Cph:Dox
05. nov. 2015 | 01:52

Mens vi venter på flyvetilladelse

Foto | Jakob Bæk
En pilot tænder en smøg, og det kan han roligt gøre. Der har nemlig ikke lettet et eneste fly fra basen i Bolivia i syv år.

Hvorfor går de ansatte på arbejde, selv om flyselskabet gik bankerot i 2008? Det er spørgsmålet i den danske dokumentar A Place Called Lloyd. Men instruktøren nægter at svare på det. Han vil hellere forny filmsproget.

Af Freya Bjørnlund

”Det minder mest om absurd teater af Samuel Beckett. Det er det, der er så fascinerende,” siger 27-årige Sebastian Cordes om sin dokumentar A Place Called Lloyd, hvor virkeligheden nok overgår logikken, men ikke fantasien.

I så fald skulle stykket hedde Mens vi venter på flyvetilladelse.

Hver dag møder omkring 205 ansatte op på arbejde i det bolivianske flyselskab Lloyd Aéreo Boliviano. De vedligeholder motorer. De træner sikkerhedsprocedurer efter internationale standarder. De tester redningsveste. De plotter afgange og ankomster ind i tidsplaner. De fejer gulvet i de enorme hangarer.

Men deres hovedbeskæftigelse er at vente.

National stolthed
Der letter ingen fly fra basen i Cochabamba.

Det har der ikke gjort, siden selskabet gik konkurs i 2008. En enorm skattegæld og manglende investorer står i vejen for, at Lloyd kan få flyvetilladelse igen. Og der bliver ikke udbetalt løn til de ansatte. Alligevel tropper de op hver dag og udfører deres opgaver. Og håber og venter.

Lloyd Aéreo Boliviano, der blev grundlagt i 1925, er et af verdens ældste flyselskaber og en national stolthed.

”Hvis man skal sammenligne det med noget dansk, ville det være Lego,” forklarer Sebastian Cordes.

Alligevel var han mystificeret på et dybere plan, da han første gang læste en artikel om de ulønnede arbejdere. Og den følelse kunne han godt lide.

”Jeg forstod det simpelthen ikke, og jeg forstår det stadigvæk ikke. Jeg ville gerne besøge det sted, hvor man står op om morgenen og arbejder gratis i syv år, fordi der er noget, man kæmper for. Der er endda nogen, som er begyndt at arbejde dér, efter selskabet er gået konkurs!”

Poetens pegefinger
I en måned overgav Sebastian Cordes sig til absurditeten på Lloyds flyvebase sammen med fotografen Jakob Bæk og producer Niels Wee.

Det var ikke meningen, at de skulle komme tilbage med en spillefilm, men den sneg sig alligevel op på 80 minutter og en Cph:Dox-nominering i kategorien Nordic:Dox.

Men helt i Becketts ånd holder filmen sig fra at svare på, hvorfor menneskene gør, som de gør. Den nøjes med at konstatere, at de gør det. De reparerer, tester, planlægger. Et par enkelte fortæller gribende historier om Lloyds storhed og fald. De fleste nøjes med at vente.

Deres daglige gøremål indfanges i filmens 99 indstillinger, der i gennemsnit varer 45 sekunder. Som Jørgen Leths foregangsfilm 66 scener fra Amerika udgør de tilsammen stedets paradoks.

”I filmen har vi bevidst prøvet ikke at forklare de ansattes motivation. Vi vil ikke afmystificere det og gøre det til en rationel forklaring eller freudiansk dybdepsykologi.”

I udelader også traditionel fortælling. Hvorfor det?

”Den tyske digter Friedrich Hölderlin siger, at digteren kan gøre noget interessant bare ved at pege på det. Og ved at pege på Lloyd-medarbejdernes daglige handlinger, vaner, måder at gå og stå på, synes jeg, man får rigtigt meget at vide om dem som mennesker.”

”Tit forfalder man til en eller anden nem forklaring. ’Nej, hvor er det vildt, at de kæmper så meget. Men det er også, fordi de i deres land har en stor kulturel stolthed.’ Og så kan vi gå hjem og spise middag.”

Anti-journalistisk
Filmholdet gik til opgaven med et sæt af vedtagne dogmeregler.

Første dogme var: Ingen research.

”Vi gik anti-journalistisk til værks. For at kaste os ud på bar bund og se stedet med helt friske øjne. Vi lod filmens rytme og stil gro ud af stedet – og ikke ud af Aristoteles’ to tusind år gamle berettermodel.”

De lod også de omfattende sagsakter om selskabets talløse åbne retssager ligge. De ansatte var ellers ivrige efter at få medierne til at tale deres sag.

”Vi brugte lang tid på at gøre det klart for medarbejderne, at vi ikke er journalister, politikere eller NGO’er. ’Vi er kunstnere, og det er vores film. Det er ikke jeres.’”

Filmholdet dykkede ned i stedet Lloyd. 23 hektar fyldt med halvrustne reservedele og afskallede bygninger. Og medarbejdere, der klarer sig med bijobs som taxachauffør eller mekaniker. Nogle bor hos familiemedlemmer, andre sover på gaden.

