Mennesket bag ballerinaen

I dansk øjemed er Birgitte Stærmoses Darling et særsyn. Filmen fokuserer på en kvindelig hovedrolle, som først og fremmest er karakteriseret ved sin passion for balletkunsten i stedet for af mænd.

”I tv-serier får vi jo tit lov til at se nogle stærke, kvindelige og flerdimensionelle roller. Men på film er det bare ikke så tit, at der er plads til den type rolle,” siger Danica Curcic, som i filmen spiller ballerinaen Darling, der må opgive sin karriere efter en hofteskade.

”Jeg er enormt stolt over, at der kommer en film med en stor kvindelig hovedkarakter,” supplerer Birgitte Stærmose.

Darling omhandler den berømte ballerina Darling, som bliver erstattet af den unge ballerina Polly (Astrid Grarup Elbo), efter at lægen finder permanente skader i hendes hoftebensknogle.

Da Darling agerer mentor for den naive Polly sammen med manden Frans (Gustaf Skarsgård), begynder et farligt spil mellem elev og mentor, da Darling veksler mellem rival og lærer over for Polly.

”Det var sindssygt fedt og befriende at spille en mere usympatisk karakter,” siger Danica Curcic.

”Der er jo folk, som har sagt: ’Ej, hvor er Darling ond og bitchy.’ Men hun opfører sig, som hun gør, fordi hun selv er helt ødelagt indeni. I filmen viser vi nogle sider af mennesket, som er ret grimme, men også ret genkendelige.”

Det er gået hurtigt for den 32-årige skuespiller. I 2015 modtog hun Nordisk Film Prisen, som hvert år gives til et spirende dansk talent inden for den danske filmindustri. Darling er hendes første hovedrolle.

Amatørkultur hyldes
Med Darling giver Birgitte Stærmose et sjældent indblik i dansk højkultur.

”Jeg er ret sikker på, at dronningens favoritkunstart er balletten,” siger instruktøren. ”Vi er jo trods alt et af de lande i verden, som faktisk har en historisk ballettradition, der skiller sig ud.”

Men Darlings fremvisning af balletverdenen er langt fra glorificeret, og det fysiske element i balletten spiller en afgørende rolle.

Træningssessioner fotograferes intenst med et håndholdt kamera, og tæerne kan høres knage under presset, når ballerinaerne skal danse på tåspidser og bliver presset til bristepunktet af deres balletmestre.

”Fotografen, Marek Wieser, og jeg ville gerne fremvise det fysiske element af balletten,” siger Birgitte Stærmose og fortsætter:

”Vi ville gerne give publikum en oplevelse af at komme bag om scenen og ikke bare se balletten fra teatersalen, som man normalt gør. Ballet som kunstform handler meget om at få det til at ligne, at ’jeg svæver gennem luften, det her koster mig ikke noget.’”

Selv om filmen vender et kritisk blik mod præstationskulturen og dens omkostninger, gør Birgitte Stærmose det klart, at man skal yde for at nyde.

”Da jeg lagde ud med idéen til filmen, var det vigtigt for mig at vise, at det at skabe kunst faktisk har omkostninger. At der ikke skabes noget særligt uden at give alt af sig selv.”

”Der er en tendens i vores tid til, at vi alle kan blive helt vildt specielle uden rigtigt at gøre noget for det. Der er en amatørkultur, som bliver hyldet. Og det står mig personligt meget imod,” siger Birgitte Stærmose.

Huppert som inspiration
Nogle lignende tematikker tages op i Darren Aronofskys Oscar-vindende Black Swan (2010), der også bruger balletten som rammefortælling.

Ligesom Darling fokuserer Black Swan på ballettens altopslugende, konkurrencehårde verden og prisen for at lave stor kunst.

I Aronofskys film må Natalie Portmans generte ballerina konfrontere sine indre dæmoner, når hun skal spille dobbeltrollen som den fromme Svanedronning og den seksuelt frigjorte Sorte Svane i balletstykket Svanesøen. Det kunne være fristende at konkludere, at Darling er en dansk Black Swan, og det er bestemt en sammenligning Danica Curcic er opmærksom på.

”Jeg valgte helt bevidst ikke at se Black Swan igen,” siger hun grinende. I stedet hentede hun inspiration i Michael Hanekes Pianisten (2001), om en pianistlærer, som bor sammen med sin regelrette mor og indleder en sadomasochistisk affære med en ung elev.

”Darling og Pianisten er jo ikke to film, der ligefrem kan sammenlignes, for Huppert spiller en meget mere ekstrem person. Men der var noget i den tilbageholdenhed, hun udstråler. Der ligger en sorg under overfladen og bobler. Den kommer ud i små glimt,” uddyber Danica Curcic.

”Hendes måde at håndtere sin deroute er inspirerende, fordi hun gør det med en ydre kulde. Men som publikum er vi med hende hele vejen igennem på den følelsesmæssige rejse. Også selv om hun handler helt ekstremt.”

”Det er svært ikke at heppe på hende,” istemmer Birgitte Stærmose. ”Ligesom i Darling er der i Hanekes film en sorg over at blive erstattet af sin elev.”

”Hupperts præstation er en af mine yndlingspræstationer. Det har det været i mange år,” fastslår Danica Curcic begejstret.

Man dør to gange
Som i Pianisten bliver Darlings udfordring til syvende og sidst at finde en identitet uden for kunsten.

”Når man har brugt hele sit liv på et arbejde, og hvor der ikke har været plads til andet, hvad sker der så, når man mister det? Hvem er man så? For mig ville det svare til at miste min stemme eller førlighed. Hvem er jeg under passionen?” spørger Danica Curcic eftertænksomt.

”Jeg hørte et interview med en danser, der havde det samme problem som Darling har,” fortæller Birgitte Stærmose. 

”Hun sagde, at du som danser dør to gange. Første gang når dansekarrieren er slut, og anden gang, når du dør i det virkelige liv. Jeg ser Darling stående foran en form for død. Det er i hvert fald derfor, at jeg tilgiver hende ret meget.”