Interview
31. juli 2018 | 07:54 - Opdateret 31. juli 2018 | 10:57

”Farvede kan godt hedde Michael eller Daniella”

Foto | Søren Bay
Ti skuespillere sidder over for hinanden i Jeg vil bare læse HF, hvor den unge mand Michel (med ryggen til) går til Patientklagenævnet, da han føler sig fejlbehandlet af en overlæge.

Debutinstruktøren Wagma Khattak er på Ekko Shortlist med Jeg vil bare læse HF, som kritiserer psykiatrisk fejlbehandling og gør op med fordomme om hudfarve i dansk film.

Af Nicki Bruun

”Jeg fik som skuespiller at vide af nogle castere, at jeg ikke ligner en dansker. Derfor fik jeg ikke chancen for at vise, hvad jeg kan. Folk så bare en karry-spisende Bollywood-danser. Fordomme findes jo over det hele.”

36-årige Wagma Khattak er en brun kvinde med pakistansk baggrund, men er født i Herning og har tilmed dialekten, der beviser det.

Hun har som skuespiller medvirket i afdøde Kathrine Windfelds Flugten og tv-serien De 7 drab samt kortfilmen Fedes nekrolog, som er på Ekko Shortlist. Men det er svært at få betydelige roller, når man er mørkere end det grisefarvede flertal i Danmark.

Nu kan Wagma Khattaks debut som instruktør, Jeg vil bare læse HF, også opleves på Ekko Shortlist. Kortfilmen er i denne uge bobler og har mulighed for at komme ind på Top 10 på mandag.

Filmen handler om den unge mand Michel (Behruz Banissi), der er blevet tilbageholdt og tvangsmedicineret på Psykiatrisk Center Glostrup.

Gulerødder og søvn
Jeg vil bare læse HF
er et retssalsdrama med ti mennesker, da Michel har fået Patientklagenævnet til at vurdere hans sag. Derfor er både den ansvarlige overlæge, Michels mor og hans socialpædagog til stede, og de mener alle, at han har brug for behandling.

Men der er ikke nogen tvivl om, at filmen er på Michels side.

”Det er selvfølgelig et tema, som provokerer helt sindssygt. For i Danmark er vi sikre på, at læger ikke kan begå fejl. Det er ærgerligt, for de er dygtige til mange ting, men de misbruger ’sygdomsbegrebet’, når vi snakker om følelser,” mener Wagma Khattak.

”Mange af de mennesker, som vi kalder skøre, er i virkeligheden bange for at mærke deres følelser. Så de gør alle mulige skøre ting for at distrahere sig selv,” siger instruktøren og tilføjer:

”Vi skulle hellere gøre dem trygge nok til stille og roligt at mærke deres følelser og lære dem, hvad de skal gøre med dem. For eksempel deres aggressioner og selvhad. Det, man gør nu, svarer til at sætte en fitnessinstruktør på, der dikterer én at spise nogle gulerødder og få noget søvn.”

Det hvide snit som pille
Jeg vil bare læse HF
får på kun 22 minutter etableret et stort persongalleri, hvor alle har deres grunde til at gøre og sige, som de gør.

Michel mener, at han er blevet fejlbehandlet. Det er overlægen, som har truffet beslutningen, bestemt ikke enig i. Også Michels mor siger, at sønnens hårde barndom har traumatiseret ham i en sådan grad, at medicinsk behandling er nødvendig. En socialpædagog på en institution, hvor Michel har været indlagt, påstår, at han har truet hende med en kniv. 

”Ethvert menneske er ekspert på sig selv. Men hvis man kan mærke, at man får en forkert behandling, bliver det kaldt ’sygdomsfornægtelse’. Og så risikerer man at få det hvide snit i pilleform,” siger Wagma Khattak.

”Angst er en følelse og ikke en sygdom. Men det er, som om enhver følelse bliver diagnosticeret som en sygdom, man skal have medicin for. Der er en salgsmekanisme i det, som er virkelig skræmmende. Lægerne, øvrig personale og mange af os andre vælger at tro på systemet som et forsøg på at overleve i det.”

Instruktøren har både privat og gennem research på forskellige institutioner fået et indgående kendskab til psykiatriens verden.

”Der er forskel på, hvad man gør, og hvem man er. Hvis man banker hovedet ind i væggen, er det ikke noget man er, men noget man gør. Det kan godt behandles af kompetente mennesker, der udstråler en rummelighed og rolighed. Jeg har studeret skøre mennesker fra barnsben, fordi jeg har en onkel, der har valgt at være i det psykiatriske system og få medicin. Jeg har altid sagt, at han spiller skuespil, og det er, som om systemet bliver en slags forælder for ham, som han skal anerkendes af.”

Vrede mod mennesker
Wagma Khattak sidder i ligebehandlingsudvalget hos Dansk Skuespillerforbund og er ambassadør for filmbranchens mentor-ordning på Det Danske Filminstitut. De arbejder for ligestilling i branchen på tværs af køn og etnicitet, som hun også har snakket med Ekkos blogger Kim Pedersen om.

Hun er blevet spurgt om at være formand i Dansk Skuespillerforbund, men har takket nej. Det er et politikerjob, og hun vil hellere være kunstner. Men det ofte stereotype syn på hudfarve i dansk film er noget, hun går meget op i.

I Jeg vil bare læse HF er den eneste, som virkelig er på Michels side, sygeplejeren Gorm. Han spilles af Al Agami, der ligesom Wagma Khattak er mørkere end de fleste danskere, men ikke mindre dansk af den grund.

”For nogle år siden snakkede jeg med folk i branchen om, hvorfor farvede mennesker ikke kan hedde Louise, Nanna eller Gorm på film og i tv. De sagde, at der ikke er nogen, som hedder det. Men nu er unge mennesker vokset op, og de hedder Michael, Daniella og den slags. Komikerne Adam og Noah har for eksempel kæmpe succes,” siger instruktøren, der bevidst valgte forskellige farver til rollerne i sin film.

”Jeg er selvfølgelig gået efter talentet som førsteprioritet, men det er sådan, at folk godt kan forstå alle i alle farver. Nogle tænker, at farvede skal være taxachauffør eller pizzaria-medarbejder, for ellers vil publikum aldrig kunne forstå det. Men på den måde bevarer vi fordommene og giver mere brænde til at vende vores frustrationer og vrede ud mod mennesker.”

Wagma Khattak

Født 1981 i Herning.

Hendes forældre er fra Afghanistan og Pakistan.

Medvirker som skuespiller i Flugten, tv-serien De 7 drab og kortfilmen Fedes nekrolog.

Debuterer som instruktør med Jeg vil bare læse HF, der er bobler på Ekko Shortlist.

© Filmmagasinet Ekko