Gud redder forulykket fly
Indimellem kom der en person og prikkede dem på skuldrene. De havde en historie at fortælle.

Beatriz Rojas Talavera, selskabets økonomiske afdelingschef, gjorde et særligt indtryk.

”Beatriz er en meget lille bolivianer, der fortæller om dengang, Gud reddede et fly. Det bliver så én af scenerne, hvor vi beder personen om at genfortælle historien foran kameraet.”

I scenen fortæller hun om en dramatisk episode, hvor et Lloyd-fly forsvandt. Hun bliver bevæget til tårer ved mindet om, hvor desperat hun bedte til Gud om at frelse alle ombord.

”Så fortæller hun, at hendes søster havde en drøm, hvor Gud tog fat i flyet og satte det forsigtigt ned. Det viste sig senere, at flyet var landet i en mose. Og det var landet så blødt, at ingen var kommet til skade.”

”Efter scenen løb hun hen og krammede mig og græd,” husker Sebastian Cordes. ”Ikke fordi hun var forlegen, men fordi det betød så meget for hende. Og jeg har svært ved at forestille mig noget mere autentisk end det, hun præsterer dér.”

Sund stilhed

Som i tilfældet Beatriz Rojas Talavera kan medarbejdernes loyalitet til Lloyd nærme sig gudedyrkelse. I et enkelt tilfælde nærmede det sig hallucination.

”Der kommer en mand hen til os og viser de flyplaner, han har lavet til næste onsdag. Vi blev ved at spørge ham: ’Men I flyver jo ikke på onsdag, vel?’ ’Jo, jo, det gør vi,’ svarede han. ’Men ikke rigtigt?’ ’Jo, jo, du kan se, det står lige her i planen.’”

Sebastian Cordes gjorde dog meget ud af ikke at fremstille de ansatte som afsporede fantaster. Og det førte til et andet dogme.

”Folk går rundt i et forfaldent, smadret, usselt område. Derfor kan man meget nemt komme til at gøre grin med dem og sige: ’Hvorfor vil I opretholde det her?’ Så vi havde et dogme, der hed: ’Der må ikke være ét grimt billede i filmen.’ Vi ville ophøje forfaldet, for det er også ekstremt smukt.”

Det tredje dogme helliger stilheden. Der er ikke megen snak i filmen. Der er fuglelyde og maskiner, som knap kan trække de rustne tandhjul rundt længere.

”Vi stopper op og dvæler ved noget. Det giver tid til at reflektere, og nogle gange handler refleksionen ikke om det, der sker på lærredet, men om hele ens liv. Og så er du nødt til at revurdere, hvordan du ser på verden. Det er skidesundt. Og det tillader vi i filmen.”

Film der reproducerer
I det hele taget er der brug for at stoppe op og reflektere. Gerne over dansk film, mener Sebastian Cordes, og tv-seriens roste guldalderperiode giver han ikke meget for.

”Er tv-serier interessant set i kontekst af den samlede kunsthistorie? Kan Breaking Bad måle sig med Picasso? Det synes jeg ikke.”

Der mangler flere filmskabere, der tør at pege uden at give svar på alle de store spørgsmål. Selv har han taget en bachelor i filosofi for at træne nytækningen.

”Der er brug for en grundlæggende revurdering af filmmediets potentiale. Hvorfor laver man overhovedet film, hvis man bare reproducerer? Det er mig simpelthen en gåde.”

– Hvad er det, der reproduceres?

”Formen, de samme skuespillere, de samme manuskriptforfattere. I fiktionen bliver det så navlepillende. Og i dokumentarfilmen skal man helst vælge noget om dansk politik eller flygtninge. Så får man nok et spot på DR.”

Madsen er et forbillede
Instruktøren nævner Michael Madsen (Into Eternity og The Visit – An Alien Encounter) som eksempel på én, der tør udfordre mediet og dokumentaren. Han stiller store spørgsmål, der ikke nødvendigvis kræver et svar, og han laver hele film om et enkelt begreb.

Det lader Sebastian Cordes sig inspirere af, mens han er i gang med at planlægge en dokumentar om langsomhed.

”Jeg siger ikke, at vi har fundet svaret – det ville være kedeligt. Jeg viste A Place Called Lloyd til en højtstående filmmedarbejder, som jeg ikke vil nævne ved navn, som sagde: ’Sådan her kan man ikke lave film. I får aldrig støtte igen, hvis I gør det her.’”

”Men bagefter havde vi ti minutters diskussion om, hvad det vil sige at klippe en film. Og det får jeg stort set aldrig.”

Trailer: A Place Called Lloyd

Sebastian Cordes

Født 1988 i Herlev.

Dokumentarinstruktør.

Freelance-underviser i film, blandt andet på ungdomsfilmskolen Station Next.

Lavede i 2010 første dokumentar i spillefilmlængde, Life and Times of Don Rosa.

A Place Called Lloyd er støttet af Filmværkstedet og er blevet til for 65.000 kroner.

Verdenspremiere på Cph:Dox 5. november klokken 19 i Absalon.

© Filmmagasinet Ekko