere som rapper.

Tingene er ikke altid, hvad de giver sig ud for. Vi anbefaler fem film, der finder tossekomik, dødelig alvor og forargelse på grænsen mellem sandt og falskt.

Af Mikkel Krebs Behnke

Mads Brügger er i denne uge aktuel med komedien Sankt Bernhard Syndikatet, hvor Frederik Cilius og Rasmus Bruun fra Den Korte Weekendavis spiller to mænd med de samme fornavne, som tager til Kina for at sælge hunde.

Det er et almindeligt greb at blande genrer, og især legen med at lade fiktive elementer gribe ind i virkeligheden er populært. Det kan føre til interessante eksperimenter, der ofte medfører heftige debatter.

Et af de tidligste eksempler på en såkaldt mockumentary er Orson Welles’ radiospil fra 1938, Klodernes kamp, som efterlignede nyhedsreportagens form. Det lød som en ægte reportage, der berettede om en invasion af marsmænd på jorden, men i virkeligheden var det skuespillere i et radiostudie.

Vi anbefaler fem imponerende værker, som kaster skuespillere eller instruktører ud i en fiktion, der interagerer med virkeligheden.

Borat

Sascha Baron Cohen klæder sig i Borat ud som den kazakhiske tv-reporter Borat, der er tåkrummende morsom.

Borat rejser til USA fra det primitive Kazakhstan for at optage en dokumentarfilm. Det udvikler sig til en afsindig rejse, hvor han møder almindelige amerikanere i ordinære situationer. Og det får naturligvis uforudsete konsekvenser.

Gennem Borat udstiller Cohen knivskarpt ignorancens konsekvenser ved at udfordre snæversyn på sin helt egen måde. Han excellerer i det! Intentionen med filmen holdes skjult for deltagerne, og man er altid lidt i tvivl om, hvad der er iscenesat, og hvad der er virkeligt.

Kan streames på Viaplay og C More.

 

Act of Killing

Joshua Oppenheimers dokumentar fra 2012 er en rystende dokumentar om det indonesiske folkemord.

I 1965 vælter militæret den indonesiske regering og i kølvandet udryddes over en million mennesker. I filmen, der finder sted i byen Medan på Sumatra, udfordrer Oppenheimer nulevende dødspatruljeledere til at medvirke i den dramatisering af folkemordet.

Gerningsmændene er aldrig blevet straffet og hyldes stadig som helte. Resultatet af filmen er en surrealistisk rejse ind i massemordernes fantasi og forestillinger om sig selv og deres ofre. Et hårrejsende indblik i deres verden.

Streames på Filmstriben.

 

I’m Still Here

I 2008 proklamerede den berømte skuespiller Joaquin Phoenix, at han droppede skuespillet for at satse på en karriere som rapper. Det blev startskuddet på en total deroute for Phoenix.

I I’m Still Here, der er instrueret af Casey Affleck, følger vi Phoenix’ skandaleombruste opførsel i medierne, når han jagter rapkarrieren. Filmen er en spydig kommentar til mediernes medvirken i skuespilleres selvdestruktive adfærd.

Med sin demonstrative blanding af fiktion og virkelighed skabte filmen stor debat verden over. Der var tale om en mockumentary, altså en falsk dokumentarfilm. Phoenix bruger sin egen person i en fiktive iscenesættelse, som medierne ukritisk spillede med på.

Lejes eller købes på FilmLounge og Blockbuster.

 

Ambassadøren

Mads Brügger har tidligere brugt sig selv på samme måde, som han bruger Frederik Cilius og Rasmus Bruun i den biografaktuelle Sankt Bernhard Syndikatet. I Ambassadøren spiller Brügger en rig forretningsmand i Afrika.

Filmen handler om en dekadent europæer, der ankommer til Den Centralafrikanske Republik for at starte en tændstikfabrik. I virkeligheden er han der dog for at få adgang til landets store diamantreserver.

Ambassadøren bryder grænsen mellem dokumentar og fiktion, og Brügger sætter sig selv på spil som menneske, journalist og humanist. Han lader tilskueren tage stilling til de gennemtærskede sandheder, man så ofte før har hørt. Det er en film, der forarger og forbløffer.

Streames på Filmstriben.

 

Lost Soul: The Doomed Journey of Richard Stanley's Island of Dr. Moreau

David Gregorys dokumentar fortæller historien om en af de værste film nogensinde på en måde, så filmen om filmen mere ligner fantasi end virkelighed.

Sydafrikanske Richard Stanley fik efter et par succeser chancen for at lave en rigtig blockbuster i Hollywood, og han fik endda Marlon Brando til at medvirke.

I dokumentaren fortæller de medvirkende, hvorfor Lost Soul: The Doomed Journey of Richard Stanley’s Island of Dr. Moreau endte som et katastrofalt flop. Og med et miks af arkivmateriale og kommentarer giver den faktisk én lyst til at se Island of Dr. Moreau.

Streames på C More og lejes eller købes på FilmLounge.

Hver uge giver Ekko fem bud på, hvad du skal streame.

Vi anbefaler både film og tv-serier.

Denne uge fokuserer vi på film i krydsfeltet mellem fiktion og virkelighed.

© Filmmagasinet Ekko